Ved en konference i labcom, udtrykte Jydske
Vestkysts Chefredaktør Karsten Madsen en demokratisk bekymring
over professionaliseringen af den politiske kommunikation. Men er der
i virkeligheden ikke brug for nogle kommunikationshåndværkere
hvis forsamlingshuset igen skal bruges som demokratisk rugekasse!
Der er ingen tvivl om at den bedste måde
at kommunikere på foregår i samme rum - på samme sted
- og på samme tid. Styrken ved den personlige dialog er, at man
hurtigt får et billede af den man kommunikerer med, som man så
kan bruge til at afstemme sin kommunikation efter. Den personlige dialog
giver altså gode muligheder for, at personen forstår kommunikationen
som tilsigtet og samtidig skaber den også en god grobund for videre
debat.
Helt op til midten af 1960'erne spillede den
personlig dialog en central rolle for den politiske kommunikation. Over
20 % af danskerne var medlem af et parti, vælgerforeningerne havde
en væsentlig funktion i de lokale samfund. Politiske møder
i forsamlingshuse, på arbejdspladser og andre offentlige steder
var tæt pakkede og demonstrationer og politiske mærkedage
som 1.maj havde stor folkelig opbakning.
Den demokratiske vugge
Den politiske dialog havde gode vilkår på denne tid og det
samme havde Hal Kochs demokratiopfattelse om, at det er samtalen mellem
mennesker der udgør demokratiets kerne. Det er denne politiske
dialog som Karsten Madsen er bekymret over forsvinder med professionaliseringen
af den politiske kommunikation. Som han mismodigt konstaterede på
konferencen i labcom "er politikernes tiltagende brug af professionelle
kommunikatører til skade for vores demokrati". Efter Madsens
mening er "demokratiets vugge et forsamlingshus i Bjerringbro",
hvilket er en sympatisk og romantisk holdning, som man dog godt kan mistænke
Karsten Madsen for heller ikke helt selv at tro på!
For Karsten Madsens store politiske habitus indeholder
også en klar viden om at de politiske partiers medlemstal er faldet
til omkring 5%, at antallet af vælgerforeninger er på vej
ned, at politiske møder i forsamlingshuse og på arbejdspladser
er en uddød race, og at de eneste der har interesse i at bibeholde
1.maj er bryggerierne og telefonselskaberne. Han er også klar over
at moderne vælgere shopper på det politiske landkort uden
synderlig interesse i at finde et fast partipolitisk tilholdssted.
Karsten Madsen, og os andre, må erkende
at forsamlingshuset i Bjerringbro ikke længere er en demokratisk
rugekasse, men et sted for konfirmationer og sølvbryllupper. Den
politiske kommunikation tager ikke længere afsæt i en personlig
dialog i det lokale, men er bygget op om en digitaliseret mediestrøm
i det globale. Samfundsudviklingen er rykket fra Korsbæk samfundet
til informationssamfundet og det stiller nye krav til den politiske kommunikation.
Digitalisering af den
politiske kommunikation
I informationssamfundet er den politiske dialog blevet digitaliseret.
Nu foregår politisk kommunikation med medierne som formidler. Samtidige
er det offentlige rum forvandlet til en kommunikativ kampplads, hvor der
er hård kamp om borgernes opmærksomhed. Begge disse aspekter
stiller krav om at udarbejde målrettet kommunikation, hvis man vil
i kontakt med borgerne. Det er derfor at firmaer konsulterer reklamebureauer,
at tv-stationer udarbejder værktøjskasser med redskaber til
at fastholde seerne og at sundhedskampagner bliver bygget op om stringente
målgruppeanalyser. Der er efterhånden en bred accept og anerkendelse
af, at det at kommunikere til borgere i et informationssamfund er et kompliceret
håndværk, som kræver professionel eksperthjælp.
Men ifølge Karsten Madsen (og mange andre)
er de professionelle eksperter en trussel mod demokratiet, fordi de er
med til at skabe lukkethed, indforståethed og forøge afstanden
mellem politikere og borgere. Disse påstande kan meget vel være
rigtige, men den kunne også vendes om. Den professionelle kommunikationshåndværker
kunne jo ligeså godt bidrage til at rette op på de demokratiske
slagsider, som der i øjeblikket kan spores i samfundet.
Comeback til den politiske
dialog
Kommunikationshåndværkere kunne jo bruges til at udarbejde
noget lødigt politisk materiale, som havde borgernes politiske
relevans og kunne dække deres informationsbehov. Håndværkeren
kunne også være med til at skabe andre politikertyper, end
"punchline-politikeren", der kun benytter korte sætninger
og klare budskaber eller den politiske "snakkemaskine", der
kan blive ved med at tale indtil det bløder ud af folks øre.
Håndværkeren kunne jo også bruges til at tage noget
af dampen af den overophedede politikerrolle, så vi kan få
mere kvalitet i de politiske beslutninger og sænke antallet af "næser"
og redegørelser. Faktisk kan en professionalisering give den politiske
kommunikation et så kraftigt løft - at borgerne igen begynder
at diskutere politik - og på den måde kunne det ende med et
comeback til den personlige politiske dialog i forsamlingshuset i Bjerringbro!