Ude på direktionsgangene tales der om Kolind-kikset.

Direktørkollegernes respekt for Kolinds resultater i erhvervslivet er intakt, mens han blandt ligemænd høster hovedrysten hele vejen rundt, når talen falder på hans politiske talenter.

Kolind er blevet kaldt både »politisk tonedøv«, og det der er værre, og partiet Ny Alliance forsøgte ligefrem at verfe Lars Kolind ud af bagdøren med folketingsmedlem Gitte Seebergs henvisning til, at Lars Kolind nok skulle overveje om han hørte til i Ny Alliance. Hun kunne have tilføjet - eller om han overhovedet hører til nogen steder i den politiske verden.

Ligeså fremragende en forretningsmand Lars Kolind har været (i Oticon, det nuværende William Demant-selskab), lige så katastrofal har han været til at begå sig i en verden, hvor demokrati og kompromisser nødvendigvis må være en del af hverdagen.

Man hører ofte synspunktet, at vi burde have flere erhvervsfolk ind i politik, de mere rabiate mener endog, at Danmark burde styres som en administrerende direktør styrer sin virksomhed, men med Lars Kolinds rundtosserier må man antage, at begge sider - både den politiske verden og topcheferne - er vaccineret mod at nærme sig hinanden foreløbig.

Og det er ærgerligt. Selvfølgelig har Christiansborg brug for andre end skolelærere og journalister. Der er selvfølgelig også brug for erhvervslederes kompetencer, men det må nødvendigvis være med respekt for den politiske proces. Gerne med nye, anderledes input, men igen - med respekt for, at den nederste bundlinie og penge alene ikke er den eneste ledestjerne.

Indrømmet, der findes ikke så forfærdelig mange eksempler på, at erhvervsledere af den tungere kaliber, har kunnet begå sig på Christiansborg.

En af dem, som imidlertid kunne brænde effektivt igennem var den nu afdøde Dagmar Andreasen, som i en årrække var ejer og direktør for Rynkeby Most. Hun sad i Folketinget for de radikale først i 1970’erne og var en slagfærdig, rap og skarp politiker, men som dog samtidig var bredt respekteret. Hun bidrog med noget uden at virke bedrevidende. Så det kan altså lade sig gøre.

Senere blev den tidligere topchef Poul Andreassen fra ISS hvirvlet ind i turbulensen hos de konservative. Poul Andreassen overtog i en periode formandsposten, men det blev - kan man vist godt sige, uden at være for hård - ikke optimalt.

Det er paradoksalt, at netop i en tid, hvor kompleksiteten og frem for alt den økonomiske kompleksitet er større end nogensinde i politik, at højtuddannede, internationalt orienterede og forhandlingsvante topledere med konkret, operationel viden fra den virkelige verden, ikke kan bidrage mere positivt til den politiske proces.

Læren af Lars Kolind-affæren må være, at politikerne - i hvert fald de bedste af dem - er meget bedre end deres rygte. Og set med demokratiske øjne er det da også temmeligt opløftende.