Eivind Koldings udtalelse kommer ikke ud af ingenting, for internationale rating-bureauer, eksempelvis Standard & Poor’s, anser F1-lånet som undergravende for tilliden til dansk økonomi, og det påvirker bankernes mulighed for at opnå billige lån på de internationale kreditmarkeder. Det kan mærkes på bundlinjen i en stor bank som Danske Bank, der i den grad kæmper for en bedre indtjening.

 

Efter at have afleveret et årsregnskab, der overgik analytikernes forventninger, troede Eivind Kolding, at han kunne gå på vandet

 

Sagen er dog langt fra sort/hvid. Mange mener, at F1-lånet har fået danskerne bedre igennem krisen, for de lave renteomkostninger har betydet, at danskerne trods alt har kunne bevare et vist  økonomisk råderum. Og senest har ATP, der er en mastodont på investeringsmarkedet, opfordret til at bevare F1-lånet, som er et af deres foretrukne investeringsobjekter. ATP anser lånet for sikkert og opfordrer politikerne til at slå koldt vand i blodet. Hvilket de også gør.

Det var altså et kontroversielt budskab, som Eivind Kolding gik ud med. F1-lånet er noget nær den hellige gral – ikke blot for investorerne, men også for danske husejere. Lånet har eksisteret siden 1996, og over halvdelen af alle realkreditlån er af denne type. Det er de, fordi det stort set aldrig er sket, at et F1-lån har været dyrere end et fastforrentet lån, og det betyder, at man ved de gældende rentesatser årligt kan spare 40-50.000 kr., hvis man ejer et ganske almindeligt hus til 2 mio. kr. Bor man i København eller Nordsjælland kan det nemt være dobbelt så meget, man sparer. Naturligvis behøver man ikke gå helt over i et fastforrentet lån, for der findes også F3- og F5-lån, men de er normalt også dyrere og frem for alt mindre fleksible.   

 

Eivind Kolding nåede da også de fleste avisforsider med sit budskab, for det er ikke hverdagskost, at Danske Bank går solo i medierne. Både Finansrådet, Realkreditrådet og de øvrige storbanker har den stik modsatte holdning, og det vidste Eivind Kolding udmærket. Det er efterhånden helt almindeligt, at virksomheder går solo, hvis de vurderer, at det tjener deres egen interesse. Men Eivind Kolding havde ikke kalkuleret med, at Ekstra Bladet ville skrive historien om, at han selv har et F1-lån. Ekstra Bladet kunne nemlig ikke forstå, hvordan banken kan udbyde et lån, man gerne vil have forbudt, samtidig med at direktøren selv har lånet. Det gjorde, at andre medier også så en anledning til at tage sagen op, og så blev budskabet mudret til. Måske skulle Eivind Kolding have tilføjet, at han selv var blandt de mange danskere, der har et F1-lån, for så havde han taget brodden af enhver kritik. Men sådan kan man altid være bagklog.

 

 

Koldings Kinder overraskelse: Godt for Danmark, Godt for banken og godt for omdømmet.

 

Kolding slår hul på Kinderægget

Men hvad er baggrunden for, at Eivind Kolding tager sådan en chance i de medier, der hidtil har givet ham en overordentlig barsk behandling? Mange havde nok valgt at flyve lavt, i en situation hvor bankens omdømme reelt er skudt i smadder.

Mente Eivind Kolding, at den uventede udtalelse kunne forbedre bankens omdømme? Var det fordi, at man ved at slippe af med F1-lånet kunne få billigere lån? Eller er Eivind Kolding virkelig blevet en så ansvarlig samfundsborger, at han ikke længere kunne ligge inde med sin viden om, hvad der vil være bedst for Danmark? Altså rendyrket altruisme? Muligvis har Eivind Kolding ment, at der kunne sættes hak ud for det hele, og så ville det jo være en win-win-win. Godt for aktionærerne, godt for omdømmet og godt for Danmark. Et ægte Kinderæg.

Bag udtalelsen ses konturerne af en helt ny kommunikationspolitik, hvor banken skal agere meget mere proaktivt i forhold til de dagsordener, som påvirker banken.  For Eivind Kolding er desperat opsat på at få Danske Bank tilbage på sporet som Danmarks store og altafgørende bank. Og det kræver, at man kan se udover sin egen næsetip, hvilket Danske Bank tidligere har haft mere end svært ved.

 

Nye farer lurer imidlertid forude, for mange mener, at opgøret, om hvad der udløste finanskrisen i Danmark, ikke er slut endnu. Det opgør bliver ikke mindre interessant af, at vi nu har fået en Erhvervs- og Vækstminister – Henrik Sass Larsen – der flere gange har udtalt sig kritisk over for Danske Bank og navnligt har gjort sig bemærket ved at udtale, at Bankpakke II var Danmarkshistoriens største tyveri. Underforstået – at Danske Bank franarrede staten penge.

 

 

Udvalg om finanskrisens årsager kan blive en omdømmeknuser for banken
Vedholdende rygter vil vide, at det stærkt forsinkede Rangvid-udvalg, som rød blok fik nedsat ovenpå finanskrisen og som afrapporterer inden for den næste måned, kommer til at fortælle historien om, at finanskrisen ikke kun udspringer fra USA, men at krakket i Lehmann Brothers i efteråret 2008 blot var den udløsende faktor. Flere danske banker balancerede op til finanskrisen på et knivsæg, fordi de dækkede en meget stor del af deres indlånsunderskud af på det såkaldte interbankmarked, hvor man låner penge fra dag til dag. En af de banker, der lånte langt flere penge ud, end de fik ind som indlån, var Danske Bank, og banken skulle hver dag låne flere hundrede mia. kr. Men det var ikke uden risiko, og på grund af krakket i Lehmann Brothers var der pludselig ingen, der stolede på hinanden. Selvom der var masser af penge i systemet, var der ingen, der ville låne dem ud. For tænk, hvis det var en ny Lehmann Brothers, man lånte sine penge til.

 

Selvom der var masser af penge i systemet, var der ingen, der ville låne dem ud. For tænk, hvis det var en ny Lehmann Brothers, man lånte sine penge til

Det fik Danske Bank at mærke, og fordi man havde brug for en masse amerikanske dollars, opstod der alvorlige problemer, for dem havde man ikke, og det gjorde bankens konkursrisiko mere end påtrængende. Men Danske Bank er ”too big to fail”, og derfor var staten nødt til at træde til med diverse bankpakker. Det havde næppe været nødvendigt i samme omfang, hvis ikke Danske Bank havde haft et så stort indlånsunderskud.

 

Nationalbanken havde ved flere lejligheder løftet pegefingeren over for banken, men Finanstilsynet gjorde ingenting, og derfor fortsatte banken med at opretholde sit indlånsunderskud. For der var jo gode penge at tjene ved at låne penge på interbankmarkedet næsten gratis, og herefter udlåne disse penge til en betydelig højere rente.   

Men festen sluttede brat, og fordi banken pludselig skulle nedbringe sin balance, var der en masse kunder, der ikke længere kunne låne penge i banken. Og hvor skulle de nu gå hen? Det var der ingen, der kunne svare på, og derfor mener mange, at vi i dag har en kreditkrise. En kreditkrise, der muligvis skyldes for slap regulering.  

Hvis det er denne historie, som Rangvid-udvalget kommer til at fortælle, vil Danske Bank igen blive ramt af efterdønningerne fra finanskrisen. Så selvom Eivind Kolding behændigt fik fortalt medierne, at ”den sidste låge ind til finanskrisen nu var lukket” vil mareridtet delvis starte forfra. For så skal banken forsvare sig over for et udvalg, hvor der sidder en tidligere formand for Finansrådet, en tidligere Nationalbankdirektør og et hav af prominente professorer. Det bliver op ad bakke for Kolding og Co.

 

Med bankens nye ansvarlige linje, hvor man altså også udtaler sig om, hvad der er godt for Danmark – også selvom det måtte gå imod branchens kortsigtede interesser, kan Danske Bank muligvis afbøde virkningerne af Rangvid-udvalget og lægge luft til tidligere tiders uansvarlighed. Det ændrer bare ikke på, at Eivind Kolding selv er en del af historien. Han sad nemlig i bankens bestyrelse som næstformand, da bølgerne gik højt i 2008, og det gør det sværere at lægge en helt ny linje og at fralægge sig ansvaret for, hvad der skete op til finanskrisen.
 

Men de glade dage med F1-lån og afdragsfrihed er alligevel nok ved at være ovre. Det kommer af bagdøren via skrappere kreditvurderinger, forøgede bidragssatser og så videre. Vi skal derfor alle vænne os til at være mere ansvarlige – det gælder ikke blot Danske Bank.

 

 

Disclaimer: