Kommunikationen fungerer i Københavns Kommune

"Den hemmelige afstemning” kaldte Information her i weekenden en artikelserie om bydelsstyreafstemningen i København. Flere forskere udtaler i Information, at både politikere og kommune svigter, når det gælder information til borgerne om afstemningen for eller imod bydelsråd i København. At afstemningen skulle være ”hemmelig” er i følge Jan Horskjær, Informationschef i Københavns Kommune, en myte.
af Louise Witt-Hansen
Han afslører over for Kommunikationsforum, at en helt ny analyse viser, at 75 % af borgerne faktisk kender til afstemningen.

 

 

Kommunikationsforum: Hvorfor tror du, at informationskampagnen om ja eller nej til bydelsstyre er blevet kritiseret for at være utilstrækkelig?

 

 

Jan Horskjær: Det er ofte medierne, der definerer virkeligheden – der er f.eks. ingen, der nogensinde har sagt, at der er en trussel mod folkepensionen, men vi har ikke læst om andet. Jeg håber, at vi med de her foreløbige tal, der viser, at 75 % af borgerne i Københavns kommune kender til folkeafstemningen om bydelsrådene, kan kaste en hvid pind efter, at afstemningen skulle være hemmelig. Det er en myte, at borgerne er dårligt informeret.

 

 

KF: Hvad har I gjort fra kommunens side for at informere borgerne?

 

 

JH: Informationskampagnen består af internetsitet www.CopenhagenCity.dk, hvor al information om folkeafstemning og bydelsstyre findes. Desuden er der husstandsomdelte en avis, der er lavet plakater til institutioner, byudstyr og S-toge. Vi har produceret gratis postkort, som kan findes på cafeer i København, der er lavet tv-spots, og i lokalbladene i København er der indrykket informationsannoncer.

 

 

KF: Så du synes kommunen har lavet en god informationskampagne?

 

 

JH: Jeg mener i princippet, at vi har lavet en forsvarlig informationsindsats, men man kan diskutere, om politikernes opfølgning på kampagnen har været tilstrækkelig helhjertet.

 

 

KF: Det er lidt bemærkelsesværdigt, at Overborgmesteren Jens Kramer Mikkelsen ikke vil sige, om han er for eller imod, at der bliver oprettet bydelsråd i hele København?

 

 

JH: Man kan sige, at det her er en vejledende folkeafstemning, og det betyder at politikerne gerne vil høre folkets mening, og derfor kan Jens Kramer Mikkelsen med nogen ret sige, at hvis vi politikere gerne vil høre folks mening, så skal vi ikke fra start fortælle dem, hvad de skal mene. Det er en ny dialogform, for normalt har man de politiske partier som flagskib. Hvis folk f.eks. ikke kan finde ud af, hvad de vil stemme til Ømuen, kan de stemme som deres parti. Men jeg synes, at det er i orden, at gøre som Jens Kramer Mikkelsen - altså lade være med at give sin holdning til kende - for den her afstemning om bydelsråd eller ej skal jo vise politikerne, hvad københavnerne mener. Politikerne skal altså ikke på forhånd fortælle borgerne, hvad de skal mene.

 

 

KF: Politikerne skal altså ikke kommer med politiske visioner, men derimod gennem en folkeafstemning overlader til borgerne at udstikke rammerne for de politiske visioner? Er det ikke en ny måde at drive politik på?

 

 

JH: Ja det kan du godt sige, men jeg synes den ligger godt i forlængelse af de mange nye dialogformer mellem borgere og politikere. Et parti er ikke længere et sted, hvor du kan hente din version af sandheden. Det politiske system er i meget højere grad i dialog med borgerne om udvikling af samfundet. Jens Kramer Mikkelsen har sådan set ved ikke at sige, hvad han mener om bydelsråd vent dialogen om, sådan at borgerne i stedet for politikerne kommer med et udspil til, hvordan København skal styres.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også