K for Kapitalfond Code of Conduct

Skrevet af
Kapitalfondene har været gode til at tjene penge, mange penge, men dårlige til at kommunikere hvorfor og hvordan. De har været for lukkede, for klodsede og for arrogante. Det klassiske skræmmeeksempel er TDC-sagen, hvor kommunikationen for alvor glippede. Tilbage stod fondene med et noget blakket image. Mens kapitalfondenes modstandere stod uimodsagt tilbage i medierne med Poul Nyrup i spidsen og råbte rovdyrskapitalister. Det skal være slut nu. Kapitalfondene er blevet klogere og præsenterer i dag en code of conduct kombineret med en større videnskabelig undersøgelse fra CBS. Den dokumenterer, at deres indsats i Danmark er bedre end deres rygte. To tiltag, som gerne skulle aflive de værste fordomme og vise en vilje til dialog. Klog af skade har fondene nemlig fundet ud af, at åbenhed betaler sig. Markedsbetingelserne har så at sige lært kapitalfondene at elske dialog og bløde værdier. Kforum læste rapporten og prøvede at forstå tankerne bag. Øvelsen er tydeligvis at få kapitalfondene til at gå fra et snævert shareholder value-fokus til et mere bredt fokus på stakeholder relations. Moralen er, at stakeholder relations kan skabe og er sand shareholder value, blot på et højere plan. Udfordringen er, at kapitalfonde historisk har været dårlige til at kommunikere og operationalisere ikke-finansielle parametre såsom stakeholder relations. Det vil de gerne lære nu, men er dialog god forretning? Ja, siger alle de stenrige kapitalfonde, når de kigger sig selv i spejlet og ud på markedet. Både-og, er konklusionen, når man læser efter i rapporten. Om man tror, kapitalfonde kan regulere sig selv og er blevet klogere, afhænger af, om man er deres første offer eller sidste villige redskab.
LEX TDC
TDC-sagen var et cirkus uden lige. Fondene troede naivt, at de kunne overtage et national klenodie hurtigt, smart og smertefrit fra en ukendt adresse i London. Det gik naturligvis ikke. Fagforeningerne, det finansielle establisment, ATP og småaktionærerne råbte op. Mens pressen ryddede forsiden for Dyremoses 75 millioners bonus (sølle 35 millioner efter skat, som Dyremose argumenterer i pressen) og den tumultariske generalforsamling med ATP og de rasende småsparere. For slet ikke at snakke om det pinagtige sagsanlæg mod ATP. Alt i alt opskriften på, hvordan man absolut ikke skal gøre det. Det gav branchen et dårligt ry og kom til at overskygge de mere vellykkede opkøb af ISS, Falck og Lufthavnen. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Ud af balladen bredte sig blandt de toneangivende kapitalfonde en følelse af, at det kunne gøres bedre. Oplevelsen af dårlig kapitalfond-kommunikation skabte viljen og forståelse for, at god kommunikation nytter.
 
Synlighed, vision og legitimitet
Læringen var, at der skal et dansk ansigt på. Det handler om synlighed, vision og legitimitet. Når man overtager store danske virksomheder, skal offentligheden såvel som selskabets andre stakeholdere kunne sætte ansigt på. Gerne et kendt og troværdigt dansk ansigt, som fysisk og mentalt er kapitalfonden. Samtidig skal kapitalfonden melde ud med en vision for virksomheden. Noget, som ofte er svært, fordi kapitalfonden sjældent ved nok til skråsikkert at melde ud så tidligt, som mange ønsker. Ofte går der op til 100 dage, før de er kommet til bunds i virksomheden. Det skal den dog alligevel prøve på, fordi danskerne forventer, at man vil noget med værdier og virksomheder, som i TDC’s tilfælde danske skatteborgere har betalt til i årtier. Pointen er, at når man overtager store infrastrukturvirksomheder, så føler alle danskere, at de er medejere, og det kræver mere fingerspidsfornemmelse. Det var den, som glippede så gevaldigt i TDC’s tilfælde.

Et tilbud, det danske forhandlersamfund aldrig kunne sige ja til
Opkøb handler først og fremmest om kapital, opkøb, erhvervsjura og investor relations. Det har for mange kapitalfonde uheldigvis kommet til at overskygge for, at det ikke kun handler om at opføre sig legalt, men også legitimt. De er fejlagtigt kommet til at frame opkøbet som et spørgsmål om at komme med et tilbud til aktionærerne, hvor det i virkeligheden handler om at sælge opkøbet til hele virksomheden såvel som alle dens stakeholdere. Ikke mindst i det danske forhandlersamfund, hvor samarbejde og samspil mellem arbejdsmarkedets parter, stat og virksomheder er og har været opskriften på at få velfærdsstaten til at fungere. Ud af disse erkendelser voksende de nye retningslinjer og dokumentationen af fondenes arbejde i Danmark. Både gennem en mere videnskabelig undersøgelse og igennem en casebeskrivelse af 10 danske virksomheder, som er blevet købt af en kapitalfond. De relevante retningslinjer for kommunikationsområdet kan opstilles i følgende overskrifter:
  • Bedre ekstern kommunikation ved ejerskab ud fra et princip om åbenhed og dialog
  • Bedre intern kommunikation ved ejerskab ud fra et princip om medindragelse, åbenhed og dialog
  • Bedre kommunikation ved køb og salg af virksomheder ud fra et princip om åbenhed og kommunikation af strategisk intention.
 
Læs hele rapporten her og anbefalingerne i fuld længde her
 
Alt i alt et tiltrængt opgør med fortidens tavshed og skjulte dagsordener. Et klart tegn på, at de danske kapitalfonde er ved at få et mere modnet og professionelt forhold til strategisk kommunikation. Ikke mindst fordi de nu tror, det kan betale sig. Det er dog stadig blot anbefalinger og gode råd. DVCA har derfor ikke som advokat- eller revisorsammenslutningerne mulighed for at dømme eller straffe kapitalfonde, som ikke lever op til de nye retningslinjer. Det hele bygger altså på frivillighed, men samtidig er det den frivillighed, som giver de enkelte fonde en følelse af medejerskab og medansvar. Langt at foretrække fra lovgivning , som altid har den svaghed, at den straffer mere, end den forebygger.

Når de stærke jubler og de svage græder
DVCA kommer dog ikke blot med et bud på, hvordan kapital bør arbejde, men samler også op på, hvordan kapitalfondene har arbejdet til dags dato. Ganske lødigt med hjælp fra CBS tegner de et mere nuanceret billede af, hvad en kapitalfonds opkøb og aktive ejerskab egentlig betyder for dem, som har prøvet det. Fordommen er, at medarbejderne såvel som resten af virksomhedens øvrige stakeholdere står i et uopretteligt modsætningsforhold til de nye ejere. Intet kunne være mere forkert ifølge DVCA’s CBS-undersøgelse. Når en kapitalfond kommer til, vil det alt andet lige betyde forandringer. Mange fonde går aktivt efter at købe virksomheder, som er forandringsmodne, som det så neutralt hedder. Nu skal der ske noget på godt og ondt. Ofte får de stærke og forandringsparate medarbejdere glæde af den nye dynamik og viljen til forandring. Nu bliver det klart, hvem der bidrager med hvad til forretningen, og hvem der skal belønnes derefter. Omvendt vil de svage medarbejdere, som ikke vil forandringen, naturligvis komme til at bøde for det nye aktive og mere opmærksomme ejerskab. På samme måde, som en ambitiøs bestyrelse har glæde af kapitalfondens viden, vilje og visioner, vil en defensiv og passiv bestyrelse komme til kort. At en kapitalfond overtager virksomheden, er derfor hverken 100 % skidt eller 100 % godt. Det afhænger af, hvem man er, og hvad man selv vil med den virksomhed, man er ansat i. Mange kapitalfonde har derfor et ganske udmærket samarbejde med for eksempel LO, fagbevægelsen eller medarbejderrepræsentanterne, fordi det aktive ejerskab ofte kan redde arbejdspladser og virksomheder, når det virkeligt gælder.

Skuffeselskaber og skattesvindel?
En ofte hørt kritik af kapitalfonde er, at de snyder i skat og tømmer virksomheden og samfundet for værdier. Et tyveri uden for politisk og demokratisk kapital på tværs af landegrænser og valutaer. Det er en af Poul Nyrups helt store kritikpunkter mod kapitalfonde, som har været heftigt diskuteret i såvel Danmark som på europæisk plan. Det mener DVCA naturligvis ikke, er så entydigt endda, når de ser på tallene. Ifølge deres forskningsrapport kan man ikke over en kam sige, at alle kapitalfonde altid betaler for lidt i skat. Kapitalfondene trækker ikke blot penge ud af virksomheden, men investerer også i dem. Hvad der på et eller andet tidspunkt kan blive til flere skatteindtægter, flere arbejdspladser og vækst. Altså win-win for virksomheden, medarbejderne og samfundet på sigt, lyder det optimistisk fra de rige drenges brancheforening DVCA.

Kapitalmarkedets usynlige hånd

Kongstanken i DVCA’s rapport er, at det økonomisk kan betale sig at være åben. Forklaringen er, at de frie markedskræfter af sig selv skaber åbenhed, fordi der er efterspørgsel efter åbenhed. At de bløde værdier så at sige tæller, også selv om man kun er sat i verden for at tælle og tjene penge på den hårde måde. Markedet for penge tæmmer så at sige de værste rovdyrskapitalister, er det glade budskab. Markedets usynlige hånd sikrer, at kapitalfondene vil opføre sig mere legitimt og åbent, er tanken fra Hayek og frem til nutidens code of conduct. Hvad DVCA’s rapport i sig selv er et levende bevis for. Den er jo netop blevet til noget, fordi kapitalfondene af sig selv har indset, at det kan betale sig at blive klogere og mere åben. Desværre er al den snak om markedets selvregulering mere ønsketænkning end virkelighed, for som al anden neoliberal ideologi bygger tanken på utopien om det perfekte marked, hvor al information og værdi er fair fordelt altid. Desværre findes det perfekte marked med komplet information og fair værdifordeling bare ikke i virkeligheden. Lige meget, hvor mange tykke rapporter man skriver og retningslinjer man stiller op, forbliver det en økonomisk, utopistisk og reduktionistisk model langt fra virkeligheden.
 
Rovdyrskapitalisme eller aktivt ejerskab
Om DVCA’s sandhed er hele sandheden eller neoliberale drømmerier, er derfor diskutabelt, men den nye åbenhed skaber uden tvivl et bedre fundament for at forstå og diskutere kapitalfonden som fænomen. Om det er rovdyrskapitalisme eller aktivt ejerskab, afhænger uden tvivl af, om man er en stærk eller svag virksomhed. Om man er en medarbejder, som tjener på eller betaler for kapitalens voldelige selvrealisering på et frit marked, som Marx så præcist skrev engang. Kapitalens voldelig selvrealisering er nemlig blot et andet og mere præcist ord for at være en åben kapitalfond i dialog med sine stakeholdere.

Læs DVCA’s rapport i fuld længde her


Relaterede artikler

Det er surt at hedde Kurt - Stakkels Kurt Björklund. Han hyrede hvad han troede var Danmarks bedste rådgivere og lagde 100 mia på bordet. Alligevel ...
Kapitalfondenes kiksede kommunikation - I januar 2006 gik fem kapitalfonde sammen om at købe TDC for omkring 100 mia. kroner. Det var ikke kun det største priva...
180 grader væk fra velfærdssamfundet - Urmager Woolhard er en helt, pressen er rød, og Anders Fogh har solgt ud af det liberale arvesølv. Den nye liberale neta...
YouSee. Alt er nyt. Intet er nyt. - TDC prøver at lege med på 2.0 bølgen med deres nye YouSee brand. Det lykkes ikke, fordi det er et plat rip off af YouTub...
I grådighedens tid - Poul Nyrup Rasmussen har skrevet en bog om kapitalfonde. ”I grådighedens tid. Kapitalfonde og kasinoøkonomi”, hedder den...
100 idéer til IR - Investor relations (’IR’) er en væsentlig del af et børsnoteret selskabs samlede integrerede interne og eksterne kommuni...

Giv din stemme

6 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

51 JOB

Digital Læringskonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Journalist

Frist: 26. november

Praktikant

Frist: 25. november

Copywriter

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.