Demokratiets eneste, sidste og største håb

”Den store deler er jo dampbarnet Clement Kjersgaard,” sagde Lasse Jensen i sin motivation, da ”dampbarnet” blev tildelt Publicistprisen 2011. Nu deler han atter vandene og bliver kritiseret for at reducere politisk debat til ren underholdning. Men selv om hans stil provokerer, kan den tilsyneladende være med til at skabe en oplysende debat. Det springende punkt er, hvorvidt borgerne anser ham for at være deres ambassadør eller bare at køre sit eget show.
af Marcus Lantz
Det er programmer som ’Hos Clement’, der reducerer politisk debat til en æterbåren pinballmaskine,” skriver Politikens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard 12. oktober 2012. Hun opfordrer samtidig ”samtlige politikere i dette land” til at sige nej tak til en invitation i den varme stol ”Hos Clement”. Dagen efter svarer Kjersgaard, at ”Naivitet fremmer ikke demokratiet”.
 
Spørgsmålet er ikke, hvorvidt Kjersgaard er irriterende eller ej, men hvorvidt hans måde at styre politiske debatter og interviewe politikerne gør borgerne mere oplyste.
 
Der er pæn overlapning mellem ’Hos Clement’s seere og centrumvenstreavisen Politikens læsere. Clement Kjersgaard er, som det fremgår af dette avissideudsnit 31. august 2012, en stor ting i Politiken, der glad holder mikrofonen
 
Bundegaards kritik af Kjersgaard tager udgangspunkt i måden, sundhedsminister Astrid Krag blev interviewet 9. oktober. Der er tale om et kritisk interview. Bundegaard understreger, at ”det fine ved god politisk debat er det samme som ved demokratiet. Problemerne er komplekse ...” Men Kjersgaard var ikke Krags moddebattør. Han stillede kritiske spørgsmål. Og Krag havde store vanskeligheder ved både at forsvare regeringens linje og koble det sammen med klassisk folkesocialistisk politik. Debatten, der efterfølgende har kørt på de sociale medier, falder da også overvejende ud til Kjersgaards fordel; eksempelvis skriver journalist Jørgen Dragsdahl: ”Ja, Clements teknik er grænseoverskridende og kan virke noget selvpromoverende. Men er der andre muligheder, når man skal levere et modspil til folk, som har opblæste egoer og endda beundres for det?”
 
Moddebattører er der til gengæld, når Kjersgaard hver torsdag er ordstyrer på DR2’s Debatten. Det er derfor relevant at se på Kjersgaard som både interviewer og ordstyrer, ikke mindst fordi hovedpersonen selv – efter optagelserne til ”Hos Clement” 18. oktober, hvor FOA’s formand, Dennis Kristensen, var i studiet – sagde: ”Der er stor forskel på de to roller. Den kritiske journalist skal stille politikerne til ansvar for det, de har sagt, indtil de svarer. I den perfekte debat blander ordstyreren sig i virkeligheden så lidt som muligt.”
 
Debatten
Retorikspecialet ”Forhørslederen, Natvægteren og Ambassadøren” havde til formål at finde den ordstyrertype, der i højest grad bidrog til, at publikum forlod en debat med en holdning, som mere viden om emnet ikke fik dem til at fortryde. På baggrund af specialet er Kjersgaards facon at agere ordstyrer og interviewer på ikke problematisk. Specialet konkluderer derimod, at ordstyreren skal kræve klare svar på publikums spørgsmål, indvendinger og anker mod debattørernes holdninger, om nødvendigt stille mange opfølgende spørgsmål og afbryde, når de taler udenom.
 
Mange opfølgende spørgsmål og afbrydelser er ikke vanskeligt for Kjersgaard, men han kan også godt finde ud af at holde mund. Begge dele kunne Debattens seere konstatere 25. oktober, hvor regeringens akutpakke var i fokus.
 
I første dueldebat mellem Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), og regionsrådsformand Carl Holst (V), blandede Kjersgaard sig ikke i knap tre minutter. De to debattører formåede selv at vise, hvor uenigheden var tydeligst: Om akutpakken er en god idé eller ej.
 
Afbrød gjorde Kjersgaard dog for alvor ti minutter længere inde programmet, da Jørn Neergaard, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, i debat med Dennis Kristensen i en hurtig clemensk talestrøm blev afbrudt seks gange og stillet ni spørgsmål på mindre end seks minutter – alt imens Kristensen også deltog i debatten. Kønt var det ikke nødvendigvis, men seerne blev klogere på, at der reelt er tale om positiv særbehandling, selv om Neergaard ikke var meget for at indrømme det.
 
God ordstyring handler dog ikke kun om at afbryde. Formuleringen ”publikums spørgsmål” er vigtig. Når Kjersgaard inddrager publikum i sine udsendelser, bliver debatten langt mere relevant for seerne. For eksempel da Jeanette Mayland Olsen, jobsøgende cand.scient.pol., i samme udsendelse fik lov til at debattere med uddannelsesminister Morten Østergaard. Østergaard er en langt mere trænet debattør, men problematikken blev tydeliggjort: Akutpakken hjælper en gruppe, men skubber dermed også nyuddannede tilbage i jobkøen. Det skabte en levende og nærværende debat.
 
Men selv når publikum bidrager til debatterne, er det Kjersgaard, der styrer showet, og at dømme efter de negative reaktioner er det netop den aggressive stil, mange mennesker bliver provokeret af.
 
Kritisk interviewer
Som forbilleder for den form for journalistik, Kjersgaard bedriver i ”Hos Clement”, refererer han selv til de engelske flagskibe inden for kritisk journalistik, BBC’s Hardtalk og Newsnight. Og journalistiske koryfæer som Kurt Strand og Lasse Jensen siger da også til Politiken, at Kjersgaard laver ”god udfordrende journalistik” – når han er ”insisterende, vedholdende og opfølgende.”
 
Bundegaard derimod mener, at Kjersgaards kritik viser, at han sætter lighedstegn mellem kritisk journalistik og forudfattet mistillid, hvorfor følger, at ”offeret lyver”, og ”forhørslederen” må foretage sin ”afhøring”. 
 
Det er voldsomme ord, men karakteriserer på udmærket vis den ene ordstyrertype, som er beskrevet i ”Forhørslederen, Natvægteren og Ambassadøren”. Og det passer i langt de fleste tilfælde glimrende på de metoder, Kjersgaard anvender som ordstyrer og i særlig grad som kritisk interviewer.
 
Clement Kjersgaard interviewet i DR's Aftenshowet (oploaded på YouTube juli 2012), hvor han ikke overraskende totalt dominerer, mens han forklarer sin journalistiske fremgangsmåde. I slutningen af klippet røber hans ansigt fornærmet irritation, da hans interviewer beder ham fatte sig i korthed
 
Skrap ordstyrer
I Forhørslederens optik har debattørerne oftest andre interesser end en god oplysende debat, nemlig at vinde debatten. Derfor vil de forsøge at nedtone nogle ting (selv om de er relevante for borgerne) og pynte på andre (selv om de måske er mindre relevante for borgerne). For at få klar besked ser Forhørslederen sig berettiget til at stille mange lukkede spørgsmål og afbryde, når debattørerne ikke svarer. Han anskuer politisk debat som en kamp på ord og forsøger at skabe en platform, hvorfra debattørerne kan angribe hinandens synspunkter; og hvis de ikke griber chancen, er det hans pligt selv at udfordre debattørerne.
 
Specialet finder også frem til to andre ordstyrertyper: Natvægteren, der blander sig så lidt som muligt i, hvad debattørerne siger (se for eksempel Jim Lehrer i den første præsidentdebat 3. oktober mellem Barack Obama og Mitt Romney), og Ambassadøren, der lader publikum stille spørgsmål, men gerne går lige så hårdt til debattørerne som Forhørslederen for at give publikum de klare svar, de har krav på (tænk på den gode ordstyrer i dit lokale forsamlingshus).
 
Ambassadøren er i sidste ende den type, der i specialet klarer sig bedst. Det interessante er, hvad denne form for styring gør ved borgernes mulighed for at blive klogere af den politiske debat.
 
Seernes ambassadør
En debat er for alvor oplysende, når seerne af eksempelvis Debatten kan identificere sig med de emner, der er på dagsordenen, og bliver klogere af de spørgsmål, der stilles, og de klare svar, ordstyreren sørger for, bliver givet – og når seerne bagefter ikke fortryder den holdning, debatten efterlod dem med.
 
Amerikansk forskning viser, at journalister i højere grad fokuserer på spin, mens borgerne efterspørger indhold. Når borgerne inddrages – som for eksempel Mayland Olsen – viser specialet, at det øger chancerne for, at den politiske debat bliver oplysende. Men det kræver en ordstyrer, der styrer debatten og stiller kritiske spørgsmål til indholdet; præcis som i det kritiske interview, hvor vi som borgere ønsker at blive klogere på den politik, vores folkevalgte fører ud i livet.
 
Et levende demokrati
Når han er bedst, kan Kjersgaard få selv de mest rutinerede politikere og debattører til at forholde sig til de sværeste dilemmaer og umiddelbare selvmodsigelser i deres offentlige og politiske virke. Krag havde alt andet lige formentlig ikke vundet formandsvalget i SF, men hendes selvmodsigelser ”Hos Clement” kan ikke have forbedret chancerne.
 
Når han er værst, kammer det over i et speedsnakkende inferno, der efterlader mange seere rundtossede og irriterede. Som for eksempel Lasse Jensen, der dog tilkendegiver, at irritationen som oftest overskygges af, at Kjersgaard ”får så meget ud af sine interviewpersoner, som han gør.
 
Demokrati er en besværlig ting og optræder i mange afskygninger. Blandt andet giver vores licensmidler adgang til det hver torsdag kl. 20, påstod Kjersgaard tilbage i 2010, da der var en debat bemærkelsesværdig lig denne. Bundegaard er næppe den eneste, der ikke mener, at Kjersgaard er ”demokratiets eneste håb”. Hans måde at styre den demokratiske debat var ikke alles favoritudgave i 2010, den er det ikke i dag, og den bliver det næppe i fremtiden – hvilket i grunden kun er sundt for den demokratiske debat.
 
---
 
Marcus Lantz er cand.mag. i retorik, har skrevet speciale om ordstyrerstrategier i politiske debatter og underviser i retorik på Krogerup Højskole. Dette speciale er skrevet sammen med Magnus Hansen, journalist og redaktør ved RÆSON, der er grundlagt af Clement Kjersgaard.
 
                     
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job