Du bliver klogere af at multitaske

Vi taber evnen til fordybelse og bliver overfladiske, frustrerede og ineffektive, når vi prøver at multitaske. – Sådan lyder den postmoderne, pessimistiske parole. Vend den lige en gang! For den moderne vidensmedarbejder er kreative, kaotiske kompetencer lige så vigtige som evnen til fordybelse. Forstyrrelser er altså fint, men lad ikke multitasking blive din eneste arbejdsmåde.
Dette og lignende filmklip bliver brugt som bevis på, at man ikke kan fokusere på flere ting ad gangen. Tag testen – måske kan du faktisk godt multitaske...
 
Længe har vi hørt følgende klagesang:
 
Den nye, zappende brug af elektroniske medier betyder, at vi taber koncentrationen. Vi har ikke fokus på en enkelt opgave, men derimod delt opmærksomhed. Vi prøver at multitaske, men laver blot flere fejl. Den grænseløse informationsmængde gør os stressede, og der opstår informationsforstoppelse. Vi holder op med at tænke selv, fordi alle svar altid blot kan googles frem. Vi taber evnen til dybe ansigt-til-ansigt-samtaler, fordi vi kommunikerer i Twitter-sprog. Vi bliver afhængige af det hurtige klik-fix med nyheder og underholdning og taber generelt forståelsen for almindelige god opførsel.
 
Selvom meget her er rigtigt, som vi også har beskrevet på Kforum her, her, her og her, så bliver kritikken også hurtigt forsimplet og udtryk for en kulturpessimistisk hjemve til de gode, gamle dage. Tilgangen overser nemlig, at en af den moderne vidensmedarbejders vigtigste kompetencer er at kunne overskue store mængder informationer og på kreativ vis skabe ny viden.  
 
Multitasking hjerne
For at kunne løse opgaver kræver det, at vi aktiverer både korttidshukommelsen (i gråt område) og langtidshukommelsen (bl.a. det grønne område). Ved indkodning og lagring af informationer er forstyrrelser generende. Men ulemperne ved multitasking, når vi genkalder tidligere lagret information, er ikke så negativt som antaget. Arbejdshukommelsens begrænsede kapacitet betyder, at der ikke kan vises den samme mængde kognitiv opmærksomhed mod flere opgaver på samme tid. Men det kan lade sig gøre for opgaver, der bliver udført efter hinanden
 
Her kommer fire payoffs ved multitasking:
 
1. Multitasking øger kreativiteten
Fuld fokus på en enkelt opgave kan være nødvendigt, men det giver også en ensidig og lineær forståelse af opgaven. Ved at multitaske inspireres og informeres man af forskellige stimuli. Kun ved at forholde sig til mange forskellige input på samme tid kan nye, interessante mønstre iagttages, og ideer udfoldes.  
 
Multitasking stjernebilleder
Ved at multitaske på den kloge måde, hvor man holder fast i de forskellige inspirationspunkter, bliver det muligt at se mønstre, man ellers aldrig ville opdage. Som for eksempel dette billedet af Leo, et stjernebillede der er synligt om foråret
 
2. Multitasking føles godt
Medarbejdere, der løser komplekse opgaver og skal overskue mange delopgaver på samme tid, bliver psykologisk og socialt belønnet ved at klare opgaven tilfredsstillende. Den sociale belønning består i kollegaers anerkendelse af arbejdsindsatsen og det endelige produkt, og den psykologiske belønning er egen tilfredsstillelse ved at have løst den komplekse opgave. Hvis man selv styrer sin multitasking og ikke lader multitaskingen styre en, bliver arbejdsopgaver mere lystbetonede. Trivielle opgaver bliver udholdelige med musik i ørerne og et nyhedsfiks fra tid til anden.
 
3. Multitasking giver ny energi
Ved at fokusere på det samme problemkompleks kan der opstå det, man kalder mental fiksering. Hvis man for eksempel skal prøve at huske et navn, kan man komme til at fokusere på et forkert forbogstav, og man er dermed fikseret i en forkert løsningsmetode. Hvis man lader tankerne drive og løser andre opgaver samtidig, opstår der inkubation, dvs. at hjernen arbejder videre med en løsning, uden at man påvirker den med en mental fiksering. Gå efter en kop kaffe – og pludselig springer løsningen frem.
 
Multitasking mindmap
Man kan multitaske ved at udvide det kognitives domæne til også at gælde det nære miljø. For eksempel ved at tegne og dermed lagre informationer, som man gør i et klassisk mindmap
 
4. Multitasking giver os nye perspektiver
Medarbejdere, der arbejder med komplekse problemstillinger og samtidig bliver overstimuleret med indtryk fra nettet, telefoner og samtaler, er nødt til at opfinde nye strategier for at håndtere arbejdet. Det gælder om at fasthold ideerne ved at skrive ned, tegne, bygge, poste på nettet, eller på anden måde indkode og lagre information i det visuelt tilgængelige nære miljø i rummet, på tavlen, på skrivebordet, på computeren, etc. Altså ikke blot én modalitet som talen, men multimodalitet som brug af krop, teknologi og materielle genstande.
 
Oversigt over, hvad folk laver, mens de er online. Ikke alle oplever det som et problem
 
Multitasking kan læres
Daglig, intens stimulering af arbejdshukommelsen ved for eksempel at skrive en pressemeddelelse, mens man surfer nyheder og er i gang med en SMS, kan skabe en stresstilstand i overdosis. Men øvelse kan reducere de psykiske omkostninger.
 
Lad den vildt multitask’ende Mr. Bean inspirere dig:
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også