Hvad enten COP15 fører til et politisk gennembrud eller ej, vil klimaspørgsmålet forblive på den globale dagsorden. Meget tyder på, at klimaforandringer er blevet dén globale udfordring, som binder nuværende og kommende generationer sammen i et hidtil uset skæbnefællesskab.

Andre globale trusler vil dukke op, såsom finansielle kriser eller atomoprustning i Mellemøsten. Men klimaspørgsmålet synes at være kommet for at blive, fordi intet enkelt teknisk fix kan løse problemet. Kampen mod klimaændringer er derfor primært en politisk proces, som er betinget af og sammenflettet med den folkelige bevidsthed og ansvarlighed. Det stiller høje krav til klimakommunikations alsidighed.


Amok-klimakommunikation - billede fra dommedagsfilmen 2012

En selvforstærkende og selvrefererende fortælling
Viden om klimaforandringer stammer for de flestes vedkommende fra medierne. Medierne informerer om ny forskning, politiske reaktioner samt nationale og internationale tiltag mod klimaforandring. Derudover danner medierne ramme om store dele af den offentlige debat og formidler synspunkter fra eksperter, politikere og lægfolk. Endelige sætter medierne billeder på truslen fra klimaforandringer: ørkenen som spreder sig, isbjørnen uden is, tropiske storme som hærger kystområder. Uden disse billeder ville klimatruslen muligvis forblive en abstrakt størrelse.

Tidligere mente man, at mediernes interesse for klima og miljø fulgte skiftende opmærksomhedsbølger. Meget peger imidlertid på, at mediernes interesse for klimaspørgsmålet har været støt stigende. I dag er klimadækning blevet et globalt nyhedstema. Selv i regioner som Mellemøsten, hvis økonomiske eksistensgrundlag er fossile brændstoffer og som plages af militære, religiøse og sociale konflikter, behandles klimaspørgsmålet i stigende omfang af medierne.

Klimaændringer er blevet et ægte globalt medietema. Det virker både selvforstærkende: Den ene historie tager den anden. Og det virker selvrefererende: Den anden historie henviser til den første.

Klima er et tema som alle, fra politikere til stand-up-komikere, kaster sig over. Klimaændringer er overgået fra at være specialviden til del af et kulturelt forråd, en fælles referenceramme og en ny tidsmarkør, som definerer tiden før og efter, klimaændringerne tog fart.

Ifølge FN's Udviklingsprogram UNDP kan spores en stigende bevidsthed om klimaforandringer i den globale opinion. Som risbonde i Bangladesh, fisker i Nildeltaet eller landmand i Vadehavet behøver man ikke en ph.d. for at forstå, at en halv meter mere vand i verdenshavene er dårligt nyt. Det har de globale medierne for længst gjort tydeligt.

Imidlertid står den globale klimakommunikation over for en række udfordringer, hvad angår idealet om en pluralistisk klimadiskurs, mediernes nyhedsstruktur samt fordelingen af den globale klimakommunikation. Vi står med andre ord over for strategiske, systemiske og globale udfordringer til klimadebatten.

Udfordring nr. 1: For/imod-modellen er død
Den første udfordring består i at skabe en klimadebat, som ikke er styret af strategiske interesser. I mange år havde de såkaldte klimaskeptikere held til at kapre den offentlige opmærksomhed. Problemet var ikke, at disse klimaskeptikere blev hørt. Det skal og bør de naturligvis. Problemet var mediernes ureflekterede brug af journalistikkens normer. Politisk journalistik hylder princippet om for-og-imod, hvor begge parter i en sag høres. Dette er afgørende for den politiske diskurs, da sociale og politiske konflikter som regel er præget af stor dissens.

I klimadebattens tilfælde bidrog princippet imidlertid til at fordreje diskussionen. Når medierne henvendte sig til klimaskeptikere, hver gang truslen for klimaforandringer blev debatteret, opnåede klimaskeptikerne at så tvivl om klimaspørgsmålet. Imidlertid afspejlede denne tvivl ikke forskningen, som i stigende grad betragtede menneskeskabt klimaforandring som et videnskabeligt faktum. Der var med andre ord tale om en medieskabt tvivl ansporet af særlige strategiske interesser. Det ville svare til, at man ringede til tobaksindustrien, hver gang sammenhængen mellem lungekræft og rygning blev diskuteret.

I dag har klimaskeptikerne mistet videnskabelig, politisk og folkelig opbakning, hvorfor de delvis er forstummet. En vis konsensus om menneskeskabt klimaændring er trådt i stedet. De strategiske udfordringer til klimakommunikationen er derfor anderledes.

Faren for at debatten sander til
Der er risiko for, at den tilkæmpede konsensus om menneskeskabt klimaforandringer sander til, hvis den forvandles til en dogmatik. Der er behov for - interesse-fri - dissens og ukonventionelle synspunkter, hvis klimadebatten skal forblive levende og demokratisk.


Coca-Cola på den grønne bølge

Faren for udvanding
Greenwashing, hvor alskens produkter og politiske tiltag fremstilles som miljøvenlige, griber om sig og truer med at udvande klimakommunikationen. Hvem har efterhånden ikke købt et produkt, som kalder sig både miljøvenligt, CO2-neutralt, bæredygtigt og naturligt?

Udfordring nr. 2: Dommedagssyndromet
Medierne lever af at sælge aviser eller seer-tal. Og sensationelle historier sælger godt. Dette fremmer alarmist- diskursen i medierne, hvor klimaforandringer fremstilles i dommedagsagtige vendinger og symboler.

Alarmist-diskursen er i klimaforkæmpernes optik kontra-produktiv. Forbindes klimaændringer med film som The Day After Tomorrow eller 2012, synes alt håb ude. Hvis fremtiden er skrevet, er der ingen grund til handling. Hermed kan mediernes fremstilling øge risikoen for politisk apati. Det betyder, at klimaet bliver en trussel mod demokratiet.

Også på et systemisk plan repræsenterer medierne en kommunikativ udfordring. Aviser udkommer dagligt, og net-nyhederne opdateres løbende. En sådan produktionsfrekvens favoriserer sensationelle hændelser over for strukturelle ændringer. Det er indlysende nemmere at vise en isbjørn til søs end det komplekse samspil mellem livsformer, miljøbelastning og gennemsnitlige temperaturudsvingninger.

Dertil kommer mediernes konstruktion af publikum som politiske forbrugere. Klimadebatten risikerer at blive en arena for smarte budskaber og letkøbte løsninger, skønt kampen mod klimaforandringer handler om strukturelle omstillinger af samfundet og ikke blot kortsigtede gevinster.

Udfordring nr. 3: Global skævvridning
Sammenlignet med andre regioner repræsenterer Danmark en relativt vellykket klimakommunikation. Vi har en bred nyhedsdækning med stor variation. Klimaspørgsmålet behandles som topnyheder og baggrundshistorier, som information og opinion. Både lægfolk, eksperter, interessegrupper og politikere deltager i klimadebatten.

Uden for den vestlige verden er billedet et andet. Her er klimakommunikation en ressource, som er ulige fordelt både i omfang og indhold. Klimadækning overlades til internationale nyhedsbureauer, som reducerer klimaspørgsmålet til international politik og globale aktører som EU, FN eller USA. Der er sjældent ressourcer til lokal klimajournalistik, og risikoen for at berøre politiske tabuer som korruption og dårlig forvaltning er overhængende. Indholdsmæssigt er resultatet en klimakommunikation, som ofte er verdensfjern og uden lokal relevans.
Hvad er svaret på klimakommunikationens globale udfordring?

De rige lande kan hjælpe med at udvikle en miljøjournalistik i andre verdensdele. Danmark har for eksempel finansieret workshops og uddannelsesrejser for mellemøstlige journalister for at gøre klimakommunikation visionær og lokalt nærværende. Internettet har skabt nye informationskanaler, som har muliggjort lokal og uafhængig klimakommunikation. Videnskabsjournalistikken kan opgraderes. Debatfora som BBC Worlds The Doha Debates, hvor lægfolk og professionelle debatterer i jævnlige offentlige seancer, kan udbredes i klimakommunikationen.