Krisen er V.W.U.L.

Hvor længe kommer krisen til at vare, lyder et af tidens hyppigste spørgsmål. Kforum har fundet svar hos Deutsche Bank. Et flertydigt svar. For banken opregner for de kommende år fire mulige kriseforløb. Hver mulighed har form som et bogstav. Du skal håbe på et V. Eller i det mindste være glad for et rundt U. Du kan risikere et væmmeligt W. Og frygte et lammende L.


Vækst (procent) i årlig BNP på verdensplan er angivet op af y-aksen. Den grafiske fremstilling er inspireret af en model udarbejdet af Deutsche Bank. Klik på grafen for at forstørre den.

Finanskrisen har nu varet i halvandet år, og ejendomsmæglere og politikere skiftes til at pege på håbefulde forårstegn. Meget tyder dog på, at den forfrosne verdensøkonomi ikke tøer op lige med det samme. Men hvor længe fortsætter så krisen? Økonomer verden over har beskrevet de mulige kriseforløb ved hjælp af kurver, der ligner bogstaver. Vi har set på fire hyppigt nævnte; her kommer krisens alfabet.

V for 'Victory'
Efter nedturen i tredje kvartal af 2008 har de ledende økonomier fået et forsigtigt comeback i 2009, og i 2010 vender alle de gode kurver opad. Der er renset ud blandt de usunde virksomheder, overflødigt fedt er væk, og vi er klar til en ny gang grådighed. Eneste problem er, at tiden for V-kurven stort set er forpasset, medmindre vinden vender i morgen tidlig. Tro på det.

  • Makroøkonomisk betegnelse: Fast recovery.
  • Sandsynlighed: mindre end 5 procent.
  • Tidligere eksempel på verdensplan: 2001.
  • Privatøkonomisk råd: Køb straks ny bil.


U for 'Uha, for en forskrækkelse'

Bankpakker og oprydning i finanssektoren har ført til forbedring af væksten ved årsskiftet 2009/2010. Dog forbliver væksten gennem hele 2010 lavere end trenden før krisen, før det igen går forrygende opad. U-kurven er, hvad Omaba og Løkke satser og håber på.

  • Makroøkonomisk betegnelse: Mild recession.
  • Sandsynlighed: 35 procent.
  • Tidligere eksempel på verdensplan: 1990.
  • Privatøkonomisk råd: Planlæg en luksusferie i sommeren 2011.


W for 'Va...va fanden sker der lige'

Bankpakker og infrastrukturelle investeringer har umiddelbart givet et løft i væksten i 2009. Men virkningen klinger af i løbet af 2010, og væksten dropper igen. Især oplever Kina et dyk i 2010, når det oppustede kinesiske boligmarked kollapser. Løkke taber det kommende folketingsvalg, og Helle sidder med aben.

  • Makroøkonomisk betegnelse: Dyb recession.
  • Sandsynlighed: 45 procent.
  • Tidligere eksempel på verdensplan: 1981.
  • Privatøkonomisk råd: Sælg straks dine kinesiske værdipapirer.


L for 'Lammelse'
Det svækkede privatforbrug udløser en nye serie finansskandaler og -sammenbrud. Ejendomsmarkedet klasker helt sammen, og arbejdsløsheden bliver skyhøj. Denne dommedag varer i 7-10 år. I 2020 er vandgrød udråbt som dansk nationalspise, humaniora på Københavns Universitet er nedlagt, sundhedsvæsnet er helt privatiseret, og de sørgelige rester af Mærsk er solgt til Korea.

  • Makroøkonomisk betegnelse: Depression.
  • Sandsynlighed: 15 procent.
  • Tidligere eksempel på verdensplan: 1929 (og Japan 1990).
  • Privatøkonomisk råd: Anlæg om muligt en køkkenhave og lev af den.


En lille trøst
V, U, W eller L? Vi får se. Fælles for de tre sidste og mest realistiske bogstaver er, at ingen magiske redningsplaner synes at kunne forhindre en pæn tur hen ad den økonomiske klippebund. Eneste trøst er, at en egentlig depression er den mindst sandsynlige af de ubehagelige scenarier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også