Kan humaniora bruges til noget?
Humanister er da arbejdsløse, ikke?

Skrevet af

Line Sørensen

2 artikler

0 indlæg

Debatten om humanioras eksistensberettigelse er atter en gang oppe at vende i de danske medier. Grundlæggende afspejler debatten en magtkamp om, hvilke værdier vores samfund skal bygges på: De økonomiske eller de kulturelle/humane.
Jeg har nærmest hele min studietid været frustreret over ikke at vide, hvordan jeg skulle omsætte min humanistiske viden ude på det ventende arbejdsmarked. Gennem medierne blev jeg konstant mindet om, at jeg var i gang med at uddanne mig til ledighed, og da universitetet ikke selv promoverede humanioras potentiale, følte jeg, langt ind i mit uddannelsesforløb, at jeg var en ’lost cause’ i en verden, hvor økonomer er tidens go-to-guys. Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvad humanioras anvendelse egentlig er her i vidensamfundet.
 
Humanistiske fag bliver ofte kædet sammen med ledighed og ubrugelighed. Men kan humaniora ikke bruges til noget ude i erhvervslivet? Kilde: Gettyimages/Gulfiya Mukhamatdinova.
 
De kritiske spørgsmål udfordrer erhvervslivet
Arbejdsmarkedet i dag skal ses i sammenhæng med den hastige udvikling inden for kommunikations- og computerteknologien, der fandt sted i det 20. århundrede. Den udvikling har revolutioneret vores måde at tilegne os, behandle og distribuere viden på, og det har givet anledning til en voldsomt stigende kompleksitet, hastighed og usikkerhed i vores samfund. Man har ikke længere ubegrænset tiltro til rationaliteten og videnskaben som tænkeplatform.
 
 
I det postmoderne arbejdsliv, hvor forandring er blevet en daglig præmis, er det nødvendigt, at en organisation reflekterer over både omverdenens og sin egen kompleksitet, herunder daglige arbejdsgange og ledelse. Og det er hér, humanisterne kommer ind i billedet. For med kompetencer som refleksivitet og subjektivitet og den holistiske forståelse for mennesket er vi i stand til at udfordre virkelighedsopfattelsen i en organisation – ved at stille kritiske spørgsmål til praksisser.
 
Humanisternes kompetencer som refleksivitet og subjektivitet gør dem i stand til at udfordre virkelighedsopfattelsen i en organisation  ved at stille kritiske spørgsmål til praksisser. Kilde: Gettyimages/Danae Munoz. 
 
Usynlige opgaver giver værdi
For 30 år siden havde stort set alle dimittender fra humaniora udsigt til en karriere inden for den offentlige undervisningssektor. Sådan forholder det sig slet ikke i dag, hvor cirka 50 procent af kandidaterne er ansat i det private erhvervsliv. Alligevel har uddannelsesstrukturen ikke udviklet sig synderligt på humaniora i alle disse år. Grunden til det er, at universitetet er blevet en del af et verdensomspændende bureaukrati, hvor størstedelen af topposterne i bestyrelsen, i Produktivitetskommissionen samt i Kvalitetsudvalget, er besat af økonomer og andre erhvervsfolk, som anvender fremskridt og vækst som et rationale for at bibeholde egne interesser ved status quo.
 
Problematikken omkring humanisternes legitimering i erhvervslivet består netop i, at vi ofte varetager videnstunge og komplekse arbejdsopgaver, og det derfor kan være svært at måle vores bidrag til vækst i en virksomhed. Det gør sig særligt gældende, hvis vi beskæftiger os med ’usynlige’ processer som eksempelvis kompetenceudvikling. Kritikken af humaniora synes derfor i høj grad at hænge sammen med den stigende globale neoliberalisme, hvis vækstidealer, der primært dannes ud fra et økonomisk perspektiv, ofte ikke kan favne humanisternes værdiskabelse.
 
Læringen skal målrettes
Udviklingen fra industri- til vidensamfund har ændret hele måden, vores uddannelsessystem overleverer læring til de studerende på. Nu, hvor vi skal leve af at være innovative og nytænkende, er universiteterne blevet tildelt et øget samfundsmæssigt ansvar for at udvikle innovationskompetencer hos befolkningen. Dannelsesidealet har på den måde flyttet sig fra at handle om at tilegne sig faktuel viden til i dag at handle om at skabe værdifuld viden. Det er jo sidstnævnte, vores økonomi baserer sig på. Derfor bør den undervisning, der udbydes, primært have fokus på at sætte de studerendes viden i spil i forhold til en aktuel og meningsskabende kontekst, så de får mulighed for at praktisere nytænkning og dermed bliver klædt bedre på til arbejdsmarkedet.
 
Studerende efterspørger i stigende grad et mere demokratisk dannelsesideal, hvor transparens og klarhed står centralt i uddannelserne. Særligt på humaniora oplever mange studerende, at de ikke kan se sammenhængen mellem den opnåede viden og behovene ude på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at læringen målrettes i forhold til en praksisdimension og et aftagerpanel.
 
Universiteterne kan ikke følge med
Men universiteterne har haft svært ved at følge med samfundets udvikling. På landets største og ældste vidensinstitution, Københavns Universitet, eksisterer der så stærk en kultur og så klassiske fagtraditioner, at det spænder ben for nogle af de moderne forandringsprocesser. I hvert fald forgår meget af undervisningen på Humaniora stadig i oplysningstidens billede, nemlig som ensrettede forelæsninger, hvor en ekspert overleverer den ’sande’ viden til eleverne.

De studerende har stort set kun mulighed for at få kendskab til innovation og entreprenørskab gennem tilvalgsfag, praktikforløb og valgfrie aktiviteter, og derfor er der alt for få, der får gavn af den læring, der finder sted i koblingen mellem teori og praksis. Denne manglende integrering af innovationsdidaktik kan forstås som en tøven internt på universitetet i forhold til at promovere humanioras potentiale i vidensamfundet.
 
Forelæsning på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor meget af undervisningen stadig foregår i oplysningstidens billede, nemlig som ensrettede forelæsninger, hvor en ekspert overleverer den ’sande’ viden til eleverne. Kilde: Polfoto/Mathias Christensen. 

Det er vigtigt at have fokus på, at innovationsprocesser ikke udfolder sig ens på humaniora og på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. Og selv om praksislæring er blevet mere udbredt på humaniora, så favoriserer neoliberalismen stadig den type innovation, som handler om patent- og licensudvikling. En sådan markedsorientering kan medvirke til at nedbryde innovationskapaciteten på humaniora endnu mere, da kreativitet ikke udfoldes frit i forhold til regler og paragraffer. De humanistiske fag passer simpelthen ikke ind i de innovationskasser, man primært opererer med på universiteterne. Men i stedet for at satse på implementering af nye læringsformer og undervisningsmetoder, som gør det muligt at udnytte humanioras potentiale, er den manglende innovationskapacitet blevet en belejlig undskyldning for at kæde fagene sammen med ledighed og ubrugelighed.

Har humaniora en fremtid?
Behovet for humaniora er stort! Humanisterne er nemlig i stand til at bidrage med mangfoldige perspektiver i det neoliberalistiske paradigme, hvor alt ellers drejer sig om vækst og ensretning. Men det virker, som om neoliberalisterne nægter at erkende, at vi må forholde os til den stigende kompleksitet og forståelsen for de systemer, vi indretter os i. Derfor satses der ikke på innovative humanistiske medarbejdere.

For nylig var debatten om humanioras eksistensberettigelse atter en gang oppe at vende i de danske medier. Og mens det kniber for blandt andet uddannelsesministeren og Dansk Industri med at se potentialet i humanistisk viden, så viser statistikkerne, at det faktisk går rigtig godt for humanisterne i erhvervslivet. Debatten kan derfor siges helt grundlæggende at afspejle en magtkamp om, hvilke værdier vores samfund skal bygges på: de økonomiske eller de kulturelle/humane. Og der er i den grad noget på spil, for vinderen får lov at bestemme, hvordan vores uddannelsessystem skal indrettes, og dermed hvilke tankesæt der skal viderebringes til kommende generationer.
 
Artiklen er baseret på Line Sørensens speciale Cand.humaniora.bruges.til.noget?
 

Relaterede artikler

Er du gratis til grin? - Forårssemesteret nærmer sig. Skal du i praktik – eller overvejer du stadig, om det er noget for dig? Praktik er som ofte...
Sig det nu bare! - Gitte Gravengaard og Lene Rimestad har skrevet en grundig bog om journalisternes praktikforløb og det svære ved at arbej...
Fyrre, fed og foranderlig - Tillykke, RUC! Det er 40 år siden, Danmark fik sin første uddannelse i kommunikation på RUC. De studerende er gået fra p...

Giv din stemme

34 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Student med ansvar for kommunikation

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 21. august

Digital Manager

Frist: 5. september

Communications specialist

Frist: Løbende
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.