Kommunikation spiller andenviolin. Dette konstaterede lektor Nete Nørgaard Kristensen for i Magasin K (nummer 3, juni 2008), hvor hun beskrev kollisionen mellem kommunikatørernes idealiserede selvforståelser og hverdagens reelle arbejdsopgaver. Virkeligheden er, ifølge Kristensen, at kommunikationsafdelingen fungerer som servicerende funktion uden endegyldig beslutningskompetence og primært agerer som en funktionel disciplin, der skal løse akutte problemer, kommunikere nyheder og bidrage til at implementere organisationens mål - frem for at formulere dem. Kristensen er imidlertid ikke den første, der beskriver denne problemstilling.

Den engelske forsker Nilam Ashra har tidligere konkluderet, at kommunikationsfunktionen har lav status, den anerkendes ikke og konsulteres derfor ofte ikke. Erhvervsforskeren Helle Lund Petersen har også tidligere rejst en kritik og opfordret kommunikationsbranchen til at tage et ransagende kig på sig selv: Er vi vores penge værd? Og på Handelshøjskolen er kommunikationsuddannelsen i mange år blevet kaldt "sekretæruddannelsen". I organisationer er vi en servicerende stabsfunktion, der sprøjtelakerer vores kollegaers arbejde.

Men denne nye kvalitativ caseundersøgelse fra Roskilde Universitet af cand.comm. Emil Bruun Blauert og cand.comm. Troels Bjørn Thorn viser, at problemet skal findes et andet sted. Og det samme skal løsningen.

Problemet kan vendes indad. Mange kommunikatører har nemlig glemt at gøre det, som de burde være bedst til: At identificere og analysere deres vigtigste målgrupper og relationen mellem afsender og modtager. Kommunikatører har overset deres vigtigste målgruppe: Ledelsen.

"Communications people are operating with blinders on […] Everybody wants a seat at the table, but if you don't speak the language you won't get it, and the lingua franca of the c-suite is numbers" (Matthew Arnold, redaktør for Medical Marketing & Media).