Ordspanking, punktumfobi og kunstvolapyk

De danske kunstkataloger bugner med uforståelige fremmedord og abstrakte begreber – kun punktum spares der på. Det er ordspanking, der får moderne kunst til at virke helt unødvendigt utilgængeligt. Her får du nogle af de mest grelle eksempler og opskriften på en klar katalogtekst.
af Christina Pontoppidan
Tre dele ledsætninger til fem dele fremmedord vendes ikke alt for forsigtigt sammen. Lad teksten stå natten over, så den får en blank og uigennemtrængelig overflade. Smag til med flere fremmedord, og tilføj flere ledsætninger (gerne parentetiske!), hvor sætningslængden er på under 30 ord. Drys med løs hånd diffuse ord som krop, rum, tid, beskuer og kontekst ud over teksten, og pynt til sidst med en håndfuld citationstegn. Sådan kunne opskriften lyde på det sprog, der omgærder kunsten i katalogerne fra nogle af de største danske kunstmuseer.
 
DR2-programmet ”På den 2. Side” opfordrede Christina Pontoppidan til at analysere sproget i de aktuelle kunstkataloger ud fra principperne i Gør teksten klar. Det blev et studium i absurd indviklede tekster, der bryder med alle principper for klart skriftsprog
 
’At male til sig selv’ bliver ’en visualisering af et introspektivt selvpsykologisk projekt’
Slå op på en tilfældig side i et kunstkatalog, og ordene rammer dig som en knytnæve. Fremmedord, abstrakte ord, verbalsubstantiver og konstruerede ord. Det bliver sat på spidsen i dette eksempel fra Arkens katalog, hvor kunstskribenten omsætter Carl-Henning Pedersens eget lige-ud-ad-landevejen-sprog til kunstsprog:
 
”I 1998 understregede Carl-Henning Pedersen, at hans kunst først og fremmest var en visualisering af et introspektivt selvpsykologisk projekt; en malerisk gestus udført til og fra ham selv: ”Jeg maler aldrig til andre end mig selv. Grunden til, at jeg bliver ved med at male er, at jeg gerne selv vil overraskes.”
 
Man kunne få den tanke, at kunstskribenten ser sin egen eksistensberettigelse i selve denne bevægelse væk fra det ligefremme, letforståelige sprog. Resultatet er et oppustet og abstrakt sprog, der gør kunsten langt mere utilgængelig, end den behøver at være.
Her er en guide til nogle af de ord, man vil støde på i katalogteksterne. Bemærk dog, at ordene ofte vil skifte betydning fra tekst til tekst og fra sætning til sætning og optræde i utraditionelle betydninger. Ud over disse ord, vil man ofte støde på selvopfundne ord
 
Et ord er godt, to er dobbelt så godt
Et af principperne for klart sprog på tekstens ordniveau er, at man skal skrive økonomisk. Dvs. undgå overflødige ord. I kunstsproget hylder man det modsatte princip: Hellere for mange end for få ord. Det ser vi f.eks. i dette eksempel fra samme Arken-katalog:
 
”For Carl-Henning Pedersen udmøntede kunsten sig i en fabulerende og selvrefleksiv afspejling af subjektive drømme og indre visioner i modsætning til det, som blev artikuleret i Paul Gadegaards udadvendte avantgardistiske og politisk orienterede ’revolutionsværker’.”
 
Noget af det, der gør kunstsproget uklart, er netop denne ordophobning. I dette eksempel bliver tekstens sværhedsgrad øget for hvert fremmedord, skribenten tilføjer. Så i stedet for at forklare kunsten bliver den bare mere og mere uforståelig i takt med, at læseren støder ind et nyt fremmedord.
 
I disse to eksempler fra ARoS’ katalog for en Klein, Byars og Kapoor-udstilling slås pointen fast: I kunstens verden sparer man lige så lidt på ordene, som Tal R sparer på malingen:
 
”Ved at benytte sig af et enkelt og minimalistisk formsprog søger de med hver deres virkemidler at give os en intens og kompleks oplevelse af form, farve og materiale – en oplevelse, der går på tværs af tid, sted og kulturer.”
 
”Marmorens vægt og hårdhed gør den til et majestætisk, sjældent og kostbart materiale, der bringer tankerne hen på antikken og renæssancens monumentalitet, rigdom og magt.”
 
Man kunne her ønske sig, at de tre kunstneres enkle og minimalistiske formsprog ville smitte af på katalogsproget. For hvis skribenten ville nøjes med ét præcist ord, kunne læseren undgå at kløjes i dobbeltord og tretrinsraketter.
 
Carl-Henning Pedersens kunst beskrives i katalogteksten bl.a. som ”en fabulerende og selvrefleksiv afspejling af subjektive drømme og indre visioner”. Når de bliver præsenteret for teksterne, kan kunstkritikerne dog godt selv se problemet: ”Når jeg står her og får det læst højt, så får jeg røde ører, og så tænker jeg, jeg må hellere ind og redigere lidt” (Sanne Kofoed i “Den 2. side”) Foto: Ole Steen
 
Nøgleord, der ikke giver nogen nøgle til forståelse
Hvis der så bare var tale om et præcist defineret kunstvokabular, man som museumsgænger kunne tilegne sig en gang for alle. Men så nemt skal det ikke være. Kunstens nøgleord skifter nemlig betydning fra sætning til sætning. Yndlingsordet over dem alle, ’krop’, kan således betyde stort set hvad som helst. Det fremgår af dette eksempel fra Arken-kataloget:
 
”Gården fremstår arkitektonisk som et nærmest ’religiøst’ eller klaustrofobisk lukket rum, hvor beskuerens blik og krop ikke kan unddrage sig værket. Vi er indfanget i arkitekturens krop, som er totaludsmykket med kunstnerens farvestrålende keramiske relieffer, alle udført i en vild, spontan og fabulerende ekspressiv stil. Kunsten er placeret inde midt i fabrikkens korpus, og det er her i denne arkitekturens krop, at vi møder kunstnerens krop.”
 
4 gentagelser af ordet ’krop’ fordelt på 3 sætninger. I den sidste sætning er skribenten tilsyneladende blevet opmærksom på sit eget overforbrug, og har indføjet variationen ’korpus’ for at undgå at bruge det samme ord tre gange i samme sætning. Denne sproglige elasticitet forudsætter en enorm omstillingsparathed fra læserens side.
 
Andre af kunstsprogets absolutte topscorere er ordene ’rum’, ’værk’, ’beskuer’ og ’tid’. Uden disse ord, ingen kunsttekst. Frekvensen af disse ord er høj i alle katalogerne, og de optræder gerne i samme sætning, som i dette eksempel fra Overgaden:
 
”Billedernes fysiske tilstedeværelse i rummet modsvares af de synlige spor af arbejdsprocessen, der indsætter kroppen og tiden som centrale og foranderlige koordinater i både tilblivelsen og oplevelsen af værkerne.”
 
Kroppen, rummet og tiden tjener primært til at hæve abstraktionsniveauet. For hvordan er det helt konkret, at kroppen og tiden er en central og foranderlig koordinat, når jeg er til stede i rummet som beskuer?
Disse eksempler fra danske kunstkataloger skiller fårene fra bukkene i så høj grad, at nok også ivrige kunstentusiaster må give op. Flere repræsentanter fra de forskellige museer har dog også indrømmet, at de måske bør gå deres tekster efter, så læseren får det lidt lettere
 
Kunsten er poppet, men sætningen er proppet
Det er imidlertid ikke kun ordene, der gør kunstteksterne uklare. Det er i lige så høj grad sætningerne, der ikke alene er lange, men også har mange ledsætninger og indskud. I det katalog, der ledsager Louisianas udstilling Pop Art Design, optræder sætninger, der i længde og kompleksitet må få enhver jurist til at blegne af beundring:
 
”Den stringente formelle reduktion af elektriske barbermaskiner, pladespillere, radioer og fjernsynsapparater til noget nær tredimensionelle piktogrammer, der hver især var stiliseret til en arketype på sin kategori, skabte modeller, der reagerede på 1950’ernes og 1960’ernes hurtige forbrug med et løfte om tidløs pålidelighed, og som snart blev til kultgenstande i sig selv.”
 
Denne sætning er på 52 ord, hvor man typisk anbefaler en sætningslængde på mellem 20 og 25 ord i tekster til voksne mennesker. Det er imidlertid ikke kun sætningslængden, der gør denne sætning svært tilgængelig. Det er et princip for klarhed, at det er nemmere at forstå sætninger, der er drevet frem af konkrete mennesker, der udfører konkrete handlinger. Men i sætningen her er det ikke mennesker, der handler, men ’den stringente formelle reduktion’, der skaber, og ’modeller’, der reagerer. Derudover må læseren vente hele 27 ord, før hun får nøglen til overhovedet at forstå sætningen – nemlig udsagnsleddet ’skabte’. Dette er et brud på det princip for klare tekster, der siger, at læseren skal præsenteres for grundled og udsagnsled tidligt.
 
Pop Art Design-udstillingen på Louisiana var ikke svær at gå til. Den var fyldt med ikoniske møbler, farverige skulpturer og gamle reklamer. Alligevel skulle læserne af kataloget møde vendinger som: ”noget nær tredimensionelle piktogrammer, der hver især var stiliseret til en arketype på sin kategori”
 
Angsten for punktummet
Det er som om, kunstskribenterne frygter punktummet. Den lille pædagogiske pause, som giver læseren lov til at indoptage tekstens informationer bid for bid. I stedet bombarderes læseren med informationer mellem hvert punktum. I denne sætning på 76 ord, hvor ledsætning føjer sig til ledsætning, præsenteres læseren for ikke mindre end seks forskellige kunstnere i en sand referencefeber:
 
”Den samme oplevelse af at bevæge sig ind i en overvældende anden verden, som Achille og Pier Giacomo Castiglioni fremkaldte med deres udstillingsstande, vaktes i USA – om end uden spor af kritisk ironi – af de forretningsstrøg, som Robert Venturi, Denise Scott Brown og Steven Izenour dokumenterede i Las Vegas i 1965-66, og som Eugene Smith nu behandler i et slideshow med titlen “Why Ugliness – Why Not? It’s the American Way”, som vises over hele USA.”
 
Her skal læseren altså forsøge at begribe et værk og en kunstner, samtidig med at denne skal forstå, hvad og hvem værket og kunstneren minder helt eller delvist om. Inden for et og samme punktum. Selv for en læser, der er bekendt med kunstnerne, må dette være en informationstung sætning.
 
Og kunstsprogprisen går til … Charlottenborg!
Lad os slutte rundturen af med Charlottenborgs jury-statement til forårsudstillingen 2013. Teksten er på bare fire sider, men overgår de andre tekster i uklarhed. I disse tre sætninger samles flot alle trækkene fra kunstsproget:
 
”Også Camilla Vuorenmaa, vinder af juryens internationale solopris, forholder sig til repræsentationskulturen, men modsat Haaning gør hun det ved at stoppe medieringsloopet, før det overhovedet kommer i gang, og hendes imposante træsnit kommer således aldrig til at fungere som trykflade for grafik. Herved peger Vuorenmaa på ‘materialiteten’ – trykfladens taktilitet og fysiske krop – som uomgængeligt udgangspunkt for al repræsentation, uanset denne repræsentations grad af virtualitet. Det er et greb, hun har til fælles med flere af udstillingens øvrige kunstnere, der netop sætter materialeundersøgelsen højt som en bibringer af singularitet i en verden af mediebårne simulakrer.”
 
Det er ordspanking og lag på lag-sætninger, der banker det ind i hovedet på den u(den)forstående læser, at moderne kunst ikke er nogen nem sag. Det er komplekst, krævende og unødvendigt uklart på alle tekstniveauer.
Kunstkritikerne får en hård medfart i denne artikel. Men de er langt fra de eneste, der har deres egen indforståede jargon, der ikke sætter læserens forståelse først. Både ejendomsmæglernes optismistiske udlægninger, advokaternes kancellisprog og humanisternes akapyk gør sig skyldige i uklarhed
 
Hvem er målgruppen?
En række spørgsmål presser sig uvægerligt på, når man læser museernes katalogtekster: Hvorfor skriver man sådan? Hvad er formålet? Og ikke mindst: Hvem skriver man til?
 
Man skriver i hvert fald ikke til den almindeligt kunstinteresserede, der står i museumsbutikken og overvejer, om de skal købe miniatureudgaven af Arne Jacobsens Ægget, en Kay Bojesen-abe eller et kunstkatalog fra dagens udstilling. For skulle de ende med kataloget, bliver de mødt af et elitært esperanto, der afviser dem på side 1. Og så køber de måske hellere Ægget eller Aben næste gang, selv om de oprigtigt er interesserede i at blive klogere på kunsten.
 
Kaj Bojesens abe og Arne Jacobsens æg. Designklassikere der er blevet hvermandseje. Hvis kunst og design bliver ved med at blive formidlet absurd kompliceret, kan folk miste modet på at udvide deres horisont
 
Fem principper for klar katalogtekst
Hvad er så opskriften på en klar katalogtekst? Med disse fem enkle principper for klart skriftsprog vil man kunne åbne kunstens verden for langt flere kunstinteresserede:
  • Brug ikke fremmedord, hvor der findes et dækkende dansk ord.
  • Brug gerne fagtermer, men forklar dem.
  • Brug ikke flere ord end nødvendigt.
  • Hold sætningslængden på gennemsnitligt 20 ord.
  • Undgå indskudte sætninger.
Læs mere:
Christina Pontoppidan er ekstern lektor i retorik ved KU og CBS, og har for nylig udgivet bogen Gør teksten klar. Principper for klart skriftsprog hos forlaget Samfundslitteratur.
 
 
Links:
 
 
--------------------------------------------------------------------------------------------
 
PS: Kforum har et kursus, hvor du bliver trænet i at blive en endnu skarpere formidler - i tale og på skrift. Læs mere her: Formidlingskursus
 
--------------------------------------------------------------------------------------------
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job