Kæmpe fyringsrunde på Nyhedsavisen

Netop nu får omkring halvdelen af Nyhedsavisens redaktionelle medarbejdere at vide, at de er fyret (opdateret 11:27).

Nyhedsavisen og Morgendistribution Danmark gennemfører nu en række større ændringer for at styrke positionen i markedet, indtjeningen og sikre avisens fortsatte udvikling.

Det betyder, at Nyhedsavisen nu afskediger omkring 40 af de 90 redaktionelle medarbejdere.

 

”Det er med beklagelse, at man træffer sådan en beslutning,” siger bestyrelsesformand for Nyhedsavisen Svenn Dam til Business.dk og forklarer:

 

”De sidste tre-fire måneder har vi tilpasset avisen, så der er færre redaktionelle sider end tidligere. Det betyder, at vi er for mange journalistiske medarbejdere.”

 

Samtidig ophører avisen med at blive husstandsomdelt i Odense, den fynske redaktion ryger, og kræfterne samles nu om København og Århus.

 

Freeway overtager Avisen.dk

Endelig bliver al online-aktivitet – det vil sige avisen.dk – overtaget af Freeway, der i dag står bag mere end en tredjedel af al dansk internettrafik og som netop har købt sig ind i Nyhedsavisen.

 

Freeway skal fremover står for driften, markedsføring og profilering af avisen.dk.

 

”De er bedre til at udvikle og drive et site. De har vist sig at være fantastisk dygtige til at levere trafik. Derfor overtager de aktiviteten avisen.dk,” siger Svenn Dam.

 

For Nyhedsavisens største aktionær, Morten Lund, har det været afgørende, at der nu skabes et stærkt fundament for avisens fremtidige udvikling. I en pressemeddelelse siger han:

 

”Nyhedsavisens enorme potentiale er ved at folde sig ud for alvor.Distributionen fungerer, avisen er ved at have fundet sin form, afklaring af de økonomiske forhold og opbakning til forretningsplanen."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job