Behersk det bedste bluff

Kriser i de regulerede brancher er hverdagskost. Pelsavlerne, landmændene og fødevaresektoren bliver alle jævnlig ramt af kriser. Men ifølge krise-ekspert Henrik Merkelsen er det ikke udelukkende virksomhedernes skyld. Krisen opstår også, fordi staten stiller krav, der ikke tager nok hensyn til branchens vilkår. Medarbejderne føler sig mistænkeliggjort og kritiseret på deres faglighed og finder blot på strategier for at sno sig uden om de urealistiske krav. Politikerne reagerer med flere krav, hvilket blot skaber en ond cirkel. Løsningen er mere tillid.
Henrik Merkelsen har forsket i kriser i mange år, og han har netop forsvaret en ph.d.-afhandling med titlen: “The expert-lay controversy in risk research and management”. Han har særligt haft fokus på, hvordan virksomheder i fødevaresektoren regelmæssigt oplever kriser. Forskningen var fra starten drevet af en hypotese om, at kriserne opstår, fordi virksomhederne profitoptimerer og dermed slækker på kravene til kvalitet og kontrol. Men efterhånden som empiri blev indsamlet, gik det op for Merkelsen, at problemstillingen er mere kompleks.
Sagen er, at fødevaresektoren er en politisk reguleret branche. Og politikerne har to hensyn at tage:
 
  1. De skal garantere sikkerhed. Det gælder også rækken af banale dagligdagsting som f.eks. den mad, vi spiser.
  2. De skal tilgodese mulighederne for at skabe samfundsmæssige goder og sikre materiel reproduktion – med andre ord sørge for, at en dagligvarebutik kan eksistere under rimelige vilkår.   
 
Ifølge Merkelsen er problemet grundlæggende set, at disse to hensyn kolliderer:
 
”Hver eneste gang der opstår en krise, er budskabet fra politisk hold, at tingene er under kontrol, men at der er nogle enkelte brodne kar, der skal ordnes. Dermed flytter de problemet ud og gør det rent lokalt. Men jeg mener, problemet i høj grad er institutionelt.”
 
Den sidste krise, som Merkelsen analyserede her på Kforum, var, da SuperBest kom ud i en lille mediestorm. Fødevarekontrollen var ude sammen med forbrugerprogrammet Kontant. De fandt forkert pakket kød og brud på regler. Men Merkelsens pointe er, at problemet ikke så meget er de enkelte slagtermestres sjusk som det er de urealistiske krav, de skal leve op til.  
 
En slagtermester fra Græsted prøver at lave lokal krisehåndtering af den globale krise, der ramte kæden i 2009.
 
Systemet genererer kriserne
Selv om der altid findes nogle enkelte skruppelløse købmænd, er langt hovedparten drevet af et ønske om at gøre det så godt som muligt. At kriserne opstår, skyldes derfor ikke et ønske om at profitmaksimere, som Merkelsen først troede, men at de regulative krav er for svære at leve op til. Ifølge Merkelsen bliver reglerne og kravene overtrådt konstant, fordi andet ikke er muligt, og i den forstand lever politikerne ikke op til det andet punkt om at tilgodese virksomhedernes behov. Som Merkelsen forklarer: 
 
”For politikerne er det en god og let sag at udvise nultolerance-politik og stramme reglerne over for fødevarebranchen. Det er der bred folkelig opbakning til. Det er en let måde at opretholde politisk legitimitet. Men det sætter virksomheder under et kolossalt pres, for det er jo dem, der i hverdagen skal praktisere alle disse regler.”
 
Merkelsens forskning viser, at det går hen og bliver en ond cirkel. For mange og for komplicerede regler fører til overtrædelser, der blot får politikerne til at regulere endnu mere. Og sådan fortsætter det: Krise, flere regler, krise, flere regler … . Men når butikkerne ikke kunne leve op til de skærpede krav før, hvordan skal de så kunne, når kravene skærpes yderligere?
 
Snyd legitimerespå grund af reglerne
Problemet er, at politikerne grundlæggende ikke forstår, hvorfor krisen opstår i første omgang. Krisen opstår nemlig ikke, fordi der mangler regler, men fordi der er for mange og for komplicerede regler. Så det, politikerne tror er kuren, er i virkeligheden sygdommen.   
 
Merkelses forskning er derfor motiveret af at finde ud af, hvordan krisen opstår i dagligdagen. Og her viser det sig, at snyd med rapporter og kontroller legitimeres på grund af reglerne og ikke på trods af reglerne.
 
”Når reglerne er urealistiske, og reguleringer bliver trukket ned over branchen, uden at de har indflydelse på dem, så opstår der en gruppenorm om, at reglerne er for strenge og tåbelige og derfor legitime at bryde.”
 
Denne mekanisme er naturlig, men åbenbart ikke én politikerne har forstået. Den egentlige risikohåndtering er altid praktisk og konkret forankret i en situation, hvor en medarbejder håndterer nogle produkter. Omvendt er den formelle risikohåndtering løsrevet fra virkeligheden: Det er statens kontrollanter, der repræsenterer reglerne. Problemet er, at den enkelte medarbejders dømmekraft mistænkeliggøres i mødet med reglerne. Ifølge Merkelsen er der her en række faktorer, man ikke tager højde for:
  • en kreativ kultur, hvor man opfindsomt finder på måder at sikre kvalitet i en travl hverdag.
  • en faglighed, der er styret af en vurdering af det enkelte produkt og ikke nogle rigide overordnede regler.
  • at medarbejdere ikke har f.eks. jurist-uddannelser og derfor kan have virkelig svært ved at afkode reglerne.
  • loyalitet over for kollegaer – medarbejderne tager det seriøst, når der bliver begået fejl, men ingen vil skrive i en rapport til staten; de håndterer problemet lokalt.
 
Den, der bluffer bedst
Når der fra politisk side ikke bliver taget højde for disse praksisser ude i de enkelte butikker, oplever medarbejderne, at deres frihed indskrænkes og deres kompetencer mistænkeliggøres. Et godt eksempel er nultolerancepolitikken, hvor ingen fejl accepteres. Merkelsen forklarer:
 
”Når f.eks. en kontrollant kommer ud til et supermarked, og købmanden har et spørgsmål, så bliver det noteret som uvidenhed, og man får en anmærkning. Der lægges dermed ikke op til sparring eller læring, men kun kontrol og straf. Købmanden reagerer selvfølgelig ved at tie stille, næste gang kontrollanten kommer på besøg.”
 
Politikerne tror åbenbart på myten om, at der findes nogle få brodne kar, der udgør syndebukkene. Øjensynligt fordi det er en mere belejlig konklusion end erkendelsen af, at problemet er systemet. Men systemet genererer krisen, og det er ikke et spørgsmål om, at brud med regler pludselig opstår og dermed skaber en krise, men derimod om, at brud med regler finder sted hver dag, og krisen opstår kun, når det tilfældigvis bliver opdaget. Merkelsen sammenligner derfor med et spil poker:
 
”Branchen består af en række aktører, der alle sidder med hver deres pokerhånd og bluffer. Nogle er bedre til at bluffe end andre, men alle venter blot på, og håber på, at deres hånd ikke er den næste, der bliver kaldt.”   
 
Resultatet bliver, at man holder lav profil på området og håber på, at de uundgåelige skandalesager bliver få, og at de rammer konkurrenten i stedet for en selv. Den, der klarer sig bedst, er den, der bluffer bedst.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job