Her kan du læse det debatindlæg af Keld Koplev, som diskuteres i denne tekst

Kan man bestikke alle journalister i DR?
Du har ret i, at danske journalister let lader sig forføre. Det kan man slet ikke være i tvivl om, hvis man lige har læst bogen om Dagen. Her fremgår det med tydelighed, hvordan journalisterne blev forført af Peter Linck og deres eget begær efter guld. Et begær, som var så vidtgående, at konkursboet måtte kropsvisitere journalisterne, da de forlod den synkende skude. Jeg kan derfor godt dele lidt af din bekymring for, om journaliststanden er til fals for penge. Men på den anden side: Mener du virkelig, at alle dine kollegaer sådan lader sig bestikke, og tror du selv på, at deres reelle timelønninger i informationsafdelingerne er så meget større end din i DR?

Den kritiske erhvervspresse er ved godt helbred
Den relevante del af din artikel vedrører styrkeforholdet mellem kritisk presse og erhvervsliv. Og her ser du – i lyset af de også i mine øjne beklagelige og ansvarsløse nedskæringer i de store mediehuse – den kritiske journalistik som den store taber. Jeg er ikke enig. Pressen og især erhvervspressen har aldrig været mere kritisk. Før Jan Bonde Nielsen og B&W-krisen, hvor den kritiske erhvervsjornalistik opstod, var der stort set tale om mikrofonholderi. I dag er selv BNY jo på niveau med Ekstra Bladet i sin måde kritisk at tackle erhvervslivet på. Og jeg kender mange ledere, der har følt sig stærkt og uretfærdigt hængt ud, selv i ’deres eget blad’ Børsen.

Den magtfulde presseafdeling er et fatamorgana
I dit indlæg kommer du med et konkret eksempel på magtforskydningen. Her nævner du, at Danske Bank har 109 informationsmedarbejdere. Det er bare ikke rigtigt. DB har en fælles marketing-, kommunikations- og presseafdeling. Jeg kender ikke lige tallet, men det er formentlig højst mellem 5 og 10 medarbejdere, der beskæftiger sig med pressen. Så selv om Strårup og hans kommunikationschef er superdygtige i mediehåndtering, giver du dem for meget ære. De har ikke en magtfuld kommunikationsafdeling, som beskytter dem mod demokratiets vagthunde. Og du kan være sikker på, at de synes, dækningen af Hafnia, Færøsagerne mv. har været skudt meget over målet. Eller tag de store, magtfulde organisationer som DI og LO. De har nok ikke over 10 ansatte journalister, selv om de stort set skal leve af at få omtale af deres sager. Hvis du så tænker på spindoktor-funktionen i ministerierne, så er det mest slående vel, at hver minister kan klare sig med én spindoktor over for koblet af kritiske journalister på evig jagt efter enøjede enkeltsager.

Den defensive pressefunktion
Efter min mening er situationen en anden. Pressefunktionen er en mindre del af moderne kommunikationsafdelinger. Den er ikke en offensiv agenda setting-funktion, men et defensivt modtræk mod en kritisk og nogle gange ensidig kritisk presse. Pressefunktionen er ikke et forsøg på at omstyrte demokratiet, men en service til de dovne journalister. En service til journalister, som mangler tid eller disciplin til at sætte sig ind i baggrundsstoffet sagen.

Den offensive ”kritiske” presse
Den virkelige fare er snarere den ensidige og useriøst redigerede journalistik. Her tænker jeg fx på dine kollegaer Stig Andersen og Jens Olav Jersild. De konstruerer selv deres ’sandheder’. I deres udsendelser krydsforhører de og sammenklipper alt til at bekræfte deres ’sandhed’. Medierne er nemlig ikke bare kritiske spejl længere, men fabrikerer og sætter selv dagsordener.

Den klichefyldte David Goliath-historie om igen
Så hvis du vil nedruste og få færre pressemedarbejdere Koplev, så start med at reformere i eget hus. Du har helt ret i, at både offentlighed, marked og civilt samfund er bedst tjent med den type presse og demokrati, du beskriver. Derfor er det også fint, hvis journalisterne kan se de strategiske budskaber og gå bag om dem. Men den sort-hvide klichefyldte David Goliath-historie, du og dine kollegaer fortæller om erhvervslivet, er for primitiv. Det er en alt for enkel kortslutning.