Jyllands-Posten bragte søndagen før valget en tvivlsom artikel om palæstinenseres lukreren på danske sociale ydelser - og orienterede Venstre herom inden. Altså et forsøg på at skabe en kanin. Forløbet førte til, at Ulrik Hagerup gik, og Jørgen Ejbøl helt overtog den avis, han i forvejen stort set styrede. I krogene er der så blevet råbt, at JP nu bare er Regeringens talerør.

Den slags kalder på den bladmæssige uafhængighedsfane. Og den kom så i torsdagens leder: ” Anders Fogh Rasmussens tilsyneladende åbenhed overfor befolkningen er et led i en benhård styring af informationsstrømmen” - et udlæg de må have tænkt længe over i Viby. Og det fortsætter med følgende svada, der ikke bliver mindre interessant, i kraft af at de nye ministerpressesekretærer er rekrutteret fra JP: ”Mediernes medarbejdere henvises til talsmænd, der nøje afmåler hvilke oplysninger, hvilke journalistiske lunser, det enkelte medie kan tilkomme. Spindoktorerne er i vid udstrækning ansat på grund af deres erfaring i at skære en oplysning til og præsentere den i journalistisk form.”

Konklusionen er prisværdig klar. JP vælger side for pressen og mod enhver partibinding ”Jyllandsposten ønsker ikke at være med til at spille efter sådanne regeringsskabte spilleregler”, ja lederen lover endda, at de ministre JP, ikke kan snakke direkte med, slet ikke vil komme i spalterne.
Men man kan diskutere, om spillereglerne kun er regeringsskabte. De er ganske vist nye i det danske politiske landskab, men ikke i udlandet. Og de er jo også en konsekvens af, at pressen ikke længere bare refererer kritisk, men selv sætter scenen, selv kører kampagnejournalistisk og selv vælger at sælge deres stærkt redigerede produkt. Det naturlige modspil fra politisk hold er præcis det samme, som organisationer og virksomheder har måttet tage. Når I sætter dagsordenen - vil vi sætte vores. Regeringen har ikke bedt JP eller andre om ”at være ukritiske meddelelsesorganer”. De vil nok bare sikre, at de overhovedet får deres budskaber nogenlunde ud til offentligheden.

Så det er fint, at JP følger Regeringen så kritisk, at deres journalister fx i en artikel om Bertel Haarders udlændingeudspil laver det enestående genrebrud, at skrive at de vil følge forslaget til dørs for at se om de socialdemokratiske borgmestre får ændret i det. Men samtidig må Jyllands-Posten nok besinde sig på, at JP’s medarbejdere bl.a. skal snakke med deres egne forhenværende kolleger, før de får ministeren i tale. Det er lidt en skam, ja. Men det er ikke mindst pressen selv, der har skabt den udvikling.