I Ugens Profil siger lektor på Nordisk filologi Poul Behrendt, at
han godt kunne forestille sig, at der kom en kommunikationsuddannelse
på Humaniora. Per Fibæk Laursen institutleder på Informatik
mener ikke, at en kommunikationsuddannelse er vejen frem - den er der
nemlig allerede i form af retorikstudiet.
"Oprettelsen af en egentlig kommunikationsuddannelse
er ikke en løsning, fordi der allerede er fag som medievidenskab
og retorik, som beskæftiger sig med kommunikation. Retorikerne går
som varmt brød på arbejdsmarkedet. Retorikstudiet er altså
allerede en effektiv kommunikationsuddannelse. Hvis Humaniora skal gøre
noget for, at deres studerende over en bred kam får flere muligheder,
når de er færdige, så skal kommunikationsfaget integreres
i flere af studierne. F.eks. kunne man forestille sig, at der på
italiensk blev undervist i elementer fra kommunikationsfaget.", siger
Per Fibæk Laursen
Hører kommunikatiosfaget hjemme på
italienskstudiet?
"Det kan det sagtens gøre. I hvert fald er det vigtigt, at
man på overbygningen tilbyder langt flere fag som er professions-
og praksis orienteret."
Per Fibæk Laursen har skrevet bogen "Ind
på humaniora. Om humanistiske studiers popularitet, historie og hemmeligheder"
Og i den gør han sig bla. til talsmand for, at universitetet skal
undervise i mere erhvervsrettede områder såsom informationsarbejde
og personaleudvikling.
Helt konkret hvad er det for nogle færdigheder
de humanistiske studerende skal have for, at man kan skabe en tættere
kobling mellem teorien på universitetet, og den praksis, der findes
ude i erhvervslivet?
"De skal både blive bedre til at formulere sig skriftligt og
mundtlig, men de skal også have en teoretisk viden om kommunikation."
Hvordan med udviklingen indenfor informations
teknologien? Hvordan skal humaniora forholde sig til den?
"Fakultetet har besluttet at give hele humaniora et IT-løft.
Og det går ud på, at lærerne skal være bedre til
at bruge internettet i deres undervisning - bl.a. i forhold til opgavevejledning."
Men bør man overhovedet på humaniora
bekymre sig om internettet? Er informationsvidenskab en humanistisk disciplin?
"De medier, man bruger, har stor betydning for indholdet, så
derfor skal humaniora også forholde sig til internettet som medie.
Da man i sin tid gik fra håndskrift til bogskrift havde det en fundamental
virkning på uddannelsen og den intellektuelle verden. På samme
måde vil internettet få betydning for vores måde at
tænke på og vores måde at formidle viden."