Konsulenter i gråzonen
Tæt på Slotsholmen, i gråzonen mellem det politiske liv, embedsværket og medierne, opererer pr-konsulenterne. Nogle har en fortid med politisk ungdomsarbejde, nogle har været spindoktorer, unge embedsmænd eller journalister.
En del er ordentlige og redelige mennesker, der arbejder hårdt og ofte er deres løn værd. Nogle arbejder anderledes og er måske også næsten deres løn værd.
Carsten Mai hedder en mand, der bevæger sig rundt i denne verden. Han har været pressechef for overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, indtil det sluttede overordentlig pludseligt. Han har måttet forklare, at hans chef, finansminister Thor Pedersen, boede, hvor han ikke boede.
Han har haft en kort karriere i PR-bureauet Burson-Marsteller efterfulgt af en endnu kortere karriere som kommunikationspartner i Nordea. En stilling der i fjor sluttede ligeså brat som karrieren i sin tid på Københavns Rådhus. Nu er han så administrerende direktør i bureauet Gunbak PA. Ofte er hans afgang fra et job blevet efterfulgt af skriverier om særlige arbejdsmetoder. Politiet rensede ham for at have udleveret personlige Kramer-papirer til Venstre. Borgmester Søren Pind har senere beskyldt Mai for at have udsat ham for sexrygter - betalt med det kommunale kreditkort (en undersøgelse afslørede tre cubanske cuhiba-cigarer i bilagene). Til gengæld skulle samme Mai i fjor egenhændigt have tilbudt samme Pind et velbetalt konsulentjob i Nordea. Ifølge Ekstra Bladet i februar skulle det være årsagen til Mais pludselig Nordea-afgang. Men aviser skriver jo så meget. Intet af det behøver naturligvis at være rigtigt.
Hvad der derimod er rigtigt og årsagen til denne klumme er, at Carsten Mai som administrerende direktør for PR-bureauet Gunbak PA for nylig droppede et fortroligt kundeforhold og kontrakt med virksomheden CityMail til fordel for en mere lukrativ aftale med konkurrenten Post Danmark. Det norskejede CityMail indbragte sagen for PR-brancheforeningens bestyrelse, som netop har kritiseret Gunbak PA for uetisk adfærd - en advarsel mellem det gule og det røde kort.
Det interessante er Carsten Mais reaktion, der i sin frækhed kræver modsigelse. I en klassisk spin-operation, hvor det gælder om at syne proaktiv og aflede opmærksomhed, er han gået offensivt ud med ønsket om at starte en ny brancheforening med to hovedformål: Oprettelse af et uafhængigt etisk nævn samt et register for lobbyister. Initiativet blev efterfulgt med en indtrængende erklæring om, at netop branchens etik ligger ham meget på sinde.
Man kommer uvilkårligt til at tænke på våbenlobbyens reaktion på tragedien i sidste uge på et universitet i USA. Svaret var at udvide adgangen til våben, lød et argument. Hvis nogle af de studerende havde været bevæbnet, kunne de jo bare have plaffet galningen ned.
Carsten Mai erkender, at han har fået skrammer i sin karriere, men mener netop, det gør ham kvalificeret til at stå i spidsen for en etisk diskussion i PR- og lobbyistbranchen. Carsten Mai har ret i, at der trænger til at blive ryddet op. Der har været for mange uheldige og ubehagelige sager de seneste år. Det er som om, nogle af aktørerne tror, det er en leg og et spil uden andre konsekvenser end abnorme fakturaer. Det er ikke bare til skade for den del af branchen, som opfører sig ordentligt. Det er også til skade for de politikere og erhvervsfolk, som lader sig besnære af flotte ord og gyldne løfter og nogle gange også effektive resultater.
Det gælder blot om at finde de rette til denne oprydning.
Klummen er bragt i Berlingske Tidende den 23. april 2007.
