Knud Romer raser mod Facebook
Har Romer ret?

Skrevet af
Knud Romer raser i Politiken. Facebook er en kræftsvulst. Det er fællesonani og rygklapperi. Det er en social psykose. En lukket klub, som lukker og slukker demokratiet. Spild af tid og spild af kræfter. Har Romer ret? Her er et par regibemærkninger til Romers raseri og retorik.
Uha, det her er meget farligt
 
Knud Romer siger i det stort opsatte Politiken-interview: "Facebook er blevet en kræftsvulst på internettet. Det er et stort sort hul, der i dag sluger alt det indhold, som kunne være til glæde for resten af kloden. Alle dine links, tanker, opskrifter, musiknumre, projekter og viden er nu lukket inde, præcis som det var, før vi fik internettet, nemlig i din lille, rådne, sociale klub af venner, der alle er enige med dig. For mig er Facebook enden på internettet. Andre mennesker har ikke adgang til den viden, der er i de venneklubber, og du kan ikke søge den frem i Google. Så Facebook er i direkte modstrid med nettets fremmeste funktion, nemlig den åbne, fri kommunikation og udveksling af viden. Derfor vil jeg opfordre alle danskere til så hurtigt som muligt at komme ud af Facebook og lægge alle deres informationer ud på åbne blogsider, hvor alle kan linke til det og debattere det. Vi skal mødes i alle mulige forummer; musikforummer, politiske forummer, kunstforummer, hvor som helst, så længe alle kan følge med og blande sig i debatten uden at være medlem af et netværk. Det er min drøm, min utopi om internettet. At den kan danne en borgerlig offentlighed, som ikke længere er filtreret, og hvor alle har chancen for at ytre sig og danne en modoffentlighed".
 
Romers retorik og raseri i retrospektiv
Det er plat retorik at kalde Facebook en dødsensfarlig sygdom, narkomani eller en psykose. Sygdomsmetaforikken har den simple funktion at skabe forsimplede modsætningspar og ækvivalenskæder i teksten, der med en postuleret sammenhæng får læseren til at acceptere urigtige konklusioner og præmisser.
 
Google er gud, Facebook bare fanden
Det åbne net versus det lukkede net er en klassisk diskussion blandt nettets intellektuelle. Romer tilslutter sig dybt uoriginalt og dybt overfladisk den klassiske popperianske position og råber til kamp for demokrati, åbenhed og fri adgang, ligesom alle andre rygklappende politisk korrekte intellektuelle fra Popper til Benkler. For intellektuelle er det åbne net per definition godt, mens det lukkede net i form af lukkede økosystemer a la Facebook, Apple, Microsoft og Spotify er ondt. Fri søgbarhed er per definition godt.
 
Google er altså for Romer et godt, ”rask” firma i et rask samfund, modsat ”syge” Facebook. Sjovt nok er det altså helt i orden og bedre at arbejde gratis for Googles søgealgoritme og bannersalg, men ikke for Facebooks bannersalg. For bag den ideologiske skindiskussion og parolerne er den barske sandhed og antagonistiske kommercielle konflikt, at Google tjener penge på søgbarhed og det åbne net, mens Facebook og Apple tjener penge på det lukkede net og den manglende søgbarhed. Her mener Romer så, at Googles forretningsmodel er ideologisk bedre og rigtigere end Facebooks. Tankevækkende.
 
Hvorfor opstår lukkede økosystemer? De opstår, fordi nogle desperat prøver at skabe en forretning, så de kan levere nogle ordentlige produkter til nogle kunder. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men en måde, hvorpå værdi- og pengestrømme kan bevæge sig fra læsere til producenter i en økonomisk bindende transaktion. Tænkt blot på et ”ondt” lukket økosystem som Spotify, der netop sikrer, at brugeren kan få en ordentlig musikvare og producenten kan få noget for sit kreative produkt.
 
Modstillingen af det åbne net og det lukkede net som henholdsvis godt og ondt er forsimplet og urigtig. Romer idealiserer blogosfæren som en habermasiansk borgerlig offentlighed, der udgør den raske og frie del af nettet. Sandheden er, at blogosfæren aldrig har fået en forretningsmodel i spil og fundet en måde at få nogen til at betale for noget. Åbenheden og den gratis adgang har betydet, at ingen, undtagen Google, har kunnet leve af det. Frivilligheden og åbenheden er blevet et åg, som har hæmmet, ikke styrket, demokratiet og debatten.  
 
Den kulturradikale livsløgn
Problemet er, at Romer operationaliserer en forsimplet medie-essentialisme, hvor Facebook per definition ikke er en del af den borgerlige offentlighed eller kan fungere som en udfordrende modoffentlighed. Det er forkert. Jeg følger for eksempel Occupy-bevægelsen med stor interesse på Facebook, og Facebook har om noget bragt transaktionsomkostningerne ved politisk og folkelig organisering ned til ingenting for alverdens enkeltsager og bevægelser. Er det ikke også en slags borgerlig offentlighed og modoffentlighed inden i Facebook og på Facebooks præmisser? 
 
Romers brug af teorien om den borgerlige offentlighed er med Romers egne ord gruppeonani af værste skuffe. For det første har den borgerlige offentlighed aldrig eksisteret som andet end en elitær kaffeklub. Drømmen om dens glemte guldalder er en kulturradikal livsløgn. For det andet går tesen om den borgerlige offentligheds forfald helt tilbage til dengang, Romer kæmpede sig igennem litteraturstudiet på Københavns Universitet og skrev om pisseulækre pissoirer i Paris. Dengang var det ikke Facebook, men fjernsynet, industrikulturen og forbrugerkulturen, som var fjenden. Dengang som nu skulle der skabes en ny og sand borgerlig offentlighed ved at forsage det, som almindelige mennesker nu engang godt kan lide. Dengang kunne de lide tv. Fy-føj. Nu kan de lide Facebook. Fy-føj. Dengang hed det falsk bevidsthed og fremmedgørelse. Nu hedder det social psykose – et mere funky ord for falsk bevidsthed, nu hvor man ikke længere kan kalde folk psykopater, autister eller narcissister. Romer har så bare skiftet fjernsyn ud med Facebook.
 
Litteraturprofessor Peter Madsen må græde af glæde og ”like” løs på Romers Facebook-side, hvis den findes. Adorno, Negt & Kluge og Habermas har jo sagt det for snart 30 år siden, jubler Romer og Madsen. Romer tigger på plattest mulige måde efter likes fra de mennesker han allerede er enig med og altid har været enig med. En fuldstændig selvidentisk reproduktion i en evig gentagelse af det samme.
 
 
Romer raser i Deadline i debat med Anne Sophia Hermansen. Til kamp for frihed og fri viden i et frit samfund. Se det her
 
Knud Romer siger: "På Facebook bliver du lukket inde i et netværk af mennesker med nogenlunde samme arbejde, samme uddannelse, samme værdier og samme verdenssyn som dig selv. Du befinder dig i et primærnarcissistisk, psykotisk ekkorum af dig selv. Det hele er en fuldstændig selvidentisk reproduktion i en evig gentagelse af det samme. Det, som var hele meningen med internettet, nemlig de andre, de nye ideer og de andre synsvinkler, forsvinder til fordel for en fuldstændig forblændet identifikatorisk tilgang til virkeligheden. Der er ikke længere nogen, der kan vende din verden på hovedet eller ruinere din livsopfattelse, så du udvikler dig. Komikken er jo også, at du ikke kan have en reel diskussion på Facebook. Hvis du bliver for skrap, bliver du enten censureret af Facebook ud fra deres moral og æstetik, eller også unfriender dine venner dig, fordi de ikke er enige med dig. Facebook er en rygklapperklub. Facebook er blevet en social psykose. Mennesket er et flokdyr, og hele vores selvoplevelse, vores adfærd og viden om, hvad der er rigtigt og forkert, er socialt kommunikeret. Facebook driver dette ønske om at blive korrigeret af omgivelserne ad absurdum. Du kan hvert fucking sekund i døgnet blive bekræftet i, om du er sindssyg eller normalt. Ja, det er narkomani. Det er ligesom med sukker. Der er en grund til, at vi spiser sukker, men vi er ikke indrettet til at spise så meget, som vi gør i dag, så vi bliver fede og syge. Med Facebook er en normal social drift blevet til porno og psykose. Jeg har fem venner eller sådan noget. Jeg behøver ikke Facebook for at være i kontakt med dem, og jeg er ikke interesseret i at følge med i, om de nu står på Holmen, er på restaurant, lige har været ude at skide eller er glade for, om deres barn har sagt »øberbøv«. Jeg er ikke gift med dem."
 
Romers retorik og raseri retrospektiv
Den lukkede netværkskonfiguration er en gammel traver i internetlitteraturen og den klassiske sociologi. Det er et klassisk problem i alle netværk til alle tider, hvis og når redundansen bliver for stor og netværket lukker sig om sig selv. Problemet er, at netværkstætheden er en ambivalent dobbelthed af både positive og negative effekter. Det positive er, at det skaber tillid, normer og identitet, men det skaber også dårlig gruppetænkning, jantelov, åndenød, rygklapperi og manglende udsyn. En diskussion som nok er mest begavet foldet ud i teorien om social kapital som brobygning kontra bekræftelse i den klassiske sociologi fra Coleman og Burt & White. Samme problematik behandles sjovt nok også i bogen The Filter Bubble af Elis Pariser, som ganske tankevækkende har Google som skrækeksempel og skurk på mange af de ting, Romer ellers anklager Facebook for at gøre.  Sandheden er, at det ikke er et enten-eller om lukkede versus åbne netværk, men en balance af åben lukkethed, som er den ideale netværkskonfiguration af både normer og nytænkning.  Hvad der naturligvis er langt udover både Knud Romer og politikens faktiske fatteevne / erkendelseshorisont.
 
Helvede er de andre
Helvede er andre mennesker, skrev Sartre engang. Pointen er, at hvad han anklager Facebook for som medie, blot er det sociales mørke dna. Lige børn leger bedst. Vi kan bedst lide at omgås mennesker som os selv. Desværre. Snobberi, narcissisme, røvslikkeri, rygklapperi og ego-drive findes desværre ikke kun på Facebook. Det findes overalt, fra Romers barndomsby, over hans gamle reklamebureau, til bogreceptioner hos Gyldendal. Facebook bliver en projektion i Romers argumentation. Et sted, hvor ondskaben kan placeres uden for ham selv i en ond amerikansk virksomhed. Det holder ikke.
 
Sagen er, at Facebook, som resten af den sociale virkelighed, både er en gave og en byrde og hverken er værre eller bedre end andre steder, hvor mange mennesker er sammen. Det er med Sartre et eksistentielt grundvilkår at hade og elske de andre. Det helvede, som andre mennesker er, bliver i Romers optik udkrystalliseret som et virtuelt socialt helvede på Facebook med stort F og kun her – hvorpå der afsluttes med en lidt naiv opfordring om at forlade Facebook, og så vil dit liv blive godt igen. Gid det var så enkelt, men du kan ikke flygte fra det sociales dobbelthed af ondskab og kærlighed, af lukkethed og åbenhed. Det indså Sartre, men det ser Romer ikke.
 
Knud Romer siger: "Det giver ikke mig et bedre socialt liv at kunne 'like' en bekendts marengskageopskrift".
 
Jo, det giver mange almindelige mennesker et bedre socialt liv at føle, de bliver set og bekræftet af andre mennesker, virtuelt såvel som i virkeligheden.
 
Knud Romer siger: "Det fællesonani, de laver i den klub, vil jeg hellere være foruden. Jeg står lige nu under et mirabelletræ på Kragevig, med en bøgeskov på højre hånd og en egeskov på venstre hånd, og jeg kigger ud over et lille næs med Jungshoveds Kirke, og når kirkeklokkerne ringer, så letter svanerne. Det rager mig en papand, hvad folk lægger ud på Facebook, for jeg får aldrig glæde af det".
 
 
Kragevig Heimat. Den danske variant af Heideggers elskede tyske skov
 
Nu kommer der schwung i den gamle B&O-tekstforfatter: Offline er bedre end online. Offline skal erstatte online. For Facebook er noget så usselt og stigmatiseret som fælles onani i en lukket klub af fraværende nærvær. Dette triste liv i det kolde, blå skærmlys står i modsætning til skønåndens oplevelse af den nationale naturskat på landets mange smukker øer. Her findes en smuk nationalromantisk og panteistisk harmoni af svaneflugt, kirkeklokker og lokale turistattraktioner omkring Kragevig. Her står den traditionsbevidste og belæste kulturconnoisseur og skuer ud over det uduelige folkedyb. Knud Romer nær bøgeskov og jættehøje, plantet med begge ben i sit elskede Danmark. Det rager ham en papand, hvad folk(et) lægger ud på Facebook.
 
Men den indspiste, snobbede kulturelite har jo altid raset over almindelige menneskers livsvalg og tidsforbrug. Først var religion opium for folket, så blev det fjernsyn, og nu er det Facebook, som er fy-føj. Hamsun hadede somrene i Norge, fordi proletariatet kom ud fra deres kældre. Er det ikke det samme had til, at de nu bliver siddende nede i mørket og liker deres triste lorteliv? Det er deres ret, Romer. Deres demokratiske ret i den borgerlige offentlighed, for nu at bruge din lukkede klubs egne ord og gamle nedslidte begreber.
 
 
 

Giv din stemme

11 stemmer
3,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

25 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Kursus

Få værktøjer til bedre forandringskommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.