De fleste af os går vel ind for ligestilling. I hvert fald når man spørger til vores overordnede holdning. Ligesom vi går ind for lighed og lige rettigheder i det hele taget, på tværs af køn, hudfarve, religion osv. Og når ligestillingsdebatten stadig kører, er den selvfølgelig et udtryk for det samme, ønsket om at mand og kvinde skal være lige og have lige muligheder, både ude og hjemme.

Men  (for der er et ”men”) – hvad er det så, der gør, at det fortsat er sådan et vanskeligt og følelsesladet emne? Det er ikke så stuerent at diskutere kønspolitik som at diskutere fremmedhad. Hvorfor vender mange det hvide ud af øjnene og sukker, når de hører ordet ligestilling? Hvorfor ender vi altid nede ved vasketøjet og opvasken? Eller oppe ved Michel Foucault og diverse tankegymnastiske teorier om det konstruerede køn? Eller ved diverse antologier, der i forfatternes fælleskøn udgives som et led i en endeløs række af mere eller mindre interessante, men efter min mening forholdsvis stillestående, betragtninger.

Men hvad nu, hvis vi ikke længere talte så meget om en kløft mellem kønnene, men i stedet om en kløft mellem generationerne, faggrupperne, menneskene, holdningerne og tendenserne? Ligestillingen i mit hjem er jo ikke kun et mand-kvinde spørgsmål, men en praktisk aftale om hvordan tingene fungerer bedst. Hvis min kæreste er for sløv, er det jo ikke nødvendigvis, fordi han er en mand, men fordi han er sløv. Hvis det er et karaktertræk for ham at være sløv, så er det hans karaktertræk – ikke de facto en kønshistorisk kendsgerning. Hvis jeg opfører mig som en martyr, når jeg synes han er sløv i stedet for at sige det til ham, så er det heller ikke nødvendigvis, fordi jeg er kvinde, men fordi jeg træffer et martyrisk valg! Muligvis et træk jeg har til fælles med en masse andre kvinder, men stadig et træk jeg selv må tage ansvar for. Med andre ord - min kultur- og kønshistoriske arv fritager mig ikke for ansvaret. Arven kan virke forklarende med tilbagevirkende kraft, men hvad med fremtiden?

Hvis jeg vil ses som menneske, skal jeg måske opgive historien om, at jeg som kvinde er særlig udsat. Det er jeg kun i den forstand, at jeg har nogle svagheder, jeg ikke kan løbe fra. Svagheder, der er forbundet med min krop, som er fysisk svagere end mandens. Min krop, som kan føde børn, og som har brug for ro, efter den har gjort det. Disse forhold gør mig såvel  privilegeret som svag, men herudover – er jeg så udsat i et moderne samfund? Lovgivningsmæssigt har jeg alle tænkelige rettigheder. Jeg har adgang til uddannelse og ydelser på lige fod med alle andre. Også til løn – selv om jeg må tilstå, at jeg som privatansat kvinde hverken er særlig god til at handle løn eller til at revolutionere traditionen om, at løn ikke er noget, man vil eller må tale om. Her kan jeg først og fremmest revse mig selv.

Hvis jeg som et tankeeksperiment antager, at den egentlige apartheid mellem kønnene er ophævet i Danmark, så kunne det tænkes, at det der sker, når jeg bliver undertrykt eller chikaneret er, at jeg blot er et offer for idioti. Ligesom min søn er et offer for dumhed, når nogle af de store i skolen kalder ham for brilleabe. Alle de store børn falder imidlertid ikke ind under kategorien møgunger af den grund. Hvis én mand går over mine grænser, så er han kun den ene mand - hvor sårende og hvor meget det end måtte fylde i situationen. Jeg kan ikke drage generelle konklusioner, dertil er situationen i begge tilfælde for nuanceret og mine empiriske undersøgelser utilstrækkelige.

Men én ting er tankeeksperimentet og en anden er Danmark anno 2001. Vi befinder os nok stadig i et intermezzo, en slags præ-ligestillingssamfund, og jeg tror, vi kommer til at være der længe, fordi vi som kvinder har behov for at fastholde, at vi kæmper. Vi vil gerne kæmpe. Ligestillingskampen er blevet en del af vores selvforståelse, vores egen historieskrivning – og slipper vi den, hvad sker der så med vores selvopfattelse? Kan og vil vi overhovedet indgå i den samme historie som det første køn? Det er efter min bedste vurdering slet ikke et nemt spørgsmål at svare ærligt på. Alligevel frygter jeg i stille stunder, at historien er ved at gå over til et nyt bind, og at jeg blot bærer den gamle historie videre ligesom den glemte soldat, der ikke har fået at vide, at krigen er slut. Det er en paradoksal del af den moderne kvindes selvopfattelse (dette er min påstand), at hun kan læne sig op af en bonus-anerkendelse, når hun opnår noget stort – for hun er jo en kvinde. Eller en trøstende årsagsforklaring, når det går skidt – for hun er jo en kvinde. Og i mange tilfælde er det måske også rigtigt, for vanen er det halve liv, og måske vil nogle mænd komme lettere til fadet, fordi de er mænd. Men det omvendte er også tilfældet, positiv særbehandling har bragt mange kvinder frem på grund af deres køn. Det i sig selv er en interessant diskussion værdig

Jeg har svært ved at hæfte mig ved generelle træk ved kønnene. Ikke at jeg benægter, at de er der, men i hvor høj grad skal de tilskrives kønnet? Jeg er stadig nødt til at forholde mig til det enkelte menneske, og hvad jeg ser af fællestræk –  og de kan selvfølgelig være fælles for kønnet. Men de er måske også fælles for generationen, sociallaget, egnen eller noget helt andet. Det har jeg naturligvis heller intet grundlag, der kan bevise. Men måske er de andre fællestræk de væsentlige?

Det kedelige ved ligestillingsproblematikken er, når alt kommer til alt, at den sjældent handler om ligestilling. I stedet handler den både historisk, politisk og hjemme i køkkenet om en konkurrence om, hvem der har det, og har haft det, hårdest. Og så er det egentlig ligegyldigt, om konkurrencen handler om, hvorvidt det er hårdest at være sammen med sine børn hele dagen eller ikke at være sammen med dem hele dagen. Om det er hårdest at skulle bestemme, hvad man skal spise eller ikke bestemme det. Om det er hårdest at være undertrykt intellekt eller undertrykt vildmand. Om det er hårdest at være den ene type konstruktion frem for den anden. Eller for den sags skyld om det ene køn er bedre end det andet. Det vil sige ikke alene bedre stillet, men bedre rent menneskeligt? Det bliver en umulig problemstilling – ud fra hvilke kriterier skal vi vurdere, hvad der er bedst? Og hvilke konsekvenser forventer vi, svaret på spørgsmålet om, hvem der er bedst, eller har det hårdest, vil få?

Det er næppe en revolutionerende opfattelse, at ligestilling ikke handler om at være ens men om gensidig respekt og indflydelse i samfundet. Mit afsluttende spørgsmål er derfor, om vi for en bemærkning kan tage kønnet ud af diskussionen - om noget så tyrannisk som en kortvarig bandlysning af ordet køn kunne bidrage positivt til ligestillingsprocessen? Så kunne vi måske samtidig fremme forståelsen og ligeværdigheden imellem generationer, sociale lag og synspunkter, der ikke ligner vores egne – og derigennem øge kønnenes frihed til både individuelle og kollektive særpræg.