Et tip for en tusse

I forlængelse af Se og Hør-sagen står danske chefredaktører og Dansk Journalistforbund i kø for at kritisere brugen af belønning for et tip til en god historie:

“På Berlingske betaler vi for eksempel aldrig penge for oplysninger fra kilder, der tilbyder et godt tip. Så ingen borgere bliver fristet til at pynte på, opdigte eller stjæle oplysninger for at tjene penge,” skriver eksempelvis chefredaktør Jens Grund i en kommentar på b.dk.

Henrik Qvortrup var chefredaktør på Se og Hør i årene, hvor man købte informationer af Nets, og er dermed en central person i sagen. Den tidligere sladderredaktør var ikke umiddelbart begejstret for pressens opmærksomhed, og hans kone appellerede da også til at lade ham være i fred. Foto: Mogens Flindt/Polfoto

Både Ekstra Bladet og Se og Hør reklamerer med betaling for et godt tip eller et godt billede, der kan blive til en journalistisk historie. Et ‘ulejlighedshonorar’ kalder chefredaktør Poul Madsen niveauet på 500-1000 kr. for en historie eller et billede, der bliver brugt. Det ser Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, et presseetisk problem i. Til Mediawatch siger han, at han vil overveje, om de presseetiske regler skal skærpes i kølvandet på Se og Hør-sagen:

”Det er altid en overvejelse at skærpe nogle områder, hvis det kan hjælpe presseetikken, og hele den her sag viser, at tiphonorarer kan skabe et stort problem. Derfor må udgangspunktet være, at det ikke er en farbar vej og ikke en god måde at lave journalistik på, og det skal man principielt holde sig fra.”

Tip og kreditkortoplysninger er ikke det samme

Tipspenge for en god historie er således blevet kædet sammen med betaling for dybt ulovligt frembragte informationer til sladderpressen. Men det holder ikke. Se og Hørs tilsyneladende køb af kendtes kreditkortoplysninger for kolde kontanter hos en kilde i Nets på den ene side og tipspenge for en god historie på den anden side har presseetisk intet med hinanden at gøre.

Som medlem af Pressenævnet indtil 2012 har jeg oplevet en farverig variation af presseetiske problemstillinger præsenteret i branchens eget disciplinærudvalg. Med syv års medlemsskab som vurderingsgrundlag er en 1000-kroneseddel for et tip om en fodbolddirektørs spirituskørsel, en tv-værts villakøb eller en kommende lukning af byens store virksomhed ikke et reelt problem for dansk presseetik.

Sagerne, jeg har været med til at behandle, har i alvor varieret fra forkerte størrelsesangivelser på silikonebryster til halve timer lange kritiske tv-indslag i primetime, hvor journalisten ’glemte’ at lade den stærkt kritiserede komme til orde. Men blandt de mange, mange sager, der er blevet behandlet i nævnet i min medlemstid, har der ikke været klager, hvor en udbetaling af honorar for et tip er blevet angivet som en del af det presseetiske problem. Jeg har ikke oplevet en eneste sag med en påstand om, at en kilde var købt til at stå frem eller købt til en udtalelse uden hold i virkeligheden.

Livet går stadig sin gang hos Se og Hør, så bare ring, hvis du har et tip om en berømt, der ser gravid ud

Presseetiske regler behøver ikke at blive skærpet

Der er ingen tvivl om, at respekten for journalistfaget og hele den danske medieverden lider skade, hvis påstandene i Se og Hør-sagen viser sig at være sande. Men at ville skærpe de presseetiske regler i anledningen af Se og Hør-sagen er at skyde helt ved siden af.

Der er stor forskel på systematisk, måned efter måned, at betale en person et beløb på omkring 10.000 kr. for at begå lovovertrædelser i form af fremskaffelse af personfølsomme oplysninger til brug for ligegyldig sladderjournalistik og på at give 1.000 kr. til en heldig person en enkelt gang for et tip om en egentlig nyhed. Og den grove lovovertrædelse imod en stor kontant betaling stoppes alligevel ikke med en skærpelse af de presseetiske regler. Forbrydelser af den art hører til i politiets og domstolenes verden.

Ulejlighedshonoraret skal have det rette niveau

Men det er vigtigt at holde sig på niveauet for et ‘ulejlighedshonorar’. Det ser man, hvis man kigger mod Norge, som er et af de lande, hvor betaling for tips til medierne har været almindeligt igennem mange år. Her er tipshonorar nu blevet skrevet ind i ’Vær Varsom-plakaten’, som er en liste med gode presseetiske råd til journalistisk arbejde. Her advares der imod betalte tips og kilder på lige fod med anonyme kilder, og der står blandt andet:

"Vær spesielt aktsom ved behandling av informasjon fra anonyme kilder, informasjon fra kilder som tilbyr eksklusivitet, og informasjon som er gitt fra kilder mot betaling."

Norsk presseforbund har formuleret en liste med presseetiske råd, hvor der blandt andet står, at man skal være "spesielt aktsom ved behandling av informasjon som er gitt fra kilder mot betaling." Formiddagsavisen VG har sat sit tip-honorar ned fra 25.000 til 10.000 kroner. Det skete, efter at det havde vist sig, at nogle få kilder havde en betydelig indtægt fra deres tips til VG

Den store norske formiddagsavis VG beder eksempelvis hele læserskaren om at tipse historier ved at annoncere telefonnumre, e-mailadresser til tip og sågar en tips-app. At give et tip imod betaling er en del af den redaktionelle kultur omkring avisen. ’1000-tipset’ er således et indarbejdet begreb omkring VG.

Den norske formiddagsavis VG har et velorganiseret system til at modtage tip og modtager op mod 200.000 tips om året. Der bliver dog kun udbetalt mindre end en halv million kroner i tip-honorar, så det er langt fra alle tips, som bruges

Det resulterer i 100.000-200.000 tips om året til avisen, som samlet set dog udbetaler under en halv million kroner årligt i tip-honorarer. Det er således langt fra alle tips, der udløser betaling. Men er historien god nok, kan den udløse en belønning på 10.000 norske kroner i kolde kontanter. Maksimum var tidligere 25.000 kr., men det blev ændret for et par år siden.

Det var en intern undersøgelse, der gjorde, at VG nedsatte det maksimale honorar for et tip til redaktionen. Det viste sig, at nogle få kilder havde en betydelig indtægt fra tips til VG. Det bekymrede koncernen, at nogle personer arbejdede systematisk i at levere de bedst betalte tips og historier. Bekymringen gik på troværdigheden, når motivationen var en så stor økonomisk belønning. Her kan man sammenligne med den danske Se og Hør-skandale, hvor der også tales om høje honorarer. Meget højere, end hvad man kan kalde et ulejlighedshonorar.