K-branchens Blå Bog: Hvem skal have det blå stempel?

Skrevet af

Joachim Sperling

joachimsperling.dk

126 artikler

249 indlæg

Har du altid drømt om at blive optaget i Den Blå Bog? Glem det. Det sker aldrig. Du er i den forkerte branche. Du vil for evigt forblive en privat og miskendt kommunikatør. Kun husket af de andre på bureauet. Kommunikationsbranchen er desværre langt fra blå nok til at komme i den blå bog. Hvorfor nu det, og hvem burde komme med en dag, når redaktionen endelig kommer på bedre tanker? Det har Joachim Sperling et bud på. Han giver 10 personer det blå stempel.

Den forsvundne branche
Formålet med Kraks Blå bog er “at medtage mænd og kvinder, hvis levnedsforløb kan tænkes at have interesse for en større kreds”, hvilket ifølge redaktionen bag den Blå Bog omfatter ca. 8.000 danskere. Desværre dumper K-branchen med et brag – dem er der åbenbart ikke den store interesse for i en større kreds. Man leder med lys og lygte i den Blå Bog efter kommunikationschefer og bureaudirektører – eneste undtagelse er Ulla Hovgaard Ramlau, der er underdirektør hos Bysted. På trods af hendes mange kvaliteter skyldes hendes biografi velsagtens, at hun engang var direktør i Dansk Designcenter - visse job giver automatisk adgang til spalterne. Visse brancher lige det modsatte. Det er derfor ikke, fordi hun har været i K-branchen, men derimod fordi hun er trådt lidt ud af den, hun kom med. Her er derfor ingen K-branchekoryfæer at finde i bogen. OK - Henrik Dahl er der, men tæller ikke rigtigt – han har forladt branchen – hvis han da nogensinde har været der. Man finder naturligvis  journalister, der bliver spindoktorer hos politikere. Dem regner jeg dog ikke for en del af K-branchen – de er journalistiske renegater- derfor anser jeg ikke Michael Ulvemann for relevant, selvom han er optaget i år.

Hvorfor er Kunde med, når vi ikke er med ? Det er træls
For at gøre ondt værre er andre nærtbeslægtede brancher for længst slået igennem i den Blå Bog. Tag reklamebranchen, der er repræsenteret med Jesper Kunde, Jan Duckert, Henrik Juul, Søren Fauli og nu også Niels-Erik Folmann (sidstnævnte sikkert, fordi han har optrådt i DR’s Kender du typen?). Den grafiske designbranche er der også med Peter Bysted, Johan Linneballe og Bo Linnemann. Endelig tæller journaliststanden navne som Stig Ørskov, Anders Krab Johansen, Niels Lunde, Tom Jensen og mange, mange flere. Ydmygelsen er med andre ord komplet.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at K-branchens job er at bringe andre frem i lyset, og at det på den baggrund er et adelsmærke, at branchen slet ikke er repræsenteret. På den anden side tror jeg ikke, det synspunkt længere er i tråd med branchens egen opfattelse af, at vi er uundværlige fyrtårn til at guide erhvervslivet igennem et stadig mere hajfyldt farvand af kommunikationskriser. K-folk er de sande symbolanalytikere, der som de eneste forstår, hvordan samfundets tandhjul er sat sammen, og hvordan man kan flytte holdninger og opbygge varemærker. Altså noget, som burde interessere en større kreds. Gør det os ikke langt vigtigere end hoben af scenografer, billedkunstnere og museumsdirektører, som den Blå Bog så åbenlyst ikke kan stå for? Bestemt, men desværre har tanken ikke bredt sig til resten af samfundet og redaktionen endnu.

Hetz eller hænger bogen i fortiden ?
Hvad er grunden til, at branchen er så voldsomt overset?  Hetz eller fordi bogen hænger i fortiden? Muligvis hænger det sammen med branchens lidt blakkede ikke så blå ry, for mange udenfor opfatter begrebet PR som noget primitivt og lusket, og begrebet spindoktor er nærmest et skældsord. (Og nej – Mogensen og Kristiansen er heller ikke med – så hvorfor Michael Ulvemann er det, må guderne vide). Det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at K-branchen fortsat er forholdsvis ung i forhold til eksempelvis reklame og journalistik. Altså vil den med tiden blive lukket ind og ikke for tid og evighed være brændemærket som Snavset PR. Omvendt må man også konstatere, at redaktionen bag den Blå Bog har haft visse problemer med at følge med tiden. Hvad der mindsker chancen for, at de nogensinde vil opdage OS før om mange, mange år.

Eksempelvis tog det utrolig lang tid, inden sportsstjerner kom med. Til gengæld er der et hav af balletdansere, og det er naturligvis udtryk for en elitær og forældet tankegang, for i det moderne mediebillede er sport og navnlig fodbold umulig at komme uden om. Ballet er derimod kun for de få og indviede.

Så lad os et øjeblik lege, at redaktionen bag den Blå Bog kommer til fornuft og optager 10 koryfæer fra den danske K-branche.
Først opstiller vi nogle kriterier med udgangspunkt i gamle Ove Kraks principper:

For det første skal man kunne noget – altså være dygtig til sit job. Dernæst skal man have et eller andet ansvar for nogen eller noget. Og endelig skal man være kendt, fordi man på et tidspunkt har gjort sig bemærket i en bredere kreds eller sagt sin mening om noget på begavet vis, der ikke lige vedrører ens nærmeste. Det er tre simple kriterier.

Blandt de virkelig dygtige er der måske 100 personer i branchen. Hvis man så også spørger til, hvem af disse der har ansvar, kommer vi ned på 50. Og hvis man så endelig ser på, hvem der så også har gjort sig bemærket i den brede offentlighed, passer det nok meget godt med 10 personer.

10 får det blå stempel

Lad os se på, hvem det kunne være:

Jesper Højberg Christensen
Jesper Højberg er den moderne kommunikationsbranches founding father. Han har med stor dygtighed drevet Advice frem til en førende position og har en finger med i spillet i et hav af andre sammenhænge. Tænk blot på Kforum og mange andre virksomheder.

Anne-Marie Skov
Anne-Marie Skov var først med til at forme kommunikationsfunktionen i Novo Nordisk, som vi kender den i dag. Herefter tog hun over hos Novozymes og er i dag hos Carlsberg. Så har man ligesom prøvet sig selv af. Hun er indbegrebet af den dygtige og netværksorienterede kommunikationschef, som forstår at spille bold med både ledelse og offentlighed. Et klassisk ikon.

Timme Bisgaard Munk
Timme er en nørdet kreativ, ordblind superskribent, der altid forstår at give sine argumenter tredobbelt skrue. Han driver sine folk til vanvid, når han forsøger at få Kforum til fremstå som en kombination af Wired, Facebook og Twitter, men på et tidspunkt skal det nok lykkes. Den Blå Bog burde i øvrigt kigge nærmere på Timmes K-netværk – hvis man en dag skulle få lyst til at få kendisserne på nettet.

Signe Wenneberg
Grundlæggeren og formanden for Albrightgruppen hører til på denne liste, selvom hun også er en havepige. For ved siden af forfatterskabet og den politiske karriere er hun også en dygtig kommunikationsrådgiver, der forstår at give sin mening til kende om alt fra fødevarer, blomsterfrø og de helt rigtige gummistøvler.

Kresten Schultz Jørgensen
Når man har været chefredaktør på både Aktuelt og Dagen (selvom ingen af dem længere eksisterer) og har skrevet flere tusind debatindlæg, ja, så er man svær at komme uden om. Kresten burde være i den Blå Bog alene for sin meddelestrang.

Steen Reeslev

Steen Reeslev er kommunikationsdirektør hos erhvervsikonet Mærsk, og før det var han hos Danske Bank, hvor han gjorde det utrolig flot. Han er mere blå end den Blå Bog, og så bør man også stå der.

Trine Maria Kristensen
Trine Maria er dronningen af de sociale netværk herhjemme og står i spidsen for virksomheden Social Square. Hun er den person herhjemme, der i de senere år har haft størst betydning for fornyelsen af både intern og ekstern kommunikation.

Lise Kingo

Lise Kingo er ansvarlig for alle stabsfunktioner hos Novo Nordisk og dermed også øverste ansvarlig for kommunikations- og brandingaktiviteter i Danmarks nok bedst drevne virksomhed. Når man ser på perlerækken af ligegyldige direktører i den Blå Bog, er det forunderligt, at der endnu ikke er blevet plads til Lise Kingo.

Jess Myrthu
Jess Myrthu er sammen med Erik Ove og Jørgen Pedersen (JØP) grundlægger af den klassiske kommunikationsdisciplin. Han var således blandt de første til at trænge ind på direktionsgangene og fik gennemført en tiltrængt medieopdragelse af topbosserne i dansk erhvervsliv. Han spiller ikke længere den store rolle i branchen, men burde forlængst have været optaget.

Jens Kofoed

Jens Kofoed er branchens talsmand gennem sit formandskab i BPRV, og så er han direktør for en af de største PR-virksomheder herhjemme. Det burde i sig selv være nok til optagelse i Den Blå.

Kom selv med flere bud til den Blå Bog her. Hvad med Børge Mannov, er han ikke helt blå efterhånden? Eller hvad med Reboot Thomas?

Relaterede artikler

Vi er bureauseksuelle! - Alle vil lege med dem. Bureauerne. Gastro-, femi- eller medieseksuel, forget it! Bureaubranchen puts the sex in sexual, ...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

46 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.