I krig med livrem og livvagt

Skrevet af
En amerikansk tilgang til moralsk autoritet og en amerikansk genrehåndtering præger tv-serien Livvagterne. Danmarks krigsdeltagelse er forudsætningen for, at Livvagterne tør rejse de store spørgsmål om omkostningerne for frihed og demokrati. Det er al ære værd at ville være nationens samvittighed. Men det er et problem, at svarene er ladet med patos. Og at skurkene er skildret så skematisk og endimensionelt, at ingen seer næppe bliver udfordret eller kommer i tvivl. Det er krigsspil med livrem på.



Livvagterne er her, og danskerne kommer åbenbart til at vænne sig til det, både i virkeligheden og i fiktionen. "Dansk Folkepartis formand og to livvagter står og venter på, at DR er klar til et interview" står der helt dagligdags og uden videre kommentarer i en artikel om kønsopdelte integrationsprojekter i dagbladet Information den 9. februar 2010. Og det er ikke længe siden, der kørte en ophedet debat i medierne om PET's evne til risikovurdering i forbindelse med angrebet på Kurt Westergaard i januar - et angreb, der gav forhøjet aktualitet og opmærksomhed omkring afsnit 12 af tv-serien Livvagterne i forårssæsonen 2010. Heri indgik nemlig en kontroversiel bladtegner i et hjemligt parallelspor til det udenrigspolitiske. Metaforen "den højeste pris" om soldaterdøden er ved at blive lige så dagligdags i pressen som livvagternes tilstedeværelse. Dansk udenrigspolitik er radikalt forandret, og der er effektivt gjort op med 1980'ernes fodnotepolitik.


Krig og terror med Københavns Rådhustårn i baggrunden

Amerikanske genrer og moralsk autoritet
I takt med Danmarks stigende engagement i international politik sker der en mærkbar amerikanisering af genrer og temaer i dansk film og tv-drama. I det øjeblik nationen som sådan er engageret, og i det øjeblik danske soldater dør i en højere sags tjeneste, er det muligt at tematisere den nye verdensordens store moralske emner med profileret autoritet og ligefrem patos, og det er dét, vi er vidne til nu.

Ikke siden besættelsestiden blev behandlet i efterkrigstiden, har der været så store muligheder for autoritativt at rejse moralske spørgsmål. De fjantede film om Soldaterkammerater tilhører en parentes i historiens fjerne, uskyldige fortid. Der ligger en ganske stærk hjemmel i krigsdeltagelse, og derfor er årsagen til den drejning, vi ser mod krigsfilm og den amerikanske politiske thriller, solidt forankret i virkelighedens dilemmaer.

Susanne Biers Brødre (2004) var den første film, der konfronterede det udenrigspolitiske dilemma og satte det ind i en hjemlig sammenhæng. Det spørgsmål, filmen på et helt konkret plan rejste, var: Hvad er konsekvenserne af Danmarks aktive udenrigspolitik og krigsdeltagelse for dem, der fører den ud i livet? Hvad sker der i ventetiden, når nogen er savnet og uventet kommer tilbage? Hvilke forandringer undergår kærlighedslivet og familien? At Danmark også har fået traumatiserede krigsveteraner vidner Anette K. Olesens underspillede Lille soldat (2008) om. Ingen af disse film er thrillers, men begge tager temaet op om krigen og dens eftervirkninger.

Den politiske thriller
I USA og England er den politiske thriller velafprøvet. Som effektiv spændingsgenre giver den rig mulighed for interessante kombinationer mellem de store moralske spørgsmål og de to niveauer, der presser sig på i forbindelse med den nye verdensorden - forbrydelse og politik. Denne kombination benytter Søren Kragh-Jacobsen sig af i Det som ingen ved (2008). Med thrillergenren sætter han Forsvarets Efterretningstjeneste i en særdeles kritisk belysning i en film om overvågning og forfølgelse under den kolde krig og i dag, om forældregenerationen og om dødbringende hemmeligheder, der rækker langt ind i nutiden.

På tv-siden bidrog Jacob Grønlykkes korte tv-føljeton Den serbiske dansker (2001) til kombinationen mellem krig, politik og forbrydelse. Forbrydelsen II (2009) inddrog tilsvarende krigens spor og konsekvenser i det hjemlige miljø, både på et kriminiveau, hvor der blev begået en række drab med relation til en mørklagt hændelse i Afghanistan, og et politisk niveau, hvor spørgsmålet om magt og ansvar blev rejst.

Og så til den løbende runde af Livvagterne
Den amerikanske genre og dertil hørende dramaturgi blev udmøntet effektivt og professionelt i Livvagterne I (læs min analyse af første runde her), og det er baggrunden for, at serien kunne vinde en Emmy i november 2009. At der var valgt en række aktuelle og relevante temaer, der indebar en solid appel til både den danske befolkning og et internationalt publikum, står ikke til diskussion. Hvordan forholder det sig i fortsættelsen? Der er fortsat en vrimmel af virkelighedsreferencer, men måske er den tematiske og dramaturgiske opfindsomhed ved at tørre ud.

Optaktshistorien fra Islamabad understregede med stor effektivitet, at virkeligheden fortsat leverer baggrund, ligesom det dilemma, historien rejser fortsat er pinligt aktuelt: Skal vi lade vores handlinger diktere af modstandernes dagsorden, in casu Taliban-bevægelsens notorisk formørkede kvindesyn? Og hvis ikke, er vi så villige til at betale prisen for at sætte vores dagsorden igennem? Også "den højeste pris"?


Med tørklæde, håndklæde eller tjenestepistol

I tv-serien udløser demokratiseringens dagsorden en dobbeltbombning. Først bliver den pigeskole, den danske bistandsminister vil støtte, bombemål, og dernæst sprænges hotellet, hvor livvagterne bor, i luften. I begge tilfælde med døden som resultat. En af livvagterne, Morten Nyholm, bliver dræbt (igen i tråd med hvad der skete i virkeligheden), og traumerne lurer på de tilstedeværende, der overlevede.

I næste afsnit forfølges dette spor på det personlige plan gennem den sorg, der rammer Nyholms højgravide kone, og de eftervirkninger især Jasmina må slås med. I afsnit 11 så vi de livvagter, der skulle udsendes, skrive deres personlige afskedsbrev som hilsen til en nærtstående person. Symptomatisk for seriens afsøgning af den moralske mening var Morten Nyholms afskedsbrev til sin kone. Det gik i al sin korthed ud på, at han døde for det, han troede på, frihed og demokrati, og det var den arv, han ville lade gå videre til sine to børn. Det er en klar programerklæring, der ikke kun gælder Morten Nyholm, men hele PET's korps af livvagter. Men også nok så abstrakt i betragtning af, at den er formuleret som en sidste personlig hilsen til hans kone.

Demokrati og dramaturgi
Bestræbelsen på at tjene demokratiet over for de mange attentater på - det er en grundpræmis for seriens valg af konflikter. Det fremgår direkte på seriens hjemmeside, hvor det hedder: "Livvagterne er en tv-serie om at være i samfundets tjeneste, og derfor også en serie om demokratiet i dagens Danmark. Det handler om anstrengelserne for at værne om den danske, demokratiske grundtanke i en foranderlige og ustabil verden. Derfor bliver serien også en aktuel beretning om sameksistens i lys af meninger, vilkår og tro."

At gå ind for frihed og demokrati er jo en sympatisk præmis, men den er ikke uden dramaturgiske omkostninger. Seriens problem er, at præmissen - trods alle forsøg på konkretion i form af personlige konflikter, traumer og problemer blandt livvagterne og deres pårørende - udmøntes ganske skematisk. Det sker i den forstand, at den serveres igen og igen. Islamabad-episoden, der indledte Livvagternes anden sæson, var kun optakten.

Frihed og demokrati er også det, den modige russiske journalist Tanya satser på at fremme gennem sin opsøgende journalistik - og som hun bliver slået ihjel for. Igen indgår parallellerne til virkelighedens mange mord på progressive russiske journalister som aktuel referenceramme. Mordet på Anna Politkovskaja i 2006 er kun ét af mange sørgelige eksempler på ytringsfrihedens trange vilkår i dagens Rusland.


Rasmus dræber ved en fejltagelse en legende 11-årig dreng

Gensidig tolerance mellem religionerne er, hvad søster Abraham prædiker, da en 11-årig dreng kommer på tværs af hendes årvågne livvagt og bliver dræbt - med gadeoptøjer, bilafbrændinger og hetz mod politiet til følge. Også søster Abraham har sin pendant og navnefælle i virkeligheden i skikkelse af en dansk nonne, der bor i Jerusalem og maner til forsoning mellem de tre religioner, der anerkender patriarken Abraham. Og hvad kunne være mere relevant i en serie, hvor de tre musketerer i livvagt-korpset har rødder i hver sin religion, Rasmus i kristendommen, Jasmina i islam og Jonas i jødedommen? Og hvor glasmosaikken af Abraham og Isak i deres bolig i Trangraven dagligt minder dem om deres fælles udspring? Episoden viser, at sønneofret kan blive til virkelighed, men også, at det kan legitimeres.


Jødedommen, islam og kristendommen i kød og blod

En skematisme viser sig i den forstand, at modstanderne af demokrati og frihed sjældent skildres særligt nuanceret. Når modstanderne er fanatiske, eller når de bare er korrupte skurke, bliver helhedsbilledet mindre nuanceret og dermed mindre spændende. Det er nemt at nære antipati mod de utiltalende russere, der myrder og forfølger kritiske journalister, også når de er i Danmark, ligesom det er nemt at holde med livvagterne i deres kamp for at undgå mordet og at sørge med dem, når det ikke lykkes. Vi får en smule baggrund for den tyske attentatmands fanatisme i form af en traumatisk personlig oplevelse og et løfte til sin døende kone om aldrig at ville forsoning. Men som modstander er han ret uinteressant, og ikke engang psykiateren Boas kan aftvinge hans karakter nogen interesse.

Action og melodrama
Livvagterne har imidlertid ikke kun problemer med dramaturgien, men også med genreblandingen. Vi kan igen tage afsnit 11 og 12 som eksempel. Afsnit 11 leverer action-delen. Vi har et set-up hjemmefra, der viser, at denne mission er mere risikofyldt end de fleste, og vi har en situation, hvor de livvagter, der skal udsendes, alle accepterer det, manifesteret i deres afskedsbrev.
Udsendelsen kommer til at svare til forventningerne. Islamabad er lige nøjagtig så forræderisk og minefyldt som der var lagt op til, og vore livvagter må manøvrere sig frem på Pakistans støvede veje, blandt pakistanere, der ikke ligefrem indbyder til fortroligt samvær, og hvor det er svært at skelne mellem ven og fjende. De må gå hurtigt ind på pigeskolen og hurtigt ud, og episoden kulminerer i den store hoteleksplosions kaos, som der er lagt op til fra starten. Action dominerer. Og når Mortens telefon ikke svarer, betyder det, at han er død. Alt kan aflæses i handling.

I del 12 er det følelserne, sorgen og traumerne, der står på dagsordenen og som bliver bearbejdet for fuld styrke. Mortens enke skal have psykisk hjælp og fysisk opbakning, og det får hun især af mandens livvagtkolleger. Et drama for sig selv udspiller sig, da deres lille pige fødes. Hun er et moment, der både forstærker sorgen (faderen får hende aldrig at se) og som virker livsbekræftende (faderen fortsætter livet i hende trods døden). Det er et minuts stilhed for Morten Nyholm på kontoret. De forskellige kolleger har hver sin reaktion på døden. Og så er der Jasmina, der er psykisk ramt, og som ikke kan sove, men bliver ved med at genopleve situationen i det bombede hotel. En anden dramaturgisk svaghed er i dette afsnit er, at den handlingstråd, der udspiller sig om en kendt, dansk Muhammedtegner kun leverer et meget usikkert profileret parallelforløb. Trods globaliseringen er der stadigvæk forskel på Ebeltoft og Islamabad - eller er pointen netop, at der er der ikke? I begge tilfælde virker parallellen søgt, sådan som den er udmøntet.

Det gælder for afsnittet som helhed, at tempoet er langsomt, og der dvæles ved følelserne i en grad, så det melodramatisk er ved at overtage styringen. Ikke at det ikke er vigtigt i virkeligheden. Men i Livvagterne, der primært har defineret sig som en action- og thrillerorienteret genre, virker den stærkt betonede patos som lidt af en hæmsko.

Bedre bliver det ikke, når usandsynlighederne så småt hober sig op i forbindelse med det rørende, som det er tilfældet i afsnit 17. Ganske vist overtrumfer virkeligheden tit fiktionen. Men: Hvor sandsynligt er det, at en 11-årig dreng, der keder sig gevaldigt på det hotel, hvor hans mor arbejder, og som er sluppet godt fra at pille ved den kommende attentatmands revolver, rammer søster Abrahams pande med sin nøglerings laserstråle lige i det korte øjeblik, hvor hun befinder sig mellem en elevatorudgang og en bil? At hans død ikke udnyttes som cliffhanger mellem afsnit 17 og 18 er i princippet al ære værd, men det bidrager så heller ikke til spændingen i disse afsnit. De er mere præget af den gode vilje end af den overbevisende dramaturgi og elegante genrehåndtering.

Moral og patos
Det er udmærket, at Livvagterne vil give sit bidrag til at gøre op med den tradition, der har været for, at dansk film og tv-drama ikke kan belyse de store moralske spørgsmål, for eksempel de spørgsmål, som Danmarks krigsindsats rejser. Det er fint at opstille realiteternes dilemmaer og at inddrage referencer til virkeligheden så tydeligt som Livvagterne gør det.
Danskerne hænger da også stadig væk på, når serien bliver vist søndag aften, selv om opslutningen ikke har været voldsom (ifølge tns Gallup var der 1.299.000 seere i uge 5 og 1.205.000 seere i uge 6). Seertallet ligger på niveau med Ørnen, ligeledes af Mai Brostrøm og Peter Thorsboe.

Det er derimod problematisk, når dramaturgien humper af sted, når genrerne skurrer mod hinanden, og når patos i perioder fuldstændig overtager styringen. Og det er desværre alt for ofte tilfældet.

Relaterede artikler

Terror og totakter - Livvagterne er DR DRAMAs nyeste bud på drama, der kan samle nationen søndag aften. Efter de skvattede mænd og gæve kvind...
Den som dræber spændingen - Det er ærgerligt, men TV 2's stort lancerede krimithriller ’Den som dræber’ er klicheernes holdeplads. Det gør det til e...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

38 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.