400 millioner beskidte tanker

Verdens største undersøgelse af porno-søgninger på nettet tegner et globalt billede af begæret. Pornoens univers er mere mærkværdigt, end man umiddelbart skulle tro. To neurologer fra Boston University har en tankevækkende biologisk tese om mænds sædkonkurrence, men magter ikke at forklare interessen for sex med bedstemødre.
af Ulla Holm
Nettets millioner og atter millioner af pornobrugere går ikke nødvendigvis efter det tamme og forudsigelige
 
Mænd er ikke blot vilde med at se andre mænds kønsdele i porno, de er mindst lige så vilde med at vise deres egne frem – som f.eks. på porno-siden Fantasti.cc, hvor 23 pct. af de mandlige profiler bruger et billede af deres underliv som avatar. Kvinder derimod er bedøvende ligeglade med sådanne billeder.
 
En stribe af sådanne mere eller mindre forbløffende sandheder om menneskets begær fremlægges i den nyligt udkomne A Billion Wicked Thoughts, forfattet af de to neurologer Ogi Ogas og Sai Gaddam fra Boston University (læs der blog her). De har analyseret 400 mio. søgninger på søgemaskinen Dogpile, hvoraf 55 mio. var sexrelaterede. Søgningerne repræsenterer 200 mio. mennesker (to tredjedele fra USA og resten fra Indien, Nigeria, Canada og England).
 
Ogi Ogas (t.v.) og Sai Gaddam fra Boston University
 
Meget kan siges om populationens sammensætning, men metoden er frugtbar: Internettet giver adgang til et enormt datamateriale og gør det muligt at undgå de anonymitets-problemer, der ofte besværliggør studier af seksualitet. Vi får dermed et pålideligt indblik i, hvad rigtigt mange mennesker faktisk tænder på. Det, der gør A Billion Wicked Thoughts ekstra ubekvem er, at bogens statistik gør det svært at anklage andre for at være mentalt forstyrrede perverse med brist i barndommen. Resultatet af søgningerne viser nemlig, at de 35 seksuelle interesser, der topper, udgør 90 pct. af samtlige søgninger. Menneskers begær er altså relativt ens.
 
Til gengæld er mænds og kvinders begær fundamentalt forskellige. Begge dele er der, mener forfatterne, en naturlig årsag til: forplantning. De mener derfor også, at kønsforskningen bør droppe sit socialkonstruktivistiske vås: ”If an interest in feet was purely cultural, we might expect to see at least one society or Web site celebrating large female feet” – skriver de blandt andet. Men samtlige fod-relaterede pornosider i materialet viser, at det er små kvindefødder, mænd tænder på, samt alt hvad dertil hører af accessories. Det er således helt naturligt, hvis den mandlige læser skulle have oplevet at få varme kinder i stormagasinets strømpeafdeling.
Men lad os få et overblik.
 
Mænd (øverste skema) og kvinder har vidt forskellige søgekriterier på nettet. Mænd går efter hardcore porno-sites, kvinder efter romantiske fortællinger
 
Mænd er til anatomi og forplantning, kvinder til romantik og forsørgere
Mænd foretrækker billeder af kvinders kropsdele, hvorimod kvinder foretrækker romantiske fortællinger og ikke interesserer sig for pornografi, i det mindste ikke sådan som mænd vil have den. F.eks. indeholder HotMovies.com, som henvender sig til mænd, videokategorier for big tits, small tits, natural tits, tit fucking, mouth and tongue, shaving, legs and nylons, big cocks, big clits, camel toe m.m. Til gengæld indeholder HotMoviesForHer.com ikke en eneste anatomisk kategori.
 
Mænd søger især teens, som forbindes med størst mulig frugtbarhed, mener rapportens forfattere. Der er dog også mange søgninger på ikke-reproduktive objekter som ”heteroer betalt for at udføre bøssesex”
 
Det udlægger de to forskere som et vidnesbyrd om, at mænds hjerne er programmeret til at orientere sig efter tegn på frugtbarhed med henblik på maksimering af antallet af afkom, hvorimod kvinders ditto er programmeret til at søge en mandlig forsørger.
 
Derfor er det næppe heller overraskende, at den mest populære søgning blandt mænd er ”teen”. Men allerede på tredjepladsen kommer ”MILF” (Mother I would Like to Fuck) – hvilket måske overrasker nogle. Det samme gælder nok for ”Cheating wives” (utro hustruer) som indtager en femteplads, samt det nævnte forhold, at det især er mænd, der har interesse for store pikke. Sådan ser f.eks. AOL-søgehistorien ud for en tilfældig heteromand: big cocks, big dicks, monster cocks, tight pussy big dicks, long dong sex, big texas cocks, enormous cocks, gigantic cocks, big white dick sex, horny Amish women.
 
Disse overraskelser har ikke desto mindre en biologisk forklaring, understreger Ogas og Gaddam. Hvad angår MILFs i online porno er de ofte storbarmede, buttede og har store runde bagdele. ”Breasts” og ”Butts” er da også blandt de mest populære søgninger, ligesom der er tre gange så mange søgninger på ”fat girl” som på ”skinny”. Overvægtige kvinder med små fødder, stort brystmål og ditto bagdel stimulerer det center i mænds hjerne, der orienterer sig efter fertilitet, lyder forklaringen.
 
På nettet er der stor interesse for buttede kvinder, der har sex med sorte mænd. Ill. fra gratis netporno-site
 
Den store sædkonkurrence
Mænds interesse for store pikke forklarer forskerne med henvisning til pikkens symbolske betydning som en magtmarkør og som et redskab i sædkonkurrencen med andre mænd. Mænd producerer mere sæd, når de ser en anden mands pik, lyder det. Tilsvarende er det sædkonkurrencen, der forklarer, hvorfor mænd tænder på at se deres koner have sex med andre mænd: ”If a man believes that his sexual partner may have been with a rival, this adaptation drives him to have sex with her as quickly as possible”.
 
Datamaterialet viser, at genren ”cuckold porn” – hvor hustruer har sex med fremmede mænd – er den næststørste interesse blandt heteroseksuelle mænd på de engelsksprogede søgemaskiner (kun overgået af teens). Populære cuckold-sider hedder bl.a. ”Please Bang My Wife”, ”Cream My Girlfriend” og ”Sell Your Girlfriend”.
 
Hvad der måske vil komme som endnu en overraskelse er, at rivalens pik helst skal være sort. 15 ud af de 25 mest sete cuckold-videoer på nettet viser sorte mænd og hvide hustruer ligesom flere cuckold-sider som f.eks. ”My Wife Went Black” udelukkende viser hustrusex med sorte mænd. Det giver god mening, lyder det, for ”since black men are frequently perceived as more dominant, they may activate the sperm competition cue more effectively”.
 
Skemaet viser de hyppigst forekommende ord i cuckold-historier (kvinders utroskab) på nettet
 
Sædkonkurrencen blandt mænd forklarer ifølge Ogas og Gaddam tillige mænds store interesse for gruppesex med mange mænd og kun én kvinde. På siden PornHub er der blandt de 300 mest sete gruppesex-videoer dobbelt så mange videoer med mange mænd og én kvinde, som der er videoer med flere kvinder og én mand. Tilsvarende findes der adskillige ”mega-gang bang”-videoer med mere end hundrede mænd, der har sex med én kvinde.
 
Amatører leverer en uendelig række nye kroppe
Mænd foretrækker desuden, at kvinder sprøjter, når de får orgasme. Kvinders sprøjteorgasme (squirting) placerer sig således på en 36. plads på listen over mest populære søgninger på Dogpile og indtager en tredjeplads på PornHub. Når kvinder sprøjter udlægges det nemlig af mænd som et tegn på ægte nydelse, lyder det. Autenticitet er i det hele taget en stærk lystfremkalder for mænd, og det er også årsagen til den massive interesse for amatør-porno, som Ogas og Gaddam identificerer. Blandt andet henviser de til hit-fænomenet ”Girls Gone Wild”, hvor et kamerahold tager rundt i USA og optager videoklip med en uendelig række af promiskuøse teenage-piger, der efterfølgende bliver uploadet på GGWs hjemmeside. Som der for nylig stod i en artikel i The Atlantic om samme emne, ser den nye pornostjerne sådan ud: ”A pale, naughty, 19-year-old with A-cups and a bad haircut, her face illuminated only by the bluish glow of her Mac.”
 
Amatørpornoen er imidlertid lige så stort et hit af en anden grund, understreger Ogas og Gaddam: mængden af nye kvindekroppe. Og igen lyder forfatternes kommentar: naturligvis. For af hensyn til artens videreførelse er manden programmeret til ASAP at plante sin sæd i så mange kvinder som overhovedet muligt og agerer derfor seksuelt efter forskriften: hunt, aim, shoot, reload.
 
 
Kvinders fantasier om lægen, chefen og betjenten
Autenticitet er lige så vigtig for kvinder, men den skal til gengæld have emotionel og ikke fysisk karakter, for det afgørende er ikke nydelsen, men en mands troværdighed som kompetent forsørger. Kvinders begær er afkoblet mandens anatomi, for det er ud fra et forplantningsperspektiv simpelthen for risikabelt at glide ned over enhver stiv pik, blot fordi den er stor. Kvinder vil vide, hvem de går i seng med, og som Ogas’ og Goddams granskning af romantiske web-noveller afslører (en genre, der er større end krimi og sci-fi), skal det helst være en af følgende typer: Doctor, Cowboy, Boss, Prince, Rancher, Knight, Surgeon, King, Bodyguard eller Sheriff. 
 
Den romantiske fiktion på nettet afslører, at kvinder tænder på magtfulde og rige mænd, også selvom kvinder i dag kan forsørge sig selv. Som Ogas og Gaddam skriver: ”Since such heroines no longer require a man to provide for their needs, has this cultural transformation led to more romance heroes with limited means? Not at all. If a heroine is rich, then the hero is even more rich”.
2-0 til biologien – eller grådigheden.
 
De hypermaskuline romanhelte må gerne være høje, muskuløse, have en dyb stemme og en stram røv, og faktisk må de gerne voldtage og nedværdige den kvindelige hovedperson. Genren ”coercion erotica” er relativt populær blandt kvinder, og her hitter søgeord som ”non-consensual”, ”violence”, ”torture” og ”humiliation”. Men det afgørende er øjeblikket, hvor helt og heltinde erklærer hinanden gensidig kærlighed. Kvinder er og bliver romantikere, lader det til. Det gælder også, når de en sjælden gang ser porno. Her vil de som hovedregel se forspil og kys og foretrækker par, der har sex.
 
Kvinder vil også se bøssesex
Overraskende for kvindernes vedkommende er dog deres interesse for homo-porno og homo-romantik – sidstnævnte særligt som den fremstilles i den romantiske slash-genre, der tegner sig for over en halv mio. web-historier. Igen har forfatterne en forklaring parat: Hvor homo-pornoen tillader kvinder at nyde beskidt, rå sex uden, at det er deres egen anatomi, der maltrakteres, handler slash-historierne om det, kvinder tænder allermest på: stærke alfa-hanner, der er hårde udvendigt, men bløde indeni og i stand til at knytte langvarige, emotionelle bånd.
 
En anden kilde - toptenreview.com - end rapporten kan fortælle, at de ivrigste brugere af internetporno er mellem 35 og 44 år
 
Men hvad laver alle de bedstemødre i mænds fantasier?
Der er grund til forbehold over for tesen om, at seksualitet er underlagt reproduktionens imperativ. Hvis alt begær kan reduceres til det, er der en række fakta i bogen, som forekommer overordentligt gådefulde. Det gælder bl.a. det forhold, at ”GILFS”  (Grannies I Would Like to Fuck) er et populært søgeord. Kvinder i 50’erne er f.eks. mere populære end 19-årige piger (men dog ikke 16-årige, der er allermest søgt). 60-70-årige har også en relativt stor mandlig fanskare. Ogas og Gaddam skriver da også: ”The popularity of GILFs presents a serious challenge for evolutionary science”.
 
Uforklarligt i forhold til forplantningstesen er vel også heteroseksuelle mænds store interesse for ”shemales” (transseksuelle mænd). ”Shemales” indtager en 16. plads på listen over mest populære søgninger og er mere poplær end ”butts”. Ogas og Gaddam forklarer deres popularitet med, at de på en og samme tid appellerer til mænds begær efter pikke og det hyper-feminine. Men uanset hvordan man vender og drejer den, kommer der altså ingen børn ud af sex med shemales, og det må derfor være patologisk set ud fra et evolutionsbiologisk perspektiv.
 
Interessen for underkastelse forklares ikke ordentligt
Tilsvarende med homoseksualitet. Her er der grund til at græde over spildt mælk set ud fra samme perspektiv. Ja, sådan kan man blive ved: Hvad med kvinder, der tænder på dominans og mænd, der tænder på underkastelse? Ifølge forfatterne er der større efterspørgsel på nettet efter videoer med mandlig underkastelse som tematik end efter dominans-videoer, ja selv ”kastration” er en selvstændig genre. Her skriver forfatterne: ”It appears that just as men are flexible but generally prefer sexual domination, women are also flexible but generally prefer sexual submission”. Men hvad forklarer udbredelsen af en sådan ”fleksibilitet”? Den ikke-orgasmefikserede genre BDSM (Bondage, Discipline and Sadomasochism) er særligt populær blandt bankmænd, børsmæglere, direktører og rektorer, får vi at vide. Hvorfor tænder lige netop de på at blive pint? Fordi, lyder svaret: ”People who have a lot of responsibilities in real life want to get away from the burden of being in charge.” Her handler begæret altså om noget eksistentielt og har ikke det fjerneste med forplantning at gøre.
 
Forfatterne har ligeledes store vanskeligheder ved at forklare, hvorfor en del hetero-mænd tænder på ”transformation fiction”, der handler om mænd, der først tvinges til at være kvinder, men ender med at nyde det. Og hvad med alskens former for fetish og bondage, hvor ”sæd i kusse” slet ikke er relevant? Der er simpelthen for meget, der må kategoriseres som biologiske mutationer.
 
Teorien kommer ligeledes til kort over for det forhold, at vores begær ændrer sig over tid og afspejler historiske trends. F.eks. har tidsskriftet The Atlantic for nylig offentliggjort en undersøgelse, der viser, at kvinders interesse for analsex er mere end fordoblet igennem de sidste 20 år. Shemale-porno er ligeledes en genre, der har været i eksplosiv vækst inden for det sidste årti, fremgår det af A Billion Wicked Thoughts. Der må derfor være andre forhold ud over biologi, der er medbestemmende for vores begær.
 
Fantaserer flere kvinder om gang bang, når nu forsøgersex ikke længere er så påtrængende? Ill. fra gratis netporno-site
 
Kvinders stigende lyst til ikke-forsøgere
Endnu et problem for teorien er den omstændighed, at kvinder i dag takket være prævention risikofrit kan lade sig penetrere af mænd uden forsørgerpotentiale. Der er med andre ord basis for, at anonym baggårdssex med veludrustede charlataner kan blive en attraktiv del af kvinders seksuelle repertoire. En undersøgelse foretaget af Webpol for Ekstra Bladet i 2009 kunne da også afsløre, at 70 procent af danske kvinder ser porno jævnligt og at deres efterspørgsel efter den hard-core af slagsen er støt stigende. Her kommer Karen Owen ind i billedet. Den 22-årige tidligere studine ved Duke University sendte sidste år et Powerpoint-show til nogle venner, hvor hun gav karakterer til de 13 mænd fra universitetets fodboldhold, hun havde haft sex med. Owens ”fuck list” endte som et web-hit. Naturligvis: Mændene gives points efter udseende, pik-størrelse, talent for at kneppe, aggression, og vilje til at eksperimentere med stillinger og locations. Og det er slide efter slide med formuleringer som ”I could not walk the next day. Could. Not. Walk. In all the best ways of course (…) He was very, very well equipped. And he knew how to use his hardware. And the aggression was unbelievable.” Hvem sagde, at kvinder ikke tænder på store pikke?
 
Owen er næppe den undtagelse, der bekræfter regelen. Begæret bør situeres i en historisk kontekst, hvor særlige livsomstændigheder er med til at betinge og skabe forskellige muligheder for den seksuelle praksis.
 
Så når alt kommer til alt, er begæret sandsynligvis en uigennemskuelig kombination af ’neuro’ og ’socio’. Som professor i medievidenskab ved Københavns Universitet Torben Kragh Grodal for nylig udtalte til Information: ”Det er lige så håbløst at sige, at det hele er biologi som at sige, at det hele er kultur. Men man kan konstatere, at biologien danner et fundamentalt rammenetværk”.
 
Uanset hvad, tror jeg, der er en del kvinder, der ligesom Owen har det som mændene i A Billion Wicked Thoughts: ”A large penis is always welcome”. At romanheltene stadig skal være rige og rare kan lære os en ting: Kvinder vil både blæse og have en pik i munden. Kom min vej, SRVABCTTILF (Sweet Responsible Violent Asshole with a Big Cock and a Table for Two I would Like to Fuck).
 
---
 
Ogi Ogas og Sai Gaddam
A Billion Wicked Thoughts: What the World's Largest Experiment Reveals about Human Desire
Dutton Books
394 sider, ca. kr. 160
 
 
 
 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også