Kaospiloterne

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Med angrebet på World Trade Center har ordet "kaospilot" fået en ny betydning. Vi taler ikke længere om unge mennesker, der er foretagsomme på en sjov og anderledes måde. Vi taler om den undergang, død og ødelæggelse, blot en enkelt rigtig pilot eller to er i stand til at skabe i det åbne, demokratiske samfund. Efter den 11. september 2001 er hele den vestlige verden rystet i sin grundvold, og selve USA er på det nærmeste gået i stå.

Begivenhederne i USA kaster et interessant lys på et af de store modeord fra de sene firsere og tidlige halvfemsere, nemlig ordet kaos. Begrebet kaos blev populært i vide kredse med videnskabsjournalisten James Gleicks bog Chaos - Making a New Science, som udkom i 1987 (dansk: Kaos - en ny videnskabs tilbliven, 1989). I denne bog beskrev han den videnskabelige kaosteoris historie helt tilbage fra forløbere som den franske matematiker Poincaré, frem til Edward Lorenz' første gennembrud i 1960'erne med computersimulationer af vejret og videre til de meget store gennembrud omkring 1980 som Mitchel Feigenbaums opdagelse af den universelle, matematiske konstant, der i dag bærer hans navn og Benoit Mandelbrots beskrivelse af den mængde af reelle og imaginære tal, han ligeledes har fået opkaldt efter sig.

Kaosteorien blev den første sexede, videnskabelige teori siden Einsteins relativitetsteorier, der blev fremsat i årene inden første verdenskrig. I den mellemliggende tid havde naturvidenskaben, ikke mindst på grund af de to verdenskrige, fået en aura af Frankenstein-agtige manipulationer, som ingen kunne beundre og som alle måtte have den største skepsis overfor. Med kaosteorien var det noget andet. Den blev opfattet som vagt subversiv i forhold den gammeldags naturvidenskab, fordi den var gådefuld, poetisk, ikke-lineær og i al almindelighed anderledes end raketvidenskaben, atomfysikken, genteknologien og alle de andre grene af naturvidenskaben, hvor big science smeltede sammen med big business i jagten på den totale kontrol og den maksimale profit.

I virkeligheden var der overhovedet ikke belæg for denne antagelse, for hvis kaosteorien gjorde noget for den klassiske naturvidenskab, så var det at redde den. På den ene side var den nemlig lige så forankret i forestillingen om blind kausalitet som al anden naturvidenskab. På den anden side kunne den forklare, hvordan der inden for et sjælløst urværks-univers af årsager og virkninger kunne opstå forløb, der var helt og aldeles uforudsigelige. Det var noget, man indtil da antog var den skabende bevidstheds privilegium. Nu kunne det forklares med den klassiske naturvidenskabs metoder.

Kaosteorien bestod for størstepartens vedkommende af seriøst langhåret matematik. For eksempel indgår der i den funktion, der skaber Mandelbrot-mængden, såkaldt imaginære tal. Det vil sige tal at typen: kvadratroden af minus 1. Prøv at indtaste dette tal på en almindelig lommeregner. Som enhver velopdragen regnemaskine ved, får man altid et positivt tal ud af at multiplicere to negative. Derfor giver den op og siger "not a number". Men det er det nu altså alligevel - og med sådanne tal kan man ikke underligt producere kaos.

Hurtigt gled begrebet kaos imidlertid fra naturvidenskaben ud i den almindelige samfundsdebat. Da den tidlige globalisering slog igennem i slutningen af 1980'erne, og muren samtidig faldt og den kolde krig dermed var forbi, brød alle gamle forklaringsmodeller sammen. Derfor virkede verden pludselig totalt forvirrende.

Reaktionen var en påstand om, at vi som borgere og mennesker nu skulle acceptere det kaos, der var opstået. Frejdigt forandringsparate skulle vi glæde os over det, og se det som en mulighed for at udøve stordåd og forandre verden. I Århus kom der endda en hel uddannelse i, hvordan man som pilot kan navigere i det kaos, man påstod, at samfundet skulle udgøre.

I virkeligheden var sagen en anden. Det er rigtigt, at der i slutningen af 1980'erne var en akut mangel på politiske forklaringsmodeller. Men det tog ikke lang tid, før Francis Fukuyama fremsatte den første, ganske vist fejlagtige, teori om historiens afslutning. I midten af 1990'erne fremsatte Samuel Huntington sin forkætrede - men sørgeligt aktuelle - teori om civilisationernes sammenstød, og mod slutningen af årtiet kom Manuel Castells så med sin monumentale teori om netværkssamfundet. Så et egentligt kaos var der ikke tale om. Ihvertfald ikke i verden - men måske nok i hovederne på dem, der hang fast i de gamle forklaringsmodeller.

Kaos er i grunden et fuldstændig banalt begreb, når man sammenligner det med sin modsætning: orden. Såvel i universet i almindelighed som her på Jorden er der langt mere kaos, end der er orden. Kaos er det, man får, hvis man ikke gør noget. Orden, derimod, må man arbejde for. Det kræver både vilje og energi, og man får det ikke, med mindre man ofrer noget for det. Kaos er muligvis svært at beskrive, men det er ganske let at forstå. Orden er forholdsvis enkel at beskrive - men den er til svær at forstå og nærmest umulig at forklare udtømmende.

Den egentlige gåde her i verden er dens orden. Hvorfor kan der oplagres så ufattelige mængder af energi i ordnede strukturer som molekyler og atomer? Hvorfor bryder disse strukturer ikke sammen af sig selv, i stedet for at vare ved - med alle de fordele, det indebærer for os mennesker? Det er virkelig mærkeligt. Og hvorfor er det helt almindelige, banale sociale liv så forudsigeligt? På en computer (som i sig selv er et helt enestående eksempel på orden) kan man med nogle få klik bestille og betale en flybillet. Og når man flere uger senere indfinder sig i lufthavnen, står flyveren der minsandten som lovet med det sæde, man har reserveret. Folk står i kø. Ingen slås om at komme ombord og med få minutters forsinkelse lykkes det som regel også for SAS at få flyveren i luften med kurs mod den destination, man har valgt. Det er ganske enkelt ufatteligt. På samme måde er det med alle andre aspekter af det moderne liv. Tog og busser kører forbløffende præcist. Fjernsynet sender. Møder begynder som aftalt. Varer leveres. Aftaler holdes. Dag ud og dag ind.

Orden er udtryk for en organisation, som er langt mere kompleks end kaos. I den døde natur holdes denne organisation sammen af bunden energi. I samfundet bliver den ene og alene fastholdt af menneskets vilje til orden. Man kunne forestille sig, at social orden kunne etableres med magt, men al erfaring viser, at det ikke er tilfældet. Man kan betragte eksemplet Sovjetunionen. Her havde den herskende klike i samfundet den totale, enevældige magt. Men kom der orden ud af det? På ingen måde. Tværtimod. Samfundet forfaldt i et morads af kaos, fordi der ikke var nogen folkelig vilje til orden. I de tidligere habsburgske dele af østblokken, derimod, var der på grund af civilisationsprocesser, som har stået på siden middelalderen, allerede inden kommunismen installeret en vilje til orden i den almindelige befolkning. Denne vilje kunne kommunismen ikke knægte. Og fem minutter efter, at de kommunistiske magthavere havde takket af, var de gode eks-habsburgere i fx. Tjekkiet, Ungarn og Slovenien allerede i fuld gang med at genoprette den orden, de ønskede. Men som kommunismen havde forhindret.

Orden i samfundet opstår, fordi vi vil. Og fordi vi har friheden til at gøre, hvad vi vil. Vi vælger at tale sproget som man skal. Dermed genskaber vi det dagligt og bidrager til at opretholde den sproglige orden. Vi stiller os så nogenlunde i kø ved busstoppestedet. Vi følger de regler og rutiner, som én gang er etableret, og ved at gøre alt dette genskaber vi samfundspagten. Selvom udtrykket er gammeldags, så bør det udtales: der opstår kun orden, fordi vi stort set allesammen er samfundets støtter.

Spørgsmålet er, om angrebet på USA vil ødelægge den orden, vi med ganske få undtagelser alle stræber efter og hver eneste dag bidrager til at opretholde? Jeg tror det ikke - snarere tværtimod. Der er ikke nogen tvivl om, at hvis man angriber ordenen med vold, så vil den for en kortere tid forsvinde. Derfor viser angrebet naturligvis, at den rent fysiske manifestation af samfundets orden kan ødelægges med magt. Men det væsentlige ligger et helt andet sted.

Så længe der er vilje til orden, vil den i det lange løb blive genoprettet. Derfor er det afgørende ved angrebet, at vi ikke må miste selve troen på det åbne og demokratiske samfunds orden. Vi mister ikke den samfundsorden, vi alle tror på og er afhængige af, fordi nogen angriber den med kamikazefly. Vi mister den, hvis vi bliver svage i troen eller svigter vores egne idealer.

Katastrofen i USA er en voldsom anfægtelse for vores ønsker om orden. Men jeg tror, den vil få den modsatte effekt af, hvad Osama bin Laden eller hvem der nu iværksatte katastrofen, forestillede sig. Alt tyder på, at den katastrofe, som har ramt alle de åbne, demokratiske samfund, vil stålsætte vores vilje til at opretholde dets orden. Skønt mere end 5000 mennesker formentlig har mistet livet for hånden af en mand, der hader det åbne, demokratiske samfund, må vi derfor ikke miste vores tro på, at det er den rigtige måde at leve på. I så fald har de forsvarsløse børn, kvinder og mænds offer først for alvor været forgæves og meningsløst. Vi må ikke miste troen på vores værdier, for hvis først vi mister troen, er det kun et spørgsmål om tid, før vi mister viljen. Og uden vilje til orden ligger vejen åben til det mest banale af alt: kaos.





Relaterede artikler

Castells: The Internet Galaxy - Den spanske sociolog Manuel Castells er om nogen blevet internettets akademiske ikon. Alle internet guruernes guru. "The...
Mediehistorien er først lige begyndt - Danmarks første mediehistorie er nu afsluttet med udgivelsen af fjerde bind i december 2003. Når noget så stort som en b...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

54 JOB

Kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Job

Outreach Officer

Frist: 19. december

Communication Partner, Household care

Frist: 10. december

Pressemedarbejder

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.