Kulturminister på afveje

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Det danske kulturministerium blev oprettet ved en kongelig resolution af 19. september 1961, hvorefter socialdemokraten Julius Bomholt kunne indtage posten som landets første kulturminister. Bomholt havde forberedt sig til jobbet i næsten 30 år, idet han allerede i 1932 havde udgivet bogen "Arbejderkultur", og i hele den mellemliggende periode sammen med Hartvig Frisch havde udviklet og tegnet den socialdemokratiske kulturpolitik. Målt på graden af velforberedthed kan man således sige, at det med Brian Mikkelsen som det foreløbige lavpunkt er gået ned ad bakke med kulturministrene lige siden.

I bogen gjorde Bomholt sig til talsmand for den tanke, at den borgerlige kultur gradvis skulle erstattes af en socialistisk kultur. Over årene opgav han denne tanke, og derfor var hans politiske arv ikke, at der opstod en socialistisk kultur. Ud over, at han med Statens Kunstfond etablerede et egentligt, statsligt mæcenat, opnåede han med love om bibliotekerne og museerne, samt med loven om oprettelse af et landsdelsorkester for Sjælland, at det blev billigere og lettere for arbejderne at få andel i den borgerlige kultur.

Kulturpolitikkens rødder er dog langt dybere. Et skelsættende år var 1869. Det år udgav den engelske digter (og undervisningsdirektør) Matthew Arnold bogen "Culture and Anarchy", hvor han direkte sammenkoblede kultur og politik. En af de centrale teser i bogen var, at en kulturpolitik var nødvendig for at sikre samfundets sammenhængskraft. Arnold mente, at hvis ikke man integrerede alle samfundets lag i den fælles kultur, ville der opstå splittelse og anarki. Hvor fx. Bomholt oprindelig så kulturpolitikken som et revolutionerende middel til, at en samfundsklasse kunne overtage magten fra en anden, så Arnold den som et konserverende middel til, at der ikke ville opstå for store spændinger i befolkningen. På moderne dansk ville man sige, at det, der optog Arnold, og som for ham gjorde kulturpolitik til en nødvendighed, var spørgsmålet om samfundets sammenhængskraft.

Endnu længere tilbage har der dog også eksisteret kulturpolitik, selvom den ikke havde en sammenhængende, nedskreven begrundelse. Man kan roligt kalde de romerske kejseres afholdelse af gladiatorkampe for kulturpolitik, eftersom begrundelsen for at bekoste dem klart var politisk ("brød og skuespil"). For så vidt angår elitekunsten bør man også lægge mærke til, at magthavere til alle tider har haft kunstnere i deres brød. De nød i varierende omfang metodemæssig frihed, men havde ikke desto mindre til opgave at udsmykke kirker, skrive kantater og oratorier og hylde fyrsterne i både prosa og vers. Helt frie elitekunstnere, der lever af at sælge deres værker på markedet, bliver først almindelige i 1800-tallet. Formålet med at have elitekunstnere i sit sold var ikke at pacificere befolkningen, men at skabe den symbolik, den aura og den karisma, der til alle tider har været en vigtig ingrediens i at udøve magt.

Hermed er grundelementerne i moderne kulturpolitik givet: mæcenvirksomhed (med varierende krav om politiske modydelser fra kunstnerne), fremmelse af fællesskabsfølelsen i samfundet og fremmelse af lighed i adgangen til elitekunst inden for alle kunstarter.

Det interessante ved Brian Mikkelsens embedsførelse er, at han tilsyneladende ikke er interesseret i nogen af de tre klassiske søjler i kulturpolitikken. Man kan ikke forvente, at en kulturminister vil være lige interesseret i alle tre søjler, men hidtil har de altid haft en forkærlighed for en af de tre. Bomholt var en meget lighedsorienteret minister, mens fx Jytte Hilden var meget mæcenorienteret og Elsebeth Gerner var meget fællesskabsorienteret. Brian Mikkelsen falder uden for dette mere end fyrreårige mønster, eftersom han - ud over at forfølge finans- og regionalpolitiske mål, som helt og holdent er givet udefra - først og fremmest ser ud til at betragte sig selv som underholdnings- og udsmykningsminister. Bedømt ud fra hans prioriteringer og fra hans politiske udmeldinger forekommer det mig, at han først og fremmest betragter kultur som et instrument til at slå tiden ihjel på en behagelig måde, til at etablere en festlig ramme om privat selskabelighed og til at pynte i kedelige kontorer og på de øde arealer mellem større virksomheders parkeringsplads og hoveddør.

Jeg mener ikke, man kan bebrejde Brian Mikkelsen dette kultursyn, eftersom det er det mest udbredte syn blandt yngre, borgerlige medlemmer af middelklassen. Jeg mener blot, at man må gøre sig klart, at det repræsenterer et langt større brud med den klassiske kulturpolitik, end Brian Mikkelsen egentlig gør klart for offentligheden. Der er formentlig ikke nogen grund til at appellere til ministeren om, at han skal falde tilbage til den klassiske kulturpolitik, eftersom den er ikke blot ham selv, men hele den del af samfundet, hvis tænkning han repræsenterer, ganske fremmed.

Er Brian Mikkelsens kulturpolitik udtryk for et forfald? Eller kan man tale om, at den på nogle punkter repræsenterer et fremskridt i forhold til den kulturpolitik, der er blevet ført i Danmark siden 1961?

Jeg mener ikke, man entydigt kan beskrive Brian Mikkelsens kulturpolitik som et forfald. Den rummer nemlig et vigtigt opgør med en af de mest negative tendenser ved 1990'ernes kulturpolitik: at kulturministeriet omdannes til et moralministerium.

Problemet med kulturpolitikken i 1990'erne var, at det bomholtske projekt i og for sig var færdigt. Mæcenatet fungerede, når man ser bort fra det obligatoriske brokkeri, glimrende. Princippet om at afpolitisere tildelingen af støtte ved først og fremmest at begrunde den fagligt, virkede forholdsvis retfærdigt. Nettet af lokale kulturtilbud kunne dårligt blive mere fintmasket. Og med hensyn til mediepolitikken fungerede systemet efter sin hensigt og til befolkningens store tilfredshed. Et knusende flertal af befolkningen havde - som ønsket, da man planlagde TV2 - danske public service kanaler som deres førstevalg.

Det er et stort problem for enhver politiker, når alt går godt. For hvad pokker skal man egentlig lave? Som kulturminister kunne man i 1990'erne nøjes med at dukke op på kontoret om formiddagen og underskrive love og bekendtgørelser, hvorefter man kunne gå til receptioner og hygge sig i al almindelighed resten af dagen.

Men det går jo ikke. Der er ikke megen profilering, hverken til partiet eller en selv, hvis man erklærer "alt vel" og ellers hygger sig med de glade modtagere af den støtte, man fordeler.

For at fylde arbejdsdagen ud, begyndte skiftende kulturministre i 1990'erne derfor lige så langsomt at erstatte det bomholtske projekt med et nyt: kulturministeriet skulle ikke længere være et mæcen- og distributionsministerium. Det skulle i stedet være et ministerium for folkeopdragelse. Statsministeren havde bestemt, at 1990'erne skulle være moralens årti. Og da befolkningen ikke var så moralsk, som regeringen kunne ønske sig, måtte den opdrages til at blive det. Dette opdrag blev med taknemmelighed grebet af kulturministrene, fordi det gav ministeriet et nyt projekt i stedet for det gamle, der var fuldbragt.

Jytte Hilden var - og er - en stærkt undervurderet kulturminister. Hun forstod til fulde mæcenatets betydning, og gjorde meget for at øge bevillingerne til kunstnerne. Samtidig havde hun en god forståelse for den side af kulturen, der bidrager til, at den enkelte føler sig som medlem af fællesskabet. Til gengæld formulerede hun sig undertiden så bramfrit, at det provokerede de sarte sjæle på kulturredaktionerne, ligesom hun undertiden var uheldig, når hun gik ind på det snævert æstetiske område og udtalte sig dér.

Hvad der for alvor mislykkedes for hende, var at reformere selve den socialdemokratiske tænkning om, hvad kultur er. Derfor er det fortsat sådan, at socialdemokratisk kultur- og mediepolitik primært er moralsk.

Moralismen hos Socialdemokratiet ses i partiets vanskeligheder med at begribe en fundamentalt ikke-demokratisk og ikke-moralsk kategori som "det sublime", der jo er en del af det æstetiske felt. Derfor vil man ofte hellere støtte glade amatører end sublime professionelle, skønt det ikke er amatørerne, men de professionelle, der viser nye veje i kunsten og varetager den centrale opgave for kunsten at udtrykke det, der (endnu) ikke kan udtrykkes på traditionel vis.

Mest tydeligt ser man dog moralismen i den socialdemokratiske mediepolitik, der er intet mindre end en katastrofe. Socialdemokratiske mediepolitikere har ikke begreb skabt om TV som æstetisk fænomen. Derfor er de hverken i stand til at forstå eller anerkende de store TV-æstetiske forbedringer af dansk TV, som TV2 har betydet. Dels ved, at kanalen selv er gået foran med et godt eksempel og dels ved, at den har presset DR til at forbedre sig.

I stedet består den socialdemokratiske mediepolitik i dag i en evigt kværnende moraliseren over enkelte programmer, der ikke lever op til den mediepolitiske ordførers personlige og helt ukvalificerede smagsdomme. Glemt er princippet om, at statsmagten holder arms længde, når det gælder æstetiske spørgsmål. Glemt er kampen imod Erhard Jacobsens smagsdommeri i halvfjerdserne, som resulterede i det glimrende princip, at man ikke skulle vurdere enkeltudsendelser, men den samlede programflade. Og glemt er kampen imod det mediepolitiske formynderi, som betød, at dansk TV fra sin grundlæggelse i 1951 frem til monopolbruddet i 1988 var renset for det element af folkelig begejstring, der - også - er en del af public service. Tilbage står en ren moraliseren over alt det, man ikke kan lide - men som i øvrigt jævnthen er fremragende fjernsyn.

Hvor Jytte Hilden var forholdsvis tilbageholdende med at moralisere, var det til gengæld Elsebeth Gerner Nielsens væsentligste projekt at gøre kulturministeriet til et ministerium for gode tanker og bedre opførsel. Hendes væsentligste indsats - ud over at forpeste forholdet mellem public service stationerne og den kommercielle mediesektor - var at kalde til kamp for danskheden. Ikke den onde danskhed hos Folkepartiet, men den gode danskhed hos Grundtvig og Det Radikale Venstre. Man kan sige, at operationen lykkes, mens patienten døde, for danskhed har aldrig stået højere på den politiske dagsorden, end den gør i dag. Til gengæld gør den det på en måde, som Elsebeth Gerner Nielsen næppe kan være tilfreds med. Og så må man i retfærdighedens navn bemærke, at det næppe er den kulturpolitiske indsats, der har sendt temaet ind på vælgernes dagsorden.

Det er positivt, at Brian Mikkelsen blankt har afvist den rolle som moralens vogter, tidligere kulturministre har defineret. Og det er positivt, at han gør op med myten om, at kunst og marked ikke har noget med hinanden at gøre. Litteratur, rytmisk musik og film er kunstformer, der ikke eksisterer på trods af markedet, men i kraft af det. Og der er intet belæg for at mene, at markedet gør det umuligt at skabe kritisk og avantgardistisk kunst. USA har det mest vitale kulturliv i verden på praktisk taget alle områder - og samtidig har landet et kulturliv, der er stærkt præget af markedsmekanismerne. Derfor er det både spændende og rigtigt, at Brian Mikkelsen har sat sin energi på at få markedet for kunst til at fungere bedre.

Det er nødvendigt at se Brian Mikkelsens embedsførelse bedre an, før man udtaler sig definitivt om den. Også jeg finder det forargeligt, at han uden blusel fører finans- og regionalpolitik, og tilmed har den frækhed at camouflere det som kulturpolitik. Disse politikområder burde han overlade til finans- og indenrigsministeriet, hvor de hører hjemme, så han kunne koncentrere sig om den egentlige kulturpolitik. Derfor håber jeg, at han vender tilbage til kulturpolitikkens tre bærende søjler: mæcenvirksomheden, værnet om samfundets identitets- og fællesskabsfølelse og sikringen af den lige adgang til alle former for kultur. Han bør huske, at forestillingen om, at vi skal værne om samfundets sammenhængskraft, er en konservativ mærkesag - og at kulturpolitikken er noget af det allervigtigste for denne mærkesag.

Relaterede artikler

Rosen skal ha’ en anden lyd - Socialdemokratiet har en plan for, hvordan partiet kan blomstre op på ny – den er hentet lige fra erhvervslivet, og der...
Med røven i klaskehøjde - Kommunikationsforums Kasper Fogh Hansen drog på Borgen til en samtale med Lykketofts nye personlige rådgiver om moderne ...
Make my day - Forskellen på værdipolitik og interessepolitik bliver tit fremhævet af politologer. Den helt klassiske interessepoliti...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Kommunikations- og kampagnechef

Se alle job Indryk job

Job

Project Manager

Frist: 6. januar

Journalist

Frist: 7. januar

Digital Udvikler og Producent

Frist: 5. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.