Drop det tøsefornærmede

K-menneske, du kan blive bedre. Skarpere. Mere forstående. Bedre til opfølgning. Modigere på fagets vegne. Her kommer de seks nytårsforsætter, du bør tage til dig inden næste møde med din direktør eller en kunde.
af Anne Katrine Lund, Sascha Amarasinha
Du arbejder i en k-afdeling eller i et rådgivningsbureau – det gør ikke den store forskel i forhold til problemet: Du behandler ikke din direktør eller dine kunder så godt, som du kunne. Derfor er tiden inde til nogle nytårsforsætter. Her kommer et bud på seks: Drop det tøsefornærmede. Undgå piedestal-fælden. Træd varsomt med respekt for kundens følsomhed. Du skal levere det rette frem for det lette. Skab stærke rådgiver-relationer. Styrk din rådgiverkraft.
 
Drop det tøsefornærmede
”Hvis bare du var kommet til os lidt før, så…
 
Udsagnet er en forsmået rådgiver-klassiker og har intet fremadrettet drive. Tværtimod. Kunden er der jo nu, og det er vel bedre end ingenting. Hvis du vrisser kunderne væk, varer det endnu længere, inden de kommer til dig næste gang. Lad 2012 bliver året, hvor det fornærmede bliver til det fremadrettede, og du bliver bedre til at gribe anledninger til god rådgivning.
 
Undgå piedestal-fælden
Sådan er det bare bedst rent kommunikationsmæssigt…”
 
Mavefornemmelse, indforståethed og erfaring kan hurtigt blive til en piedestalfælde, hvor din rådgiverkraft svækkes. Vi kan slet ikke tælle de gange, hvor vi har hørt kommunikationsrådgivere glemme at argumentere for, hvorfor en løsning er god, hvad den vil skabe af resultater, og hvilke risici man ellers løber. Vi burde jo også selv kunne formidle med den gennemslagskraft, vi træner hos andre, så hvorfor ikke begynde for alvor i 2012?
 
Træd varsomt med respekt for kundens følsomhed
 ”Hvis jeg var dig, så ville jeg aldrig…”
 
De velmenende råd fra selv den mest kompetente rådgiver kan alt for let snuble i mangel på omtanke for den rådgivedes følsomhed i situationen. Tone, argumenter, eksempler og timing er afgørende for den effektive rådgiver. Alligevel er det en klassisk faldgrube at blive bedrevidende, irriterende eller måske ligefrem få den rådgivede til at føle sig hængt ud foran medarbejdere eller kolleger, fordi situationsfornemmelsen mangler.
 
Du skal levere det rette frem for det lette
Det er nok det nemmeste for alle.”
 
Ønskerne er ofte mange, det samme er travlheden. "Kan vi ikke straks få et nyhedsbrev om forandringen”, ”kan du lave en genial event om den nye strategi” eller ”skriv lige et godt indlæg på min toplederblog, der adresserer kritikken”. Den strategiske rådgivers indre pendul svinger faretruende hurtigt hen mod det lette frem for det rette. Den lette løsning er jo det, de beder om. Og det er oven i købet noget, de roser.  Nyhedsbrevet bliver lækkert og velskrevet, eventen underholdende, og blogindlægget elegant. Men leverer rådgiveren dermed den strategisk kloge løsninger, der driver organisationen fremad? Ikke altid. Måske kan en kombi-strategi lykkes, hvor du både laver en god event og får lavet en aftale med direktionen om, at mellemlederne skal have et reelt mandat denne gang og med udgangspunkt i dine workshop noter involvere alle medarbejdere konstruktivt. Lad 2012 blive året, hvor du nøler en anelse, før du opfylder et ethvert ønske.
 
Skab stærke rådgiver-relationer
”Nu jeg har dig, kan vi så ikke også lige drøfte…”
 
Den gode rådgiver er ofte en, der bliver brugt igen og igen. Og som ved hele tiden at styrke sin relation til ”kunden” bliver inddraget bedre og bedre i at styrke den enkelte og organisationen. Det kræver, at du som rådgiver hele tiden arbejder på at skabe stærke rådgiver-relationer til de rette mennesker i organisationen. At du leder efter anledninger til god kontakt. At du giver dem lyst til at få dine råd en anden gang. Og viser dig rådgivernyttig. Det er ofte et utaknemmeligt job, fordi den gode rådgivning jo ofte næsten bliver usynlig. Den rådgivede føler måske ligefrem selv, at han fik ideen. Men æren må vi være gode til at få anerkendt hos hinanden, for rådgiveren skal ikke hungre efter ros, snarere efter at få indfriet det bedst mulige. Så kig dine rådgiver-relationer efter – hvor kan du læne dig lidt mere tilbage i stærke bånd, og hvor skal du gøre en ekstra indsats i år?
 
Styrk din rådgiverkraft
”Typisk. Det skal jeg lige huske til næste gang.”
 
Hvem kender ikke fornemmelsen af lige at mangle det sidste efter en rådgivningssituation, en workshop eller et oplæg for direktionen. Det kniber blot ofte med at få husket det – og gjort det anderledes næste gang. Også fordi vi ydmygt klassificerer det som mangel på et eller andet; manglende viden om forretningen, økonomi, politik eller lignende på indholdssiden. Og talrige efteruddannelser lover os bod for netop denne manglende viden. Men vores erfaring er, at rådgiverkraften også skal tankes op indefra. For naturligvis skal vi kunne gebærde os i det organisatoriske sprog, forstå forretningen, kulturen og de menneskelige drivkræfter. Men vi skal også kende vores egne, personlige styrker og skyggesider:
  • Hvornår forstyrrer magten vores mod som rådgivere?
  • Hvornår leverer vi pjecen i stedet for den nødvendige rådgivning om den effektive forandring?  Og hvorfor?
  • Hvornår tager vi for meget ejerskab, så forretningsprojektet bliver vores, i stedet for at vi blot hjælper med at facilitere det kommunikationsmæssigt?
  • Hvornår snubler det strategiske i manglende gennemslagskraft fx over for direktionen? 
Som rådgiver skal du kende dine rammer, forstå dine muligheder og lære at undgå dine personlige snubletråde. Tør du tage fat der, bliver tidligere forpustende udfordringer ofte til nye anledninger.  Stop derfor nu konstruktivt op og beslut dig for, hvad du vil gøre endnu bedre som rådgiver i 2012.
 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job