Herregårdsjunkfood

Fødevarer, der er relateret til herregården, står i høj kurs. 19 pct. af danskerne er faktisk villige til at betale mere for varer fra herregårde. En uvilje mod maskinfremstilling er givetvis årsagen, men dette symbol er dog mere repræsentativt for den moderne produktionsvirkelighed. Og hvad er egentlig problemet?
af Ulla Holm
”I en tid hvor parcelhusområder, industri og anlægsarbejder totalt har ændret landskabet på mindre end 50 år, udgør herregårdene nogle af de sidste sammenhængende og uspolerede historiske kulturmiljøer i Danmark.” Således skrev Poul Pilgaard Johnsen i en artikel om de danske herregårde i Weekendavisen i 2009.
 
Noget tyder da også på, at danskerne foretrækker at bo i et land renset for førstnævnte til fordel for en tilbagevenden til feudaltiden – i det mindste de fysiske udtryk for den. For ifølge en undersøgelse foretaget af fonden Realdania ønsker 86 pct. af den danske befolkning, at der skal gives støtte til bevaring af de danske herregårde. Og en hvidbog udarbejdet af samme fond fastslår, at “betalingsvilligheden for fødevareprodukter, der er relateret til herregården, er højere end for et tilsvarende alternativt produkt”. Eksempelvis er danskerne villige til at betale 19 pct. mere for varer på et julemarked på en gammel herregård.
 
Herregård er et kvalitetsstempel hos danskerne, der er villige til at betale 19 pct. mere for herregårds-varer
 
Det feudale danmarksbillede
Det må være derfor, betragtelige dele af fødevareemballagen i kølediskene i de danske supermarkeder tegner et danmarksbillede, der let giver det indtryk, at den feudale æra lever i bedste velgående. Her støder man nemlig på et overopbud af herregårde, slotte og godser.
 
Løgismose integrerer slottet i sit logo
 
Tag f.eks. ”Frijsenborg Herregårdskylling” fra ”De 5 gårde”: Der er trykt en stiliseret herregård øverst på forsiden, og nedenunder nævnes de 5 herregårde Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg. Eller tag f.eks. samtlige produkter fra Løgismose, som bruger en tegning af det gamle slot i sit logo. Eller cocktail/brunch-pølser fra Kildegaarden, hvis plastic-indpakning prydes af et farvefoto af et gods. Eller samtlige produkter fra ”Gråsten Fjerkræ”, hvorpå der figurerer endnu en stiliseret herregårdstegning. Eller ”kartoffelkiler” fra ”Egeskov”, hvorpå der er trykt et tegnet slot. Og sidst men ikke mindst ”Herregårds”-rødkål, -asier og -rødbeder med dertil hørende idyllisk herregårdsmotiv og garanti for ”Den gode HERREGÅRDS smag” fra fødevaregiganten Beauvais.
 
Herregårdsrødkål sørger for idyllisk motiv og herregårdssmag, der øjensynligt er et kvalitetsstempel
 
De faktiske forhold i landbrugsindustrien
Dette er blot et lille udpluk af eksempler. Men på en mangfoldighed af produkter i Irma, Brugsen, Netto og Superbest knejser de gamle feudale bygningsværker, så en udenlandsk kunde kunne forledes til at tro, at Danmark aldrig har gennemgået hverken industrialisering eller modernisering. Men det har Danmark jo som bekendt (jf. det indledende citat), og det har i lige så høj grad de danske godser og herregårde. Således står der bl.a. at læse på hjemmesiden for sammenslutningen ”Danske Godser og Herregårde”: ”for hovedparten er virkeligheden en økonomisk balancegang, hvor midlerne til at finansiere både generationsskifte og vedligeholdelse skal hentes via et gennemindustrialiseret landbrug.”
 
Tilsvarende kan man læse følgende i Realdanias hvidbog om de danske herregårde: ”Tidligere spillede herregårdene en central rolle i lokalsamfundet. Med landbrugets udvikling og rationalisering har landbruget og dermed de fleste herregårde de sidste 50 år mistet forbindelsen til lokalområdet” – samt at ”yderlige [sic] effektivisering og stordrift” er centralt for indtjeningen på herregårdenes landbrugsprodukter.
 
Langt de fleste danske godser og herregårde driver moderne factory farms. Brandingen af produkterne associeres dog mere med gamle traditionelle metoder
 
Driftsmæssigt opererer langt de fleste godser og herregårde altså ligesom alle andre moderne, højteknologiske, rationaliserede factory farms rundt om i det danske land. Men væk er på emballagen enhver reference til det industrielle landbrug, der har fremstillet Herregårdskyllingen, cocktail/brunch-pølserne, kartoffelkilerne, asierne og deres medskabninger – og jeg, der gik og troede, at adel forpligter. I stedet iscenesættes visuelt myten om herregårdslivet og de gamle, traditionelle produktionsmetoder, der associeres hermed.
 
I en tid, hvor der tales om forbrugernes krav om transparens og ærlighed, undrer det mig en smule, at producenter og konsumenter har indgået en hellig alliance om at ignorere de faktiske produktionsvilkår. Hvorfor denne kollektive fortielse af den industrielle virkelighed til fordel for herregårdsmyten?
 
Den mytologiserede uvirkelighed
Jeg tror en del af svaret skal findes i Henrik Dahls bog ”Den usynlige verden” fra 2008. Bogens overordnede pointe er den, at danskerne – især af årsager, der siden nederlaget i 1864 har haft med nation building at gøre – har haft og stadig har et problematisk forhold til moderniseringen af Danmark. Altså især til den ”tid, hvor parcelhusområder, industri og anlægsarbejder totalt har ændret landskabet på mindre end 50 år”. Det har med Dahls ord ført til, at ”vi i Danmark har for vane at mytologisere uvirkeligheden i stedet for at mytologisere virkeligheden”. Omsat til hverdagssprog betyder det, at det, der hører fortiden til, gøres til genstand for agtelse, hvorimod fænomener, der kendetegner vores kollektive nutid, ikke anerkendes som agtelsesværdige. Alt, hvad der er nyt, praktisk, lavkulturelt og verdsligt, figurerer således ikke på listen over danske seværdigheder, hvorimod det modsatte er tilfældet for de fysiske rester af fortiden, herunder herregårdene og slottene.
 
Det er ifølge Dahl et problem, fordi den verden, de fleste danskere lever i det meste af tiden, bliver gjort mentalt usynlig og dermed mister muligheden for at fungere som kilde til identitet.
 
En moderne mejetærsker vil næppe forekomme på en emballage. Ifølge Henrik Dahl ønsker danskere ikke at identificere sig med det moderne, hvilket kan forklare alle herregårdsreferencerne på ”moderne” fødevareemballager
 
Et yderligere problem, mener jeg, ligger i, at mytologiseringen af fortiden resulterer i, at moderniseringen automatisk opleves negativt, som noget tragisk, der ikke burde have fundet sted. Bliver vi på fødevareområdet, udtrykte Adam Aamann for nylig en holdning i Politiken, der forekommer mig repræsentativ, i hvert fald for store dele af storby-befolkningen: ”Jeg tror, at sidst jeg var i et supermarked, er mindst et år siden. Jeg gider det ikke mere. Det er simpelthen så standardiseret det hele. De sælger kun ting, som har været igennem en maskine, som producerer 200 ad gangen. Det er virkelig sørgeligt.”
 
Uviljen mod standardisering og maskinfremstilling er givetvis årsagen til, at man ikke ser sirligt udførte blyantstegninger af kornsiloer, malkemaskiner og mejetærskere på fødevareemballagen. Netop disse symboler er dog mere repræsentative for den moderne produktionsvirkelighed – det har Aamann gennemskuet. Men hvad er egentlig problemet?
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job