Hvad skete der siden?

Krøniken har dette forår ført os frem til ungdomsoprøret og den moderne kvindebevægelses begyndelse. Men hvad skete der så siden? I Kronprinsessen får vi svaret: Kønnene blev ligeberettigede, kvinder og mænd fik begge ret til karriere og kærlighed, til at deles om ansvaret for børnene og deltage i det politiske liv på lige fod. Ingen vil anfægte dette i princippet. Men når det kommer til praksis, viser det sig, at der er mange gode, gamle konflikter gemt i ligeberettigelsen. De fleste af dem er hverdagskost i de nordiske velfærdssamfund: Hvem henter børn fra institution? Hvem tager sig af dem, når de er syge? Hvem har overskud til sex og hvornår? Kan karrieren planlægges, så den går på tur i en familie med ligeberettigelse på programmet?

Alle de banale samlivsproblemer, der skal løses, hvis tilværelsen skal fungere, er oppe at vende i Kronprinsessen. Men de er også sat på spidsen. Eftersom Kronprinsessen foregår i det politiske liv, antager konflikterne politiske dimensioner. De kommer til at handle om at finde og sige ’sandheden’. Er der reelt ligestilling i de nordiske velfærdssamfund? Er der overensstemmelse mellem politikken og den måde, politikerne lever på? Hvordan tager virkeligheden sig ud i mediernes formidling? Jagten på sandheden trækker i høj grad på konflikter, der er kendt fra de sidste års medieomtale – for det skorter ikke på referencer til virkeligheden.

Modeller

Den danske, radikale minister for udvikling i den sidste Nyrup-rokade, Anita Bay Bundegaard, er oplagt som forlæg for Charlotte Ekeblad, såvel som den nuværende svenske minister for bæredygtig udvikling Mona Sahlin. Anita Bay Bundegaard skulle give regeringen forbindelse til græsrødderne og ungdommen. Hun mente, at forholdet mellem fattigdom og migration skulle tages alvorligt, hvilket ikke passede ind i den socialdemokratiske indvandrerpolitik, der var under voldsomt pres. Mona Sahlin kandiderede i 1995 til posten som partileder, da Ingvar Carlsson meldte sin afgang. Efter den såkaldte Tobleronesag, der handlede om ukorrekt brug af et ministerielt kreditkort, trak hun sin kandidatur, og Göran Persson blev valgt.

Der er tydelige modeller for de fleste andre politikere. Udenrigsminister Elisabeth Meyer minder om Ritt Bjerregaard i udseende, gennemslagskraft og livsstil. Statsminister Viksten er sammensat af lige dele Poul Nyrup Rasmussen og Göran Persson. En række episoder fra det politiske liv gennem de senere år er indmonteret og sat sammen på nye måder – fra sagen om Ritt Bjerregaards lejlighed til pressens fokus på kvindelige ministres udseende og privatliv, herunder hvordan de får passet deres børn og lever sammen med deres mænd.

Kathrine Windfeld og Co.

I Kronprinsessen er det alvor med kønsproblematikken. Det gælder Hanne-Vibeke Holsts romanforlæg fra 2002, der følges relativt tæt i sine grundlæggende træk. Det gælder også tv-føljetonen, der er svensk produceret, men medfinansieret af DR og instrueret af den danske instruktør Kathrine Windfeld. Efter en række år primært som instruktørassistent for bl.a. Ole Christian Madsen og Niels Arden har hun her løftet en større opgave med forbløffende træfsikkerhed. Personinstruktion og fornemmelse for at gengive tider og steder med minutiøs præcision er afgørende for at ramme tidens tonalitet. Det lykkes i denne tv-føljeton.

Der er også andre kvinder på produktionen. Manuskriptforfatterne er Sara Heldt og Pia Gradvall, begge veteraner som episodeforfattere på svenske populære serier (f.eks. Rederiet 1992 ff.). Producenten Anna Croneman har ligeledes mange års erfaring som producent på film og tv-drama i STV.

Omvendt

I Tag det som en mand, frue fra 1975 foretog Elisabeth Rygaard og Mette Knudsen en satirisk omvending af kønsrollerne, hvor den hjemmegående husmor (Tove Maes) i en drømmesekvens ser sig selv i rollen som magtfuld mand. Men virkeligheden var en anden. I 1975 stod ligeberettigelsen for første gang rigtigt på dagsordenen. Studerende, nyuddannede akademikere, kvinder på kontor og i industri kunne stå sammen med husmødrene om at ændre de dominerende magtstrukturer mellem kønnene.

I dag fornemmes ligeberettigelsen som en selvfølgelighed. Hvis rødstrømpebevægelsen bliver husket, er det oftest i et latterligt skær (’lilla ble’). Det gælder i hvert fald i Danmark, hvor selve termen feminisme har en odiøs klang. I Sverige har statsminister Göran Persson offentlig erklæret sig som feminist. Kronprinsessen viser, at tingenes tilstand måske er mere kompliceret, end både de danske ikke-feminister og de svenske pro-feminister antager.

I Kronprinsessen går Charlotte Ekeblads drøm om at blive miljøminister i opfyldelse. Charlotte Ekeblad (Alexandra Rapaport) er en yngre, smuk kvinde med sytten års erfaring i miljøbevægelsen og hang til at søge og sige sandheden, både om miljøets tilstand, om ligeberettigelsen og sit eget liv. Hun vil også gerne have del i magten, men hun savner erfaring med spillereglerne i det politiske liv. Dem lærer hun på den hårde måde i føljetonens løb. Lige før udnævnelsen var det planen, at hun skulle følge med sin mand Thomas (Ulf Friberg) som projektleder til Afrika. Hans karriere stod nu for tur. En opringning fra statsministeren ændrer familiens prioritering, så hendes karriere sættes i front, og han i stedet springer ind i den rolle, kvinder i årevis har haft - som støtte på hjemmefronten og børnepasser. Denne pludselige omvending sætter fokus på vore dages ligeberettigelse.

Genre

Genren er det samtidsrealistiske, politiske drama. De 'trætte, gamle mænd' i Kronprinsessen dyrker det professionelle magtspil, der giver mange mennesker afsmag for politik. De har for længst mistet ethvert engagement og mener, at sandheden må doseres og administreres omhyggeligt. Vigtigst er det at holde sig til magten, uanset midlerne. Denne tilgang er naturligvis set før. Det nye er, at forholdet mellem politisk magt og køn gennemlyses i en stadig afprøvning af styrkeforhold, alliancer og muligheder for at få sine ideer igennem i en realpolitisk verden, præget af pragmatisme og traditionelle maskuline mekanismer.

Udtrykket 'magtens korridorer' får visuel kraft gennem fotograferingen, der gang på gang leverer lige den detalje, der overbeviser (hovedfotograf: Jonas Alarik). Således fungerer de flygtige, tilsyneladende tilfældige møder i korridorerne som klare forvarsler om, hvordan stillingen står. Hilser man på hinanden varmt, flygtigt eller slet ikke? Bliver man bemærket, eller eksisterer man næsten ikke? På ministerkontorerne dominerer mændene i de ledende positioner, og som kvindelig minister er det en udfordring at indgå på en selvfølgelig måde, så besøgende ikke tager fejl af ministeren og sekretæren. En anden detalje serverer panoreringerne ud over Stockholm, der fungerer som pusterum og overledning. De giver et visuelt bud på, hvorfor politikerne handler, som de gør. Byen er jo blændende smuk, og det er en udfordring at skulle bestemme over den – og resten af landet. Men især Stockholm er nok en messe værd.

Forudsigelighed og overraskelser

Også ministerchaufførens synsvinkel har en speciel betydning. Ministre forgår, mens ministerchauffører består. Altså ser han udviklingen i bakspejlet. Charlotte Ekeblad forfalder aldrig til at drøfte sine problemer med sin chauffør. Alligevel er det chaufføren, der fremhæver, hvordan tidens rytme er skanderet: "Der er to ture, en minister aldrig glemmer. Den første og den sidste." Føljetonen er udspændt i tid mellem første afsnits udnævnelse og sidste afsnits fald som minister.

Det kan give en vis forudsigelighed og dermed afmontere spændingen, at så mange træk peger hen mod faldet. Enhver kan regne ud, at de gode historier, som medierne bringer i begyndelsen, vil udvikle sig til dårlige henimod slutningen efter devisen 'What comes up must fall down'. Medierne er upålidelige som forbundsfæller for politikerne, og de bliver i øvrigt selv styret af diverse ondsindede muldvarpe fra regeringskontorerne, hvad enten de er klar over det eller ej. Det ser vi tydeligst i sidste afsnit, hvor den fyrede Jakob Steen fra miljøministeriet venligt takker den frokostjournalist, der har fremdraget Charlottes private fejlgreb – at børnene er blevet hentet i ministerbilen ’på skatteydernes regning’, og at hun har finansieret en sort lejlighed til sin mand, da han flyttede hjemmefra.

Det er heller ikke svært at indse, at den grad af ligegyldighed, som Charlotte indtager i forhold til sin mand, er livstruende for forholdet. Nok er hun på et 6/24-timers job - efter fælles aftale, som hun ikke forsømmer at erindre om ved enhver lejlighed. Men et anerkendende ord til manden i ny og næ havde måske været på sin plads! At den ene forsømte ægtefælle henter trøst hos den anden, mens partnerne m/k dyrker karrieren, er også forventeligt og dermed ikke rigtig spændende. De i bund og grund triste magtmennesker som finansministeren og den fyrede departementschef fremstilles rigeligt endimensionalt i deres primitive magtbrynde.

Fint er det dog, at instruktøren udleverer moderne kvinders typiske fordomme om mænd, som det sker i en enkelt replik på ministermødet i København: "Når de får en banal forkølelse, tror de, at de er dødssyge" – fulgt af rå kvindelatter.

Men forløbet gemmer også på overraskende momenter, især i sidste del. Det kvindelige netværk smuldrer på det professionelle plan, hvor statsministerens del-og-hersk-politik lykkes. Men den erfarne Elisabeth Meyer går fortsat ind for ideen om politisk fornyelse og behersker samtidig det taktiske spil. Charlotte som politisk faktor har fra starten været hendes ide – ikke mediernes. Trods sit spin er hun måske det egentlige politiske forbillede. Hun har en varm forbindelse til partiformanden i Halland, der kan sikre Charlotte opstilling i en sikker kreds og dermed et politisk come-back. Og Lisbeth, der tidligere har forsvaret sin A-kraft-arbejdsplads, vender i nødens stund og udviser reel søstersolidaritet.

Slutningen betegner en happy ending, der viser, at Charlotte selv er klar over, at hendes jordforbindelse ikke har været i orden. Hun er nok blevet maltrakteret af regeringens hårde drenge og pressen, men hun har også selv begået fejl – og hun vil gerne lære af dem. Så hendes ægteskab får en ny chance og ligeledes hendes politiske karriere – denne gang som folkevalgt.

Denne slutning gør de forventninger til skamme, der lå i de to midterafsnit, og som varslede nedtur over hele linjen. Og for en gangs skyld betegner en happy ending et løft, fordi den dementerer den forudsigelighed, vi mente at have styr på.

Tak og lov for, at producenten ikke har tænkt i længere serieforløb. Så var gentagelserne blevet en tyngde, som det allerede så småt fornemmes i de to dramaturgisk svagere midterafsnit. Som det er, passer kortføljetonens form til miljøministerens korte tid i stolen. Vi får både den udstrækning i tid, der bevirker, at seeren kan erfare, at der er tale om et forløb fra efterår til næste sommer, og den poetisk retfærdige afslutning, miljøministeren fortjener.

Dansk-svensk

Det er lykkedes at omsætte Hanne-Vibeke Holsts diagnose af den politiske m/k-problematik fortrinligt til svensk. Der er mange godt sete detaljer – den type afsløringer, der sætter sig i nærbilledernes ansigter, i gengivelsen af magtens korridorer og udblikkene til det samfund, det hele handler om. Trods den markante forskel i dansk og svensk forståelse af ligeberettigelse er lighederne mellem de nordiske lande alligevel så udprægede, at det ikke falder svært at oversætte diagnosen tilbage til en dansk sammenhæng igen.

Samtidige produktioner

Kronprinsssen er i tv-udgaven beslægtet med Nicolaj Arcels film Kongekabale. Omdrejningspunkt for Kongekabale var magtspillet på Christiansborg, set gennem journalistiske øjne. Også her blev mediernes omgang med det politiske livs mandlige aktører gennemlyst. Kongekabale blev som bekendt en stor succes i 2004 - helt fortjent. Men det er forfriskende, at Kronprinsessen kobler kønssynsvinklen på denne problemstilling.

Kronprinsessen blev sendt i samme periode som TV 2’s politiserie Anna Pihl. Hvor seertallet for Anna Pihl gennemsnitligt har ligget på godt 1,3 mill., har Kronprinsessen haft omkring 900.000 seere. En hel del flere seere har altså taget Anna Pihl til sig. De to produktioner har forskellige genrer og kan ikke sammenlignes umiddelbart. De har dog den selvfølgelighed til fælles, hvormed kvinder i dag indgår i sammenhænge, der tidligere var helt domineret af mænd. Æstetisk og tematisk er Kronprinsessen på et kvalitativt højere niveau. Anna Pihl skæmmes af de evindelige gentagelser i konfliktmønstrene. De mange overtrædelser inden for politiets egne rækker er dramaets motor, men forekommer helt usandsynlige. Æstetisk skiller Anna Pihl sig ikke ud på nogen måde, og der er gjort alt for lidt ud af de elementer, der kunne tilføje serien en detaljerealisme. Alligevel appellerer den altså til seerne i højere grad end Kronprinsessen. Der er ikke andre forklaringer end, at den er danskproduceret. Det viser sig gang på gang, at dansk miljø og dansk tale betyder meget for tv-dramaers gennemslagskraft. Det er mit gæt, at hvis Kronprinsessen havde haft DR som hovedproducent og var blevet realiseret i et dansk politisk miljø, så ville det danske seertal have været langt højere.

Ny dansk samtidsrealisme?

I 1970’erne og 80’erne var samtidsrealismen er stærk genretradition i dansk tv i periodens enkeltproduktioner og ikke mindst de korte føljetoner. DR har gennem en lang periode forsømt den korte føljeton og den politiske samtidsrealisme til fordel for især politiserier og lange føljetoner inden for melodrama og historisk drama. Det kan der være mange grunde til – heraf også nogle gode. Men det svenske eksempel viser, at den korte føljeton er et gangbart format, og at genren har kunnet fornys på en inspirerende og provokerende måde. Danskerne agter ikke ligestillingsdebatter så højt som svenskerne, men forbigår en række af hverdagens problemer i den formelle ligestillings navn. Det var nok værd at ofre en tv-føljeton på at belyse, hvor vi nu egentlig er kommet hen.

Kronprinsessen betegner et eksempel på dialog mellem forskellige nationale traditioner, der åbner for fornyelse, og det kunne være interessant, hvis DR eller for den sags skyld TV 2 ville tage udfordringen op. Samtidsrealismen inviterer i højere grad end andre genrer til stillingtagen. Mens det er muligt at indtage en neutral eller nostalgisk tilskuerposition, når man ser Krøniken, er det vanskeligere, når man ser Kronprinsessen. Den er mere ubehagelig, fordi den tvinger til stillingtagen a la: Hvordan står det til i dine egne omgivelser? Hvad gør du selv?

Læs mere om

• dansk tv-dramas historie,
• formater, 
• genrer og 
• forholdet mellem nationale og internationale genretraditioner i

I Gunhild Aggers disputats : Dansk tv-drama. Arvesølv og underholdning. Samfundslitteratur 2005.  398 kr.  •  768 sider
1. udgave 2005 ISBN: 87-593-0998-9

Se indholdsfortegnelsen

Kapitel 1

kapitel 3