Kerry versus Bush
2. november går den amerikanske befolkning i stemmeboksene for at beslutte om deres præsident i de næste fire år skal være demokraten John F. Kerry eller republikaneren George W. Bush. Resultatet af det amerikanske præsidentvalg imødeses med spænding af befolkninger overalt på kloden, i og med Amerika er den eneste tilbageværende supermagt på planeten, og derfor direkte eller indirekte spiller en rolle for livet, som det udfolder sig fra Bagdad til Bjerringbro og Berlin. Men en, der venter på afgørelsen med endnu større intensitet, end de fleste andre, er Joe Hansen. Amerikaneren med de danske rødder er nemlig en af USA’s dygtigste politiske rådgivere og strateger, og han har i månedsvis arbejdet på en eneste ting: At den næste præsident for Amerikas Forenede Stater kommer til at hedde John F. Kerry.
”Der er flere emner, som er afgørende i den her præsidentkampagne. Indenrigspolitisk handler det om arbejdsløshed, uddannelse og sundhedsvæsenets tilstand. Udenrigspolitisk handler det om krigen mod terror og krigen i Irak. John Kerry klarer sig bedre end præsident Bush, når det gælder diskussionen af de indenrigspolitiske spørgsmål og krigen i Irak, men ikke når det gælder krigen mod terror. Hvis Bush’s kampagne formår at få diskussionen til kun at handle om terror, har han en god chance for at blive genvalgt, hvis ikke, er det mest sandsynligt, at det er John Kerry, som vinder,” vurderer Joe Hansen.

Direct mail firma
Han er 42 år, bor i Washington D.C. og har arbejdet for Demokraterne i godt 20 år. Han er politisk rådgiver for Demokraternes leder i Senatet, Tom Daschle, National Field Director for The Democratic Senatorial Campaign Committee, DSCC, hvor han hjælper de demokratiske kandidater, som stiller op til Senatet, samt partner i Ambrosino, Muir & Hansen, et såkaldt direct mail firma, som har 22 senatorer, ni guvernører og John Kerry blandt kunderne. Også Bill Clinton og Al Gore har her fået hjælp til at kommunikere bedre med vælgerne. Firmaet leverer sofistikerede vælgeranalyser og specialdesignet politisk kommunikation for demokraterne, ofte via breve sendt ud til specifikke målgrupper.
Joe Hansen tilføjer, at det er sådan i amerikansk politik, at det også handler om personerne Kerry og Bush, det vil sige befolkningens opfattelse af, hvem af de to, som har de bedste evner som leder. Her kan krigen i Vietnam komme til at spille en afgørende rolle.
”På den ene side står George W. Bush, som anklages for at have pjækket fra dele af sin militærtjeneste, på den anden side står John Kerry, som først blev dekoreret for tapper indsats i Vietnam og dernæst blev krigsmodstander. Den udvikling hos Kerry viser de karakteregenskaber, som vælgerne efterlyser i en præsident. Det er en hjørnesten i Kerrys kampagne. Netop derfor er Bush-kampagnens angreb på Kerrys integritet i forhold til Vietnam så farlige,” siger Joe Hansen – med henvisning til blandt andet tv-reklamer betalt af konservative Bush-støtter, der har forsøgt at så tvivl om Kerrys status som krigshelt.

Fra Tivoli til Iowa
Joe Hansen hedder som han gør, fordi han har en dansk far, der tidligt i sit liv emigrerede til USA, og en amerikansk mor. Han er født i 1962 i millionbyen Chicago i staten Illinois. En by, der har spillet en vigtig rolle i amerikansk politisk historie. I 1962 hed præsidenten i USA John F. Kennedy. Han vandt i 1960 en kneben sejr over sin republikanske udfordrer, Richard M. Nixon, især takket være støtte fra Chicagos magtfulde borgmester Richard J. Daley.
Joe Hansen kom med andre ord til verden i en by og på et tidspunkt, der har sat sine spor. Han skulle dog gå en omvej via Danmark, før hans politiske tæft for alvor fik næring. I 1970 flyttede familien Hansen til København, for i den danske hovedstad skulle der dengang opføres højhuse. Joe Hansens far arbejdede i Chicago med elevatorsikkerhed i byens skyskrabere. Han flyttede hjem for at sørge for, at elevatorerne kom til at køre sikkert i blandt andet SAS-bygningen og højhuset Domus Vista. Egentlig skulle han kun have arbejdet her i et år, men familien blev i 13 år. Joe Hansen har således været medlem af Tivoligarden, han har studentereksamen fra Sankt Annæ Gymnasium i Valby, og han taler et næsten lydefrit dansk.

Den glødende demokrat
Da familien Hansen kom til Danmark var krigen i Vietnam i fuld gang, og i Europa var kritikken af Amerika hård. Joe Hansen husker, at også mange danskere skældte ud på USA, og i skolen brugte eleverne tidens populære slagord om de amerikanske mordere. Joe Hansen tog en samfundssproglig studentereksamen i Danmark, og undervejs – fortæller han – havde han fornøjelse af en lærer, der yderligere inspirerede ham til et liv i politik.
Da familien flyttede tilbage til USA i 1983, var Joe Hansen således glødende demokrat og kastede sig som studerende på University of Iowa direkte ind i sit livs første valgkamp. Han meldte sig som frivillig arbejdskraft for demokraten Gary Hart, der kæmpede for at blive demokraternes præsidentkandidat op til præsidentvalget i 1988, og selv om han på det tidspunkt kun havde boet i USA i seks måneder, blev han af kampagnens bagmænd bedt om at være koordinator for den demokratiske politikers kampagne på universitet i Iowa.
Gary Hart lå til at vinde, da han blev fotograferet i selskab med en ung kvinde, som ikke var hans kone. Det medførte en skandale og Gary Hart trak sig. I stedet nominerede demokraterne Michael Dukakis, der siden tabte slaget om præsidentposten til George Bush.
Men – trods det bratte møde med den hårde side af amerikansk politik, lod den unge Joe Hansen sig ikke afskrække. Han havde talent for at føre kampagne, og snart blev han kontaktet af folk fra andre demokratiske kampagner, der ville have ham ombord. Pludselig stod han med ansvaret for at organisere flere tusind frivillige medarbejderes arbejde, få dem ud at snakke med folk, sende breve ud til potentielle vælgere i områder på størrelse med Sjælland, ringe rundt til demokratiske vælgere for at minde dem om, at de skulle stemme.

En milliardindustri
Undervejs færdiggjorde Joe Hansen en universitetsgrad i political science. Siden er det gået slag i slag, med større budgetter, vigtigere politikere og hårdere arbejde. I årenes løb flyttede han rundt fra valgkamp til valgkamp og har blandt andet boet i staterne South Dakota, Wisconsin, Louisiana, Virginia og New Jersey. Så snart en tjans var forbi, forberedte han sig på en ny, og i 1990’erne konsoliderede han sit ry som en dygtig kampagneleder.
“Som kampagneleder skal man holde styr på mange ting på en gang. Man arbejder med fundraising, meningsmålinger, medierådgivere, økonomiske donorer, interessegrupper, pressen, researchere og frivillige, og selvfølgelig kandidaten selv. Man står i spidsen for en gruppe mennesker med mange forskellige meninger om, hvad der er det rigtigste at gøre lige nu. Hver dag bliver man nødt til at lægge nye planer og forholde sig til nye situationer. Det er både udfordrende og sjovt,” fortæller Joe Hansen.
Han har været med til at bane vejen frem til betydningsfulde politiske stillinger for en række amerikanske politikere. En del af dem sidder i dag som senatorer i Washington D.C., hvor også The Democratic Senatorial Campaign Committee, DSCC, og Joe Hansen har kontor.
Det er også i den amerikanske forbundshovedstad, at Joe Hansen siden 1999 har boet sammen med sin hustru Susan Hansen, der er såkaldt legislative director for den demokratiske senator Tim Johnson fra staten South Dakota.

Penge, tempo og målrettet kommunikation
Fra Washington D.C. organiserer og overvåger han valgkampagner for demokratiske senatorer. Han rejser dog en del. Dette interview blev foretaget via mobiltelefon, mens Joe Hansen befandt sig i Alaska. Samtidig passer han sin tjans som partner i Ambrosino, Muir & Hansen, der har base i San Francisco. Der er med andre ord en del at se til.
”De tre vigtigste redskaber, når man fører kampagne i dag, er penge, tempo og målrettet kommunikation. I 1984 havde DSCC for eksempel et budget på små otte millioner dollar. I 2002 var budgettet på 135 millioner dollar. Da jeg begyndte i den her branche, var der desuden en fælles ramme i det offentlige rum. Der var en nyhedscyklus og en fælles dagsorden. Nu er der ikke én, men mange nyhedscykluser fordelt over flere medier. I stedet for at have 24 timer til at reagere på en given sag, har vi en time eller to. Endelig er vores kommunikationsmetoder blevet meget mere avancerede. I 1984 vidste vi, om vælgerne, var demokrater eller republikanere, mænd eller kvinder, sorte eller hvide. I dag kan vi definere specifikke segmenter og være utroligt præcise i vores kommunikation,” siger han.

Et tæt løb
Det er alt sammen værktøjer som skal være med til at få John Kerry indsat i Det Hvide Hus. Meningsmålingerne svinger fra uge til uge, men Joe Hansen tror på, at Demokraterne kan hive sejren i land. Og nok så vigtigt: Joe Hansen tror på, at John Kerry er den bedste kandidat. Han slår fast, at man ikke kan skille tingene ad. Ja, han arbejder på at få John Kerry valgt, fordi han gerne vil vinde over konkurrenterne i republikanernes kampagne-team, men han gør det også, fordi han rent faktisk mener, at Kerry er den bedst egnede til at varetage opgaven.
”Når jeg vågner om morgenen, tænker jeg da mest på, at jeg gerne vil vinde over that other guy, og ikke på, at jeg skal ud at kæmpe for bedre sundhedspleje for familier med børn. Men det er vigtigt for mig at slå fast, at selvom det at føre kampagne i høj grad handler om strategi, om at spille sine kort rigtigt, så man kan få så mange som muligt med på sin vogn, så sælger vi ikke bare en vare. Det betyder noget, hvem der bliver valgt. Befolkningens liv bliver rørt af politikernes beslutninger, og de holdninger, som ligger til grund for de beslutninger, bliver ofte formuleret første gang under en kampagne. Derfor skal man huske, at nok er det sjovt at vinde, men det handler om meget mere end det,” siger han.
Derudover: Det er Joe Hansens fornemmelse, at John Kerry vinder.
”Den ene uge siger meningsmålingerne et, og den anden uge, siger de noget andet. Min tro på John Kerrys sejr henter jeg ikke i meningsmålingerne, men derimod i den kendsgerning, at man i USA i dag ikke kan finde en eneste vælger, der ved sidste valg stemte på Al Gore, som i dag vil stemme på George W. Bush. Derimod kan man godt finde vælgere, som sidste gang stemte republikansk, og som nu overvejer at stemme demokratisk. Med tanke på, hvor tæt de to kandidater lå sidst – som bekendt skulle Højesteret afgøre, hvem der havde fået flest stemmer – siger logikken, at demokraterne vil få flere stemmer denne gang,” mener han, idet han tilføjer, at det selvfølgelig er et ”anekdotisk ræsonnement”.
2. november finder vi ud af, om det ræsonnement er korrekt eller ej.


Artiklen er første gang bragt i KOM Magasin 2, som udgives til medlemmer af Forbundet Kommunikation og Sprog.