Onsdag blev spådommen til realitet, og manøvren ses umiddelbart som et offensivt træk på brættet for regeringschefen. For med Karen Jespersen ombord på Kaptajn Foghs skude bliver det simpelthen sværere for Socialdemokraterne og venstrefløjen at overbevise vælgerne om, at Venstres politiske projekt i virkeligheden handler om at skabe et "ulighedssamfund" og foretage "nedskæringer i den offentlige sektor".

Den socialpolitiske støvsuger

Karen Jespersens styrke ligger netop i en langvarig og stor popularitet præcis i det vælgersegment, som vakler mellem S på den ene side og V/DF på den anden. Og det gør hendes person naturligvis særdeles interessant for Anders Fogh. Disse vælgere nærer en betydelig skepsis over for indvandrere, men er også optaget af, om velfærdssamfundets sociale sikkerhedsnet virker effektivt, dvs. om der bliver taget hånd om de samfundsgrupper, der behøver hjælp og støtte. Med andre ord: Karen Jespersen forbindes med "social indignation", og dermed dækker hun Foghs flanke i forhold til vælgere, der overvejer at hoppe over til Helle Thorning-Schmidt efter at have hørt på oppositionspolitikere som S-skyggesocialministeren Mette Frederiksen og SF’s formand Villy Søvndal. De to har nemlig begge betydelig troværdighed på det socialpolitiske område og er i det hele taget effektive kommunikatører. Fogh har derfor længe kunnet se, at hans forsvarsværker på socialområdet vakler. Ikke mindst i kølvandet på skatteaftalen med DF, som oppositionen fremstiller som skattelettelser til gavn for de rige. Den diskussion vil fortsætte her i efteråret. Ved at stille Karen Jespersen op på skakbrættet styrker Fogh regeringens socialpolitiske troværdighed og sender et klart signal til svingvælgerne om at blive i den borgerlige lejr. Karen Jespersen kan dermed både ses som en garant for mere offentlig velfærd og en slags gidsel for den borgerlige regering.

Foghs trumf

Skal man være flink ved Karen Jespersen, kan man sige, at hun holdningsmæssigt er fulgt med tiden. Andre – især de tidligere partifæller i S – vil ikke tøve med at fremstille hende som en vendekåbe og opportunist, men der skal nok også være venstrefolk, som har en mærkelig smag i munden over at skulle side og gnubbe skuldre med en gammel venstresocialist på regeringsbænkene. Fogh derimod ser Karen Jespersen udelukkende som et politisk kæmpeaktiv for regeringen politisk, og så må eventuelle "fine fornemmelser" vige. I Venstre vil der nok være en vis mukken over, at statsministeren er mere optaget af at udnævne en overløber som Karen Jespersen frem for i stedet at satse på andre veltjente og loyale kræfter eller yngre folk med baggrund og skoling i Venstres Ungdom. Den slags hensyn tager Fogh ikke, og netop ved at udskifte Eva Kjer som socialminister Hansen – der mest er kendt for en udtalelse om, at større ulighed skaber et dynamisk samfund – sætter han netop en tyk streg under, at tiderne og holdningerne for længst er skiftet i Venstre. Kommunikativt fortæller han vægelsindede vælgere, at tegneren Roald Als’ Minimalstats-hulemandsskind endnu engang er hængt i skabet.

Karen Jespersen er af venner og fjender i løbet af de sidste år rent holdningsmæssigt blevet placeret i Dansk Folkeparti, der netop har en politisk profil på velfærdsområdet og integration, som flugter fint med hendes egen. Der er dog endnu ikke udsigt til en ministerpost med medlemsbog i DF. Men det er der til gengæld i Venstre.

Ø-Karens tæsk til naivisterne

Karen Jespersen er nok populær i store dele af befolkningen, men hun er det næppe ret mange steder på Christiansborg, hvor hun fraregnet DF og Venstres top - efter min vurdering - ses som værende alt for rabiat i sine holdninger. "Ø-Karen" var et øgenavn, som den nye socialminister fik, da hun som socialdemokratisk indenrigsminister foreslog, at kriminelle asylsøgere blev isoleret på en øde ø. Det var efter manges mening et lidt for kreativt påfund, der stadig huskes rundt omkring, og som bidrog stærkt til at isolere hende politisk i SR-regeringens sidste tid, og som kulminerede med hendes farvel til Socialdemokraterne for kun ét år siden. Sammen med sin mand, JyllandsPostens politiske kommentator Ralf Pittelkow, har Jespersen siden sit exit fra Folketinget i 2004 især markeret sig som en hård kritiker af islamisme, skadevirkningerne ved for kraftig indvandring og især problemerne ved manglende integration. Det er samtidig også blevet et opgør med de mennesker, som under Muhammed-krisen kritiserede JyllandsPosten for at trykke Muhammed-karikaturerne. I parrets bog " Islamister og naivister – et anklageskrift" hældte de deres harske kritik udover venstrefløjens koryfærer, men også ud over borgerlige profiler som Venstres tidligere og internt i partiet stadigt meget populære formand Uffe Ellemann-Jensen og erhvervsmanden Niels Due Jensen, Grundfos, som det flittigt skrivende par fra Dragør mente, "gik islamisternes ærinde" under Muhammedkrisen med deres JP-kritik. Det siger lidt om stemningsskiftet i Venstre, at der er plads til hende dér efter at have hængt partiets gamle formand ud på denne måde.

Joker eller joke?

Det interessant bliver, hvorvidt Karen Jespersen stadigvæk har tag i de for Fogh interessante vælgergrupper, eller om de mange partiskift og holdningsskift har udvandet hendes troværdighed. Det får vi et fingerpeg om, når de første popularitetsmålinger bliver foretaget om et par måneder. Jokeren bliver, om den nye socialminister holder sig i skindet med flere opsigtsvækkende og skingre forslag af lignende karakter som førnævnte "Ø-udmelding". Kammer hun over for mange gange, så kan hun ende med at blive en belastning for Fogh frem for et aktiv. Det bliver spændende at se, om oppositionens folk får held til at provokere hende til det.