Kunsten at tale udenom

Skrevet af

Sine Nørholm Just
ekstern lektor

5 artikler

0 indlæg

Efter 671 henvendelser fik Bo Elkjær sit interview med Anders Fogh Rasmussen. Endelig kunne han spørge statsministeren om, hvorfor Danmark gik ind i Irak, og det gjorde han så – igen og igen og … Interviewet udviklede sig til et sammenstød mellem to grundopfattelser: et aktørperspektiv, hvor handlinger begrundes i den handlendes motiver og strategier, og et strukturperspektiv, hvor handlinger nødvendiggøres af ydre omstændigheder. Det blev læseren/seeren – Ekstra Bladet har lagt hele interviewet på nettet – ikke ret meget klogere af.

Se hele interviewet her:

http://ekstrabladet.tv/nyheder/indland/article325982.ece

 

En naturlig anledning

”Hvorfor åbner du døren for mig nu – efter så lang tid?” Det er det spørgsmål, Bo Elkjær allerførst vil have besvaret, da han langt om længe sidder overfor Anders Fogh Rasmussen. På et eller andet tidspunkt i løbet af de tre et halvt år, hvor journalisten hver dag ihærdigt har fremsat sin anmodning om et interview, er midlet blevet et mål i sig selv. At Fogh overhovedet har indvilget i et interview, er i sig selv blevet en nyhed, som Elkjær må have en kommentar på.

Ved at fremhæve selve interviewsituationen og spørge til Foghs motivation for at stille op fremhæver Elkjær også indirekte sine egne og Ekstra Bladets bevæggrunde. Selvfølgelig vil journalisten have svar på sine spørgsmål vedrørende krigen, men han vil også have lejlighed til at fremhæve sin egen og avisens bedrift. Desuden vil han have Foghs kommentar på formodninger om, at interviewet er et strategisk udspil i forbindelse med forberedelserne til det valg, som flere og flere mener, at vi får til september. Og selvom Fogh benægter en sådan strategi, udgør den en af hovedpointerne i den leder, som den 10. august indledte den fem sider lange dækning af interviewet. For Ekstra Bladet er det næsten lige så interessant at pege på de manøvrer, der både omfatter avisens rolle som dagsordensætter og statsministerens strategiske brug af medierne, som det er endelig at få statsministeren i tale.

 

For Anders Fogh Rasmussen, derimod, er det afgørende at præsentere situationen, som om den på ingen måde er påvirket af strategiske overvejelser. Det er Danmarks tilbagetrækning fra Irak, der har skabt en ny situation og ”… en naturlig anledning til at gøre status over den tid, vi har været der.” Hvor Bo Elkjær positionerer både sig selv og Anders Fogh Rasmussen som aktive deltagere i skabelsen af den situation, de nu befinder sig i, iscenesætter Fogh sig som en, der blot reagerer på ydre omstændigheder. Godt nok har han den ”... grundopfattelse, at det er min frihed at bestemme, hvem jeg vil snakke med og hvornår,” men valget er bestemt af, hvornår der er anledning til at udtale sig, og ikke af en strategisk etablering af en sådan anledning.

 

I moderne retorikforskning er det et af de helt store diskussionspunkter, om taleren med sin ytring svarer på de behov og krav, der ligger i en situation, eller om han/hun skaber situationen i og med talen. En tilsvarende strid har raset på det mere generelle sociologiske niveau: Er aktøren handlekraftig eller underlagt samfundsmæssige strukturer? På det teoretiske plan er der i dag både inden for retorikken og sociologien bred enighed om, at svaret ikke er enten/eller, men både/og. Spørgsmålet er, hvordan individet vælger at udtrykke sig og agere i situationen, ikke om aktør eller struktur har første rang. Med Elkjærs fokus på, hvilke strategiske overvejelser der ligger bag Foghs valg, og Foghs henvisninger til de situationelle krav, som har styret ham, taler de to parter ikke bare forbi hinanden, men også uden om det, der egentlig er relevant. Spørgsmålene om, hvordan Fogh som taler og politiker agerer indenfor de givne rammer, og hvordan hans ord og handlinger er med til at påvirke situationen, forbliver dermed ubesvarede.

 

Masseødelæggelsesvåben – en samtaledræber

Spændingen mellem Foghs situationsbestemte handlingsgrundlag og hans personlige råderum er ikke bare central i forhold til interviewsituationen; det samme spændingsforhold gør sig gældende, da Fogh og Elkjær går over til at tale om det, der ligger dem mest på sinde: Hvorfor gik Danmark ind i krigen i Irak? Her er Fogh og Elkjær tilsyneladende enige om, at det må have været ydre omstændigheder, der var afgørende, men deres uenighed om, hvilke omstændigheder der gjorde udslaget, peger tilbage på deres forskellige grundantagelser vedrørende omstændighedernes magt.

Foghs argument er, at den afgørende omstændighed ikke var Iraks masseødelæggelsesvåben (eller fraværet af samme), men derimod Saddam Husseins manglende samarbejde med FN. Masseødelæggelsesvåbnene var nok en vigtig faktor i den bredere debat, men Folketingets beslutning blev truffet på et grundlag, der ikke havde med våbnenes eksistens at gøre. Statsministeren søger her at appellere til eksistensen af en todelt situation, hvor hans ageren er styret af skiftende omstændigheder. I forhold til offentligheden var masseødelæggelsesvåbnene en tvingende omstændighed, som måtte adresseres, men den politiske beslutning blev truffet i en anden situation, hvor samarbejdet mellem Iraks leder og FN var den afgørende faktor.

 

Bo Elkjær accepterer imidlertid ikke denne argumentation; hans udgangspunkt er, at Danmarks indtog i Irak i høj grad bundede i spørgsmålet om tilstedeværelsen af irakiske masseødelæggelsesvåben; et spørgsmål, som statsministeren ifølge Elkjær udmærket kendte det afkræftende svar på, hvilket i yderste konsekvens vil sige, at Danmark gik i krig på et falsk grundlag. Elkjær ønsker på den baggrund at opnå to ting: For det første vil han have Fogh til at indrømme, at masseødelæggelsesvåbnene faktisk udgjorde hovedbegrundelsen for den danske krigsdeltagelse, og for det andet vil han have svar på, hvorfor statsministeren fastholdt denne begrundelse, når han vidste, at den byggede på fejlagtige oplysninger.

Her går interviewet i hårdknude: Elkjær vil have en indrømmelse og en afdækning af det, der for ham må være Foghs bagvedliggende motivation; altså et svar på, hvordan Fogh strategisk har formet situationen. Fogh fastholder, at han udelukkende handlede ud fra situationelle faktorer, der er fuldt tilgængelige (FN’s resolutioner og Saddams manglende samarbejde), og ikke selv øvede indflydelse på de afgørende vilkår. Deres forskellige grundsynspunkter betyder, at interviewet udvikler sig til en række gentagelser, der kun afbrydes af, at Elkjær beskylder Fogh for ikke at svare, hvorefter Fogh med endnu en gentagelse hævder at levere svaret. Statsministeren taler uden om de spørgsmål, der handler om personlige vurderinger og motiver, ved at henvise til situationelle faktorer. Og i stedet for at kritisere Fogh på dennes egne præmisser ved at gå efter den tvivlsomme opdeling af råderummet i en politisk situation, hvor masseødelæggelsesvåben ikke var afgørende for beslutningen, og en bredere offentlig kontekst, hvor våbnene var en vigtig faktor, hensætter Elkjærs aktørperspektiv ham til at gentage sit spørgsmål til alles stigende frustration.

 

Tilbagetrækningen – falliterklæring eller ansvarlig handling?

Enkelte steder får interviewet ny dynamik. Når samtalen drejer over på spørgsmålene om, hvorvidt den danske indsats har været prisen værd, og når Elkjær spørger til, hvad Fogh har lært, er statsministeren villig til at gøre visse indrømmelser. I begge tilfælde fremhæver Fogh, at han fortsat mener, at det var rigtigt at gå ind i Irak, og at han intet fortryder, men samtidig indrømmer han at have fejlvurderet situationen. ”Det, jeg har undervurderet, det er styrken i den religiøse fanatisme, der forhindrer demokrati og frihed i at blomstre op,” og ”jeg havde troet, at når vi kom og tilbød demokrati og frihed, så ville det blive modtaget med åbne arme. Jeg har undervurderet styrken i den religiøse fanatisme, hvor sekteriske grupper bekæmper demokrati og bekæmper frihed,” siger han. Igen positionerer Fogh sig som en aktør, hvis handlinger begrænses af situationelle forhold, og hvis succes afgøres af, hvor godt han har analyseret situationen. I dette tilfælde er han villig til at indrømme en specifik fejl, men ikke til at fravige den overordnede analyse, som konkluderer, at situationen i 2003 krævede dansk militær indgriben. ”Jeg går ud fra, at du er enig i, at Saddam Hussein var en grusom tyran […] Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg går ud fra, at du også synes, at det er en god ting, at han er væk. Men hvad var så alternativet til en militæraktion?”

 

I det perspektiv, Anders Fogh taler ud fra, efterlod situationen kun en handlemulighed. For Bo Elkjær åbner talen om frihed og demokrati imidlertid op for en ny mulighed; var ønsket om at demokratisere Irak den reelle grund til krigsdeltagelsen? Og hvis det var tilfældet, er hele missionen så ikke forfejlet? Her kommer interviewet til at handle om Danmarks tilbagetrækning, og samtalen størkner igen. Elkjærs ræsonnement er, at målet var demokratisering, det mål er ikke opnået, hvorfor Anders Fogh Rasmussen enten må indrømme, at det er forkert at trække sig ud nu, eller at hele missionen har været en fiasko. Deroverfor stiller Fogh en analyse af den nuværende situation, hvor irakernes ønske om at overtage ansvaret bliver den vigtigste faktor. Det får Elkjær til at stejle: ”…vi invaderede Irak, og så forfaldt alting til kaos og anarki og død og ødelæggelse, og så rejste vi hjem. Og nu sidder du og siger, at alt er fint, og vi har løst vores opgave.” ”Nej,” svarer statsministeren, ”jeg siger jo netop ikke, at alt er fint. Jeg siger jo netop, at sikkerhedssituationen er bestemt ikke tilfredsstillende, men at spørgsmålet i dag jo er, er det udenlandske tropper, der skal bekæmpe terroristerne i det sydlige Irak, eller er det irakerne selv? Og der har den irakiske regering bedt om, at det gør de selv. Og så siger vi: ja, men det har hele tiden været målet, at I selv skal overtage ansvaret […]. Det synes jeg, er en ansvarlig måde at gøre det på. Hvis vi blev i Irak mod den irakiske regerings ønske, så var vi jo en slags besættelsesmagt.”

 

Godt nok kan journalisten og statsministeren blive enige om, at situationen ikke er tilfredsstillende, men de modstridende perspektiver låser alligevel samtalen fast igen. Bo Elkjær vil have en indrømmelse af, at missionen er forfejlet, og Anders Fogh Rasmussen fastholder, at situationen nu er en anden. Svarerne smyger sig uden om de anklager, spørgsmålene rejser, og de opfølgende spørgsmål forbliver i deres egen bane uden at bore i, om svarene har nogle indbyggede svagheder.

 

Capoeira for meningsdannere

Mod interviewets slutning vender Bo Elkjær endnu en gang tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Anders Fogh Rasmussen mod bedre vidende baserede Danmarks krigsdeltagelse på den mulige tilstedeværelse af masseødelæggelsesvåben i Irak. ”Lige meget, hvor mange gange du prøver at vende og dreje det, så er du nødt til at respektere, at det grundlag, vi gik ind på, det var altså Saddam Husseins manglende samarbejde med FN’s sikkerhedsråd,” insisterer statsministeren endnu en gang. Nærmere kommer de to parter ikke hinanden; Bo Elkjær og Ekstra Bladet mener fortsat, at statsministeren har løjet om masseødelæggelsesvåbnene, og Anders Fogh Rasmussen benægter stadig, at spørgsmålet overhovedet er relevant. Elkjær spørger til Foghs strategiske handlinger, og Fogh svarer udenom ved at hævde, at handlingerne nødvendiggøres af situationen.

 

Bo Elkjær fortæller, at han efter interviewet egentlig var forbi, spurgte statsministeren, hvordan han opfattede deres møde. ”Det har været sjovt,” svarede Fogh, som man ville sige efter et spil eller en dyst af en slags. Måske kan interviewet bedst sammenlignes med capoeira, den brasilianske kampdans, der ser drabelig ud, men hvor deltagerne med vilje går uden om hinanden. For naturligvis er både Elkjærs spørgsmål og Foghs svar udtryk for et valg; de følger hver især den linje, der sætter dem og deres handlinger i det mest fordelagtige lys. Den kritiske journalist, der går i kødet på politikeren og afslører hans skumle motiver, overfor den ansvarlige politiker, der giver journalisten et sagligt indblik i de tvingende omstændigheder. I disse to roller låses parterne fast og henvises til den intrikate dans omkring hinanden, der nok kan være underholdende for tilskuerne, men ikke gør os klogere på, hvordan både aktører og strukturer reelt har påvirket hinanden og afgjort sagens forløb.

 

Relaterede artikler

Anders Fogh og de blå-grønne - Toppen af de offentlige funktionærer skifter fra grønne mod blå holdninger
Fogh indfører ny kommunikationsstrategi på Borgen - Når Venstre overtager regeringsmagten, bliver det med en ny kommunikationsstrategi i hånden.
100 dage med Anders Fogh - Velforberedt og mediebevidst. Måske for bevidst. Analyse af statsministerens selviscenesættelse de første hundrede dage.
Dokumentaristen der knuste Fogh - Anders Fogh skal nok vare sig for at lade kameraet ind i sine gemakker igen. Den lektie er sikkert også lært i resten af...
Statsminister i modvind - Statsminister Anders Fogh Rasmussen har svært ved at få sine udsagn til at virke overbevisende. Frem for at være udtryk ...
Foghs kommune-alliance - Regeringens udspil til en strukturreform nærmest over-imødekommer de ønsker, som Kommunernes Landsforening kunne have ti...
Blev hulemanden blød? - Anders Fogh Rasmussen har det med at sætte tingene på plads, når han kommer hjem fra sommerferie. Således også i år. Han...
Anne-Mette du er anti-spin - Hvilke billeder vil vi huske fra denne historiens største valgkamp? Ja, ét billede vil jeg nok ikke lige glemme. Det var...
Far Fogh og den indkøbslystne teenagedatter - Den første offentlige debat mellem dansk politiks to statsministeremner bød ikke på noget som helst overraskende. Men An...
Jeps, det bliver Jepsen - Endelig en lykkelig skilsmisse. Michael Kristiansen forlader Anders Fogh Rasmussen for at få mere tid til at tjene penge...
Fogh & Ulven - Det blev desværre ikke Jepsen. Vi tog fejl. Det blev Ulveman, som flertallet af Kforums læsere så rigtigt gættede. Ansæt...
Fogh deler ud og samler ind - Ingen tvivl: den til enhver tid siddende statsministers nytårstale må være den til enhver tid siddende taleskrivers mare...
Foghs damage control - Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) balancerer på en knivsæg.
MetaFogh - Foghene og bukkene - Man skal passe på metaforer. Lige nu raser debatten om Statsminister Anders Fogh Rasmussens anklage mod kulturelite, erh...
Ich bin ein Amerikaner: Foghs gode globale retorik - Med de mange varme håndtryk og imødekommende smil kan Anders Fogh Rasmusssens nyligt overståede rejse til USA bedre bete...
Hvorfor lytter Statsministeren ikke til Black Eyed Peas? - Advarsel: Denne artikel er tvangsfikseret og fordumsfuld. Den baserer sig på en subjektiv holdning til musik og nedvurde...
Foghs forsonende nytårstale - Ved retorisk analyse af en tale vil man ofte have udbytte af at overveje talens retoriske situation. Dette begreb omfatt...
Halduellens historie - Helle vil gerne møde Anders. Anders vil ikke møde Helle. Forskræppet er i gang til en ny politisk duel. Stemplet som pop...
Hul på bøssemyten om AFR - Den danske filminstruktør Morten Hartz Kaplers er nu kommet på den ”originale” idé - fiktivt - at tage livet af landets ...
En statsminister i beta - "Flere af jer har spurgt, om jeg selv skriver mine indlæg på bloggen. Svaret er ja." Anders Fogh Rasmussen blogger. Det ...
11 - 0 til Guldbrandsen - Kforum stillede 11 skarpe spørgsmål til Christoffer Guldbrandsen. Manden bag Lykketoft Finale syntes Socialdemokratiets ...

Giv din stemme

7 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Senior Art Director

Frist: Hurtigst muligt

Studentermedhjælper

Frist: 1. august

Kommunikationskonsulent

Frist: 3. august
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.