Der var engang, hvor man bare talte om kommunikation. Men så begyndte temperaturen at stige, og Nordpolen begyndte smelte. Pludselig var det ikke nok at kommunikere, man skulle klima-kommunikere. Det er altså en helt ny og unik disciplin, der adskiller sig markant fra traditionel kommunikation. Skulle man være i tvivl, kan man altid læse i den strøm af bøger om emnet, der bliver udgivet i dette klima-år.

Men jeg kunne godt tænke mig, at forfattere, forlag og andre trak vejret en ekstra gang, mens de overvejede dette spørgsmål: Hvor mange forskellige typer kommunikation findes der egentlig? Og hvor forskellig er klimakommunikation fra det, vi bare kalder kommunikation?

Bud på formler for klimakommunikation
Kommunikation er (som I selvfølgelig godt ved) en udveksling af budskaber mellem en afsender og en eller flere modtagere. Sat på formel kan det se sådan ud: xy->z. Budskabet (x) vinklet i forhold til målgruppen (y) afleveret gennem kanal (z).

Skal man tro på, at der findes en disciplin ved navn klimakommunikation, skulle der altså eksistere en anden formel for dette. Måske som denne: xy*w->z. Igen budskab (x) men her vinklet både i forhold til målgruppen (y) og i forhold til klima (w) og afleveret gennem kanal (z). Altså en slags dobbeltvinkling af budskabet. Et andet bud på en formel kan være denne: xw->z. Her vinkles budskabet efter klima i stedet for målgruppe.

Kun en slags kommunikation
Den første klima-formel er ikke afgørende forskellig fra den oprindelige kommunikationsformel, og den anden vil nemt resultere i, at man skyder forbi målgruppen. Men det betyder ikke, at disse to formler ikke er i spil. Tværtimod. Og det er her, problemet med klimakommunikation ligger.

Der er nemlig ingen tvivl om, at præfixet klima åbner hidtil uanede muligheder for at komme ud med budskaber, som tidligere ikke ville have målgruppens interesse. Altså en anvendelse af den første klima-formel, hvor man presser klima ned over en eksisterende historie. Men det skaber ikke en ny kommunikationsdisciplin. Jeg ved det, for jeg har selv gjort det!

Sprælle lidt mere
Den anden klima-formel finder anvendelse, hvor man pludselig begynder at kommunikere om produkter og løsninger, der normalt er aldeles uinteressante for den "almindelige" borger; men nu, hvor det handler om klima, er vi jo alle interesserede - ikke sandt? Og det er måske netop her, arnestedet for klimakommunikation findes: i et ønske om at sprælle lidt og være med på bølgen.

Virksomhederne ser en mulighed for at blive kendte uden for deres normale målgruppe, og kommunikationsafdelingerne ser måske også en mulighed for at gøre noget, der er lidt sjovt, og så samtidig være med til at redde en isbjørn eller to - man er vel humanist.

De klassiske dyder bliver glemt
Problemet er, at de klassiske dyder bliver glemt. Klimaet bliver et kommunikationsprojekt, der ikke er forankret i virksomheden og dens produkter. Måske stemmer det slet ikke overens med virksomhedens almindelige profil. Det er det, vi nu har lært at kalde "green washing", som ganske vist er et nyt udtryk i kommunikationsdansk, men ret beset dækker det vel bare over et klassisk oversalg af virksomheden eller dens produkters egenskaber. Nogle ville måske bare kalde det at lyve.

I sidste ende er den halvhjertede, uigennemtænkte brug af klima som kommunikationsinstrument med til at øge klima-kvalmen (og nej, den kan faktisk ikke kan skelnes fra almindelig kvalme) og gøre det sværere at trænge igennem for de virksomheder, der faktisk har et reelt budskab på klimafronten. For der er ikke noget galt i at kommunikere om klima, men lad os kalde det ved dets rette navn: God gammeldags kommunikation.