København 2.0

København er blevet en kosmopol på linje med storbyer som New York og London. Hver weekend åbner nye caféer, klubber eller spillesteder, hvor byens in-crowd mænger og vrider sig i køerne foran fløjlsrebene. Men selvom København er blevet et tag-selv-bord af underholdningstilbud, kender vi nok alle sammen fornemmelsen af, at vi ender på Café Sommersko for at spise vores Burger, Oak Room for at drikke vores drinks og Jazz House for at ryste balderne. Når det kommer til valg af gå-i-byen steder, er vores originalitet bare ikke særlig stor.

Dit København på nettet

Det var denne skuffende erkendelse, der fik Morten Gade og hans venner til for et år siden at kaste deres fælles kræfter ind i en ny webside, der ikke alene kunne blive en guide til byen, men også kunne anbefale nye steder til brugerne. For i modsætning til den store københavnerportal AOK.dk, skulle siden ikke være skrevet af professionelle og distancerede journalister og være fedtet ind i kommercielle hensyn, der forhindrede, at man kunne skrive ærligt om steder og begivenheder i København. Mitkbh.dk, som siden i dag hedder, skulle netop være MIT København, som det opleves af almindelige københavnere, der bor i og bruger byen.

Mitkbh.dk er med andre ord en rendyrket web 2.0 webside, hvor det udelukkende er de almindelige brugere af websiden, der skaber indholdet. Her er ingen journalister, anmeldere eller redaktører, der skriver eller udvælger egnet eller uegnet indhold. Alle kan skrive en anmeldelse, og man kan anmelde lige præcis, hvad man har lyst til, om det så er en gade, et kvarter, en café eller et spillested.

”Vi bygger det på filosofien, at eksperter ikke nødvendigvis er klogere end brugere”, siger Morten Gade, der til daglig arbejder som kommunikationsrådgiver i Bysted A/S og beskriver sig selv som én af de tre ”snakkere” i projektgruppen. ”Det er måske ikke en ekspert, der har anmeldt stederne, men til gengæld kan vi vise dig, hvilke anmeldelser der er skrevet af folk med samme smag som dig i cafeer, butikker eller løberuter. Det tror vi er meget mere værd.”

Craiglist + Del.icio.us på dansk

Inspirationskilderne bag mitkbh.dk er da også gamle web 2.0 kendinge som Craigslist, der har vendt op og ned på rubrikannoncemarkedet i USA, og Del.icio.us, som for alvor har flyttet bogmærkefunktionen ud af browseren og ud i de digitale sociale netværk.

”Create, remix, share”, siger Morten Gade. “Én af de ting, som Del.icio.us gør rigtig godt, og som vi har forsøgt at tage med os, er denne her bearbejdning af data. Når nu man alligevel bookmarker noget på Del.icio.us, fordi det er nemt, og fordi man får nogle fordele ud af det, så arbejder Del.icio.us videre med de her data og giver brugeren nogle ekstra fordele på den baggrund. På samme måde forsøger vi også at give brugerne noget værdi igen, når de har været inde og anmelde eller bedømme et sted på mitkbh.dk. Websitet gør dine data mere værd.”

 

Den helt konkrete værdi på mitkbh.dk er, at man som tak for sine anmeldelser og bedømmelser af steder i København modtager nye tips og idéer til, hvor man skal gå hen i byen – og disse tips og idéer er baseret på en analyse af dine præferencer og andre brugeres præferencer, hvilket sikrer, at du ikke ender på Absalon, når du i virkeligheden skulle være gået på Andys.

 

Hvem står bag?
Gruppen bag mitkbh.dk består af en designer, en programmør og tre strateger. De har alle arbejdet på projektet i deres fritid, hvad der dog ikke har forhindret, at siden er imponerende spækket med funktionaliteter, som man ellers kun oplever på etablerede og professionelle websider som f.eks. Amazon eller Internet Movie Database. Som bruger bliver man for eksempel meget hurtigt motiveret til at oprette en personlig profil, hvorefter man begynder at modtage personaliserede anbefalinger af steder i København. Hvis du eksempelvis har givet en positiv anmeldelse af Rosie McGee's, så vil mitkbh.dk vende tilbage og anbefale dig et besøg på Damhuskroen.

 

Hvis København?

Mitkbh.dk er uden tvivl den mest ambitiøse brugerdrevne københavnerguide lige nu, men den er bestemt heller ikke den eneste. Berlingske.dk har nu et stykke tid arbejdet med at lade brugerne skrive deres egne anmeldelser, og som noget ganske nyt har AOK sat konsulentfirmaet Connecta til at udvikle siden KBH360, som skal blive en rendyrket brugerdrevet københavnerguide.

KBH360 er stadig i et meget tidligt betastadie, så det er svært at bedømme, om folkene bag siden har opbakningen, idéerne og viljen til at skabe en troværdig web 2.0 konkurrent til mitkbh.dk.

 

På trods af, at konkurrenterne begynder at opruste, har folkene bag mitkbh.dk dog ikke nogen planer om at professionalisere mitkbh.dk eller trække investorer ind udefra. ”Vi har ikke nogen ambition om at skulle leve af det her”, siger Morten Gade. ”Vi taler med forskellige mulige samarbejdspartnere, og vi vil da også gerne lidt bredere ud med vores indhold, men vi gider ikke have ti blinkende flashbannere, og vi gider ikke have noget med, at restauratører kan købe sig til links til deres websider. Vi skal kunne lave denne side, så den bliver lige præcis, som vi gerne vil have den til at fungere, når vi selv besøger den.” Det er målet i bedste web 2.0 ånd.

 

Fremtiden er Rio

Fremtidsplanerne drejer sig da heller ikke så meget om at tjene flere penge end de 95 dollars, de indtil videre har tjent ved hjælp af Google reklamer. Mobile funktionaliteter ligger lige til højrebenet, siger Morten Gade, fordi man jo som regel har brug for byrådgivning, når man befinder sig i byen og ikke hjemme foran pc’en. Derudover vil folkene bag mitkbh.dk gerne gøre mere ud af de personlige anbefalinger og udvide til flere forskellige kategorier inden for Københavns mange tilbud. Senest har de for eksempel tilføjet kategorien butikker til siden. Endelig er det også en drøm at komme ud over Valby bakke og udvide til andre danske byer, Stockholm eller måske engang i fremtiden Rio, sukker Morten Gade.

 

Kprofil: http://www.kommunikationsforum.dk/morten-gade

Website: www.mortengade.dk
Arbejde: www.bysted.dk
Mitkbh: www.mitkbh.dk
Del.icio.us: http://del.icio.us/morten

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også