Der er ingen tvivl om at den bedste måde at kommunikere på foregår i samme rum - på samme sted - og på samme tid. Styrken ved den personlige dialog er, at man hurtigt får et billede af den man kommunikerer med, som man så kan bruge til at afstemme sin kommunikation efter. Den personlige dialog giver altså gode muligheder for, at personen forstår kommunikationen som tilsigtet og samtidig skaber den også en god grobund for videre debat.

Helt op til midten af 1960'erne spillede den personlig dialog en central rolle for den politiske kommunikation. Over 20 % af danskerne var medlem af et parti, vælgerforeningerne havde en væsentlig funktion i de lokale samfund. Politiske møder i forsamlingshuse, på arbejdspladser og andre offentlige steder var tæt pakkede og demonstrationer og politiske mærkedage som 1.maj havde stor folkelig opbakning.

Den demokratiske vugge
Den politiske dialog havde gode vilkår på denne tid og det samme havde Hal Kochs demokratiopfattelse om, at det er samtalen mellem mennesker der udgør demokratiets kerne. Det er denne politiske dialog som Karsten Madsen er bekymret over forsvinder med professionaliseringen af den politiske kommunikation. Som han mismodigt konstaterede på konferencen i labcom "er politikernes tiltagende brug af professionelle kommunikatører til skade for vores demokrati". Efter Madsens mening er "demokratiets vugge et forsamlingshus i Bjerringbro", hvilket er en sympatisk og romantisk holdning, som man dog godt kan mistænke Karsten Madsen for heller ikke helt selv at tro på!

For Karsten Madsens store politiske habitus indeholder også en klar viden om at de politiske partiers medlemstal er faldet til omkring 5%, at antallet af vælgerforeninger er på vej ned, at politiske møder i forsamlingshuse og på arbejdspladser er en uddød race, og at de eneste der har interesse i at bibeholde 1.maj er bryggerierne og telefonselskaberne. Han er også klar over at moderne vælgere shopper på det politiske landkort uden synderlig interesse i at finde et fast partipolitisk tilholdssted.

Karsten Madsen, og os andre, må erkende at forsamlingshuset i Bjerringbro ikke længere er en demokratisk rugekasse, men et sted for konfirmationer og sølvbryllupper. Den politiske kommunikation tager ikke længere afsæt i en personlig dialog i det lokale, men er bygget op om en digitaliseret mediestrøm i det globale. Samfundsudviklingen er rykket fra Korsbæk samfundet til informationssamfundet og det stiller nye krav til den politiske kommunikation.

Digitalisering af den politiske kommunikation
I informationssamfundet er den politiske dialog blevet digitaliseret. Nu foregår politisk kommunikation med medierne som formidler. Samtidige er det offentlige rum forvandlet til en kommunikativ kampplads, hvor der er hård kamp om borgernes opmærksomhed. Begge disse aspekter stiller krav om at udarbejde målrettet kommunikation, hvis man vil i kontakt med borgerne. Det er derfor at firmaer konsulterer reklamebureauer, at tv-stationer udarbejder værktøjskasser med redskaber til at fastholde seerne og at sundhedskampagner bliver bygget op om stringente målgruppeanalyser. Der er efterhånden en bred accept og anerkendelse af, at det at kommunikere til borgere i et informationssamfund er et kompliceret håndværk, som kræver professionel eksperthjælp.

Men ifølge Karsten Madsen (og mange andre) er de professionelle eksperter en trussel mod demokratiet, fordi de er med til at skabe lukkethed, indforståethed og forøge afstanden mellem politikere og borgere. Disse påstande kan meget vel være rigtige, men den kunne også vendes om. Den professionelle kommunikationshåndværker kunne jo ligeså godt bidrage til at rette op på de demokratiske slagsider, som der i øjeblikket kan spores i samfundet.

Comeback til den politiske dialog
Kommunikationshåndværkere kunne jo bruges til at udarbejde noget lødigt politisk materiale, som havde borgernes politiske relevans og kunne dække deres informationsbehov. Håndværkeren kunne også være med til at skabe andre politikertyper, end "punchline-politikeren", der kun benytter korte sætninger og klare budskaber eller den politiske "snakkemaskine", der kan blive ved med at tale indtil det bløder ud af folks øre. Håndværkeren kunne jo også bruges til at tage noget af dampen af den overophedede politikerrolle, så vi kan få mere kvalitet i de politiske beslutninger og sænke antallet af "næser" og redegørelser. Faktisk kan en professionalisering give den politiske kommunikation et så kraftigt løft - at borgerne igen begynder at diskutere politik - og på den måde kunne det ende med et comeback til den personlige politiske dialog i forsamlingshuset i Bjerringbro!