Et hurtigt kig på Kommunikationsforums nye netværkssite, K-profilerne, viser, at der sandsynligvis er noget om snakken. Alene med det store antal chef- og ledertitler, netværket rummer, må der jo være en sand skov af menige kommunikatorer.

Så er det jo herligt med et elektronisk netværk, der kan facilitere den megen kommunikation mellem alle disse gode mennesker. Eller hvad? Hvad er egentlig meningen med disse profiler? Jeg er ikke sikker. Men jeg har mine bange anelser.

Måske er der bare en portion god gammeldags voyeurisme i det. Forleden klikkede jeg nysgerrigt ind på en profil via billedet af en ung smuk kvinde. Mange andre havde anonymt gjort det samme – og de, der havde formastet sig til at gøre det, mens de var logget på, var udelukkende mænd. Måske er netværket et Dating Deluxe. Med kvalitetsgaranti. Masser af babes with braines og unge/knap så unge alfahanner i kommunikationsbrunst. Så kan man jo passende shoppe hen imod et job, hvor den udkårne findes.

Det er, hvad det er. Men det går videre end det.

Kommunikationsbranchen har efterhånden fået sovset sig selv så grundigt ind isine små mantraer netværk, netværk, netværk og branding, branding, branding, at den enkelte medarbejder kun er svært adskillelig fra det produkt, han/hun kan tilbyde. På Kommunikationsforums profilsite er det ikke kundens særegenhed, der skal brandes. Nu skal enhver kommunikationsmedarbejder selv være et brand, og netværket skal være så håndgribeligt, at det kan udprintes.

Høj som lav inden for branchen stiller gerne op. Hvorfor? Giver det jobs og ekstra dynamik? Næppe. "Et voksne menneskers MySpace", som der står i en af profilerne? Måske.

I sin bog "Jeg-automaten" beskriver teologen Jørgen I. Jensen en betænkelig udvikling i nutidens menneskebillede. De sidste 20 års stigende fokus på mig, mig, mig er efterhånden ved at blive afløst af "fortællingen om mig selv". Vi er vores egen fortælling. Hver især er vi historien om vores egne kompetencer og erfaringer, som ikke skal bruges rent menneskeligt, men først og fremmest "er gode at få på CV'et". Vi er, hvad der står på vores CV. Hverken mere eller mindre.

Hvis man hertil lægger frasen "it is not who you are, it is who you know", har man måske en stor del af grunden til sitets tilsyneladende store popularitet.

Her kan vi vise os selv og hinanden, at vi er, hvor det sker. Og vi kan vise, hvordan vi - i raketfart - er kommet til at være, hvor det sker. Her kan vi søge på andre og se, om de også er, hvor det sker. Som en slags Google Deluxe giver Kommunikationsforums søgemaskine svar på, om venner, bekendte og kolleger også har fundet frem til de hellige haller. Og vi kender hinanden. Vi linker til hinanden. Er venner. Vi har succes.

Succes er kodeordet. Den kan mest af alt måles på cheftitel divideret med antal rynker på det lille pasbillede. Uddybende kommentarer er ikke nødvendigvis et must rundt omkring på profilerne. Mange har slet ikke skrevet noget om sig selv. Men de er der. Med navns nævnelse og billeds visning. De er en del af kommunikationsbranchens fortælling, og den en del af dem.

Man kunne få den tanke, at K-profilerne mest af alt er ude på at servicere sin egen fortælling. I den enkeltes jagt på søgen efter god karma er et nedre lavpunkt nået med disse profiler.Det kan kun gå fremad herfra.