Dagbladet Dagen i retrospekt
Tænk, at det i disse dage er 10 år siden, Dagbladet DAGEN udkom for første gang – og nå ja, for sidste gang 42 dage senere. Om navnlig styrtet er der godt nok skrevet mange underholdende linjer og meget notorisk sludder. For mig selv gælder det naturligvis, at DAGEN altid vil være en del af min personlige historie, på godt og en lille smule ondt. Men mest godt: For det første pga. den redaktionelle vision, som jeg er stolt af, for det andet pga. benzinen i en revolutionær start-up fuld af pletvis overmod, men også gejst og generøsitet midt i tøsedrengenes hjemland.
af Kresten Schultz Jørgensen
Kforum har spurgt mig, om jeg vil samle tankerne i en ”lille refleksion,” der kigger 10 år tilbage. Det vil jeg gerne. Den store refleksion gemmer jeg stadig til erindringerne, men et executive summary fra min synsvinkel på plejehjemmet er her samlet i 11 observationer.
Den første udgave af Dagen. Et skønt billede og Dagen fik også årets grafiske pris i 2002. Se alle udgaver af Dagen her
Forsiden af sektion B fra d. 23.10.02. Flere af idéerne bag DAGEN er blevet brugt som inspirationskilde til omlægningerne af aviser som Politiken, Information og Berlingske Tidende
1. Hvor er der egentlig skrevet meget om DAGEN.
Oh yes, hvor er der gennem de seneste ti år brugt mange spaltemillimeter på at dække DAGENs korte kurs mod jorden. For uindviede må det tage sig besynderligt ud: Journalister, der tæsker løs på den samme mytologi (det vil sige hinanden og den samme lukkede personkreds) i en tid, hvor der sandt at sige er andre og større konkurser at dække.
Hvorfor denne interesse? Måske fordi DAGEN positivt set repræsenterer noget så sjældent som en generøs vision (det vil sige et højere formål – æstetisk, politisk og journalistisk) i en tid fuld af forretningssnak og egennytte. Og negativt set, fordi en del af DAGENs eftermæle logisk nok er blevet skrevet af provokerede konkurrenter og andre med noget personligt i klemme.
2. Hvem havde noget i klemme?
En del. Der var for det første leverandører og skribenter, der som led i konkursen faktisk ikke fik deres penge; de var forståeligt nok vrede og har fået en del taletid. Og for det andet konkurrenter på de øvrige dagblade, der typisk har ment, at DAGENs forretningsgrundlag var løsagtigt, og at det journalistiske produkt ikke havde sin berettigelse. Enhver historiker ved, at krigens historie skrives af sejrherrerne, men jeg vil ikke lægge skjul på, at det i DAGENs tilfælde ofte har været bizart at læse stålsatte analyser fra personer uden stort kendskab til detaljerne.
Selv aviskasserne var lækre at se på. Noget helt andet end standerne med gratisaviser. Denne hænger stadig på Sønder Boulevard til evigt minde
3. Tænker du på bogen INGEN KENDER DAGEN?
Nej, den bog er sjov nok. Den er jo skrevet af de tidligere DAGEN-journalister Mads Brügger og Nikolaj Thomassen og er jo sine steder en ret underholdende førstehåndsbeskrivelse af avisprojektets mere gakkede dimensioner: Det indbyggede storhedsvanvid og amatørismen i den finansielle styring. Brügger og Thomassen har siden DAGENs pinagtige forlis i adskillige sammenhænge spillet rollen som projektets historiefortællere. Helt o.k., selv om historierne – ikke mindst dem om Peter Linck – som hovedregel får mindst én ekstra skrue i hænderne på de selvbevidste herrer, hvor især Brüggers drive jo altid har været den personlige fortolkning og i dette tilfælde også det personlige regnskab. Jeg ansatte selv Brügger; han er og bliver en historiefortæller med sig selv i centrum. Læs bogen, den er underholdende.
4. Kom nu til sagen: DAGEN var jo et idiotisk projekt uden kommerciel og journalistisk bæredygtighed, ikke?
Helt forkert. DAGEN kom på markedet i en anden tid, hvor de fleste dagblade endnu var helt passive og stillesiddende, når det gjaldt produktudvikling. Aviserne så ud og blev lavet i 2002, som de havde gjort i årtier. Dagen satte en ny standard og brød med de gængse regler for layout, stil, form og især journalistiske genrer. Jeg mener, vi tilførte ny dynamik i et forstenet marked, trods den korte tilstedeværelse.
Et par af nøgletallene er måske interessante: 13.000 abonnenter og 20.000 købere, var konklusionen efter blot 4-5 uger. Det var over budget og reelt set fremragende for en ny avis. Læg dertil det dokumenterede læsertal på 5,4 personer pr. eksemplar. Det er aldrig set højere i den danske avisbranche.
5. Okay – men hvorfor gik I så konkurs?
Manglende likviditet. Som alle entreprenører ved, skal man have mindst to budgetter: Omsætningsbudget (hvor DAGEN lå flot) og likviditetsbudget (Kan vi betale vores regninger, mens vi venter på, at der kommer penge i kassen?). DAGEN døde på likviditet, fordi avisen manglende penge til en frokostleverandør på et tidspunkt, hvor få dage – måske/måske ikke – ville have betydet et helt andet cashflow.
6. Er det Peter Lincks skyld?
Couldn’t care less. Peter Linck fik ideen, brugte og tabte alle sine 20 millioner og har siden fået 10 års kritik for, at han ikke havde dobbelt så mange penge at sejle ud med. Det skulle han nok have haft. Eller måske stolede han på, at nogle – fx konkurrenterne – ville købe DAGEN, inden vi lukkede. Dét gjorde de så ikke; de gned sig i hænderne, mens vi styrtede. Det fortæller jeg mere om i erindringerne.
Forsiden fra sektin B af Dagen d. 27. november 2002, blot 9 dage før konkursbegæringen. Noget af Dagens fortjeneste var, at danne skole for at designe flotte forsider med store typer. I dag har både Information og Politiken ført stilen videre.
7. Du lavede vel også selv fejl?
Masser. Da jeg nogle år efter på Det Kongelige Teater spurgte Mads Øvlisen, hvorfor bestyrelsen egentlig turde ansætte en falleret chefredaktør fra DAGEN, sagde han omtrent sådan her: Når man kører forlæns uden landkort, gør man det så godt, man kan. Når man kører baglæns igen, kan man se alle de steder, hvor man burde være drejet modsat.
Det har Øvlisen jo ret i. Hvis man er modig, laver man fejl. Hvis man er klog, lærer man af dem. Jeg gjorde det så godt, jeg kunne – dengang. Min største fejl? At tro, at vi kunne gå på vandet, alene fordi ideen var så rigtig. Og dernæst aggressiviteten, dvs. det at ville vinde kampen ved at slå de andre aviser oven i hovedet. Det skabte korpsånd på avisen, men også fjender i de andre bladhuse. Tøger Seidenfaden på Politiken var min tidligere chef og en person, jeg skylder meget. Men ham gjorde jeg trekantet af raseri, og vi fandt vist først hinanden en lillebitte smule, få måneder før han døde.
8. Hvad er du mest stolt af?
Den journalistiske idé. Den krystalklare tese om, at Danmark mere end nogensinde have behov for en generøs og international avis, der ikke gad misbruge folks tid på hår i suppen og find fem fejl. Det var så ydermere i en tid, hvor medieverdenen var fuld af gratisaviser, der alene produceredes med et fokus på annonceindtjening, og morgenaviser, der kappedes om at sælge sig selv på rabat. Her repræsenterede DAGEN en redaktionel vision formuleret og eksekveret af dusinvis af dygtige journalister. At gøre det provinsielle og småborgerlige Danmark mere internationalt, at dyrke det generøse lige så meget som det ‘kritiske’, at styrke de gode fortællinger og at gøre det inden for et design og et layout, der var banebrydende smukt og enkelt.
9. Hvem skal have æren?
Peter Linck for drømmen om at lave en international avis i Danmark. E-Types for at designe den gåsehudsagtigt flot. Walther & Mikkelsen for at finde på navnet DAGEN (Jeg kan stadig huske Poul Mikkelsens motivering: ”Natten er væk. Solen står op. Journalistikken lever i sin døgncyklus. Nu kommer DAGEN …”). Mig selv for at rejse 14 dage til Cypern og dér lukket inde på et hotel skitsere hele avisen, fra forside til bagside, i en sort notesbog med gigantisk inspiration fra Herald Tribune og Financial Times (vejret dér, sporten sådan, ud med tv, ind med modestof). Og så teamet af journalister og redaktører, der udviklede konceptet til virkelighed.
Henrik Keith, min medredaktør, har for nylig sagt, at vi på 42 dage kun nåede at vise takter; det tager et halvt år at blive en rigtig avis. Han har sikkert ret. Jeg er stadigvæk stolt.
Forsiden af Dagen nr. 14. Kurt Cobains flotte grafiske dagbog prydede forsiden dengang i 2002
10. Er der behov for en avis som DAGEN – i dag?
Ja da. Sagt uden malice: De endnu overlevende aviser har nu i 15 år forsøgt at ødelægge deres eget marked, så mon ikke der er plads til et alternativ? Kvalitet har på alle områder en fremtid og må hellere end gerne koste penge. Erkendelsen er ved at krybe ind hos fx Politiken, Information, Børsen og Kristeligt Dagblad, men det har som bekendt taget så lang tid, at patienten er døende.
Handlingslammelsen har naturligvis været forårsaget af, at avisernes traditionelle kerneprodukt, nyhederne, faktisk ikke længere er en profitabel handelsvare. Internettet og de elektroniske mediers fremvækst har i årevis gjort nyheder til et gratis tilbud, hvad aviserne i årevis kun i meget ringe grad har forholdt sig til. Måske var det redaktørernes tunnelsyn, måske almindelig inerti på redaktionerne.
Sandheden er, at man på danske aviser i et tiår har endevendt ”nyhedsbegrebet” uden evne eller vilje til at foretage det nødvendige sporskifte. Som om faktuelle informationer var det, vi efterspurgte. Som om nye læsere kunne vindes med et postulat om, at netop denne avis formidler tv-nyhederne … øh, hurtigere, mere ”kritisk” eller slet og ret ”anderledes”.
Så ja, man tabte gennem 1990’erne en hel generation af unge. Og ja, man gjorde sig sårbar over for gratisaviserne – på et tidspunkt, hvor de slet ikke fandtes – ved at lægge landet øde i konstante og ufatteligt ressourcekrævende priskrige.
Først nu – måske – er en ny erkendelse ved at brede sig: At de fleste af os faktisk slet ikke læser aviser for at finde nyheder i den klassiske, hårde form. Vi gør det allermest som led i næsten en rituel handling, hvor nysgerrighed, generøsitet og nydelse er blandt de væsentligste faktorer.
Frem for alt bruger læserne avisen som et rum for tankevirksomhed og refleksion, hvad der mildest talt rækker ud over forestillingen om mediet som informationsdistributør. Avisen er snarere i familie med den gode samtale. Med bogen. Med magasinet. Den giver os identitet og mening. Den er kort sagt godt selskab – når den altså er det. Og sådan var visionen for DAGEN. Det gode selskab. Derfor er den savnet.
11. Fortryder du noget?
Egentlig ikke. Jeg er ked af, at vi ikke lykkedes, men jeg er stolt over forsøget. Jeg ved også, at jeg selv gjorde det så godt, som jeg overhovedet kunne, fejl indbefattet. Jeg kan anerkende, at nogle er ærgerlige over at have tabt penge på konkursen, men mon ikke proportionerne har indfundet sig de fleste steder? Selv tager jeg det vigtigste med mig: Viljen til revolution, hver gang. Jeg driver lige nu virksomhed i PR-branchen, og ambitionerne er de samme som dengang i bådhuset: Højt til loftet, tømrer. Hvor højt? Højere.
-----------------------
Alt om DAGEN fra KForums arkiver
Samtlige udgaver af DAGEN kan du finde her.
Peter Linck-effekten – den sande historie om Dagen – Historien om Dagens fald skrevet af Dagen-journalisten Oliver Stilling.
DAGEN: et oversolgt fallitbo – Simon Andersens kritik af Dagen og forsvar for gratisaviserne.
Knaldet af forføreren – Dagen-journalisterne Mads Brügger og Nikolaj Thomassens kommentar til dokumentaren om Peter Linck.
Forførerens Fald – Kresten Schultz Jørgensens kommentar til dokumentarfilmen om Peter Linck.
Avis for de rige – Esben Højlunds analyse af muligheden for en avis som Dagen, før den udkom første gang.
Schultz Jørgensens fornemmelse for kvalitet – Kforum tog ud for at høre historien bag Danmarks nye dagblad. Timme B. Munks interview med Kresten før Dagen gik i luften.
Dagens medarbejdere dagen efter – Kforum satte sig for at finde Dagen-journalisten efter konkursen.
Ingen kender DAGEN – en håndsyet italiensk sandals turbulente liv – Timme B. Munks anmeldelse af Mads Brüggers og Nikolaj Thomassens bog: Ingen kender dagen.
DAGENs design – og morgendagens – e-Types A/S fik Den Danske Designpris 2003 for designet af Dagen.
Dagen derpå – Betragtninger om Dagens fallitbo.
Se alle udgaver af Dagen (hovedsageligt sektion B):
