Krasnik, Hedegaard og Hitlerkortet

Der var lagt op til storvask, da Martin Krasnik havde inviteret formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, inden for i Deadlinestudiet. Desværre blev det en hanekamp fuld af gisninger, hvor den største nyhed var, at Martin Krasnik også mestrer nogle af de beskidte kneb, som hans interviewoffer er berygtet for.
 
Søndag aften udspillede der sig i Deadline 22.30 en 27 minutter lang kamp på ord mellem Martin Krasnik og Lars Hedegaard. Sidstnævnte – der er berømt og berygtet for sin kamp mod islam samt for de spidse ord, han fører den med – var inviteret i studiet oven på det skudattentat, han var udsat for den 5. februar ved sit hjem på Frederiksberg i København.
 
Og det blev, heldigvis i overført betydning, en blodig affære. Interviewet startede ved skudattentatet og det, der nok bliver det visuelt mest mindeværdige fra den aften i studiet: nemlig Krasnik, der samler sine hænder til en pistol og retter dem mod sit interviewoffer for at illustrere, hvor tæt attentatmanden stod på Hedegaard (se billede). Derfra gik det over stok og sten i en seance, hvor begge parter skød retorisk genvej, og hvor især Martin Krasnik viste, at han ikke står tilbage for Lars Hedegaard, hvad angår letkøbte konklusioner og antydninger.
 
Interviewet startede ved skudattentatet og det, der nok bliver det visuelt mest mindeværdige fra den aften i studiet: nemlig Krasnik, der samler sine hænder til en pistol og retter dem mod sit interviewoffer for at illustrere, hvor tæt attentatmanden stod på Hedegaard (skærmbillede 04:00)
 
Hitlerkortet
Som en af de første ting, Lars Hedegaard skal forholde sig til, hiver Martin Krasnik et videoklip frem. Det viser Hedegaard, under noget der minder om en privat sammenkomst i et køkken, drage paralleller mellem kollaboratører, der under 2. verdenskrig stod i ledtog med tyskerne og nutidens politikere, der vender det blinde øje til truslen fra islam. Datidens kollaboratører havnede efter krigen i "hot water", som Hedegaard formulerer det, hvorefter han følger op med denne sætning om, hvad der kan ske i Danmark i fremtiden:
 
"I would assume or suspect that the same thing could happen here."
 
Er det en de facto-opfordring til vold mod vores politikere eller blot en konstatering af, at den situation rent hypotetisk kunne opstå? Studievært og interviewoffer er selvsagt uenige. Men lad os prøve at se nærmere på, hvad denne sammenligning med værnemagere er udtryk for, og hvad der efterfølgende sker i interviewet.
 
Citatet og sammenligningen ovenfor er et godt eksempel på Lars Hedegaards måde at argumentere på: Han argumenterer med antydninger, der er svære at nagle fast, hvis man vil kritisere dem. Derudover trækker Hedegaard det såkaldte Hitlerkort. I stedet for ”bare” at påpege det uønskelige i at Danmark angiveligt er under angreb fra en fremmed magt, eller måske endda argumentere lidt hårdere for, at det rent faktisk er tilfældet, føler Hedegaard i videoklippet tilsyneladende behov for lige at toppe sit argument af med en sammenligning med 2. verdenskrig.
 
Den slags bør enhver debattør holde sig for god til, simpelthen fordi det afsporer debatten. At nazisterne var onde, kan vi alle sammen blive enige om, men skulle vi ikke se at komme tilbage til sagen?
 
I stedet for at 'kalde' Hedegaards Hitlerkort, trækker Krasnik dog et andet kort, der heller ikke er helt fint i kanten.
 
”Det tegner et billede af”-kortet
Dette kort kan man ofte se blive spillet i f.eks. Presselogen på TV 2 News, når en redaktør skal forsvare, at hans eller hendes medie desværre ikke kan fremvise et klokkeklart bevis i en historie – den berømte smoking gun – men i stedet vælger at bringe oplysninger til torvs, der hver for sig højst er halve beviser. Logikken bag den tankegang synes at være, at mange halve beviser tilsammen giver et helt bevis – og ikke bare en masse halve.
 
Eller som Krasnik selv formulerer det: "(...) nu kommer jeg bare med flere citater, der tilsammen danner et billede af en – jeg vil ikke engang kalde implicit, det er vel, når man lægger det sammen, ret eksplicit – opfordring til, at man griber til anderledes aktive midler, end man kender i dag."
 
Som for lige at lade Hedegaard vide, at han også godt kender til Hitlerkortet, smider Krasnik et indirekte ditto kort tid efter ved at sammenligne Hedegaards bog I krigens hus med antisemitisk propaganda.
 
Ifølge Krasnik handler I krigens hus om, hvordan der er en slags fælles forståelse mellem på den ene side lederne af de muslimske lande og på den anden side de muslimske indvandrere, der bor i Vesten. Forståelsen – eller ”sammensværgelsen”, som Krasnik kalder det; et ord Hedegaard dog afviser – skulle efter sigende gå ud på at lave en muslimsk magtovertagelse i Vesten, når tiden er moden.
 
Men i stedet for at nøjes med at underkende bogen ved at skyde på dens kildegrundlag, hvilket ellers virker ganske overbevisende, skal Krasnik altså lige smide Hitlerkortet og sammenligne bogen med det antisemitiske skrift Zions vises protokoller, der pustede til jødehadet i første halvdel af det forrige århundrede. Hvem var det nu lige, der også gjorde det dengang?
 
Krasnik smider Hitlerkortet ved at sammenligne Hedegaards bog ”I krigens hus” med det antisemitiske skrift ”Zions vises protokoller”: et skrift, der pustede til jødehadet i første halvdel af det forrige århundrede (skærmbillede 18:55)
 
Vis mig dine venner, og jeg skal fortælle dig, hvem du er
Men det er ikke kun monstrøse sammenligninger og andre sidespring, studieværten og interviewofferet gør det i. Efter at Martin Krasnik tilsyneladende helt seriøst har bedt Lars Hedegaard komme med et "slag på tasken" over, hvor mange af de herboende muslimer, Hedegaard opfatter som fjender, kommer en anden klassiker på bordet: guilt by association.
 
Krasnik fremhæver to af de gæster, som Trykkefrihedsselskabet gennem tiderne har inviteret til deres arrangementer. Den ene er Filip Dewinter, islamkritisk belgisk politiker fra partiet Vlaams Belang, den anden er Diana West, islamkritisk debattør fra USA.
 
Tricket i Krasniks argumentation er nu, at hvis han kan sandsynliggøre, at disse to personer har rotter på loftet, så må Trykkefrihedsselskabet – og dermed Lars Hedegaard – jo have det samme. En logik, der altså i bund og grund baseres på afsmitning.
 
Sat på formel ser logikken således ud:
 
Hvis Dewinter og West har ekstreme synspunkter (præmis A), og Dewinter og West er Lars Hedegaards gæster (præmis B), så må Lars Hedegaard dele deres ekstreme synspunkter (konklusion).
 
Krasnik skal altså bare vise, at de to gæster er ekstreme, så har Krasnik Hedegaard,  hvor han vil have ham.
 
Med Filip Dewinter går det meget nemt. Krasnik citerer bare den kendte islamkritiker Ayan Hirsi Ali for at sige det. Færdigt arbejde. Folks troværdighed stiger sjovt nok, når de vender sig mod det, man ikke selv kan lide.
 
I tilfældet med Diana West er det næsten endnu nemmere. West mener nemlig, at Obama har fusket med sin fødselsattest, hvilket er en meget udbredt konspirationsteori over there. Så langt, så godt.
 
Problemet med 'guilt by association'-logikken er bare, at de to præmisser ikke nødvendigvis har noget som helst med hinanden at gøre. Ligesom det ikke gør Erasmus Montanus' morlille til en sten, at hverken hende eller en sten kan flyve, gør det heller ikke Lars Hedegaard til ekstremist, at nogle af hans gæster måtte være det. Det eneste, der kan gøre Lars Hedegaard til ekstremist, er stadig, at han selv enten udtrykker ekstreme synspunkter eller gør ekstreme ting.
 
Hedegaard lugter da også lunten og får hurtigt forklaret, at Dewinter slet ikke blev inviteret på grund af bemeldte synspunkter, men simpelthen fordi han og hans partikammerater blev overfaldet under en demonstration, og man i Trykkefrihedsselskabet var interesserede i at høre nærmere om den episode.
 
Diana West, islamkritisk debattør fra USA, på besøg hos Trykkefrihedsselskabet. Ifølge Krasnik må Trykkefrihedsselskabet og Lars Hedegaard nødvendigvis være ekstremistiske, når de inviterer ekstremistiske gæster (skærmbillede 23:45)
 
Anderledes svært er det tilsyneladende for Hedegaard at tage afstand til synspunktet om, at Obama har fusket med sin fødselsattest. Hedegaard kunne så let som ingenting have demonteret Krasniks anklage under henvisning til, at det slet ikke var derfor, at West var inviteret til Danmark, og det synspunkt dermed var sagen uvedkommende. I stedet roder han rundt med bortforklaringer om, at han jo ikke er ekspert i fødselsattester.
 
Det ændrer dog ikke ved, at Krasniks argumentation – ligesom morlille og stenen – ikke flyver.
 
Krasnik prøver at afkræve Hedegaard et svar på, om han selv tror, Obama skjuler sin sande fødselsattest 
 
Den troværdige overløber
Som nævnt er der ikke noget mere troværdigt end en konvertit – en tidligere fjende, der nu er gået over til the good side. Det benytter Krasnik sig af med et sidste slag under bæltestedet, inden gongongen lyder.
 
Citater fra tre forskellige personer bliver bragt på banen. Disse personer er ifølge Krasnik alle Lars Hedegaards tidligere "allierede", "venner" eller ligefrem "en slags beundrere", der dog stadig, forsikrer Krasnik, er "respekterede folk på den islamkritiske højrefløj".
 
Udover at blive talt gevaldig op, har de nye udsagn også den ekstra force, at de ikke længere handler om et fjernt belgisk parti eller en mystisk fødselsattest. Nej, de sidste citater går direkte i flæsket på Lars Hedegaard selv – de er personangreb.
 
De to første citater kritiserer Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabets beslutning om at invitere førnævnte Filip Dewinter til et arrangement i 2009:
 
"Det har givet mig en dyb personlig smerte, at den mand, hvis forsvar for sekulære liberale værdier var en inspiration for mig, har valgt at alliere sig med et parti, der åbent er modstander af disse værdier." – Bruce Bawer, 8. januar 2010, Weekendavisen
 
"Nu da jeg er blevet klar over hans ekstreme udtalelser, vil jeg gerne tage ham med på listen over de anti-jihadister, der er blevet kuk-kuk. Han er tydeligvis en ekstremist. Han associerer sig med fascister og advokerer for vold og burde forbigås af anstændige mennesker." – Charles Johnson, 8. januar 2010, Weekendavisen
 
Det sidste citat kommer fra en af medforfatterne til den føromtalte bog I krigens hus, og det kritiserer Lars Hedegaard på baggrund af et internt opgør i Trykkefrihedsselskabet:
 
"Lars (blev) uforsonlig, ude af stand til at lytte til andre synspunkter end sine egne og med et krav til sine samarbejdspartnere om fuldstændig enighed." – Helle Merete Brix
 
Udover det paradoksale i, at Martin Krasnik formentlig ikke havde tilskrevet udsagnene ligeså høj troværdighed, hvis de havde støttet Hedegaard (hvilket Bruce Bawer faktisk gjorde tirsdag i en erklæring på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside), så svækkes det nederste af, at det drejer sig om en helt specifik enkeltepisode, som ikke nødvendigvis kan gøres til eksponent for Lars Hedegaards generelle ageren. Alligevel bruger Krasnik citaterne til at konkludere, at "det ligner efterhånden en tanke, gør det ikke?" En logik, der minder umiskendeligt meget om 'Det tegner et billede'-kortet. Og vupti, så er interviewet forbi, og Lars Hedegaard er blevet gjort til isoleret galning, selv i det højreekstreme miljø.
 
Man kan mene, at det bare er retfærdigt, at Krasnik tvinger Hedegaard til at smage sin egen medicin ved at argumentere på en måde, som Hedegaard selv er berygtet for. Men om interviewet rykker noget og derved bidrager til andet end lidt skadefryd hos dem, der i forvejen er stærkt uenige i Lars Hedegaards kontroversielle synspunkter, er nok mere tvivlsomt.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job