Krisen i krisen

Skrevet af

Jonas Gabrielsen
Adjunkt ved CBS

2 artikler

0 indlæg

Retoriske greb på boligmarkedet. Boligmarkedet er et illustrativt eksempel på, at kommunikation er et vigtigt redskab til at påvirke opinionen – også inden for områder, vi typisk forstår som ikke-kommunikative i deres natur, såsom boligmarkedet. Vi reflekterer her over forholdet mellem boligmarkedet og kommunikation og forsøger os med en typologi over de retoriske strategier, der benyttes til at dæmpe (og skærpe) krisestemningen på boligmarkedet.
’Subprime lån’, ’boligboble’, ’to kvartaler med negativ vækst’, ’depression’, ’aktiekurser, der ligger under virksomhedernes indre værdi’, ’teknisk insolvens’, ’priskorrektion’ – krisen præger sproget, men sproget er også med til at forme krisen. Den almene meningsdannelse – hvad krisen egentlig handler om, hvor slem den er, hvor omfattende den er, og hvordan man i praksis skal forholde sig til den – påvirkes af italesættelsen. Det burde for eksempel være klart, at det er to meget forskellige syn på krisen, man opnår, afhængigt af, om man omtaler krisen som den største krise siden 30’ernes depression, eller om man sammenligner den med bolignedturen i 80’erne og 90’erne. Og herved nærmer vi os et andet illustrativt eksempel på italesættelsens magt, for hvad er egentlig krisens objekt? Er det en lånekrise, en bankkrise, en boligkrise, en amerikansk krise, en global krise, en krise for den liberalistiske ide – eller måske ligefrem en demokratisk krise? Alle de nævnte foki har som bekendt været på spil i de forskellige udtalelser, der den seneste tid har været fremsat af forskellige kommentatorer og debattører. Og uanset hvem der har ret, er der næppe nogen tvivl om, at disse optikker indrammer krisen på så forskellig vis, at det slet ikke er det samme, der tales om, og heller ikke de samme forholdsregler, der tages. Det er nok de færreste af os, der vil omlægge vores liv, alene fordi nogle amerikanske boligejere har fået et dårligt lån, mens vi nok vil overveje vores forbrug og vores investeringer to gange, hvis den demokratiske verden, som vi kender den, står for fald. Sprog skaber!

Hvor der er tal, er der tale
I det følgende vil se nærmere på sprogets skabende funktion og bruge boligmarkedet som eksempel på den italesættelse, der også pågår i forhold til krisen som sådan. Et af de forhold, der karakteriserer kommunikationen på boligmarkedet, er, at der flyver mange tal gennem luften – rigtig mange tal: De aktuelle kvadratmeterpriser, forholdet mellem udbudspriser og realiserede salgspriser, antallet af boliger til salg, liggetider, renteniveau, rådighedsbeløb og så videre. Disse tal indikerer udviklingen på boligmarkedet, men som sådan er de ikke ’neutrale’ eller ’objektive’. Der er mange aktører, der har interesse i at fortolke tallene i bestemte retninger, og det har de ofte held med, fordi tallene sjældent – og kun for et indviet publikum – i sig selv siger særlig meget om tilstanden på boligmarkedet. At der den 15. januar var 464 boliger, der blev sat ned i pris, eller at den samlede prisreduktion var på 87.384.224 kr., er for de færreste af os informationer, der umiddelbart siger noget om den generelle situation på boligmarkedet. Først når tallene – kommunikativt – sættes ind i en ramme, bliver det muligt at forstå og vurdere dem. For eksempel ved at forklare, at dagens prisreduktion, 87.384.244, er et væsentligt større tal, end vi så for et år siden, og at det nedadgående pristryk derfor er accelereret.  Og sådan forholder det sig med de fleste af boligmarkedets tal – der er brug for, at de italesættes.

Hvor der er tal, er der derfor, når det gælder boligmarkedet, typisk også tale. Og ofte også tale, der mere eller mindre åbenlyst har til formål at trække tallene i en bestemt retning. Det er vel næppe nogen hemmelighed, at der på boligmarkedet opererer en række professionelle aktører, som lever af boligmarkedet og derfor har interesse i at holde markedet i gang. Altså interesse i rent retorisk at løfte boligmarkedet ud af krisen ved konstant at indsætte de aktuelle tal i en favorabel forståelsesramme. Både banker, realkreditinstitutter og ejendomsmæglerkæder har i dag egne kommunikationsafdelinger, der løbende fortolker og italesætter strømmen af tal. Og de gør det godt, må man sige: Der findes stort set ikke det tal, der ikke kan sættes ind i en positiv ramme. Ikke forstået på den måde, at de er uhæderlige eller benytter uredelig kommunikation. Snarere tværtimod. De professionelle kommunikatører er gode til deres job, og hvad de gør, er strengt taget blot at udnytte de kommunikative muligheder, sagen tilbyder.

Boligmarkedet på anklagebænken
Man kan sammenligne den situation, som markedets aktører står i, med forsvarerens position i en retssag. Boligmarkedet anklages for at være i krise, og for at holde gang i markedet må aktørerne afvise denne påstand. I den klassiske retorik var netop retssalen en central arena, og det er derfor ganske naturligt, at man her finder greb til at modstå en anklage. En af de mest indflydelsesrige af disse er stasislæren, der kort fortalt hjælper forsvareren med at identificere sagens mulige stridspunkter og udpege strategier, som han kan benytte i forhold til hver af disse. En af stasislærens styrker er således, at den muliggør, at forsvareren i den samme sag kan benytte forskellige strategier, og at han derfor har flere skud i bøssen: Taber man det første niveau, giver man ikke op, men forsøger sig på det næste osv.

Systemet opererer med fire niveauer: det faktuelle, det definerende, det vurderende og det transcenderende. Vi vil i det følgende benytte disse fire niveauer til at vise, hvordan boligmarkedet kan italesættes positivt, også selvom tallene er negative.

Krise? Nej, ikke her!
Mens boligpriserne og de andre tal bare steg og steg – og det gjorde de som bekendt i ganske lang tid – krævede det ikke de store krumspring at holde markedet kørende. Selvom flere og flere røster udtrykte bekymring over udviklingen, var strategien at holde sig til fakta. Og fakta var, at tallene på ingen måde indikerede krise. Udtalelser som ’markedet er i fortsat vækst’, ’alle tal er positive’, og ’boligmarkedet har stabiliseret sig på et permanent højt niveau’ var således typiske.
Strategien bag udtalelser som disse er simpel: Man nægter at se på andet end fakta! På samme måde som forsvareren i en retssag lægger ud med at benægte, at anklagede har gjort, hvad han anklages for – for eksempel stjålet en bil; hvordan kunne han det, når han aldrig har været i nærheden af bilen? – på samme måde benægter man muligheden af en krise. Man kalder i den retoriske stasislære denne strategi for conjectura. Strategien bruges, når striden står om, hvorvidt noget overhovedet er sket. Den går ud på at holde sig så tæt til fakta som muligt for herigennem at forsvare sit standpunkt. Tallene er positive = boligmarkedet er positivt.  

Det er ikke en krise, men…
Som tiden gik, ændrede også tallene sig – priserne steg ikke mere, flere og flere boliger kom til salg, liggetiderne blev længere osv.  Dette betød dog ikke, at den positive italesættelse af markedet forstummede. Hvad der forstummede, var strategien med at holde sig til fakta. I stedet begyndt aktørerne at redefinere udviklingen, så den ikke virkede så voldsom og skræmmende. Der blev ikke talt om en krise, men om en ’naturlig korrektion’, ’en langsom opbremsning’ eller måske en ’blød landing’.

Denne strategi går ud på at (re)definere. Ved sprogligt at indramme tallene på nye måder forsøger man at præsentere krisetegnene som alt andet end en krise. Også denne strategi er velkendt i retssagen: Har man tabt det første slag om fakta – han har været i bilen, det viser DNA-spor – har man ikke dermed tabt hele sagen. Blot er man nu tvunget til at forsøge sig med den strategi, der i den klassiske retorik kaldes definitiva. Her begynder den sproglige bearbejdning af de faktiske forhold: Ok, han lånte bilen, men stjal den ikke. Tallene er udtryk for en udvikling (opbremsning, landing, etc.), der faktisk forhindrer en krise på boligmarkedet.
 
Krisen er faktisk sund
I dag er situationen blevet så alvorlig, at det er vanskeligt at redefinere krisen som noget andet end netop en krise, og derfor er aktørerne gået over til at se krisen som noget positivt. ’Prisjusteringen har været nødvendig for at genskabe balancen’ og ’nu kan førstegangskøberne komme ind på markedet igen’, lyder det. Selv accelererende prisfald kan fortolkes positivt, fordi ’bunden så nås hurtigere’.

Den positive revurdering, der prøver at få det bedste ud af situationen og slår på, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, benyttes i øjeblikket hyppigt af forsvarerne for boligmarkedet. I klassisk terminologi er det strategien qualitas, der er i brug. Denne strategi afspejler, at forsøget på at definere sagen til egen fordel er slået fejl – det var ikke et lån, for ejeren kender ikke den anklagede, bilens lås var brudt op, og bilen blev aldrig leveret tilbage. Selvom man indrømmer tyveri, er sagen dog ikke helt tabt, for den anklagede kan jo have handlet i en god sags tjeneste: Ja, han stjal bilen, men det var for at køre en fødende kvinde på hospitalet. Boligmarkedet er i krise, men det var også tiltrængt.

Køb hus med hjertet, så gi´r  vi en bil
Hvis det ikke engang er muligt at argumentere ud fra noble motiver, stiller den klassiske retorik en sidste udvej til rådighed for forsvareren, translatio, som går ud på at afvise den aktuelle domstols ret til at dømme i sagen, hvilket i dag svarer til at anke afgørelsen: Vi nægter at forholde os til spørgsmålet om skyld, før sagen går om.

I den offentlige meningsdannelse om boligmarkedet bruges denne strategi ikke i sin klassiske form, men der er mange eksempler på, at aktørerne i metaforisk forstand forsøger at flytte sagen over i en anden sammenhæng – så at sige foretager et argumentatorisk sceneskift. Hvor de argumenter om boligmarkedets tilstand, der baserer sig på de tre første strategier, tager for givet, at øjeblikkelige økonomiske forhold – særlig prisen på boliger – er den afgørende faktor for vurdering af boligmarkedets tilstand, er det netop formålet med den sidste type af argumenter at så tvivl om økonomiens relevans. Dermed skiftes den i øjeblikket dominerende scene for fortolkning ud med en anden, der tillader en mere gunstig forståelse af sagen. ’Prisen er ligegyldig, for på lang sigt tjener man altid på sin bolig’ og ’det handler ikke om økonomi, men om den enkeltes behov for en bolig’, siger forsvarerne.  Og ude til fremvisningerne beder mæglerne os ofte om ikke kun at tænke på boligen og dens pris, men også at overveje den fladskærm, bil eller ferierejse, der følger med. Strategien går ud på at flytte fokus væk fra den øjeblikkelige krise, som der ikke er noget godt at sige om, og over på andre forhold, der måske kan få boligmarkedet til at virke mere attraktivt og dermed øge aktiviteten på markedet.

Talen om krisen – krisen i talen
Når man sammenligner aktørernes italesættelse af boligmarkedet med forsvarerens strategi i retssalen, fremkommer der et billede af, at aktørerne bliver trængt længere og længere i defensiven og tyer til svagere og svagere strategier. Det er delvist rigtigt, at den stærkeste position er den, hvor man kan benægte anklagen pure, og det betyder også, at de fire strategier på nogle måder følger efter hinanden. Alligevel kan man godt finde aktører, der benytter sig af flere strategier samtidig – en form for helgardering, der for eksempel kan tage form af benægtelse og sceneskift i en og samme sætning: ’Markedet er ikke i krise, men hvis det var, ville det i øvrigt være uden betydning’. Og på samme måde er der aktører, som stadig kæmper for en omdefinition samtidig med, at andre er skiftet til vurderingsstrategien.

Denne fleksibilitet i brugen af strategierne betyder, at det vigtigste mål for krisens omfang ikke er, hvilke strategier aktørerne benytter; selvom valget af strategier også har noget at sige, så er det vigtigste parameter intensiteten i det retoriske arbejde som sådan. Hermed er vi faktisk tilbage ved grundpointen: Sprog skaber! Godt nok har forsvarerne for boligmarkedet ikke formået at afværge krisen, men den var sikkert kommet før, og den var nok også blevet dybere, hvis anklagerne – lige fra de tidligste pip om, at markedet var ved at blive en smule overophedet til de nuværende dommedagsrøster – havde fået lov at stå uimodsagte.


---

Boligmarkedet fra tal til tale
Den 24. februar afholder Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier, CBS, en konference om retorikken om og på boligmarkedet. Se programmet og tilmeld dig konferencen her.

Giv din stemme

6 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Digital marketingprojektleder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

PR Manager

Frist: Hurtigst muligt

Studentermedhjælper

Frist: 24. september

Analysechef

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.