I en anden artikel her på webstedet har jeg argumenteret for tiltag som meta-avis, public service-avis og for demokratifremmende annoncekroner (læs artiklen Meta-avisen – alle journalisters og spindoktorers skræk). Sådanne tiltag ændrer dog ikke ved, at en del af avisproduktionen ikke helt ser ud til at matche den medievirkelighed, vi har i dag. Det ville også ramme meta-avisen. Derfor har jeg i mit lille tankeeksperiment kaldet ’hvis jeg skulle lave avis’ leget lidt videre: Jeg ville arbejde for en avisportal og en avisprinter. Det vil være oplagt at distribuere avisen via nettet.

Friskbagt avis til morgensmaden
På langt sigt ville jeg satse på at afvikle trykkeri og distribution til fordel for, at alle abonnenenter havde en særlig avisprinter i hjemmet. Det ville betyde, at folk kunne printe avisen, når de selv havde brug for den. Mange har alligevel ikke tid til at læse avisen, før de kommer hjem fra arbejde, og så kunne de få en frisk avis, i stedet for en der er trekvart døgn gammel. Modsat ville folk med meget tidligt mødetidspunkt også godt kunne få deres morgenavis, hvis de ønskede at sidde kl. tre om natten og hygge sig med avisen. Og nyhedsjunkies eller folk med særlig interesse i enkelte historier ville kunne printe udvalgte historier flere gange i døgnet, og betale for hver opdatering.

Løbende deadline
Det variable printtidspunkt ville nemlig betyde, at det ikke ville give mening med kun een deadline. Det største arbejde skulle lægges i løbet af dagtimerne. Det burde være mere familievenligt for medarbejderne med familie eller med lønmodtagerorientering mod journalistjobbet, og måske billigere lønmæssigt. Resten af døgnet skulle der også være folk på vagt, så avisen kunne løbende opdateres på de historier, hvor der skete en udvikling. Så ville alle få de nyeste ting med i avisen, uanset printtidspunkt, og ikke få en morgenavis der allerede var forældet i forhold til de sene aftennyheder i tv. Det løbende viderearbejde med avisen på de vigtigste historier ville give plads til mere kalds- eller karriereorienterede journalister, der godt ville blive siddende på vagt for at følge op på en historie.

Valgfrihed på alle hylder
Hvis avisen blev designet efter tabloidformatet, så kunne svagtsynede vælge en stor printer, der printede den i normalt avisformat og dermed forstørret. Papirkvaliteten skulle være den nuværende avispapirkvalitet, med mindre den enkelte læser ønskede noget andet.
Hvis alle aviser samarbejdede om formatet, så kunne samme printer bruges til alle aviser. Så kunne folk vælge at betale for indenrigsnyhedstoffet i den ene avis, udenrigsstoffet i den anden, debat-tillægget i den tredje avis, sportstoffet i den fjerde, etc. Og man ville kunne vælge at følge en tophistorie i een avis eller alle aviser, og alt andet stof i en bestemt avis. Hvis man var bange for at miste det skæve stof og de underlige historier, der gør indtryk på een og som er sjove at læse, men som man ikke planlægger sin avislæsning ud fra, så kunne man krydse af, at man ville have det med også. Det skulle ikke være så vanskeligt at samle dette stof i een kategori, og alligevel sprede den ud over det samlede antal valgte sider.

Pay-per-page
Alle skulle betale efter et pay-per-page princip. Alle aviser kunne fx samles i en avisportal, så man kunne søge bare eet sted, og printe hvad man ville, uanset hvilket bladhus det kom fra. Man ville da kunne skræddersy sin egen avis hver dag, og sætte den til at printe, mens man fx var i bad eller lavede aftensmad. Eller man kunne fast indstille computeren til at printe X, Y og Z på et bestemt klokkeslet, så avisen lå klar, når man skulle bruge den.

Alle annoncetillæg skulle omorganiseres til en database af en dygtig bibliotekar. Så kunne man nøjes med at printe de sider, man ønskede, fx 3-værelses lejligheder med altan på Østerbro og håndværkertilbud på 100 m2 i Søborg. Det giver alligevel ikke mening at sidde med en stor og uhåndterlig avis, hvor fx boligannoncerne er sorteret efter mægler. Det er afsendervenligt og ikke modtagervenligt. Naturligvis betales en stor del af avisen lige nu af annoncer, men jeg tror, at mange hellere vil betale fx 100 kr. om måneden for at få adgang til bolig-databasen eller en af de andre databaser, end få de samlede annoncetillæg leveret hver gang, uanset om de er på udkig eller ej efter job, bolig, bil, båd, brugte ting eller ny kæreste. Så kunne annoncedatabaserne også laves i samarbejde med specialmagasiner for biler, både etc.

Reklamefri avis
De almindelige reklamer ville naturligvis kunne målrettes efter folks interesser. Og uanset hvad og hvor meget af avisen en person valgte at printe, ville der altid kunne puttes de reklamer ind, som lige henvendte sig til den målgruppe eller som skulle ud til alle, fx valgannoncer. Folk, der ønskede en reklamefri avis, skulle kunne få det mod at betale en højere sidepris. Reklamer af public service-tilsnit skulle man dog kunne få, selv om man fravalgte alle andre reklamer. Man ville let kunne sortere i, hvilke typer af reklamer man ville have.

Arbejdsløse avisbude
En uheldig bivirkning ville være at tage brødet ud af munden på trykkeriarbejdere og avisbude. Til gengæld ville der vokse en større avisprinterindustri frem. Der skulle for det første udvikles og bygges printere, for det andet distribueres printere, og for det tredje repareres og vedligeholdes printere. Alt det kunne foregå via aviserne, så de ville blive sikret denne ekstra indtægt. Det skulle være sådan, at printeren blev udleveret til leje billigt, eller kom automatisk med abonnementet. Man ville kunne lave koncept for avisprinteren på samme måde som fastnettelefoner. Og når printeren gik i stykker, så indleverede man den til reparation, men fik straks en anden med hjem, så man ikke skulle undvære næste dags avis.

Toner skulle man kunne købe via avisportalen. Det samme gælder avispapir. Ens cookie ville selv notere sig, hvor meget man havde printet. Derfor ville man kunne vælge automatisk at få tilsendt ny toner eller papirpakke en uge inden, man ville løbe tør. Toneren og papiret kunne blive sendt til hjem eller til ens arbejdsplads, så man slap for at gå på posthuset. Det ville også give mulighed for et arbejdsgiverstøttet avishold, hvis denne finansierede avisprintertoner og/eller –papir for medarbejderne. Og så ville folk i modsætning til nu selv kunne vælge tryksværte/toner og papirkvalitet. Det ville kunne gøre en forskel for allergikere, eller for folk der ønskede at støtte bestemte tonerfirmaer, som fx var mere miljøvenlige end loven krævede.

Den demokatiske samtales tjener
Formålet med alle de her tekniske løsninger skulle i sidste ende være at tjene den demokratiske samtale. Flere ville have råd til at holde avis, fordi man kunne printe efter behov i stedet for at betale for hele avisen. Folk, som nu fravælger at abonnere, fordi de lever en omskiftelig tilværelse, ville kunne lave sig en avisløsning, der lige passede til deres behov. De ville ikke engang behøve at være på deres hjemadresse for at få avisen. Men det er ikke engang det hele: De eksisterende aviser ville få bedre råd til at dyrke deres respektive specialer, fordi ingen behøvede at forpligte sig på at være god til alt. Man kunne profilere sig på et særskilt stofområde og satse på at få 10-doblet sin læserskare inden for dette område alene. Det burde give højere kvalitet inden for de specialiserede stofområder, når man ikke behøvede at brede sig lige meget over det hele. Og endelig ville meta-avisen og dens tilbud om kig bag kulisserne være nærværende for alle avislæsere, fordi de ville kunne møde den på avisportalen dagligt.

Ikke alene ville den skræddersyede avis være mere brugervenlig, den ville også være mere demokrativenlig, fordi gruppen af avislæsere ville blive større og mere aktiv i sit mediebrug. Hele distributionsformen ville opfordre til aktive og selvstændige valg.