Roosevelt var den første radio-præsident, Kennedy den første præsident i tv-tiden, og Hillary er måske på vej til at blive den første internet-præsident. De amerikanske politikere har i den grad taget nettet til sig, og selvom den nuværende præsident fortsat holder sin ugentlige radiotale til nationen, vil valget af Bush’s efterfølger i høj grad blive afgjort på nettet.

Midtvejsvalget i 2006 blev det første valg, hvor ’new media’ blev afgørende, og hvor fænomener som YouTube for første gang spillede en meget aktiv rolle i de enkelte stater. Det skete f.eks. ved valget til Senatet i Virginia, hvor republikaneren George Allen tabte valgkampen, da en racistisk bemærkning blev dokumenteret på et vælgermøde og lagt på YouTube med det samme:

Men det var ikke blot YouTube, der viste sig afgørende. De politiske blogs udgjorde også en selvstændig slagmark, hvor partier og kandidater ansatte folk til at gendrive modkandidaternes påstande og skabe en dagsorden, som de store medier ofte fulgte op på.

Blandt disse ’nye medier’ tæller man ofte også de fænomenale tv-værter på Comedy Central

Jon Stewart og Stephen Colbert:

Selvom de to herrer ret beset har et klassisk satireshow i et traditionelt medie, er deres form og ikke mindst mod til at råbe magten imod ny. Undersøgelser undervejs i valgkampen i 2006 viste, at en meget stor del af de unge vælgere fik deres primære informationer om politik fra Colbert og Stewart. Det interessante er, at de to ’komikeres’ show måske i virkeligheden indeholder mere direkte information om kampagnerne, end de traditionelle main-stream nyhedsudsendelser gør. Den sylespidse satire løfter gang på gang det slør, som det politiske spin lægger hen over den demokratiske samtale og virkeligheden. Jon Stewart har udtalt, at det ikke er så svært. Det kræver bare en mand og en videomaskine til at vise løgnen.

De nye medier i Danmark

På baggrund af de amerikanske erfaringer er flere kommentatorer overbeviste om, at nettet denne gang kommer til at spille en afgørende rolle i en kommende hjemlig valgkamp. Danskernes medieforbrug flytter sig konstant i retning af nye medier.

Alligevel er det ikke sikkert, at nettet kommer til at blive helt så afgørende i Danmark. De seneste hjemlige valgkampe har vist, at det først og fremmest gælder om at ’frame’ en valgkamp, så man, allerede før den begynder, definerer, hvad den skal handle om. Det lykkedes mesterligt for Fogh i 2001, og måske er Socialdemokraterne nærmest uforvarende ved at lykkes med en lignende strategi, hvis de får et kommende valg til at blive valget mellem velfærd og skattelettelser.

En sådan kommunikativ ’framing’ er det afgørende våben i en valgkamp. Men når først den er sikret, handler det om at være aktivt til stede på alle medieplatforme og fylde rammen ud. Der bliver nettet mere og mere attraktivt i forhold til de eksisterende medier. Man skal dog hele tiden huske på, at der er op mod 1 mio. seere til de sene tv-aviser. Så mange visninger eller unikke brugere kan man kun drømme om på nettet.

Til gengæld tilbyder nettet (og ikke mindst Web 2.0 revolutionen) en langt højere grad af dialogmuligheder. Hvis man tør, kan man faktisk komme i meget direkte dialog med vælgerne. Og hvis man tænker de nye medier ind som en naturlig del af en valgkamp, er der mange muligheder for at gøre en forskel. Selvfølgelig er det stadig en god idé at dele et rundstykke ud en gang imellem, men måske de håbefulde kandidater kan få mere ud af rent faktisk at diskutere politik direkte med interesserede vælgere.

Ingen ved endnu, hvornår Anders Fogh trykker på valgknappen. Men belært af de amerikanske erfaringer kan der peges på to nye slagmarker på nettet, der vil vise sig afgørende, når valget kommer. Det ene er brugen af videomediet, og det andet er en professionel brug af blogs.

Den politiske video

Politiske tv-reklamer er forbudt i Danmark. Men efterhånden som nettet gør tv-mediet mindre dominerende, bliver det forbud mere og mere ligegyldigt. Nu er det bare med at skyde videoen og lægge den på YouTube.

Man kan derfor forudse, at den kommende danske valgkamp bliver fuld af videoer med et mere direkte og følelsesmæssigt indhold. De Radikale tog ved valget i 2005 de første skridt med en video, der ikke havde et fagligt politisk indhold, men som i stedet kommunikerede meget direkte og emotionelt til partiets base. Det var effektiv viral marketing direkte til målgruppen:

Den type politisk video har mange muligheder for sig. Den kan lynhurtigt nå sin målgruppe med enkle midler, og så er det ofte billigt.

Flere af de danske partier har allerede åbnet en kanal på YouTube. Men endnu er der meget, meget langt til den bevidste brug af de nye medier, som de amerikanske præsidentkandidater allerede har taget fat på.

I USA er brugen af politiske tv-reklamer jo en helt disciplin i sig selv – og har været det, siden Lyndon Johnson brugte en paddehattesky til at vinde i 1964. Men det var Karl Rove, som i 2004 udviklede den såkaldte ’attack-ad’ til en særlig kunstart. Her var en dekoreret krigshelt fra Vietnam (John Kerry) over for en kandidat, der forsøgte at undvige sin værnepligt med alle midler (Bush). Alligevel lykkedes det Rove at gøre sidstnævnte til den mest troværdige kandidat på spørgsmålet om nationens forsvar og sikkerhed.

Kerry blev simpelthen ’swift-boatet’:

Vi får nok ikke decideret ’swift-boating’ i en dansk valgkamp. Men med YouTube er der kommet helt nye muligheder for at føre en mere beskidt og direkte valgkamp. Afsenderen på sådan en video behøver jo ikke at være et politisk parti, og man kan sagtens forestille sig en ’new media’ version af Socialdemokraternes yderste effektive panikkampagne ved afslutningen af valget i 1998.

Dertil skal kandidaterne også forvente at blive indfanget med kameratelefoner og videokameraer ved de fleste offentlige fremtrædener, og der skal ikke mange fejltrin til, før man ender som George Allen i Virginia. Det er bare noget med at rive en bog i stykker eller udtale sig lidt for nedladende om polske kvinder. På den måde tilfører videomediet en masse muligheder og en større uforudsigelighed til den kommende valgkamp.

Den politiske blog

Et andet relativt uudnyttet medie i Danmark er den politiske blog. I USA spiller de politiske bloggere en meget stor rolle i den politiske debat, og de politiske partier og kandidater har gjort det til en levevej at være blogger.

Som udgangspunkt repræsenterer bloggerne de politiske græsrødder. Første gang man for alvor så kraften i den bevægelse, var præsidentvalget i 2004, hvor Howard Dean meget dygtigt brugte Meetup til at organisere græsrødder over hele landet. Der så man for første gang nettets kraft til at mobilisere og understøtte politiske strømme. I sidste ende faldt Dean dog som offer for en selvskabt klassisk mediebrøler, og John Kerry kunne tage over.

Men effekten af Deans kampagne lever stærkt videre, og nu sætter bloggere fra alle sider af det politiske spektrum en effektfuld dagsorden. Bloggerne er blevet så magtfulde, at en organisation som Daily Kos snildt kan indkalde demokratiske præsidentkandidater til topmøde.

Men det er ikke just de medierede og afbalancerede pointer, der kendetegner bloggerne. Her får man de skarpt skårne og polemiske pointer, som mest tjener til at opildne græsrødderne – og gøre modstanderne rasende. Derfor reagerer den meget konservative Bill O’Reilly på Fox News også således på Daily Kos:

Bloggerne udtrykker således den meget polariserede politiske debat, der hersker i forvejen i USA. Men denne debat er bestemt blevet revitaliseret, og i denne periode med primærvalg, hvor græsrødderne skal på banen, er de politiske blogs et af de absolutte omdrejningspunkter.

I Danmark har dette fænomen ikke rigtig slået rod endnu. Selvom statsministeren allerede har fået sig en blog og flere andre er gået ind i bloggens verden, har vi endnu ikke set den store politiske kamp udspille sig på nettet.

De to største politiske blogs i Danmark er den konservative www.uriasposten.net og Rune Engelbrechts Humanisme.dk. De har mange besøgende, og begge ligner for så vidt de amerikanske forbilleder i deres stærkt polemiserende form.

Mange kandidater til Folketinget har også så småt taget fat på bloggen, men som statsministeren balancerer de hele tiden mellem at ville den åbne dialog uden at give afkald på kontrollen over kommunikationen.

De politiske partier mangler for alvor at tage kampen op med åben pande på de mere åbne fora i Danmark.

Her er TV2 Blog et af de mere interessante fora med mange tusinde brugere og en hurtig og direkte respons på indlæg. Det kunne være spændende at følge en politikers gang i det univers under en valgkamp, og en af de første politikere, der tør tage den udfordring op, vil skabe sig en interessant base.

Udfordringen er selvsagt, at det koster blod, sved og tårer, og at man nok skal have en del fra ungdomsorganisationerne til at sidde og følge løbende med. Men tør man tænke en smule utraditionelt og strategisk, kan man opnå store fordele. Politikere med mod til at udfordre mulighederne i de nye medier kan opnå en fordel over for konkurrenterne. Det vil formentlig ikke afgøre det nationale resultat, men i de enkelte valgkredse vil vi komme til at se kandidater, der skyder frem, fordi de har set de nye muligheder i nye medier. De bliver det kommende valgs sande vindere.

Se mere: http://www.dr.dk/NETTV/Update/2007/09/03/075838.htm