Baggrund
I en kronik i Weekendavisen den 25. juli 2008 kickstartede jeg endnu en lille kommakrig. Kronikkens hovedfokus lå dog andre steder end på argumentation for nyt komma. Men den efterfølgende debat i Weekendavisen slog desværre omgående ind på det både usaglige og usammenhængende spor som kendetegner kommakrigen i årene op til 2004.

To uger senere fik Martin Spang Olsen således lov til, som kommentar til min kronik, at præsentere en række indbildske påstande om grammatisk kommas logik, nemhed og poetiske konsekvens, ligesom han uden videre postulerede at grammatisk komma kan læres på et par timer.

Til sammenligning fik jeg, kronikøren, ikke lov til – nu hvor vi var i en ren kommakrig – at levere et særdeles fyndigt og stramt komponeret modangreb indeholdende konkrete sætningseksempler der modbeviser det grammatiske kommas logik og understreger dets hykleri.

Eller sagt mere konkret: Man ville hellere bringe et indlæg hvor en Brian Bo Jensen står og jubler over Martin Spang Olsens ”sætten tingene på plads”. Et indlæg som indeholder det absurde og grinagtige argument at grammatisk komma følger det poetiske indhold og den naturlige oplæsning. En lodret løgn, som man imidlertid muligvis kan overbevise sig selv om hvis man træner længe nok i fundamentalismens hykleri – ligesom man kan tro på at jorden blev skabt på 6 dage hvis man går i intens mental træning og holder alle forstyrrende facts ude. Men hvor irrationelt og indbildsk det er, så er det jo et medvindssynspunkt så længe det kommareligiøse mørke ligger over os. Grammatisk komma er efter alt at dømme opfundet af en ufejlbarlig gud.

Endelig kommer ugen efter så et lille indlæg som skal forestille at være redaktionelt vægtet på nyt kommas side, men som reelt bare er en forhånelse af det lille tegn og forplumrer argumenterne generelt. Enten fordi forfatteren ikke kender de bedste argumenter, eller fordi redaktionen har hakket hans indlæg ned.

Fornuftigt komma i Danmark og fri tanke i Saudi-Arabien
Dette er kommakrigens cyklus, som man kun kender alt for godt hvis man via InfoMedia har læst hele kommadebatten fra 1996 og op til i dag (med kulmination omkring 2002-2004). Der er utrolig mange usaglige synspunkter til fordel for grammatisk komma, mens fortalere for nyt komma skal være heldige hvis de kommer igennem med velargumenterede indlæg og ikke kaostilhængere og kommaspottere udhuler spaltepladsen på deres side.

Ud fra et rent retorisk, logisk og fagligt synspunkt er det min klare påstand at avisredaktionerne er så farvede i kommadebatten at det påvirker den journalistiske vurdering af nyhedsværdi, relevans og ikke mindst saglighed. Farvningen er delvist ubevidst, på grund af det grammatiske kommas kognitive fejlprogrammering af sprogfornemmelsen. Men også delvist åbenlyst beklagelig når man ser på hvilke platheder der slipper forbi plathedsdetektoren, og som alt andet lige må påvirke hensynet til avisernes ansvar for korrekt folkeoplysning, selv om de selvfølgelig altid kan dække sig ind ved at det enkelte indlæg ikke er udtryk for redaktionens holdning.

Hvis man forestiller sig hvordan selv den mest nøgterne Saudi-Arabiske avis ville dække en filosofisk diskussion om den frie vilje eller skrive historien om Ayaan Hirsi Alis liv og levned, kan man have en idé om på hvor mange planer sandheden bevidst og ubevidst ville forskubbe sig, specielt hvis dækningen bestod i et redaktionelt udvalg af uopfordret tilsendte indlæg. Sådanne forskubbelser har kommadebatten i Danmark helt oplagt været udsat for. Resultatet er i hvert fald indiskutabelt: En skævt vægtet formidling af saglige argumenter i kommakrigen og en tendens til negativ etos-overføring på nyt komma.

Et kontroversielt højdepunkt – men det absolutte journalistiske lavpunkt – i kommakrigen var en nærmest ufattelig begivenhed. Nemlig da Information den 25. juli 2002 valgte at latterliggøre nyt komma i en leder skrevet som et eventyr uden kommaer overhovedet – og dermed tydeligt beviste at man hånede et komma man ikke selv anede en pind om, eller ikke turde sætte af frygt for at det i sig selv ville modbevise ærindet. Hvor usaglig og utroværdig er det muligt at være? Eneste tænkelige argument for stuntet skulle være Erasmus Montanus-tesen om ”jo flere kommaer, jo bedre tekststøtte”, men – som mange ved, og de fleste forhåbentlig kan tænke sig til – er det jo ren middelalder-argumentation. Det var journalisterne Camilla Mehlsen og Thomas Hjortsø der stod som underskrivere af lederen, og jeg har tidligere skrevet til Camilla Mehlsen, som figurerer her på Kforum, for at få historien bag det usaglige redaktionelle valg. Jeg er stadig meget interesseret.

Tyskheder
Grammatisk komma kom ind med bogtrykkerkunsten fra Tyskland og et langhåret elitært skriftsprog som var vidt forskelligt fra det tilnærmelsesvist mundtlige (læs: naturlige) skriftsprog vi har i dag. Hvorvidt grammatisk komma var en fordel for datidens skriftlige dansk – eller nutidens tysk – skal jeg ikke gøre mig klog på. Men for nutidens danske skriftsprog ved jeg at det er en absurditet – en logisk absurditet, en grammatisk absurditet, en indholdsmæssig absurditet.

Det er i øvrigt nærliggende at den teknologiske og stilmæssige forskel på de lærdes skriftsprog og det almindelige mundtlige sprog – samt ikke mindst de tyske trykkefaglærtes gatekeeper-rolle – har dannet usagligt grundlag for at dette nye også måtte have sit komma med sig. Tænk over det: Hvis man får en taske i julegave som er dårligere end den man har i forvejen, vil man også være tilbøjelig til at forsvare den nye taske med at den har sin niche af udflugter som den er bedre egnet til, og at de to tasker derfor skal bruges til hver sit formål. Jeg tror faktisk at vi kan takke denne tåbelige, men sympatiske, filosofi for grammatisk kommas indtog. Men kan vi ikke godt snart smide den 400 år gamle nye taske ud?

I 1902 udnævnte den danske sprogforsker Marius Kristensen de tre værste "tyskheder" i det danske sprog, nemlig de store begyndelsesbogstaver i navneord, de grammatiske kommaer og kancellisproget, hvoraf han mente at de to sidste var de klart værste. Det var dog de store bogstaver vi slap af med først, nemlig i 1948. Kancellistilen er naturligvis også væk nu. Tilbage har vi grammatisk komma, og vi er alene – nordmændene og svenskerne bruger det ikke, de befinder sig i den meningsfulde tegnsætnings verden.

Usporeleret intuition og saglig nuancering giver samme komma
Kald det rytmisk komma, retorisk komma, fraseringskomma, pausekomma eller nyt komma. Eller kald det intuitivt komma. Resultatet bliver en nogenlunde ens fornuftig kommatering som kun står i modsætning til grammatisk komma. Rifbjerg bruger grammatisk komma, og det gør ikke hans litteratur nogen tjenester. De forfattere der virkelig går op i og har sans for at skrive smukt og lækkert, kunne aldrig drømme om at bruge grammatisk komma. Desværre er grammatisk komma så indgroet i systemet at normal praksis i forlagsverdenen er at bruge grammatisk komma i oversættelser – og det på trods af at det i oversættelser fra fx svensk, norsk, engelsk og fransk blot fjerner oversættelsen fra originalen. Det er absurd, og det medfører den omvendte situation at hovedparten af oversat litteratur er skamferet med grammatisk komma (som det slet ikke er skrevet til), mens de fleste danske forfattere har fået lov til at sætte et fornuftigt komma.

Når jeg underkender grammatisk komma, har jeg ikke blot de mest velskrivende forfattere og den sproglige sagkundskabs mindst 200-årige kritik af grammatisk komma på min side. Jeg har også den helt almindelige dansker bag mig. Han har nemlig givet op, og når jeg så opfordrer ham til at sætte sit eget personlige komma i dette eller hint sætningseksempel, så sætter han et glimrende nyt komma baseret på fin poetisk og perceptionsmæssig fornuft. Til sammenligning er folk der plejer at kæmpe med grammatisk komma (herunder professionelle journalister), mere tilbøjelige til at glemme væsentlige meningsstøttende kommaer, simpelthen fordi grammatisk komma flytter fokus væk fra tekstindholdet og over på nogle regler man prøver at huske.

Et intuitivt komma er slet ikke nogen dårlig løsning for den almindelige dansker, men det kræver at han enten ikke er hjernevasket med grammatisk komma eller har været i stand til at fortrænge det totalt – og det er altså svært når det nu er de idiotiske kommaer foran at, hvis, når osv. der er lettest at huske. Derfor bør undervisning i kryds og bolle-komma stoppes øjeblikkeligt. Det gør folk dumme til dansk. Læren om helsætningens led skal sættes i stedet, den gør folk kloge til dansk.

Dobbelt selvbedrag
I mellem den almindelige lommepoetiske dansker og den faglige elite der ved hvad den taler om,  har vi reelt komplet enighed om det grammatiske kommas dysfunktionalitet. Og den enighed burde, sammen med argumenterne om den nyt komma-lignende kommatering i Norge, Sverige og Holland, for længst have forårsaget grammatisk kommas død i Danmark.

Men i mellemzonen findes en grammatisk øvre middelklasse som er stolte af at de kan deres komma, og derfor lægger en masse værdi i det. Dermed lever de – ligesom Martin Spang Olsen – i et dobbelt selvbedrag. 1: at grammatisk komma er en logisk støtte for teksten. 2: at man uden vanskeligheder selv mestrer det korrekt.

Denne menighed fastholdes massivt i troen af et kommareligiøst præsteskab bestående af journalister, redaktører og dansklærere som tilbeder og dyrker en klinisk og selvrefererende kryds og bolle-logik som intet har at gøre med det sproglige indhold eller formidlingen af det. Især sidstnævnte gruppe, dansklærerne, bliver simpelthen kognitivt fejlprogrammeret af den stadige formidling af det hellige skrift, mens journalister mere ser ud til at forholde sig til debatten med en irrationel uvilje mod forandring. At det netop er dansklærere og journalister der fastholder det grammatiske kommas religiøse hykleri, udgør ikke så lidt af en alvorlig catch 22-situation for en normalisering på kommaområdet. Det er meget ulykkeligt for sproget.

Startkomma og slutkomma
En ledsætning er et (sætningsformet) led som hæfter til sin oversætning ligesom en gren med sin ene ende hæfter til en større gren. Grammatisk udgør den mindre gren en del af den større gren den vokser ud af – altså: ledsætningen udgør et led (eller en del af et led) i den sætning som den hæfter sig på. Underordningskonjunktionen (fx: at, der, som, hvis, fordi, idet …) markerer tilhæftningen i ledsætningens forende. Ledsætningens bagende slutter ud i luften, medmindre en ny ledsætning hæfter sig på den og udskyder den blinde ende med endnu et skud.

Pointen med altid at sætte komma bag den sidste ledsætning, er at markere at vejen ender her og at man skal tilbage til en overordnet gren for at komme videre. Hvis ledsætningen starter med ”at”, markerer slutkommaet at her slutter et genstandsled. Hvis ledsætningen starter med ”når”, markerer slutkommaet at her slutter en form for kondition. Og så fremdeles. Et enkelt komma afslutter ofte flere ledsætninger der ligger indlejret i hinanden med fælles slutpunkt. Dette skyldes at en ledsætning ofte udgør sidste del af sin overordnede sætning.

Såkaldt parentetiske ledsætninger og andre selvstændige sætningsled er ikke en indgroet del af oversætningen. Derfor er deres tilhæftning mere påklistret, abrupt og markant end ikke-parentetiske ledsætningers.

At det klare punkt for hvornår overgrenens knast slutter og den mindre gren begynder, er mere diffus (og ganske ubetydelig) i ikke-parentetiske ledsætninger, viser sig dels ved at startkommaet her ofte er svært at placere, dels ved at konjunktionen somme tider er udeladt. Overgren og undergren gror ud i ét i undergrenens startpunkt, og da undergrenen er del af overgrenen, er dette startpunkt temmelig ligegyldigt.

Kommaerne der skal væk
Allerede i 1813 argumenterede Jacob Baden i "Forelæsninger over det danske Sprog" for at man i forbindelse med kommatering bør skelne mellem parentetiske og bestemmende relativsætninger. Og det er da også startkommaerne foran bestemmende relativsætninger der er den ene af de to værste grupper i grammatisk komma. Eksempler:

1) Brikken, du har væltet, skal fjernes fra spillepladen.
2) Vi må tale med de sportsfolk, der er blevet taget i doping.

Kommaet foran den bestemmende relativsætning skærer subjekter og genstandsled midtover, selv om den afskårne del konstituerer den ting eller person der tales om, og leddet derfor under alle omstændigheder skal samles i hjernen før sætningen er forståelig. I den første sætning er ”brikken du har væltet” den ting der tales om (her formelt set subjekt). I den anden er ”de sportsfolk der er taget i doping” genstandsleddet.

Den anden slemme kategori af startkommaer som nyt komma eliminerer, er kommaer der afskærer betingelser hvorunder noget skal forstås. Eksempler:

3a) Det bliver vådt, når det regner.
4a) Jeg tager med til festen, hvis du også kommer.

Det bliver jo ikke bare vådt, og jeg tager jo ikke bare med. Der er betingelser! Hvis man vender sætningerne om, tjener det komma – som da skal blive der i nyt komma – derimod som en hjælp fra sidesporets blinde ende og tilbage til hovedsporet:

3b) Når det regner, bliver det vådt.
4b) Hvis du kommer til festen, tager jeg også med.

Her bliver intet afskåret, eftersom betingelsen fremsættes først. Kommaet i 3b markerer at ”når”s betydningsfelt (skopus) slutter, og at vi er tilbage på den gren ”når” hæfter sig på. Kommaet i 4b markerer at ”hvis”s skopus slutter, og at vi er tilbage på den gren ”hvis” hæfter sig på. Slutkommaer giver altid mening.

Den tredje gruppe af startkommaer som nyt komma vil eliminere, er mindre slem. Den skærer hverken led over eller gemmer betingelser lidt for lagt væk, den udgør bare et unødvendigt ophold foran sætningens genstandsled: Kommaet foran at-sætninger:

5a) I interviewet afslørede dronningen, at hun aldrig har forstået grammatisk komma.
6a) Det, hun mente, var, at det ikke gav mening.

Som sagt: Hvis man vender sætningerne om, tjener det komma – som da skal blive der i nyt komma – derimod som en hjælp fra sidesporets blinde ende og tilbage til hovedsporet:

5b) At hun aldrig har forstået grammatisk komma, afslørede dronningen i interviewet.
6b) At det ikke gav mening, var det hun mente.

Den bestemmende relativsætnings startkomma og betingelsessætningens startkomma skal begge ignoreres for at det overhovedet er muligt at fatte tekstindholdet. Dette bliver endnu mere grelt obstruerende hvor relativsætningens underordningskonjunktion er udeladt. For der har man jo ikke et ”som” i øjenkrogen til at advare om at kommaet muligvis skal ignoreres. Samtidig kan det forudgående indhold ofte føre til en midlertidig opfattelse af at kommaet udgør er et lille punktum og dermed er meget vigtigt:

7) Forleden fjernede rengøringspersonalet vores tegninger og slikket, Martin havde gemt bag anlægget.

Ved dette komma er man på vej tilbage til hovedgrenen, man tror at det dobbelte genstandsled ”vores tegninger og slikket” er slut. Men hov.

Mellem på den ene side disse tre kategorier af startkommaer som nyt komma til enhver tid vil eliminere, og på den anden side startkommaerne foran entydigt parentetiske ledsætninger som nyt komma til enhver tid vil bibeholde (sætninger hvor man kan indsætte et ”i øvrigt”, ”for resten”, ”endvidere” eller ”ellers”), er der en mellemzone af startkommaer foran ledsætninger hvis semantiske værdi skal vurderes på stedet: parentetisk eller ikke-parentetisk? Jeg vil ikke komme nærmere ind på dette i denne artikel, men blot til beroligelse sige at vurderingen på stedet af en ledsætning som parentetisk er fuldstændig parallel med vurderingen på stedet af et ikke-sætningsformet led som selvstændigt. Eksempler:

8) Han kom til tiden, dog uden sit pas. (entydigt selvstændigt led)
9) Grammatisk komma er, efter min mening, idiotisk. (beror på betoning og vurdering)
10) Han gik fra festen, uden begrundelse. (beror på betoning og vurdering)

Det er altså en situationel og kontekstuel semantisk vurdering vi arbejder med på forhånd i grammatisk komma. Og det er en vurdering jeg i mit speciale om nyt komma vil gøre mere klar.   

Brian Bo Jensen som står bag det andet læserbrev jeg nævnte i begyndelsen af artiklen, anfører implicit det argument at vi som læsere under alle omstændigheder skal danne helheder af dele som er adskilt af tegn. Og det lyder jo indlysende.

Men Brian Bo Jensen ignorerer fuldstændigt at de kommaer som nyt komma fritager teksten for, skiller tingene ad på et andet niveau end de øvrige kommaer, nemlig på et klinisk grammatisk niveau som oversaver semantiske billeder. De øvrige kommaer har en af to funktioner, nemlig enten at ledsage semantisk paratakse (indholdsmæssig sideordning) eller markere enden på en semantisk sidevej og vise tilbage til hovedvejen. Disse funktioner stemmer overens med de pauser eller tonale skift vi er omhyggelige med i en forståelig oplæsning.

Det grammatiske kommas hykleri
Selvmodsigende nødregler inden for grammatisk kommatering viser med al ønskelig tydelighed at grammatisk komma er en meningsløs pseudovidenskab uden positiv indflydelse på teksten. Se disse minimalpar:

11a) Du vælger den af de nye film, vi skal se.
11b) Du vælger, hvilken af de nye film vi skal se.

12a) Vi må betragte det sådan, at hun er sygemeldt.
12b) Vi må betragte det, som om hun er sygemeldt.

13a) Det er ikke, fordi jeg er sur.
13b) Det er ikke derfor, jeg er sur.

Grammatiske kommasætteres selvvalgte besvær med at placere sådanne absurde startkommaer er en noget speciel lidenskab at have, for den giver ingen rationel mening. Kommaer som er svære at placere, er aldrig meningsstøttende eller bare meningsledsagende, og de er aldrig aktuelle i nyt komma.

Kom ud af formørkelsen, skriv i et sprog hvor også tegnsætningen giver mening!

Efterlysning
Jeg har stødt på det synspunkt hos flere journalister at: Ja, der er da nok for mange kommaer i grammatisk komma, men for få i nyt komma. Og kunne man ikke lave en mellemting?

Disse journalister er højst sandsynligt skræmt væk med sørgelig hjælp fra den overdrevne og misforståede fortolkning som nyt komma desværre ofte praktiseres med. En tolkning som bygger på nyt komma-litteraturens uheldige navngivning af begrebet ”parentetisk” og den lige så uheldige antydning af at ”den parentetiske ledsætning” er sjælden. Det er slet ikke sjældent at en pointe kan og bør slås fast uden hjælp eller indflydelse fra den efterfølgende ledsætning, som dermed bliver en selvstændig pointe.

Jeg er selv helt på det rene med hvor jeg mener at der er for få kommaer i den misforståede praksis, og mit kommende speciale vil derfor gå nærmere ind i den ”parentetiske gråzone” med klare anvisninger. Disse kan jeg ikke løfte sløret for her. Men en veludviklet sprogsans giver altså også samme resultat, så bare brug den.

Imidlertid efterlyser jeg uhjulpne input fra journalister der er åbne for noget andet end grammatisk komma, men som mener at vigtige kommaer forsvinder i nyt komma. Send mig konkrete teksteksempler på dette – jeg er overbevist om at de passer ind i min topologi, og ellers kan de måske påvirke den. Jeg er bevidst om at nyt komma skal kunne sælges til journalister hvis det her nogensinde skal lykkes, og det skal det.