Kære hr. Gallup

Om meningsmålingernes politiske rolle

For ikke så lang tid siden fik jeg en mail. En mail der handlede om Gallups meningsmålinger. At netop jeg skulle få en sådan mail, er ikke så mærkeligt i betragtning af at jeg arbejder på Gallup Instituttet og er ansvarlig for opinionsområdet – dvs. alt hvad der har med politiske undersøgelser at gøre. Alligevel fangede denne mail min interesse. Dét der stod, var: “Kære hr. Gallupmand. Hvordan ka´ det være at I altid, i de grafikker I bruger til at illustrere resultaterne fra jeres euro-meningsmålinger, viser andelen af euro-modstandere med en sort sølje, mens tilhænger-andelen vises med en hvid søjle. Jeg er sikker på det er fordi I gerne vil manipulere os til at sige ja.”

Først var jeg mildest talt forundret over det jeg anså for at være en uhyrlig påstand, og jeg var fristet til replicere i et endog særdeles vrissent tonefald. Jeg mener: vi lever jo af at være en 100 procent neutral og a-politisk betragter af samfundet. Men efter at have tænkt mig om valgte jeg at sende et svar hvor jeg venligt påpegede at selvfølgelig havde medarbejderne på Gallup politiske holdninger, og selvfølgelig var der som på enhver anden arbejdsplads ja-sigere og nej-sigere i en uskøn blanding. Men alle som en er vi yderst bevidste om ikke at lade vores politiske holdninger påvirke vores arbejde.

Meningsmålinger spiller en væsentlig rolle i det politiske liv. Og så længe det er tilfældet, vil der være kritisk interesse for vores arbejde. I et velfungerende demokrati gælder dette for alle aktører og institutioner der har en vis politisk vægt. Set i det lys var den mail jeg fik hin dag, jo et indicium på at der i Danmark eksisterer en levende, engageret og frem for alt kritisk politisk offentlighed.

De demokratiske kanaler
For at belyse meningsmålingernes rolle i det politiske liv er det væsentligt at gøre sig klart at meningsmålinger og politiske undersøgelser udgør en vigtig kommunikationskanal mellem det politiske system og befolkningen. Nøglen til at forstå hvorfor kan findes ved at foretage en hurtig tour de force gennem dele af den demokratiske teoris historie.

I en vis forstand består demokratiets essens i en lige og fair kommunikation mellem magthavere og borgere. For at realisere idealet om en sådan kommunikation er det vigtigt at der eksisterer en række velfungerende kanaler hvorigennem borgernes krav og behov kan kommunikeres op til de styrende niveauer i samfundet. Den mest velkendte af disse kanaler er den såkaldte elektorale kanal. Denne kanal, som i et repræsentativt demokrati manifesteres gennem tilbagevendende valg, er selvsagt det repræsentative demokratis ultimative artskarakteristikon. I takt med at 1800-tallets borgerlige samfunds kompleksitet forøgedes som følge af den fremadskridende modernisering, skabtes et behov for at finde andre måder hvorpå befolkningernes krav og behov kunne kommunikeres op til det politiske niveau. Det åbnede vejen for en anden kommunikationskanal, nemlig den korporative kanal. Denne udvikling skyldes at den elektorale kanal ikke sikrede en tilstrækkelig effektiv interessevaretagelse for forskellige samfundsinteresser – bønder, arbejdere, håndværkere, osv. – som efterhånden organiserede sig og stillede krav om at blive hørt i de fora hvor de politiske beslutninger blev taget.

I dag har begge disse kanaler fortsat stor betydning. Den elektorale kanal vedbliver med at være ethvert repræsentativt demokratis definerende træk, mens LO, DA, BUPL, Landbrugsrådet og de andre faglige organisationer minder os om at den korporative kanal stadig fungerer. Men der er kommet andre kanaler til som i stigende grad gør disse to traditionelle kommunikationskanaler rangen stridig. Medierne, som mange har kaldt den fjerde statsmagt, bør vel snarere betragtes som en tredje kommunikationskanal mellem befolkningen og det politiske system.

Ikke kun medierne er et eksempel på en ny kommunikationskanal. Meningsmålinger har i høj grad samme funktion. Både i de situationer hvor de bruges af medierne til at sætte bestemte samfundsproblemer på den politiske dagsorden eller til at generere interesse om et aktuelt politiske spørgsmål, og i de tilfælde hvor de bruges af de politiske partier eller aktører til at finde ud af hvad befolkningen mener om et politisk emne. I begge tilfælde drejer det sig om at målingerne af befolkningens holdninger resulterer i at selvsamme befolknings prioriteter kommer politikerne for øre.

Et meningsmålingsdemokrati
Fordelen ved at måle hvad befolkningen mener om et politisk emne, består først og fremmest i at det på den måde er muligt at sikre at politikerne er lydhøre over for befolkningens krav. Det er de i princippet nødt til at være eftersom de er på valg ca. hvert fjerde år. Men vi ved jo alle sammen ganske udmærket at politikerne, når valget et overstået, ofte har en tendens til at glemme valgkampsløfterne. Man kan selvfølgelig mene at det ikke er så galt endda at de løfter der blev udstedt i valgkampens hede, ikke har samme vægt som politiske beslutninger foretaget på baggrund af tilbundsgående analyser og diskussioner i Folketingets forskellige udvalg. Men demokratisk i betydningen ’folkets styre’ er det ikke, og der går sjældent en dag uden vi hører om den stigende kløft mellem politikere og befolkning.

Så i den sammenhæng fungerer meningsmålingerne som et instrument der medvirker til at sikre at politikerne fornemmer i hvor høj grad og på hvilke punkter de er i uoverensstemmelse med den brede befolkning. Et eksempel der viser effekten af presset på det politiske niveau gennem meningsmålingerne, kan findes ved at rette blikket mod debatten om indvandrere og flygtninge i Danmark for et par år siden hvor Dansk Folkeparti for alvor stormede frem i meningsmålingerne. Det skabte eftertænksomhed i regeringen og specielt hos Socialdemokratiet som led mest under DF’s vælgerfremgang. Efter en ophedet debat besluttede Nyrup at der skulle handling til for at stoppe den uheldige udvikling – eller sagt på en anden måde: der måtte skabes et indtryk af at befolkningens ønsker og krav blev tilgodeset.

Til det formål gennemførtes en regeringsrokade hvor Thorkild Simonsen blev installeret i Indenrigsministeriets ministerkontor med påbud om at stramme op på de områder hvor befolkningen var mest imod den hidtidige flygtninge-indvandrerpolitik. Om denne imødekommelse af den brede befolknings ønsker var sket hvis ikke meningsmålingerne i en lang periode forinden havde tegnet et dystert billede der anskueliggjorde at regeringen var ude af trit med sit bagland, er tvivlsomt.

Det anførte eksempel er valgt fordi det kan bruges til at problematisere meningsmålingernes politiske rolle. Eksemplet med Thorkild Simonsen viser nemlig hvordan politikerne er til fals for det der kan vise sig at være en tilfældig folkestemning. For godt nok var regeringsrokaden et udtryk for at det ikke på længere sigt er politisk rentabelt at sidde befolkningens krav overhørig, men vi lever i et repræsentativt demokrati som på trods af at der via folkeafstemningsinstitutionen er levnet plads til et element af direkte demokrati, dog først og fremmest er baseret på at det er de valgte repræsentanter der har den endelige beslutningskompetence. Og et ’meningsmålingsdemokrati’ adskiller sig netop fra et repræsentativt demokrati ved at reducere folkets valgte repræsentanter til funktionærer som ikke har andre funktioner end at eksekvere folkets vilje.

At meningsmålingerne fungerer som en kommunikationskanal mellem befolkningen og politikerne er derfor langtfra tilstrækkeligt til at slutte at netto-effekten af sådanne målinger er positiv. For de fleste af os (ved vi fra meningsmålinger) synes jo at det repræsentative demokrati er en super ide. Faktisk er det sådan at der er en vis inkonsekvens i vores holdninger til politikerne. På den ene side brokker vi os over at de ikke retter sig efter befolkningens krav; på den anden side skælder vi ud over deres manglende rygrad og villighed til at forfægte egne synspunkter når de møder modstand.

Løbende kontrol
Denne inkonsekvens gælder også vurderingen af meningsmålingernes effekt. På den ene side er det givet at det i et komplekst samfund er væsentligt at der eksisterer effektive måder hvorpå information om samfundet kan kommunikeres til det politiske niveau. På den anden side kan meningsmålingerne vanskeliggøre betingelserne for at beslutningstagerne kan træffe velovervejede beslutninger om komplicerede samfundsproblemer. I nogle tilfælde må vi nok konstatere at fokuseringen på meningsmålingerne har haft som effekt at den politiske debat er faldet i kvalitet; i andre tilfælde har meningsmålingerne givetvis medvirket til at det er blevet umuligt for politikerne at ignorere et påtrængende samfundsmæssigt problem som ellers ville være havnet i skuffen med ubehandlede og uløste samfundsproblemer.

Så selv om den i indledningen nævnte person ikke har ret i at vi viser nej-sidens tilslutning med skæbnesvangre sorte grafikker for at manipulere befolkningen til at sige ja, så havde vedkommende alligevel en pointe. Meningsmålingerne spiller en rolle i det politiske liv. Og den kritiske interesse er ikke alene noget vi må leve med; den er også et element i den løbende kontrol befolkningen altid bør udøve over institutioner og personer som deltager i dette politiske liv.


Artiklen er første gang bragt i Retorikmagasinet

Relaterede artikler

Rosen skal ha’ en anden lyd - Socialdemokratiet har en plan for, hvordan partiet kan blomstre op på ny – den er hentet lige fra erhvervslivet, og der...
Skal Mogens Lykketoft være forward i Milan FC? - Efter en lang karriere i dansk kommunalpolitik er der varme rygter om, at Mogens Lykketoft skifter til Milan FC, hvor ha...
Med røven i klaskehøjde - Kommunikationsforums Kasper Fogh Hansen drog på Borgen til en samtale med Lykketofts nye personlige rådgiver om moderne ...
Mediefænomenet Kjærsgaard - værdierne kommer indefra - På vej til arbejde passerede jeg igen her til morgen en bus med Pia Kjærsgaard på siden. Hun ligger og smiler, med hånde...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Kommunikationspraktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Digital Marketing Specialist

Frist: 9. december

Pressekonsulent

Frist: 16. december

Digital konsulent

Frist: 17. december kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.