De mange, lange og bange diskussioner om den professionelle kommunikations trussel mod demokratiet er altid interessante at følge, ikke mindst når man forsøger at skabe sig en levevej netop som professionel kommunikatør. Men det er også en anelse frustrerende, fordi det oftere er uvidenhed og mistro end åbenhed og gennemarbejdede holdninger, der dominerer debatten.

Som markante lavpunkter i debatten står efter min mening Dagbladet Informations legendariske "afdækning" af PR-branchen i en artikelserie med overskriften Overbevisning A/S fra 1999 samt den "analyse" af PR-branchen, Børsens Nyhedsmagasin under overskriften Mediedomptører bragte til torvs i starten af marts i år. Her blev professionelle kommunikatører den ene gang fremstillet som fordækte taskenspillere, og den anden gang fremstod de opdelt i enten impotente tabere eller gudbenådede mirakelmagere. Begge tiltag var efter min mening lige enfoldige. Men de er desværre nok et realistisk udtryk for, hvad det er for fordomme, som bærer billedet af kommunikationsbranchen - måske endda langt ind i branchens egen selvforståelse.

Dem, der beskriver den professionelle kommunikation som en slags tryllekunst, gør det vel, fordi de faktisk ikke aner, hvad de snakker om. For mig er det derfor særligt foruroligende, at billedet af kommunikationsfolkenes magiske evner bliver opretholdt langt ind i branchens egne rækker. For uanset om det er JØP, Ove & Myrthu, der i Børsens Nyhedsmagasin karakteriserer "snif-testen" som deres vigtigste arbejdsredskab, eller om det er Information, der harmes over kommunikationsbranchens "avancerede" taskenspilleri, er der tale om en forstærkning af uvidenheden og dermed mistroen omkring den professionelle kommunikation. Og er vi interesserede i det?

Jeg kunne godt tænke mig en kommunikationsbranche, der var mere villig til at blande sig i debatten om den professionelle kommunikation. Den eneste respons, man i sin tid så på Informations forargeligt ringe artikelserie, var en høring arrangeret af UPRF, som jo overvejende er en organisation for studerende. Og ligeledes har tavsheden været larmende fra de fleste af de kommunikationsvirksomheder, der - oven i købet på et særdeles lemfældigt grundlag - blev hængt ud i Børsens Nyhedsmagasins såkaldte analyse af branchen.

Det er helt sikkert svært at forklare, hvad den strategiske del af vores arbejde går ud på. Men hvis vi ikke prøver, vil der fortsat være frit spillerum for overvurdering af vores evner - inden for og uden for branchen. Og selv om, det jo er lækkert, når tingene fremstår enkelt, tror jeg, vi i det lange løb er bedre tjent med at lade kompleksiteten komme til orde. Kompleksitet betyder godt nok også usikkerhed - men er det så farligt at indrømme og stå ved, at der heller ikke inden for professionel kommunikation kan udstedes sikre garantibeviser for succes?

Håndtering - og ikke eliminering - af risici er efter min mening den bedste betegnelse for det arbejde, vi som professionelle kommunikatører laver. Men som den finurlige sociolog Niklas Luhmann har argumenteret, så er håndtering af risici i sig selv en risikofyldt operation. For risikohåndtering kræver et udspil, og ethvert udspil fører altid nye risici med sig. De nemme hokuspokus løsninger har således intet at gøre i min opfattelse af den professionelle kommunikation. Kort sagt mener jeg, at der er grænser for, hvad vi som professionelle kommunikatører kan. Sikkert en tung erkendelse for nogen, men efter min vurdering det rigtige udgangspunkt for diskussionen om, hvad det er, den professionelle kommunikation gør - f.eks. ved demokratiet.