Kom i seng med Google

Pointen er klar: Hvis din hjemmeside ikke kan findes på Google, eksisterer den ikke. Så simpelt kan det ifølge Jon Smith, forfatter til den højaktuelle bog 'I seng med Google', siges. Du kan have det lækreste webdesign, en super integreret e-handelsløsning og alverdens funktionalitet, men hvis du ikke er synlig i søgemaskinerne, herunder specielt Google, nytter det ikke noget.
De 5 største søgemaskiner i Danmark
1. Google
2. Jubii
3. MSN (Windows live)
4. Yahoo
5. Eniro
Kilde: notabene.net


'I seng med Google' er langt fra en komplet guide til søgemaskineoptimering (SEO). Forfatteren Jon Smith pakker dog ikke tingene ind, men leverer 52 forståelige løsninger for den uindviede hjemmesideansvarlige. Hvis du læser denne letlæste sag, er du bedre i stand til at stille de rigtige spørgsmål, når du skal involvere dig i SEO.

'I seng med Google' leverer både old school eksempler og friske perspektiver på et område, som er præget af en del mystik for uindviede. Hvordan kommer du højt op i Google? Så kan du stille de helt rigtige spørgsmål til din SEO-udbyder, du har vel en SEO-udbyder?! Hvis ikke, så gå ikke i panik. De fleste af Jon Smiths råd er ting, du selv kan implementere uden de store omkostninger udover din tid! Selv hvis det bare drejer sig om din blog eller personlige hjemmeside, er der hjælp at hente. Ligger du øverst, når du googler dit eget navn eller din virksomhed?

Her præsenteres 16 håndgribelige eksempler fra Jon Smith på, hvordan du bliver Google højdespringer. Udover eksemplerne er der knyttet yderligere værktøjer og råd til, så du kan gå i gang med det samme.


Forberedelserne, gør dem, før du laver hjemmesiden.
1. Du vil gerne være nummer et på Google, hvilket også er fint, men du må begrænse dig. Du har ikke den første hjemmeside, og du får nok ikke den sidste, alt hvad du laver, har nogen lavet før dig. Det er groft sagt, men pointen er, at du konkurrerer på søgeord, og andre har også interesse i "dine" nøgleord. Fokuser på dit eget afgrænsede område, er du den lille, så glem alt om at konkurrere på de store søgeord. Ikke engang Kforum konkurrer direkte på ordet kommunikation på Google, det har for mange ikke-relevante betydninger, og der er for mange om budet.

Hvilke 3 søgeord finder du vigtigst for din hjemmeside? Dem har du sikkert ikke. Lav en liste med de 10 næstvigtigste, vælg nicheordene, dem, som den vidende bruger ville bruge.

2. Nu har du dine søgeord, vælg så den skæve vinkel. Dine søgeord er nøglen til din hjemmeside, det er dem, Google bruger til at placere dig, og dem, dine brugere finder dig på. Læg en plan. Lav noget research på dine søgeord, hvordan bruger dine potentielle brugere dem og hvilke andre bruger de? Der findes mange søgeordsassistenter (læs: små programmer), også en del, som er gratis.

Søg og se, om din liste er præcis nok.
http://www.webceo.com/keywords.htm?source=adwords&kwd=search+keyword
Ellers kan yahoo's overture tjeneste hjælpe: http://sem.smallbusiness.yahoo.com/searchenginemarketing/
Hvad kan du findes på? Prøv din hjemmeside af.
http://www.rankingtoday.com/seo/site-checkup.php?SID=GADW

3. Du skal ud og lege Miss Marple, hvad laver dine konkurrenter? Hvem bruger "dine" søgeord? Du kan ikke forhindre det, men måske har de huller i deres søgeordsdækning, som du kan udnytte.

Tag dine 10 søgeord og prøv følgende værktøj:
www.wordtracker.com (de har en 7 dages prøveperiode)
Hvis du ikke kan måle det, kan du ikke forbedre det. Brug alle syv dage, er der noget, der ændrer sig?

4. Tid er penge, ingen brugere bryder sig om at skulle klikke sig gennem 20 sider, Google har med andre ord gjort os forventningsfulde, hvordan finder du ny viden? Du søger. Det kan godt være, din hjemmeside er definitionen på nem navigation, men uden en søgefunktion er du bare endnu en murstensbog. Ikke nok med, at dine brugere søger efter dig, de søger også efter dit indhold. Du skal derfor have en søgefunktion. Jon Smith pointerer 2 ting: Det kan ikke skade dig at være søge buddies med Google. Hvis du ikke har en søgefunktion til intern søgning på din hjemmeside, så implementer Googles, det skader næppe at have Google kode på din hjemmeside. Hvis du har en søgefunktion, så se, hvordan konkurrenternes fungerer, implementer det, der virker hos dig selv, skrot det, der ikke gør.

5. Bliver dine brugere hos dig? Opbyg noget fælleskab omkring din hjemmeside. Sælger du nicheprodukter, som dine store konkurrenter ikke skænker en tanke? Så vil dine kunder sikkert gerne snakke med ligesindede omkring deres specielle hobby – eller hvorfor ikke lade dine brugere diskutere dit indhold? Opret fora og kommentarfunktioner, synes du ikke helt, du er i den rigtige branche til kommunikation med dine brugere, så opret som minimum RSS feed, så dine brugere kan følge med, når du laver nye ting.

Skulle du have lyst til at prøve kræfter med fora, så er her open source løsninger:
http://php.opensourcecms.com/scripts/show.php?catid=5&cat=Forums


De nemme
6. Er du forsvundet i støjen? I 2008 blev der registreret ca. 275 danske domæner om dagen ifølge dk-hostmaster. Var du en af dem, Google aldrig hørte om? Når du starter noget nyt, skal du gøre opmærksom på dig selv. Hvis du ikke gør det, er der ingen, der gør det. Få søgerobotterne til at aflægge dig visit, når du starter din hjemmeside op eller vælger at lave store ændringer. Hav tålmodighed, der kan potentielt set gå et par måneder, før Google får tid til at se på lige netop dit mesterværk.

Her tilføjer du din hjemmeside:
Google: http://www.google.dk/addurl
Yahoo: http://search.yahoo.com/info/submit.html
MSN: http://search.msn.dk/docs/submit.aspx?FORM=WSDD2

7. Hvordan ser Google dine billeder, helt sikkert ikke som dine brugere, lad være med at bruge kryptiske koder til dine billeder. Hvis det er et billede af dig selv, skriv da dit navn som dokumentnavnet, spiller du tennis på billedet, så skriv det i navnet. Google kan kun se, hvad du kalder dine billeder. Det samme gælder eventuelle produkter, ingen ved, at det sidste nye produkt har reference id 279x7a, hverken Google eller dine kunder – hvilket vil sige, at ingen af dem kan se, at du har det.

8. Et halvfemser udtryk, der stadigvæk har værdi, er: Indholdet er konge. Det er vigtigt, at dine sider er opbygget på den rigtige måde. Googlebot (den lille robot, der læser din hjemmeside) er en kræsen og krævende læser. Den måler antallet af nøgleord kontra længden af dine tekst. Hvis det er muligt, bør du dedikere en side til hvert emne, du ønsker at behandle. Dine sider bør være på minimum 250 til 300 ord per side med en frekvens på 4% nøgleord. Er din tekst kortere, begynder den at blive svær at forstå for dine rigtige brugere, altså mennesker.

9. Okay, hvad nu hvis du ligger højt i Google, men det er med negativ omtale på en anden side? Du vil aldrig kunne stille alle tilfredse. Skulle det ske, så fortvivl ej, hvis der er tale om et forum eller en kommentarfunktion med forholdvis lille kvalitetskontrol, kunne du prøve at rette henvendelse til webmasteren, personen arbejder trods alt selv med SEO. Lad være med at virke truende, vær ydmyg, de er i deres gode ret til at bringe, hvad de har lyst til inden for lovens rammer, som øjensynligt er meget mere løse, end du bryder dig om, hvis det er dig, der får negativ omtale. Hvilket leder os til: Hvem skriver om dig på nettet? Er du et kommercielt foretagende? Har du en Wikipedia artikel? Hvis ikke, så gå ind og lav en, de har skrappe retningslinjer for, hvordan tingene skal formuleres, følg dem og vær ærlig, det handler ikke om positiv omtale, det handler om neutral omtale. Lad være med at bruge din arbejdsmail ved registrering, ville du stole på noget, som virksomheden selv havde skrevet?

Se mere om at forfatte til Wikipedia her: http://da.wikipedia.org/wiki/Hjælp:Velkommen_nybegynder

10: Glem ikke de andre søgemaskiner, Google sidder måske på 80% af market, men det betyder, at 1 ud 5 finder dig andre steder. Husk fag-index og eventuelle lokalportaler, hvis du er virksomhed. Det er et gratis indadgående link.

11. Hvilket leder os til en ting, som Google kan lide: indgående links, før i tiden var det gensidige links; jeg linker til dig, du linker til mig og alle er glade, bare ikke Google. Det blev misbrugt, og Google opdaterede deres algoritme (den super hemmelige kode, der afgør, hvordan du kommer til at ligge som nummer et i søgeresultaterne), så det ikke længere påvirker dine søgeresultater synderligt. Hvilket i dag betyder, at du skal ud og have links til din side på en lidt mere manuel måde, alt tyder på, at Google prioriterer indgående links fra relevante sider højere end tilfældige links til din side. Hvis du har en blog om kommunikation, så sørg for at skrive den ind i din K-profil. Der findes sikkert relevante fora, du kan tilmelde. Hvis der er et sted i den tilknyttede profil, du kan skrive din hjemmeside, så gør det.


De tekniske
12. Dit budskab til søgemaskinerne er oftest skjult i din kode, men det gør den ikke mere relevant, da det er denne, de fremviser, når dine kommende brugere ser dig på Googles søgeside. Pynt lidt på dine metadata, hvis du ikke har metatags og beskrivelse, er det noget, du skal implementere med det samme. Som minimum skal dine søgeord fra tidligere indgå som metatags.

Sådan gør du:
Skriv en kommentar om, hvad der er på din hjemmeside på en enkelt linje. Det er titlen på din hjemmeside. Rediger og tilpas den, til du er helt tilfreds. Det er nu din metabeskrivelse. Du er ikke færdig, gentag processen med hver enkelt underside. Husk på, du skal være specifik, og at less is more.

13. Google foretrækker rene og pæne sider, som de forstår. Derfor er det vigtigt, at din hjemmeside er kodet korrekt og står pænt. Hvis koden bare står i en klump, når du ser den, så få din programmør til at sætte den pænt op, det er udelukkende for Googles skyld. Sørg også for, at dit site lever op til W3C.org’s rimelig skrappe krav. Sidst, men ikke mindst, hvis din side består af meget spektakulær navigation, er der en risici for, at den er lavet i Java, et sprog, som Googlebot ikke kan eller vil forstå. Hvis det er tilfældet, så overvej at få lavet en html version af din side, så kan eventuelle mobilbrugere også se den, og Google kan indeksere den. Det kan dog ikke anbefales at lave deciderede Google sider, det det er noget, Googlebot straffer.

Tjek om din hjemmeside er rigtigt lavet:
http://validator.w3.org/

14. Hvordan er din hjemmesides navigation? Kan dine brugere komme hen til indholdet? Hvis man skal ud i meget mere end 3 klik for få noget i indkøbskurven eller nå en artikel, skal du overveje at lave om på din navigation. Brugertest og lad være med at få medarbejdere til gøre det. Find nogle, der ikke kender din hjemmeside, og bed dem udføre forskellige opgaver. Lyt til, hvad de siger. Hvis de ikke kan lide kontrasten mellem din søgeknap og resten af siden, så lav det om, også selvom det er din ynglingsfarve, du har brugt.

15. Er du blevet kongen af side et på Google? Eller var du det i går og ikke i dag? SEO er et marked i bevægelse, Google og alle de andre finpudser hele tiden deres serviceydelse, og hvad der er måden at komme frem på i dag, er det nødvendigvis ikke i morgen. Tænk på gensidige links, det var måden frem for et par år siden, men giver dig ingenting i dag. Du er derfor som ansvarlig eller ejer nødt til at følge med i udviklingen og tilpasse dine optimeringer efter det.

16. Videreudvikling, omjustering og tilføjelser, hvornår har du sidst snakket med din hjemmeside? Medarbejdere har krav på en årlig samtale, det burde din hjemmeside også have, indgår den som strategisk element burde den have krav på minimum hver sjette måned. Involver andre end kun de nærmeste ansvarlige, der er sikkert nogle, der oplever ting, som du ikke gør, eller får feedback udefra, som under normale omstændigheder ikke når den hjemmesideansvarlige. Det er dog vigtigt at få med, hvad der virker, og ikke kun, hvad der ikke virker. Hvis du synes, det virker overvældende, så husk, at der på sigt kommer mere og mere der, så fortvivl ej og tag det en side ad gangen, men lav lidt i dag, lidt i morgen og lidt den næste dag i stedet for meget om tre måneder.


Hvad er mulighederne  
Til sidst kan det nævnes, at det anslås, at kun ca. 7% af alle hjemmesider arbejder systematisk og kontinuerligt med søgeoptimering. Det tal er forholdvis lavt og skyldes, at det er noget, der bliver arbejdet med i opstarten og oftest ikke bliver vedligeholdt eller indkorporeret i måden at udbygge hjemmesiden på. Når du er top tre, er det det, du skal benchmarke efter og blive ved med at gå efter. De store som Amazon og eBay arbejder med SEO hele tiden og brænder millioner af på det. Pointen i Jon Smiths bog er, at mindre sagtens kan gøre det, og hvis du er lille handelsdrivende, kan det meget vel betyde forskellen mellem succes eller fiasko, om du ligger nummer 4 eller 25 på Google, når der søges efter dine produkter.

Bogen fjerner enhver form for mystik, der måtte være omkring SEO, der er tale om 52 let omsættelige råd til søgemaskineoptimering. Hvis du skal mestre SEO selv, skal der dog mere teknisk viden til end det, bogen giver, men du kan stille de rigtige krav og spørgsmål til din SEO specialist. Hvad der er mere vigtigt, er, at du ved, hvad du får eller ikke får for dine penge. Forvent ikke at blive den nye SEO specialist, men få det hurtige overblik over, hvad der kræves.


'I seng med Google, bliv bedre til søgeoptimering' er udgivet på Gyldendal Business, find den her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også