Mest omtalte personer: Pressens nye darlings
Anders Fogh Rasmussen (1) har fortsat ordet, mens Bertel Haarder (2) og Thor Pedersen (3) er strøget direkte til tops på listen.
Nyrup (4) holder ene mand skansen – resten af oppositionen er væk!

Politisk establishment med medietække
Uanset hvor meget man snakker om, at magten forskydes op ad mod EU, nedad mod kommuner og frem for alt udad mod virksomheder og andre meningscentre, er det påfaldende, at det er det traditionelle politiske establishment, der besætter alle poster. Det store systemskifte i folketinget forstærker selvsagt tendensen, og det bliver spændende at følge, hvilket hierarki der skal erstatte Nyrup, Lykketoft, Jelved, Auken efterfulgt af Dam, Jespersen og Bjerregaard på toppladserne. Foghs førsteplads er klar og den vil givet holde regeringen ud. Han har lagt en helt ny meget styret og offensiv mediestrategi, og den vil i lang tid sikre ham initiativet. At hans mindre dygtige ministre som for eksempel Tove Fergo ikke er på omgangshøjde er en anden sag – sagen er en døgnflue.
Bertel Haarder har tilrettelagt sit flygtningeudspil mediemæssigt klogt, hvis vi ser bort fra, at han glemte de socialdemokratiske bykonger. I denne måned vil Thor Pedersen skulle træde i karakter. Det er lidt spændende om den meget liberale finansminister nu også kan sælge den stærkt ubehagelige vare hans finanslov vil være blandt Centraladministrationens embedsmænd.

Konservative højdespringere
De konservative har taget et ordentligt spring op ad på listen – men det var også nødvendigt for ikke at forsvinde i Ventre-ministerrækken. Per Stig Møller er dog længere nede end Helveg og Lykketoft var i deres ministertid, og den uforberedte optræden på BBC og polemikken med statsministeren om EU-afstemning har ikke været til det gode. Bent betjent der har et alt for stort distrikt er central i forspillet til Finansloven. Lene Espersen har haft sin nedkomst at spille på, men hvor er Regeringens suverænt mest populistiske minister, vores kulturminister Brian Mikkelsen blevet af? Det kan undre, at han er forsvundet, for i tiden lige efter regeringsskiftet, var han hurtigt ude og absolut højprofileret.
Flemming Hansen har allerede fået lagt sig ud med DSB, og det er nok ikke ham, der skal sælge regeringens billetter. Hvis ikke de Konservative holder sig så langt oppe på listen vil det give interne profileringsproblemer.
Tilsvarende kan det allerede nu ses, at Dansk Folkeparti ikke får så let ved at markere sig, når indvandrerspørgsmålet en dag hænger folk ud af halsen.

Oppositionen på bænken
Magten er ond ved dem, der ikke har den. De Radikale – tungen på vægtskålen der altid har skullet høres – har ingen repræsentant, og SF sidder allerede på bænken. Nyrup og Auken er de eneste repræsentanter for oppositionen med offentlig gennemslagskraft. De ligner dog Hassan Al og Mike Tyson – der er ikke rigtig punch i næverne mere.

Kvinderne i baggrunden
Blandt kvinderne i Top 10 er kun Lene Espersen med til at tegne VK-regeringen, mens Pia i pressens øjne fortsat er den mest markante kvinde på borgen. Selv Dronning Margrethe får større omtale end markante profiler som Thørnæs, Fergo og Fischer Boel. Sidstnævnte har formentlig vundet folkets hjerter med sin tårevædede indsats i ugens forløb og kan sikkert kravle væk fra sidstepladsen.
Selv Jelved er løbet tør for krudt og har taget et styrtdyk fra en 5. til en 17. plads – Hvis ikke hun hanker op i håndtasken igen, ryger hun sikkert helt ud

Mest omtalte virksomheder: Ventetid
TDC har taget et voldsomt spring op ad på listen uden, at det dog skyldes hverken specielt negative ting fra det ofte udskældte selskab eller positive nyheder. Der har været kabel Tv-valg, og der har været lidt debat om partnerskaber og mulige frasalg. Generelt har der været lidt stille på erhvervsfronten, så det er nok mere udtryk for, at erhvervslivet er i venteposition, og at der derfor ikke skal megen omtale til for at komme langt op på listen.

Stærk kommunikation fra Danske Bank
Danske Bank har en suveræn kommunikator og er ved at opbygge en stærk pressekommunikation. Men også her er det mere de mange økonomiske usikkerheder, der har kaldt på kommentarer, snarere end der har været de store sager med Danske Bank. Det er også interessant at se, at Jyske Bank kan bevare sin terrierrolle.

God indsats i svære tider
Jørgen Lindegaard har håndteret SAS’s store problemer kommunikationsmæssigt flot, især i kraft af at han har fået medarbejderrepræsentanterne til at acceptere ting, de ikke ville have accepteret før uden at råbe op.
DSBs umulige ejerkonstruktion har igen skabt blæst.

Uhåndterlige DSB
Selv når DSB gør det rigtig godt, som i de seneste år, får de ballade – fordi hele ejer- og interessekonstruktionen mildt sagt er uhåndterlig. Politisk vil man have jernbanedrift, der ikke er rentabel, for eksempel i Vestjylland, og samtidig vil man have konkurrence. Det er forståeligt nok – men mere kompliceret end selv kønsdriften. Keld Sengeløv får en voldsom opgave i at remotivere internt, holde politikere i skak og få DSB ud i konkurrence.

TDC’s storleverandør Ericsson er nok på listen for sidste gang. Det er reduceret til et rent handelsselskab i Danmark og Connie Simonsen, der var en af de få erhvervskvinder i pressen er ude sammen med hundreder af andre. Juleindkøb giver en fokus på detailhandlen, og på den front klarer Dansk Supermarked sig også bedre end FDB.

Offentlige institutioner: Stilhed før stormen?
Offentlige institutioner sætter ikke dagsorden – de informerer og kommenterer, med mindre de bliver presset til andet. Sådan er traditionen stadig, for det er politikerne, der melder ud, og i den forbindelse, kan ministeriet så blive nævnt. Og det er næppe tilfældigt, at de ministre der virkelig har haft noget at melde ud, især i forbindelse med den nye Regerings Finanslov, også er dem, der tegner billedet. Det er i hvert fald Finansministeriet, Udenrigsministeriet og det ny Store erhvervsministerium, der tegner billedet.

Blodbad kan give uro
Men i den aktuelle politiske situation op til den nye og strammere Finanslov, er der mange, der skal have noget klinket – hvis de da ikke ligefrem har fået mundkurv på. Så den type faktuel information der udgår fra Danmarks Statistik er nok meget sigende for, hvad der kan tales om. Det er spændende om alle embedsmænd, for eksempel omkring miljø, uland, bolig, energi med mere også kan holde mund efter Finanslovens offentliggørelse. Det er ikke lige til at huske, hvornår der sidst har været blodbad i Centraladministrationen. Men indtil da er der i al fald stilhed – og det er der måske også bagefter!
DSB, jernebanerenovering med videre har fået såvel Trafikministeriet som Banestyrelsen ind på listen. Man kan måske undre sig over, at sundhed og fødevarer samt indvandrerspørgsmål - de nypolitiske områder der traditionelt har utallige sager - ikke fylder endnu mere.
Hovedkonklusionen må nok være, at det er de tunge ministerier omkring Regeringens nye finanslov, der pt tegner linjen.


Organisationer: Interesant magtdemonstration
Generelt er billedet, at feltet deler sig i tre – øverste, mellemste og nederste:

I øverste lag (1-8) er der nogenlunde status quo og kun mindre forskydninger. Højdespringer er DBU og Team Danmark og største styrtdykker er SiD efter, at Strube-sagen er lukket. Sidstnævnte er mest markante - men naturlige - ændring i forhold til sidste periode.

I mellemste lag (9-13) er der også kun små, indbyrdes forskydninger – størst er DA’s to spring op ad listen, der bringer dem ind i Top 10. Mest markant er Danmarks Naturfredningsforening, der springer direkte ind på listen på en 12. plads.

I det nederste lag (14-20) er der lidt mere uro i feltet. Alle gengangere på listen oplever enten en lille fremgang eller nedgang. Bedst er det gået for Red Barnet, DGI og Folkekirkens Nødhjælp, der alle går tre pladser frem. Værst er det gået for Amnesty og Ældresagen, der begge er dykket fire pladser og ligger til at forlade listen - hvis tendensen holder. I det urolige nederste lag finder vi desuden to nye på listen – Dansk Handel og Service på en 15. plads og Dansk Flygtningerhjælp som nr. 18.

Udnytter magtfokuseringen
Overordnet set er det fortsat de politisk orienterede organisationer, der enten er arbejdsmarkeds- eller amts/kommunalpolitisk relateret, der løber med størstedelen af omtalen. Det er en interessant magtdemonstration, fordi vi her finder flere garvede spillere, der finder vej til det offentlige rum, fordi de kender og forstår at udnytte mediernes (overdrevne) magtfokusering, mere end de har egentlige folkelige sager med appel til den almindelige læser/lønmodtager.

Idrætten lugter af magt
Det er dog bemærkelsesværdigt, at idrættens organisationer igen formår at sætte deres tydelige aftryk i medierne. Det vidner måske om dygtigt arbejde i en tid, hvor den automatiske, sæsonbetonede omtale af idrætten ellers er i bund. Måske er de bare blevet så ufolkelige, at de nu til gengæld får mediernes fulde opmærksomhed, fordi de også lugter af magt. Men det kan snarere være, at DBU fylder 40 spalter i sportssektionen når der ikke er andet end VM-optakt at skrive om. Så der er Monitor som ’videnskabeligt’ instrument helt utilstrækkelig.

Overladt til den labile ”folkestemning”
Lidt sværere har interesseorganisationerne ved at trænge helt igennem til medierne, og de befinder sig da også i den nederste og noget omskiftelige del af feltet. Denne gang er de oftest repræseterede emner a) nødhjælp og flygtninge, b) sygdom og c) natur - med en klar overvægt til det første tema, der naturligt forstår at udnytte mediernes opmærksomhed i forlængelse af regeringens seneste udspil forud for det kommende finanslovsforslag.

Noget tyder altså på, at den øverste halvdel af feltet har mere eller mindre patent på mediernes konstante opmærksomhed, mens organisationer med mere folkelige og dermed måske også mere følelsesbetonede sager i højere grad er overladt til de store udsving i den såkaldte folkelige debat.

Ros til DI
Mest iøjnefaldende er det nok, at Dansk Industri er så dygtige til at sætte dagsordenen – uanset Regeringens farve og uanset temaerne i offentligheden. Det er jo ikke fordi industrien som sådan diskuteres. Det skyldes mere, at de har gearet hele organisationen til at forholde sig til indvandring, kompetenceudvikling, overenskomster, folketingsvalg etc. – kort sagt alt erhvervs- og samfundsrelevant. De leverer hurtige og brugbare analyser, som journalisterne får direkte adgang til fra fagfolk - rigtig dygtigt.

I DIs fodspor
Dansk Handel og Service prøver at efterligne DI og har i denne periode held med det – jeg ved ikke om det er betalingssystemer/PBS, lukkelov eller andet, men i al fald har de taget et godt spring, som Finansrådet, Håndværksrådet eller andre af sammen skuffe ligeså vel kunne have taget.

Amtsrådsforeningen og KL klarer sig pænt – men heller ikke mere, for de har virkelig noget at slås for – og en stærk scene med en ny regering. Det forekommer mig, at de ofte mere er i defensiven end i offensiven.

Dem der ikke er med..
Endelig kan man knytte en kommentar til de organisationer, der ikke er på listen i denne omgang. Hvor er for eksempel kulturens repræsentanter, hvor er patientforeningerne og hele sundhedsområdet (bortset fra Kræftens Bekæmpelse – utroligt at de kan holde ild i kræftsagen stadig, aviserne må snart brække sig over det), hvor er ungdommens organisationer og hvor er – ikke mindst – de organisationer, der beskæftiger sig med de mere positive aspekter af vores liv og levned: mad, ferie og fritid, tøj og mode osv osv

Har disse organisationer og foreninger helt opgivet at nå befolkningen gennem medierne?