Bertram, er du ikke en baws og komme herud og robbe den her legende?
Jeg vil gerne skrive, at jeg, efter at have læst den nye slangordbog, føler mig beriget. Føler mig rustet til at begå mig i de miljøer, hvor udtrykkene bruges. At bogen er vigtig. Men den er jo, når alt kommer til alt, en lokumsbog.
Ordbogen 'Gade/dansk Ordbog – en håndbog i ghettodansk' formidler unges gadesprog, som det bliver talt rundt omkring i Danmark. Bogen beskriver omkring 450 ord og kommer med eksempler på, hvordan ordene bruges.
Jacob Skyggebjerg udkom sidste år med bogen 'Vor tids helt', der skildrer en ung fyrs barske opvækst i provinsen. Polfoto/Joachim Adrian.
Og så er det en lokumsbog. En mandelgave. En Svikmøllen, et Anders And-tegneseriehæfte. En '500 ting, der er galt med verden'.
Bogen er et filter, der sættes op mellem brugerne af sproget på den ene side og den udenforstående ikke-bruger på den anden side. Den agerer gemytlig pædagog, der står op for de unge, og prøver at gøre dem tålelige i de 'rigtige' voksnes øjne. Det er at fratage dem, der bruger sproget 'ghettodansk', deres legitimitet som mennesker; at umyndiggøre dem.
"Vi skal bare lave max rav til festen i morgen, halla, halla"
"Vi skal more os helt vildt meget til festen i morgen, wuhu"
Jeg er ked af det. Ked af den måde, de teenagere, der bruger udtrykkene, skal forsimples på. Det er forkert at forsimple en kultur på den måde. Jeg mindes ingen ringere end selve Martin, pædagogen fra Kriminalforsorgen, der kom ind og ville være kammerat med mig. Ville være den pædagog, som han var. Han sagde: "Er det så east-coast eller west-coast, du hører?"
Ingen skal forsimple eller negligere mig på den måde, ingen skal tro, de har forstået mig, ikke så let, du må hjertens gerne forstå mig, men så gør det, hvis du kan. Træk mig ikke ned til at være ingenting, for derigennem at påstå over for dig selv, at du har: Forstået mig.
"Kan jeg komme ind balash til hafla i morgen?"
"Kan jeg komme gratis ind til festen i morgen"
Hvor latterligt er ikke billedet i bogen af en far, der står med hænderne i køkkenvasken og skyller grøntsager i et parcelhus i Helsingør og kalder på sin søn, der sidder inde på sit værelse og hører rapmusik: Bertram, er du ikke en baws og komme herud og robbe den her legende?
Jeg elsker til gengæld den parodierende stil; at man parodierer ordbogens sprog, holder det lidt kliché for klichéens skyld. At værket er for sjov, som så meget andet disse dage, synes at være for sjov, det er tidstypisk. Vi skal bare have det sjovt og godt, vi er vel for fanden det, man kalder first world.
Jeg elsker det, at værket ikke har nogen som helst berettigelse og så alligevel findes. At det på den måde ufrivilligt tager lidt pis på os alle sammen. At det er personificeringen af det, at vi lever i en så useriøs tid. For værket må være for sjov, det, at man har eksempler på brug, at udtrykkene ligesom holdes ud i strakt arm på den måde. Det er sgu da sjovt. Det hele er bare en fed gang grød.
"Eow, prøv lige at shuf hende göt"
"Hey, prøv lige at tjek hendes røv"
Det, denne ordbog kan, er at minde os alle om, hvilken tid vi lever i. En tid, hvor selvhjælpsbøger er okay. En tid, hvor Bogforum kan tillade sig at have livsstil som tema, som omdrejningspunkt.
Selvom det nok ikke har været forfatternes hensigt, er det der, vi ender. Det er en lokumsbog, en vittighedssamling med nogle tomme kalorier, og fred være med det. Som mandelgave eller en kort happening er den 'sjov', et godt bud på det, men læg ikke mere i den end det, den er en hyggelig lille fætter: En udmærket parodi på en rigtig ordbog.
