Anledningen er den seneste tids debat om børnereklamer, som i sidste uge førte til, at TV2 indgik en frivillig aftale med kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen for at undgå et decideret forbud mod børnereklamer. Aftalen går blandt andet ud på at friholde børneudsendelser for børnereklamer i en blok på halvandet minut før og efter hver udsendelse, og ikke sende børnereklamer tidligt om morgenen i weekenden. Bekymringen er dels, at børn ikke kan gennemskue skiftet i afsender fra programredaktion til private firmaer, når et program slutter og en reklameblok begynder; dels at de er sårbare overfor reklamernes forførende virkemidler.

Men vi kan ikke vende kommunikationsstrømmen, mener Birgitte Tufte. Vi vil få flere tv-stationer og flere reklamer, og der opstår hele tiden nye måder, som firmaer profilerer sig på overfor børn, eksempelvis gennem sponsorering af skolebøger. Det er en virkelighed, som vi må acceptere og forholde os konkret til, i stedet for at snakke om forbud og regulativer, mener Birgitte Tufte.

Birgitte Tufte: Det vigtigste for børn at lære er, at vi lever i et markedsøkonomisk samfund, hvor firmaer og interessegrupper hele tiden forsøger at nå dem med avancerede informationsredskaber. Det er en stor og vigtig opgave, som man bedst løser med to redskaber. Dels skal vi fortælle dem om reklamernes motiver og formål, og dels skal vi give børnene 'hands-on' erfaring med produktion. Når man selv får et kamera i hånden, får man en meget dybere forståelse for, hvordan reklamer, tv-programmer etc. laves, og dermed begynder man at kunne gennemskue virkemidlerne. Børn begynder at se idéerne og strategierne bag kommunikationen, når de selv begynder at producere.

Kommunikationsforum: Hvad sker der med børns tillid til informationer generelt, når de eksempelvis skal lære at gennemskue, om det har nogen betydning, at deres skolebøger er sponsoreret af private firmaer?

BT: De stærke børn får et reflekteret forhold til medierne og til den måde, de selv bruger de moderne kommunikationsformer på. Men mange har ikke de redskaber. Min forskning har vist, at de børn, som har computere der kan alting, generelt har et afslappet og reflekteret forhold til medierne, mens situationen er en anden i de familier, hvor man for eksempel kun har en Playstation. Her er angsten større for påvirkninger, mens man i den familie, som bruger de komplekse kommunikationsredskaber hele tiden, er afslappede med hensyn til den påvirkning, som sker.

KF: De politiske udmeldinger handler ofte om forbud. Senest talte kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen om at forbyde reklamer henvendt til børn. Det er nu i stedet blevet til en regulering, som tv-stationerne selv foretager. Er der en tendens til at undervurdere børns evner for at navigere i det moderne kommunikationssamfund?

BT: Børn er generelt dygtige brugere, men de kan ikke gennemskue de teknikker og metoder, som moderne markedsføringsstrategier benytter sig af. Jeg kan se i hele min forskning, at børn polariseres. Nogle kan rigtigt godt, men mange kan slet ikke.

KF: Hvordan løser vi det problem? Kommunikationsformerne vil jo kun blive flere og mere komplekse.

BT: Det er absolut en opgave for skolerne. Medieundervisning er vejen frem. I min bog "Tv På Tavlen" (Akademisk Forlag 1998) argumenterer jeg for at få medieforståelse integreret i alle fag i stedet for at tænke det som et særskilt fag. De nye medier og de nye kommunikationsformer griber ind i alle aspekter af vores tilværelse, og derfor bør vi lære børnene om mediernes samfundsmæssige betydning i faget 'samfundsfag', om mediernes sprog og fortælleformer i faget 'billedkunst', og så videre. Men det er svært at få indført, for selv om det er nævnt i mange af læseplanerne, er det i sidste ende op til de enkelte lærere at gøre den reelle indsats, og mange lærere har langt mindre praktisk kendskab til nye medier end børnene selv. Så i virkeligheden bør vi starte med at integrere medieforståelse i undervisningen på seminarierne.

KF: Det lyder som et næsten umuligt projekt, fordi kommunikationssamfundet udvikler sig så hurtigt, at udfordringerne hele tiden forandrer sig. Ville det, som lærerne lærer på seminariet, ikke hurtigt blive for gammelt?

BT: Så må vi følge op med efteruddannelseskurser, så lærerne har mulighed for at følge med. Det undrer mig kolossalt, at det ikke allerede sker, for man kender jo mediernes betydning. Og debatten er ofte bekymret på vegne af børnene. Det eneste logiske er derfor at opprioritere undervisningen i medieforståelse både på seminarierne og i skolerne.