Konservatives formands kommunikationsstrategi
Pape – kongen af nøgtern argumentation?

Skrevet af

Christian Kock
Professor

48 artikler

0 indlæg

Valget af Søren Pape Poulsen som ny formand for Det Konservative Folkeparti viser at hans parti har erkendt at en leders retoriske adfærd er afgørende for hvordan det går partiet.
Det var tydeligt da Brian Mikkelsen var i TV 2 Nyhederne hos Poul Erik Skammelsen onsdag den 6. august og forklarede valget af Pape, at Papes retoriske talenter betyder meget. Flere gange sagde Brian Mikkelsen at det nu skulle være slut med det evige ”mudderkasteri” i dansk politik og med at alting skal dreje sig om modsætning. Det blev sagt meget tydeligt – der kunne ikke være tale om at det var noget Brian Mikkelsen lige fandt på, det må have været en bevidst og aftalt beslutning fra partiets side.
 
Papes første tale som formand. Kilde: Polfoto/Jens Dresling.
 
Hvad det er Det Konservative Folkeparti åbenbart gerne vil væk fra, kunne man få en klar oplevelse af lidt senere i samme nyhedsudsendelse, da Lars Løkke blev interviewet. Selvom indslaget skulle handle om valget af Pape hos De Konservative, lykkedes det tre gange Løkke at flette nedladende bemærkninger ind om Socialdemokraterne – de havde ”siddet på hænderne” mens Løkkes egen regering ordnede det hele, skønt de senere havde ”omklamret” hans politik og så videre, men med samarbejdet med De Konservative under Pape skulle Løkke snart blive statsminister igen, og så videre, og så videre.
 
Pape vil tale om mærkesager, ikke de andre partier.
 
Man fik opfattelsen af at hvis man trykker på en knap hos Løkke, vil han fortsætte som en Duracell-kanin med den slags retorik – indtil han falder i søvn. Jeg er sikker på at rigtig mange vælgere, derunder konservative, har stønnet af politikerlede under samtalen med Løkke. Det er lige præcis den art kommunikation, vil jeg hævde, der har fået danske politikeres generelle troværdighed til år for år at synke – hvis man skal tro de årlige målinger fra Radius Kommunikation. Og det er lige netop dét De Konservative nu åbenbart vil væk fra.
 
Pape har selv slået fast flere gange at han ikke er kommet for at levere en ny politik – det gjorde han eksempelvis tydeligt den 7. august over for DR’s Kåre Quist, der blev ved med at spørge ham om hvad der så var forskelligt eller nyt i hans politiske holdning i forhold til Lars Barfoeds. Der er ikke noget, fik vi at vide. De politiske junkies blandt kommentatorerne, der plejer at mene at nytårstaler og alle mulige andre taler skal rumme nye politiske udspil, vil måske finde at Pape som formand bare indvarsler et sats på en ny overflade, en mindre vadmelsgrå indpakning.
 
Scorer højt på karismaen
Og ja, det gør han også. Der er indlysende langt mere liv og karisma over Pape når han taler. Hvad det angår, har det været småt bevendt med Lars Barfoed. Berlingske har fra 2007 jævnligt målt troværdighed og karisma hos blandt andet toppolitikere. Det sker ud fra en metode som bygger på at marketingsforskeren Flemming Hansen og jeg selv har påvist at disse to egenskaber er adskilte i folks bevidsthed. I Berlingskes målinger har Barfoed systematisk ligget i bund på karisma, omend pænt højt på troværdighed. Men en partileder skal i vore dage helst være over middelstregen på begge skalaer. Og Pape vil uden tvivl score højt på karisma næste gang Berlingske/Gallup spørger deres panel af vælgere.
 
Pape er ikke bange for det personlige eller det rørstrømske.
 
Lad os først se på hvad det kommer af. Derefter skal vi ind på at han også har mange af de egenskaber som – hvis han får lov at bruge dem – kan gøre ham rigtig troværdig i mange vælgeres øjne, også dem der ellers er tilbøjelige til at anse politikere for generelt utroværdige.
 
I Berlingske/Gallups målinger skal et stort antal svarpersoner placere partiledere og andre på en skala i forhold til en liste af begreber. Vores undersøgelser ved ’faktoranalyse’ har vist at begreberne tenderer mod at samle sig i bestemte ’klumper’ (faktorer). Begreber som ’Underholdende’, ’God til at skabe debat’, ’Udadvendt’, ’Dynamisk’, ’Folkelig’, ’Lyser af selvtillid’ og ’Trækker tingene ned på jorden’ følges ad i faktoren ’Karisma’. Men den faktor hvor begrebet ’Troværdig’ er det centrale, indeholder i stedet begreber som ’Saglig’, ’Respekterer andres meninger’, ’Afbalanceret’, ’Kompetent’, ’I stand til at indrømme fejl’. Det er altså i ret høj grad en anden egenskab.
 
Ud fra dette kan man ret let nå frem til at Pape har den karisma som Barfoed i den grad har manglet. Og helt generelt kan man se at de to egenskaber karisma og troværdighed ikke er identiske – hvad man ellers kunne tro ud fra hvordan mange politiske journalister taler om politikernes kommunikation.
 
Renset for Christiansborg-brokker
Starter vi med det rent ydre i Papes kommunikation, så har han simpelthen et kropssprog, derunder en mimik. Det har alle jo i en vis forstand, men Barfoeds har stort set hele tiden været fuldstændig udtryksløst. En gang imellem hævede han sine tunge øjenlåg en halv centimeter, i reglen helt umotiveret. Det samme var tilfældet med hans stemmebrug. Men på begge disse parametre er Pape udtryksfuld, og det virker i høj grad som om det der udtrykkes, er noget der er inde i ham – det synes at komme indefra, ikke at være påtaget eller lært på et kursus. Han har gestus og sproglige gentagelsesfigurer der vidner om energi og vilje. Der er fart på diktionen, men man får alle ordene med. Hans betoninger er klart midtjyske, sætningskonstruktionerne er mundtlige, sproget virker for det meste spontant, og det er varieret, både med hensyn til periodernes længde og deres opbygning. Ordforrådet er friskt og dagligdags, bramfrit, ikke uden personlige drejninger og påfund og lykkeligvis – indtil videre – renset for alle de dødbringende Christiansborg-brokker af typen på den lange bane, hælde ned ad brættet, fremadrettet, gå i flyverskjul og så videre.
 
Kort sagt, Pape er en mand med liv i, sit eget liv kan man endda fornemme, ikke noget der er proppet ind i ham af en kommunikationskonsulent. En mand som man tror man med udbytte kunne snakke med hvis man mødte ham på gaden i Viborg. Man ville blive lyttet til, føler man, og man ville selv lytte til ham. Med disse egenskaber kunne Pape da også sætte begejstring i De Konservative på deres landsråd både i 2011 og 2013. Ikke at det hjalp så meget på opinionstallene – så længe han ikke er formand, har man nok tænkt i partiets ledende cirkler.
 
Og dog – man kan allerede begynde at ane at noget af det der siden nyheden om Papes formandskab er kommet ud af munden på ham, nok har været leveret med hans glade energi og eftertryk. Men det har lydt lovlig indstuderet og strategismart når han gang på gang gentog den samme frase om at De Konservative nu skal til at lægge særlig vægt på tre, lige præcis tre ting – som til dels benævnes med fikse ’dysfemistiske’ newsspeak-udtryk (modsat de sædvanlige eufemistiske): Topskatten er en misundelsesskat, folkeskolereformen forkaster han på grund af dens tvangslektiecafeer, og vi skal have en stram retspolitik, for her er Pape en tough-on-crime-type.
 
Her aner man en kommunikationsfilosofi der går på at man så vidt muligt skal udtrykke sig i one-liners og udenadlærte opremsninger, helst med tre punkter. Det peger på at Pape sagtens ville kunne udtrykke sig, for eksempel over for et landsmøde, i den slags effekter som Max Atkinson i Our Masters’ Voices (1984) kaldte claptraps – blandt hvilke netop tre-listen og den skarpt markerede modsætning mellem ’os og dem’ var de mest effektive. De formåede at fremkalde bifald, typisk af otte sekunders varighed – men vel at mærke på landsmøder hvor tilhørerne jo i princippet alle sammen er éns glødende tilhængere. Og rigtig mange kommentatorer har allerede understreget at den slags kommunikation, dét er noget Pape kan.
 
Men det er jo noget helt andet at henvende sig til et publikum som ikke er de på forhånd frelste. Altså for eksempel den danske befolkning der jo kun indeholder fem til ti procent konservative. Eller måske ligefrem et publikum af mennesker der er imod éns holdninger eller har valgt at sige farvel til éns parti. Her vil peptalk-agtig karisma ikke være nok, ja, den vil måske snarest jage folk væk. Man skal i hvert fald være troværdig samtidig – og det indebærer nogle af de egenskaber der blev listet lige før: ’Saglig’, ’Respekterer andres meninger’, ’Afbalanceret’, ’Kompetent’, ’I stand til at indrømme fejl’.
 
"Så håber jeg I vil lytte ..."
Det mest interessante og nye ved Papes kommunikation – og det der gør at valget af ham måske er mere end blot et skift af ydre indpakning – er at han tilsyneladende formår at kommunikere på denne måde. At han altså har disse egenskaber i sig. Og at man vil satse på dén politiske stil for at trække partiet op af opinionstallenes hængedynd. Det fremgik også af den måde han blev kommenteret på af Brian Mikkelsen i TV 2 Nyhederne:
 
Dette er klart en bevidst og aftalt linje. Og det bliver spændende at se om Pape lever op til den. Og han kan godt. Det kan man se af et konkret eksempel – en tale som ikke var henvendt til de frelste, men derimod til et publikum af skolelærere midt under konflikten mellem KL og DLF om den ny overenskomst i foråret 2013 (den der blev gennemført efter lockout med videre, og som i dag udmøntes i at visse borgmestre vil have lærerne til at stemple ind og ud på skolen og, som Tårnbys Zimino, ikke mener der kan være tale om arbejde hvis det udføres andre steder).
 
Mandag den 22. april sidste år stod Pape over for cirka 700 vrede lærere foran rådhuset i Viborg. I en tale på knap et kvarter  leverede han – i en rolig, saglig stil, helt uden peptalk-agtige fraser der blot ville have ophidset lærerne endnu mere – en sober, gedigen argumentation for at KL’s ønske om en ny overenskomst var i orden og velbegrundet. Han demonstrerede stort set alle de egenskaber som synes at udgøre troværdighed i folks bevidsthed.
 
En ærlig Pape holder tale under lockouten.
 
Han viste at han udmærket véd hvilke uskikke der ofte ødelægger politisk debat i Danmark. En af dem er at parterne tillægger hinanden ekstreme standpunkter som de ikke har. Han sagde: ”så håber jeg I vil lytte til det jeg faktisk siger og giver udtryk for, og ikke hvad I tror og tolker jeg siger, og ikke oversætte det til en modstand mod jer og jeres arbejde”. Han var også helt parat til at erkende klare fejl på egen side i debatten. Som da han sagde dette: ”Der siges også ting som ikke burde være sagt, og som ikke er i orden. Det er ikke i orden når min næstformand i KL, Erik Fabrin, strammer retorikken så meget at han siger at ”lærerne må komme på deres grædende knæ”. Det er simpelthen tåbeligt, det er direkte dumt, og det er ikke en udtalelse jeg vil stå inde for, ganske enkelt.”
 
Men frem for alt var talen kendetegnet ved at Pape i stedet for at tegne et hjemmelavet fjendebillede af sin modpart prøvede at levere egentlig argumentation for KL’s overenskomstforslag. Han pegede på at kommunerne ikke længere ønsker at ”fastlåse lærerarbejdet i kasser af tid”, at ”lærerarbejdet skal kunne fornyes og udvikles”, og han tog eksplicitte forbehold der skulle foregribe de skærpende fejlfortolkninger af hinandens standpunkt som ellers altid opslår i en ophedet debat: KL vil ”ikke diktere hvad lærerne laver når de er på arbejde”, de skal ”ikke arbejde mere”, og ”KL har ikke rejst krav om fuld ledelsesret, men øget adgang til at prioritere ressourcer”. ”Lad være med at tillægge mig motiver jeg ikke har,” appellerede han – i det han satte fingeren på en af de mest skadelige uskikke i dansk politisk debat. ”Jeg kunne ikke drømme om at tale ned til lærerne” – men det der var brug for, sagde han, var ”ikke længere one-size-fits-all, det er den store kulturforandring”.
 
Send Pape over til Putin
Man behøver ikke være enig med Pape eller KL for at se at hans måde at henvende sig til lærerne på (og til den danske offentlighed) var eksempel på et muligt stilskifte i dansk politik som er andet og mere end en mere karismatisk indpakning. Tænk hvis argumenter og vilje til at høre hvad hinanden faktisk siger, fik en central plads i debatten i medierne (og i Folketinget). Tænk hvis KL’s sag sidste år havde været ført af Pape og ikke af katastrofale næsehornstyper som Erik Fabrin og Michael Ziegler. Så havde KL (og regeringen) ikke fået 90 procent af de danske lærere som deres bitre fjender. Og modsætningsvis: Tænk hvis de konservative havde valgt at samme Ziegler skulle være den ny formand. Så havde Brian Mikkelsen trods alt været bedre.
 
For Gud, konge og fædreland.
 
Den samme evne til nøgtern argumentation viste Pape da han (i et interview i Fyns Stiftsidende og derpå bl.a. i et tv-interview på DR) forklarede at han er homoseksuel. Det gjorde han fordi så mange på det sidste har villet tale om det, selvom han selv mener det er en lille og politisk ligegyldig ting. Der har været andre politikere, derunder ministre, der har tilhørt samme minoritet, men som har valgt at tie helt stille med det. Pape mener at skønt det er uvæsentligt, skal der ikke være hemmelighed om det hvis det nu optager så mange, men så skal det i øvrigt ikke diskuteres mere. En klar linje. Han får i samtalen også fremlagt andre centrale, præcise argumenter - dels at homoseksualitet ikke er noget man selv vælger, dels at man kan kæmpe lige så meget for klassiske familieværdier selvom man er homoseksuel. Så alt i alt: Det er en underordnet ting der ikke bør anses for eksotisk. Det hele bliver udtrykt præcist, præget af klare begrundelser snarere end programerklæringer. Man kunne måske sende Pape over og tage en snak med Putin.
 
Pape springer ud.
 
Det siges at i Folketingets Snapstinget kan politikerne ofte tale fornuftigt sammen. Her er der ofte argumenter på bordet, og man kan lytte til de andres argumenter på tværs af partier. Det er kun i medierne at politikerne tilsyneladende anser argumentation som nytteløs, fordi alt hvad de siger, er styret af konsulenter, segmentanalyser og fokusgrupper – hvor den smarte kommunikation består i at svare udenom og så ellers nedgøre en karikatur af sin modpart.
 
Apropos Snapstinget: Det er også navnet på en art sommerfestival eller folkemøde, såmænd i Viborg, der er blevet genoplivet efter gammel tradition. Da 2014-arrangementet startede sidst i juni, talte byens borgmester – Søren Pape Poulsen – og sagde ifølge Kristeligt Dagblad 27.06.2014 blandt andet disse ting:
”Med genskabelsen af Snapstinget i Viborg skal mange af de positive aspekter, som Folkemødet har dyrket og udviklet, følges, men målet er grundlæggende at skabe noget andet: en ramme for den gode og oplysende samtale, hvor borgerne er i centrum. ... Snapstinget skal være en konkret platform for den gode og oplysende samtale borgerne imellem, og mellem borgerne og myndighederne.
Det skal tilbyde et reelt alternativ til den virkelighed, hvor spindoktorerne går i selvsving og demokratisk samtale bliver til envejskommunikation.”
 
Nu mangler vi så at se om Pape som konservativ formand også kan trække dansk partipolitik i den retning.
 

Giv din stemme

30 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

60 JOB

Programkoordinator

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Media Relations Advisor

Frist: 30. september

Studentermedhjælper

Frist: 6. oktober

Kommunikatør

Frist: 25. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.