Kan vi få lidt professionalisme…

Det kan godt være, at der er mange irriterende repræsentanter for pressen, der ikke kender deres besøgelsestid. Men der er mindst ligeså mange virksomheder, der tror, at de kan bruge pressen som mikrofonholdere, når de har lyst til det, og i øvrigt kan trække stikket ud, når resultatet ikke matcher noget, der ligner den klassiske, positive pressemeddelelse.

Situationen er bekymrende for en redaktion, der gerne vil have en konstruktiv dialog med den del af danske erhvervsliv, der er forholdsvis ung og nyskabende. Det er ofte her dynamikken og de innovative perspektiver kan hentes, men samtidig også her, vi oplever en uprofessionel håndtering af pressen.

Situationen burde også være bekymrende for den pågældende administrerende direktør, der gerne vil have styr på informationsflowet både internt og eksternt. Det er helt fair, at virksomheden holder kortene tæt til kroppen og foretrækker at sende en kollektiv pressemeddelelse ud om x eller y. Men det er direktørens ansvar at sikre sig, at informationerne ikke siver på uhensigtsmæssige tidspunkter – ikke journalistens ansvar.

Det er direkte uacceptabelt, at pressen skal lægge øre til en skideballe, når det går op for et annoncenetværk, at journalisten har talt med en medarbejder og ikke ledelsen. Lad os blive enige om, at det er spild af tid og retoriske kræfter for begge parter, at virksomheden ikke har sin presse-politik på plads.

Det er også uacceptabelt, at et ventureselskab ikke har givet klare linjer for, hvad portefølje-virksomhederne må udtale sig om til pressen. Det er klart, at alle parter skal respektere kravet om fondsbørsmeddelelser, når der er tale om et børsnoteret selskab. Og det skal selv den privilegerede journalist, der blive indviget i endnu ikke-offentliggjorte oplysninger, respektere. Men det gør en journalists arbejde unødigt kompliceret, at et ventureselskab ikke kan finde ud af at koordinere, hvad der må siges højt og hvornår. Og det er vel egentlig også urimeligt overfor den pågældende direktør i portefølje-virksomheden.

Samtidig kan det heller ikke nytte noget, at virksomhederne først kommer i tanke om ’do and don’t says’, efter interviewet er overstået. Det er useriøst af virksomheder at tro, at de kan indvillige til et interview og bagefter forsøge at tilbageholde artiklen, hvis den ikke ender med at se rar ud. Ligeså useriøst er det at tro, at pressen er en marketingkanal, der åbner sig, når virksomheden har positive budskaber. Hvis man vil bestille taletid, så gå til medie- og reklamebureauerne.

Når det er sagt, vil jeg generelt opfordre virksomheder til at udtale sig. Presseetisk er det vores holdning, at den person, der udtaler sig, til hver en tid skal kunne genkende sig selv og kunne få øje på den kontekst, i hvilket det blev sagt – og derfor sender vi gerne artiklen til gennemsyn hos virksomheden. Det er imidlertid ikke det samme som at have ret til at censurere eller bortrangere artiklen. Pressen skal værne om sin integritet – og for en god ordens skyld vil jeg nævne, at fortrolighed i forhold til ’off the record’-bemærkninger ikke giver ret til tage uafhængigheden fra pressen.

Og udtal jer endelig også i krisetider – for som Esben Høstager fra PR-bureauet Jøp, Ove & Myrthu udtalte ved en konference om ’Kommunikation og PR på nettet’ er det værste en virksomhed kan gøre at tro, at de kan feje en artikel af bordet ved at sige nej tak til et interview. Artiklen bliver som regel til alligevel - og typisk med konkurrenten og langt flere kritiske kommentarer som resultat.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job