Kommunale ledere deler erfaringer i netværksgrupper

Skrevet af

Malene Lundahl
journalist

42 artikler

0 indlæg

I Græsted-Gilleleje Kommune kender de ca. 70 kommunale ledere hinanden særdeles godt. De mødes nemlig en gang om måneden for at diskutere aktuelle problemstillinger og dele erfaringer og oplevelser med det at være leder.

Kreativ og nyskabende tænkning omkring lederudvikling er ikke forbeholdt private virksomheder og organisationer. Det mener man i hvert fald i Græsted-Gilleleje Kommune, der via en række netværksgrupper har sat fokus på det at være leder af en kommunal institution.

 

Således mødes kommunens ca. 70 ledere en gang om måneden i mindre grupper for at diskutere aktuelle problemstillinger og dele erfaringer. Møderne er fortrolige, og der tages ikke referat.

 

Et forum for refleksion
Filosofien bag ordningen er, at selv om en skoleleders og en plejehjemsleders daglige arbejde kan have forskelligt indhold, så kan de have stor gavn af at udveksle erfaringer omkring det at være leder – både i forhold til kommunens borgere, medarbejderne og de øvrige ledere.

 

“Fordelen ved netværket er, at det giver lederne en enestående mulighed for at diskutere de konkrete udfordringer, som de møder i deres daglige arbejde”, forklarer projektets igangsætter og ankermand, chefkonsulent i Græsted-Gilleleje Kommune Peter Hansen-Skovmoes.

 

Nogle af de udfordringer, lederne møder, kan være f.eks. ”Hvordan kan jeg i dagligdagen forene medarbejdernes og kommunens krav og forventninger til mig som leder?” eller ”Hvad stiller jeg som leder op med medarbejder X og Y som for tiden ikke kan finde ud af det med hinanden?”

 

”Netværket fungerer som en hjælp til selvhjælp – et forum for dialog og sparring, hvor ledere lærer af ledere gennem refleksioner over daglig­dagens konkrete problemer og udfordringer. Det oplever de involverede som meget givtigt og udviklende rent fagligt”, siger han videre.

 

Kendskab til hele kommunen
De såkaldte netværksgrupper startede i 1996 som led i en obligatorisk efteruddannelse for alle lederne i Græsted-Gilleleje Kommune. Grupperne blev formet af typisk otte ledere, som mødtes tre timer en gang om måneden. I starten var der en del skepsis blandt de ansatte, fordi projektet var obligatorisk, men netværket blev hurtigt en stor succes, og i dag har alle grupperne frivilligt gjort sig permanente.

 

Netværks-projektet udsprang af en interview-undersøgelse, som viste, at de kommunale ledere i Græsted-Gilleleje følte en vis afstand mellem den kommunale organisation og dem selv.

 

Det er der nu rådet bod på, for som en ekstra appelsin i turbanen har netværkssamarbejdet gjort, at lederne i dag har et indgående kendskab til ikke blot deres egen del af den kommunale organisation, men også til kulturer og kompetencer i resten af kommunen. Den vinkel havde traditionelle former for lederudvikling ikke fået med, mener chefkonsulenten.

 

Mentor til nye ledere
Netværksordningen er blot et af Græsted-Gilleleje Kommunes initiativer inden for lederudvikling. F.eks. har kommunen også startet en såkaldt mentor-ordning blandt lederne. Det betyder, at alle nyansatte ledere får en mentor – gerne fra et andet fagområde – som det første halve år hjælper og guider med både konkrete og principielle problemstillinger. Mentorkorpset tæller i dag en 15-16 ledere, som er blevet uddannet specielt til opgaven.

 

”Vi arbejder målrettet med at uddanne inden for bl.a. konfliktløsning, coaching og resultatstyring. I vores lederudvikling bruger vi også personalelederudviklingssamtaler, hvor lederen får feedback af sine egne medarbejdere og de nærmeste overordnede”, forklarer Peter Hansen-Skovmoes.

 

I kommunen er man pt. ved at overveje, hvordan man bedst måler effekten af arbejdet i netværksgrupperne.

 

”Udover at se på hvad lederne er blevet klogere på og bedre til, vil vi også rette fokus mod, hvilken effekt netværksgrupperne og de øvrige elementer i lederudviklingsprogrammet har haft på ledelsesudøvelsen - udfra en vision om at udvikle selvledende og selvlærende medarbejderteam. Konsekvensen er, at ledere er midlertidige, mens behovet for ledelse og styring er permanent”, konstaterer han.

 


Yderligere information kan hentes på Græsted-Gilleleje Kommunes hjemmeside, www.ggk.dk, eller hos chefkonsulent Peter Hansen-Skovmoes på tlf. 48388398/40602570 eller e-mail: phs@ggk.dk.

 

Relaterede artikler

Kommunal corporate communication - Der er tryk på kedlerne i det kommunale maskinrum. Kommunerne er i fuld gang med at udmønte de 49 love, der tilsammen ud...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

67 JOB

Content Creator

Se alle job Indryk job

Ugens profil

Grith Enemark

1.juni tiltrådte Grith Enemark som kommunikationschef i PROSA, forbundet af it-professionelle. Hun kommer  fra en stilling som Head of Communications hos Nationalt Genom Center, en styrelse under sundhedsministeriet.   

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.